Aktiv lørdagstype

Hvem skulle have troet, at jeg kunne være sådan én?

Kæresten er taget til familietamtam i København, så jeg har lejligheden for mig selv lige indtil i morgen en gang. Det skal satme udnyttes!
Jeg fik et par veninder hjem i går aftes til stille og rolig tøsehygge. Lidt nem mad, en del vin og en hel masse snak. Vi forsøgte sådan set også at se en film, men det gik ret meget i vasken, da vi blev ved med at snakke ind over den haha. Nu er det jo kvindernes internationale kampdag i morgen, så lad os bare få det ud af verden med det samme. Mit navn er Lisbeth, jeg er en kvinde, og jeg snakker meget!

Vågnede overraskende frisk i formiddags, efter at have sovet så længe jeg overhovedet kunne overtale min krop til. Har nattevagt på jobbet i nat, så forsøgte at fylde depoterne lidt på forhånd. Det resulterede tilsyneladende i noget overskudsenergi, for jeg har mere eller mindre fløjet rundt hele dagen. Har både nået at tjekke årsopgørelse, høre den sidste time af Mads & Monopolet, læse lidt blogs, vokse ben, hente min kærestes cykel hos cykelsmeden, vaske tøj, rydde op, støvsuge og vaske gulvene på alle 101kvm + opgang. Jeg synes nok lige, jeg fortjener et klap på skulderen! Og så håber jeg bare, at energien kan holde nogenlunde til klokken 4 i nat haha.

Nu vil jeg sætte mig og slappe af med en kop te, en lækker LP på pladespilleren og en god bog her den sidste times tid, før jeg skal af sted. Min kæreste fik nogle gamle LP’er i svendegave af sin far, så jeg har fået nogle helt nye gamle favoritter. Især Genesis’ Invisible Touch kører på repeat, når jeg styrer musikken. Det er satme god musik.

I må have en skøn lørdag aften derude. Tag lige en ekstra svingom for mig, mens jeg slæber varer ;)

Continue Reading

Nye Puffin-bøger

Glædelig fredag derude! I dag er en af de mindre gode for mig, så i stedet for at sidde på uni og lære om James Bond, brandintegration og metaforer så ligger jeg hjemme på sofaen og har ondt af mig selv, mens jeg drømmer om yndige bøger.

Penguin Books tweetede i går et billede af disse nye designs på deres Puffin Classics bøger, og jeg er dybt forelsket. Hvert design tager udgangspunkt i den enkelte bogs handling og illustrerer det med eksempelvis de flyvende Darlings i Peter Pan, Smaragdslottet i The Wizard of Oz eller den fantastiske Cheshire Cat i Alice’s Adventures in Wonderland.

Da Puffin jo er Penguins børneafdeling, er alle bøgerne naturligvis i meget børnevenlige og farvestråelende designs, men jeg synes bare stadig, de er ekstremt flotte. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at tilføje et par stykker eller to til min bogreol herhjemme.

Serien inkluderer 20 populære titler lige fra historien om Kong Arthur og Hans Riddere om det Runde Bord til vores egen H. C. Andersens eventyr. Så vidt jeg umiddelbart kan se, koster alle bøgerne under £10 og kan findes lige her.

Jeg vil putte videre under dynen med min varmedunk (for så gammel er jeg nemlig haha) og en af de mange bøger jeg købte i sidste uge. Det burde kunne holde dankortet i pungen så længe.

Continue Reading

Nyt til dullekassen

 photo ee1f65e9-7794-4af1-a6ef-dab0a9c9c0de_zpspogoqf7j.jpg
Sort neglelak//rød neglelak//micellar water//lipliner//læbestift

Jeg er ligesom ethvert andet forfængeligt menneske i Danmark fast kunde i Matas. Også langt mere end jeg burde. Det er altid så forvirrende, når jeg er i udlandet og vil kigge efter billigt dullegrej. Hvor køber man make-up henne, hvis man ikke kan gå i Matas? Det har jeg virkelig overvejet på mange rejser, mens jeg vandrede forvirret rundt efter noget genkendeligt.
Jeg var så heldig, at jeg fik et gavekort til Matas af min svigerfar i sidste måned, da vi holdt svendegilde for min kæreste. Hvem behøver så forvirrende, udenlandske butikker, når man bare kan shoppe amok herhjemme? Og så taler vi ikke om, hvor meget andet lækkert man ellers får ud af at kunne kigge på forvirrende, udenlandske butikkker.

