[Disse produkter er sponsoreret i den forstand, at jeg har fået dem med hjem til test via mit job. Alle ord og holdninger er mine egne]
Jeg har en indrømmelse til jer, folkens. Mig, som har haft tendens til at skifte hårfarve en gang om måneden, har ikke fået farvet hår siden maj! Maj. Det er fire måneder siden. Det er no shit ny rekord for de sidste mange år… Men sagen er den, at jeg for en gangs skyld har fundet et look, som jeg endnu ikke keder mig i, og min afblegning sammen med mine udgroninger fungerer overraskende godt.
Det er ikke som sådan bevidst, at jeg holder farvepause. Det er på en måde bare sket, men jeg tror måske – sådan rent teoretisk set – at det er godt for mit hår, for afblegninger er ikke ligefrem kendt for at være sundt for hverken håret eller kroppen generelt.
Problemet med en uvedligeholdt afblegning er så, at den vildt hurtig bliver gul og grim at se på. Så jeg har lavet et kompromis mellem flot hår og farvepause i form af silver shampoo og balsam. Nej, det er ikke nyt og revolutionerende, men jeg har aldrig prøvet det før, så jeg har virkelig været imponeret over, hvor godt det har virket!
Fire måneder senere, og mit hår har stadig en flot og kølig farve, præcis som jeg kan lide det helt uden en eneste kemisk behandling i mellemtiden. Jeg er fan! At Stuhrs produkter så ovenikøbet er den slags, der kan købes i supermarkedet, og har en yderst SU-venlig pris, det er jo bare en kæmpe bonus, ikke?
Men nu skal jeg og mit blonde hår tilbage og pleje vores tømmermænd. Vi endte på et tætpakket dansegulv halvdelen af natten sammen med chokerende mange velkendte ansigter fra gymnasietiden i går, så det skal vi lige komme os helt over, før næste uge begynder i morgen, haha!
2 Comments
Det lyder som en sjov aften du havde der :D
Og mega lækkert med silvershampoo! Det skulle jeg så meget have brugt, dengang jeg blev afbleget jævnligt ;)
Det var simpelthen den skøreste aften! 😅
Knus