Dagen er endelig over os. Verden over sidder spændte læsere lige nu og gør de sidste detaljer klar til efterårets store readathon. Teen skal brygges, bøgerne skal findes frem, snacksne skal anrettes, og hyggetøjet skal på. Jeg er hoppet i min traditionelle readathon-buksedragt, og jeg er mere end klar til at kaste mig over bøgerne!
Traditionen tro vil jeg løbende opdatere dette indlæg med mine og mine veninder Sarah og Nannas oplevelser, udfordringer og glæder undervejs. Jeg glæder mig til at læse, og jeg glæder mig til at læse om jeres læseri. Metalæsning er næsten lige så skønt som læsning, haha!
14:00 Starten er gået, og jeg kan endelig give mig til at læse i den smukke, smukke udgave af Harry Potter og De Vises Sten. God læselyst!
16:43 Pyh, der er allerede gået næsten tre timer, og hos mig er Harry lige nået til Hogwarts for første gang. Det er ren magi at genlæse den første på – og så endda på dansk, hvilket jeg ikke har gjort i mange år. Sidder helt og ærger mig over, at vi aldrig hører mere til grotten under slottet, hvor førsteårseleverne ankommer, haha. Jim Kays illustrationer er helt ufatteligt smukke, og jeg har besluttet mig for, at det skal være en efterårs-readathon-tradition at læse årets udgave af de illustrerede bøger. Så skønt! :)
18:33 Vi har fået os en tidlig portion aftensmad, og med maverne fulde af lun, hjemmelavet græskarsuppe er vi klar til at dykke ned i hvert vores fiktive univers igen. Samtidig er mørket også faldet på, men det gør bare læsestemningen hyggeligere, når vi nu er omringet af tændte stearinlys.
23:08 Hold da op, hvor fløj tiden pludselig af sted. Jeg har nu endnu en gang besejret Voldemort i selskab med Harry Potter, og skal lige have en bitte lille pause, før jeg tager hul på Neil Gaimans Neverwhere. Det er altid lidt surrealistisk at tænke på, at jeg lige har gennemlevet et helt år på så kort tid. Er I stadig ved godt mod derude?
23:52 Efter en god lang pause med friske snacks, frisk luft og friske øjne er vi alle tre tilbage på hver vores plads. Lige nu føler jeg mig slet ikke søvnig, så jeg er fortrøstningsfuld for, at jeg nok skal kunne holde natten kørende længe!
04:16 Okay, de sene nattetimer har for alvor taget fat, og begge mine læsebuddies sover tungt i hver sin ende af stuen. Normalt ville deres søvn nok smitte en anelse af på mig, men jeg føler mig faktisk stadig klar på at læse videre. Lige et par minutter rundt i blogland, og så skal jeg videre med Richard Mayhew.
05:42 Jeg ramte væggen. Jeg er halvvejs igennem Neverwhere, men siderne forsvinder simpelthen alt for langsomt nu, og søvnen er ved at overmande mig. Derfor vil jeg lægge mig ind og få et par timer på øjet, indtil de to andre vågner. Så burde vi være klar til at køre på igen, når morgenlyset (snart) gør sin entre.
08:11 Efter et par timers let søvn med underlige drømme er jeg klar til at give den et forsøg mere. Vi har jo stadig næsten seks timer igen, meget kan nå at ske!
13:36 Det var nok bare ikke meningen, at den her formiddag skulle fungere rent læsningsmæssigt. Lige meget hvad jeg gjorde, blev jeg ved med at falde i søvn igen, eller kigge skeløjet på det samme ord i evigheder. Min kæreste er netop kommet hjem fra New York og godt og vel 24 timers rejse, så selvom jeg stadig mangler godt og vel 100 sider af Neverwhere, vil jeg stoppe her og sige tak for denne gang.
Godnat! :)
21 Comments
Åh, fin bogstak! :D Rigtig god læselyst til dig/jer! :-)
Tak, i lige måde! :)
Jeg glæder mig til at følge med! :D
GOD LÆSELYST <3
Juhuu, i lige måde! :)
Godt at se, at du nyder læsningen! :D
Jeg har lige været til HP-koncert ved Odense Symfoniorkester – og jeg har virkelig lyst til at genlæse bogen nu! (1’eren altså)
Det var helt fantastisk at være tilbage i de spæde år. Oftest er det de senere bøger jeg genlæser, for det er jo der det hele sker, men der er bare noget helt specielt over de første også :)
Jeg er helt enig! :)
Nu er det nu! <3 Glædeligt læsedøgn! Hvad skal du læse først?
Håber du er kommet godt i gang? :)
Det er jeg helt bestemt – og åh hvor hyggeligt med Harry. Genlæsning er altså en god måde at starte på, synes jeg!
Det er så skønt! Alle de detaljer man altid formår at glemme <3
Præcis. Og sådan er det altid. Man opdager noget nyt hver gang <3
Og åh, græskarsuppe! Perfekt efterårsspise!
Åh, sikke en masse fine litterære eventyr du allerede har været på! Og det lyder så lækkert med græskarsuppe :)
Som kæmpe Gaiman-fan kan jeg kun sige, at du skal glæde dig til Neverwhere (du er sikkert allerede i gang), for den er så fed og anderledes :)
Fortsat rigtig god læsenat!
Jeg sidder vitterligt og klukler hele tiden. Gaiman er utrolig :)
Sikke en skøn bogstak at holde read-a-thon med. Harry Potter og Gaiman – så ved man at man i hvert fald er i godt selskab. Og den er bare så evig smuk den Harry Potter udgave.
Jeg har også været ret begejstret for mit bogvalg, selvom det kniber med energien her til formiddag :)