Et af mine nytårsforsæt for i år er, at indføre mere glam i hverdagen. Livet er jo en fest så hvorfor ikke fejre det hver dag? For at efterleve det vil jeg forsøge at begynde at gå med læbestift. Det ser så knaldhamrende godt ud, og det vil jeg også haha. Derfor fik jeg den flinke Matasdame til at hjælpe mig med at finde en farve, som kunne gå til min hudtone, for det har jeg minus forstand på. YndlingsROCKPAPERDRESSES lavede en guide til de perfekte læber i starten af året, som jeg har tænkt mig at prøve at følge, så jeg købte også en nude lipliner til at indramme læben og holde på farven.

 photo e931cb06-99fa-4d68-84d6-a4e2e056aba8_zpsertffeuh.jpg

Læbestiften har den skønneste, stærke koralfarve, som jeg glæder mig helt usigeligt til at rocke. Skal bare lige samle mod til at kaste mig ud i det først haha.

Lidt ved et tilfælde endte jeg med at købe en neglelak i nærmest samme farve. Var på jagt efter en klassisk rød, men i stedet forelskede jeg mig i denne med et mere orange skær. Derudover er der 3 for 2 på alt GOSH i Matas i denne uge, så jeg snuppede lige en klassisk sort neglelak med hjem også. Med den fulgte også lidt nostalgi og minder fra min teenagetid, hvor den var en fast del af emo-looket!

 photo bbcd032b-7248-453f-852b-a237a652ad50_zpsbthfskbv.jpg

Flotte læber, flotte negle og flot hud. Så mangler vi bare en smule forår, og så er alt perfekt.

Continue Reading

Anmeldelse: Hvalernes sang

 photo 0045f133-6f41-46d2-a2b5-0eec1ce8dd5c_zpsyyilwvee.jpg
Hvalernes sang (org: Silver Bay) af Jojo Moyes. Udgivet i 2007 på forlaget Cicero. 2 ud af 5 stjerner.

Lisa bor hos sin tante i den idylliske Silver Bay i Australien og nyder godt af den isolation fra omverden den lille by giver hende. Fem år tidligere flygtede hun fra England med sin datter og en mørk hemmelighed på slæb, og nu forsøger hun at få livet til at hænge sammen igen. Freden i den lille hvalfangerby trues dog, da forretningsmanden Mike dukker op med store planer. Lisa må nu vælge – anonymiteten og sikkerheden eller offentlighedens søgelys og risikoen for at blive afsløret?

Der er intet forløsende ved tabet af et barn, ingen værdifuld lektion man kan lære af det. Det er for stort, for overvældende, for sort til at sætte ord på. Det er en trøstesløs, overvældende fysisk smerte, chokerende i sin intensitet, og hver gang, man tror, man måske er kommet en lille smule fremad, svulmer det op igen som tidevand og skyller ind over en.

Det startede egentligt så lovende. Jeg vandt bogen hos Rosinante&Co og glædede mig helt usigeligt til endelig at stifte bekendtskab med den famøse Jojo Moyes. Lidt uskyldig chick litt i en yndig indpakning og fin lille størrelse. Hvad kunne dog gå galt?
Tilsyneladende meget…

Lige fra første kapitel var jeg irriteret på historiens karakterer. Bogen lægger ud med at følge datteren Hannah, men jeg kunne aldrig rigtigt forstå hende. Hun er 12 år gammel, men hendes ord og tanker lyder som dem fra én sidst i 20’erne. Ganske vidst kaldes hun ofte gammelklog, men det her var bare underligt. Hun lever et beskyttet liv på grund af sin mors frygt, og generelt generer det hende ikke. Det vildeste oprør, hun gør, er at snige sig med hvalfangerne ud at sejle, men alligevel er hun også typen, der i smug tømmer en hel øl, når de voksne ikke kigger. Jeg kunne aldrig helt finde ud af, om hun var en god pige eller en rebel, og i sidste ende er hun bare forvirrende

