

Kan jeg få lov til at lægge ud med at sige, at jeg har det for fedt? Gran Canaria er jo alt, alt, alt for lækker!
Før vi rejste fra Fynsland havde både venner og familie travlt med at grine kærligt. Gran Canaria. Hjem for frikadelledanskere, kopimarkeder og kvalmende paraplydrinks. Vi grinte selv med og gav folk ret, mens vi håbede på det bedste. Man kan komme langt bare med sol, varme og en pool!
Nu har vi været på den sydspanske ø i godt over tre døgn, og vi kan hurtigt bliver enige om, at Gran Canaria er alle de ting. Men den er også bare så meget mere! På de tre dage vi har været her, har vi spist noget af det lækreste mad, jeg kan mindes at have indtaget i årevis, vi har besøgt den smukkeste lille havneby, vi har været på tur højt oppe i bjergene, vi har løbet tur langs med havet og sluttet af i bølgen blå, og vi har nydt, nydt, nydt det. Øen, maden, varmen, udsigten, hinanden!




Lige nu sidder vi på vores balkon og nyder aftenluften. Kigger vi til højre, tårner bjerget sig op over os, prydet af farverige og indbydende hoteller. Kigger vi til venstre, giver gadelamperne genskær i den rolige havoverflade på badstranden. Uanset hvor vi kigger hen, er her smukt.
Det passer mig bestemt helt fint, at vi lige snupper fire dage mere hernede i varmen. Og så lover jeg, at vi gør alt hvad vi kan for at tage varmen med os hjem igen ;)


6 Comments
Der ser også rigtig dejligt ud ! Tag gerne lidt varme med hjem :)
Jeg skal gøre mit bedste ;)
Kram
Åh det ser alt for skønt ud! Nyd det :) Glæder mig endnu mere til min ferie nu!
Det er virkelig også dejligt, og vi nyder det i fulde drag – især nu hvor det er vores sidste dag! Så skal solstrålerne rigtigt nydes :)
Ferie er fantastisk. Hvor skal du hen?
Kram