Rainbow bowls og lidt om at skrue ned for CO2-aftrykket

Rainbow bowl med grønkål, rødkål, radiser, bønnespirer, agurk, gulerød, ravioli, æg og granatæblekerner
Rainbow bowl med grønkål, rødkål, radiser, bønnespirer, agurk, gulerød, ravioli, æg og granatæblekerner
Hvis vi lige ser bort fra den mother fucker af en edderkop, som jeg bliver ved med at lege gemmeleg med inde på soveværelset (den dukker op i vindueskarmen, når jeg skal sove – jeg dør af rædsel – jeg trækker gardinet for – jeg tager mod til at trække gardinet fra næste morgen – den er væk – jeg dør af rædsel igen – and repeat), så er jeg faktisk relativt begejstret for det her græsenkeliv indtil videre. Jovist, jeg savner min Bager, men 1) det er fucking sundt at savne og 2) jeg får virkelig udnyttet hans fravær.

En af de ting jeg har dyrket, her mens han har været væk, er blandt andet aftensmad med et betydeligt lavere indhold af kød, end vi normalt spiser her i hjemmet. Mine smagsløg er skruet så hamrende uheldigt sammen, at det ganske enkelt er umuligt for mig at blive vegetar (og er jeg helt ærlig, så har jeg heller ikke lyst til at undvære kød fuldstændigt), men derfor mener jeg stadig godt, at jeg kan gøre en indsats for at begrænse mit personlige CO2-aftryk.

Vi har talt om det før – det der med, at hver en indsats tæller – og jeg er fuldt og fast tilhænger af mange bække små-tilgangen til at redde vores planet. Så hvis jeg kan hjælpe til, ved at spise lidt færre køer, bruge lidt mindre mælk i kaffen og generelt lige tænke mig om en ekstra gang, før jeg går i køkkenet, så gør jeg det altså gerne!

Min veninde sendte mig den anden dag et link til en artikel om, hvorfor vi pludselig er blevet så begejstrede for at spise (og fotografere!) mad i skåle, og det har simpelthen resulteret i, at jeg har levet af forskellige udgaver af rainbow bowls lige siden. Jeg er så nem at påvirke… Men jeg er også kæmpe fan!

En rainbow bowl er i og for sig bare en skål stopfyldt med all things good i alle regnbuens farver. Der er ikke rigtigt nogen regler for, hvad der skal i, det skal bare være lækkert.

Jeg har blandt andet brugt:

  • Salatblanding
  • Bønnespirer
  • Radiser
  • Gulerødder
  • Agurk
  • Granatæblekerner
  • Kyllingerester fra dagen før
  • Hårdkogt æg
  • Ravioli med spinat og ricotta

… de tre sidste var primært med for at tilføje lidt protein til måltidet, men det er der selvfølgelig også veganske ingredienser, som kan give. Men der er som sagt ingen regler for rainbow bowls, så det er kun fantasien, der sætter grænser.

Rainbow bowl med grønkål, rødkål, radiser, bønnespirer, agurk, gulerød, ravioli, æg og granatæblekerner

Det ville være at overdrive at kalde det her en opskrift, men jeg vælger alligevel at tilføje den på min nye underside, som jeg netop har oprettet, hvor jeg har samlet alle mine opskrifter igennem tiderne. Jeg bliver aldrig nogen stor madblogger, men jeg kan jo se, at I alligevel er ret begejstrede for dem, jeg nu engang deler, så nu har jeg altså for en gangs skyld været serviceminded og samlet hele baduljen på ét sted.

Velbekomme :)

You may also like

3 Comments

  1. Fedt! Nu ved jeg hvad vi skal have til aftensmad i aften :D Christian spurgte om ‘hjernemad’, da han skal til eksamen i morgen, og dette må da siges at være ‘hjernemad’ ;)

    1. Det er det i hvert fald! Men sørg nu for at putte masser af proteiner i, så den stakkels mand ikke kan give sult skylden, hvis han bliver træt af eksamenen ;)

      Knus

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.