Og sådan er det med karaktererne generelt. Ingen af dem giver rigtigt nogen mening. Der er en hel sidehistorie, som aldrig rigtigt får nogen pointe, og hele historien er bare usympatisk ligesom dens persongalleri. Bogen er bygget op om Lisas store hemmelighed, som gradvist bliver afsløret, hvorefter det er meningen, at man som læser til sidst skal blive chokeret af “det store twist”. Det kan godt være, at det er mig, der bare har læst for mange Dan Brown romaner, og derfor er blevet lidt hærdet, men twistet var altså ikke særligt chokerende. Jeg havde luret det i hvert fald 50 sider før bogen nåede frem til det, og der er intet mere skuffende, end et twist man havde luret. Æv

Jeg ville virkeligt gerne kunne lide bogen. Men det kunne jeg ikke. Plottet var slidt, og de små ændringer Moyes har foretaget fungerede på ingen måde. Kærlighedshistorien var både klichéfyldt og usmagelig, og ikke en eneste af bogens mange karakterer formåede at vække min sympati. Og nå ja, så var slutningen direkte sær og urealistisk.
Bogen havde da helt bestemt sine øjeblikke med smukke beskrivelser og stærke følelser, og jeg kunne i og for sig også godt ane potentialet et sted, hvilket den skal anerkendes for. Det hele druknede dog i den dårlige udførelse og de overvældende irritationsmomenter, der dominerende bogen. Alt i alt var det desværre ikke noget glædeligt første møde med Jojo Moyes.

 photo 66bf5c63-2fa9-4d6f-8408-f32b2f341c96_zpsim9usp6s.jpg

 photo f396f134-1de1-4c7b-9e7a-fd1f3f2f63e8_zpsueylenqd.jpg

Continue Reading

Currently playing: Marilyn

Jeg tror nærmest, vi alle sammen har danset og sunget med på Mark Ronson og Bruno Mars’ fantastiske nummer “Uptown Funk” i løbet af de sidste par måneder. Helt ærligt, hvor godt er det nummer lige? Jeg er i hvert fald hamrende vild med det. Også selvom jeg efterhånden har hørt det flere gange, end man kan tillade sig.

Fordi nummeret er så godt, havde jeg faktisk utroligt høje forventninger til selve Uptown-albummet, som singlen kommer fra. Jeg forventede mig en hel plade med lækker motown-lyd, som kun folk med efternavnet Jackson hidtil har kunnet levere. Måske folkene bag pladen bare skulle have begrænset sig og anerkendt, at det kun var Mars, der kunne følge i de Jacksonske fodspor, for den plade var da godt nok en slem skuffelse.

Min konklusion endte med at være, at noget så fedt nok bare kun kommer i ental inden for det samme årti og forventede mig ikke mere fra samme skuffe. Hvad jeg især ikke havde regnet med var, at en dansker skulle kunne levere i den kategori. Ikke desto mindre stemmer jeg for, at listen udvides til at inkludere Jackson, Mars og Dorson!

Indtil videre har jeg hørt nummeret to gange, og jeg kan slet ikke få nok. Første gang lærte jeg det at kende (og tabte fuldstændigt kæben, da jeg hørte, hvem der stod bag det), og anden gang dansede jeg dagen i gang her til morgen med radioen blæsende derudaf til min egen lille morgenfest. Sikke et nummer! Jeg spår det en stor fremtid på de danske radiostationer og skal i hvert fald slide et par stiletter eller to til det på de odenseanske dansegulve.

Continue Reading

Bogudsalg 2015

 photo 2749bbca-cfba-4114-8cc8-9b740f25a815_zpsvenwtqrg.jpg
Obligatorisk bøger-med-blomster-blogger-billede haha!

Jeg fik ret stor optur på, da der i løbet af februar begyndte at tikke mails ind om diverse bogudsalg. Jeg har ikke haft mulighed for at købe nye bøger siden september sidste år (hvis man altså ikke tæller pensum med – og det gør man ikke!), så den linde strøm af indbydelser i min indbakke var yderst kærkommen!

Som den småbibliofile type jeg nu engang er, så var det ret svært at begrænse mig. Vi startede i Arnold Busck, hvor jeg som altid styrede direkte mod den engelsksprogede afdeling. Udvalget var nok på i alt 20 bøger eller deromkring, så det var ikke videre imponerende, men jeg endte alligevel med at gå derfra, med seks nye bøger. Der var tre bøger for 100 kroner, så jeg var jo nødt til at få tabellen til at gå op, haha.

Jeg endte med at gå derfra med Fitzgeralds Tender Is the Night og The Great Gatsby, Ellis’ American Psyko, Palahniuks Fight Club, Mosses Labyrinth og Dicks Do Androids Dream of Electric Sheep?, som jeg har kastet mig over nu her.

Vi havde egentligt besluttet os for at springe Bog&Idés udsalg over i denne omgang, men på en eller anden måde endte vi alligevel i butikken, mens vi storsavlede over de mange fine bøger. Bog&Idé havde valgt ikke at sætte nogen engelsksprogede bøger på udsalg i denne omgang, så jeg havde ikke de store forventninger. Min pessimisme var dog fuldstændigt malplaceret, for hold nu op, hvor var der mange fristelser. Jeg endte med de la Mottes [geim] til 29 kroner og Hallers Ham der søger Døden til 49 kroner.

 photo 3eb78a66-f2c0-410d-9880-fd20d8fff946_zpsofcnnb9q.jpg

 photo 68a55cee-0a51-4540-a773-db33a7103c8e_zps0yyuiyse.jpg

Otte bøger for lige under 280 kroner? Jo tak! Nu tror jeg bestemt også, at mit bogshoppebehov (ja, det er et ord) må være tilfredsstillet for en tid. Det bliver det nødt til at være – det var hele marts’ shoppebudget, der røg dér haha.
Jeg glæder mig helt vildt til at kaste mig over dem alle og lover nådesløse anmeldelser af hver og en af dem.

Har I nogle gode bøger liggende, som I glæder jer til at forsvinde ind i?

Continue Reading

Hvis man skal gøre noget…

… så skal man gøre det ordentligt! Sådan plejer de kloge altid at sige. Det har taget mig et par år at nå frem til den pointe, men nu har jeg endelig fattet det. Ingen gider halvhjertet arbejde, når der er så meget godt derude.Derfor går jeg nu all-in.

Tillad mig at præsentere: Moonlit Madess. Mit nye online hjem helliget til at gøre tingene ordentligt. Alt det gamle skrammel er væk, og jeg er nu klar til at starte helt forfra.
Gode erfaringer, dårlige erfaringer, inspiration og skræmmebilleder. Alt er blevet vendt og drejet og er blevet til grundlaget for Moonlit Madness. En blog med mere fokus og højere kvalitet end nogensinde før.

I kommer til at kunne læse om livet som studerende i Odense med massevis af personlighed og gode tekster. Alt er naturligvis subjektivt, men jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.
Indhold med pointer kommer til at erstatte den endelæse sludder for en sladder, og så kommer der massevis af alt det, jeg holder aller mest af. Gode stunder, pæne ting, dejlig musik og alle de bøger jeg overhovedet kan nå at sluge.

 photo 2be8d4bc-025d-4a2d-978f-e2536eee8e5e_zpsgchyln32.jpg

Jeg håber meget, at I vil hygge jer sammen med mig her på siden. Ris og ros modtages med kyshånd for alt lige fra indhold til design. De kloge plejer også at sige, at Rom ikke blev bygget på én dag, og det samme gælder for Moonlit Madness.


Hvis nogen nu læser med og tænker ‘”Moonlit Madness”? Det var dog et underligt navn!’, så har jeg forsøgt at forklare mine tanker lige her

Continue Reading