Anmeldelse: South of the Border, West of the Sun

 photo 6a34e5ed-aa9a-4ed1-9fd8-e27ebc7bc487_zpscpuard9g.jpg
South of the Border, West of the Sun (org. Kokkyo no minami, taiyo no nishi) af Haruki Murakami. Udgivet i 2003 (oprindeligt 1992) på forlaget Vintage. 1 ud af 5 stjerner.

Hajime er et af de få japanske børn fra anden halvdel af 1900-tallet, som ikke har nogen søskende. Det er måske en af de helt store grunde til, at han med det samme bliver utroligt gode venner med Shimamoto – hun har nemlig heller ikke nogen søskende. De bliver venner som 12-årige, men skæbnen skiller dem hurtigt igen. Resten af sin ungdom bruger Hajime på at sammenligne alle kvinder med den uovertrufne Shimamoto. De mødes dog først igen da Hijame er 37, har fået en god forretning og er blevet gift. Hajime skal nu finde ud af, om fremtiden eller fortiden betyder mest for ham.

When my wife was pregnant I had a few flings, but nothing serious. I never slept with any one woman more than once or twice. OK, three times at the most. I never felt I was having an affair with a capital A.

Normalt er de citater jeg bruger i mine anmeldelser nogen, jeg bruger, fordi de har ramt mig på en bestemt måde. Måske har de fået mig til at grine, måske kan jeg relatere inderligt til ordene, eller måske de bare er ekstremt smukt skrevet. Intet af dette er tilfældet med ovenstående citat. Det eneste, det vækkede i mig, var dybt foragt. Og alligevel følte jeg et behov for at inkludere det her, for det er det citat, som har brændt sig tydeligst ind i min hukommelse, efter jeg læste bogen. Og det beskriver så ufejlbarligt Hajime: han følte aldrig, at han var rigtigt utro.

Hajime er en heltigennem skidt person. Han er inkarnationen af det stereotype enebarn, som ikke kan fungere sammen med andre mennesker, fordi han aldrig har lært det. Han opnår aldrig noget med sit liv på egen hånd, fordi han altid har fået tingene foræret, og fortsat gør det som voksen. Hans egocentriske tankegang overgås kun af Shimamoto, som om muligt er endnu værre. Krævende, selvisk og hemmelighedsfuld til det yderste. De to individer finder sammen i deres usmagelighed. Fordi ingen af dem ved, hvordan man bør opføre sig som menneske, stiller ingen af dem spørgsmålstegn ved den andens forkastelige handlinger. Lige meget hvor bizarre.

I started to go to the library, devouring every book I could lay my hands on. Once I began one, I couldn’t put it down. Reading was like an addiction; I read while I ate, on the train, in bed until late at night, in school, where I’d keep the book hidden so I could read during class.

Jeg startede ellers på denne bog med de bedste intentioner. Jeg har hørt så uendeligt meget godt om Murakamis forfatterskab, og glædede mig til at dykke ned i hans verden. Det gik dog hurtigt op for mig, at denne bog nok ikke var, hvad jeg havde forventet, og efterhånden som siderne vendtes, blev min første indskydelse forstærket: denne bog var ikke noget for mig.
Hvad jeg troede var en bog om ung kærlighed og mysterier i voksenlivet viste sig at handle om besættelse. Ligesom Hajime er besat af bøgerne i sin ungdom, er han i voksenlivet besat af Shimamoto. En kvinde, som på ingen måde gør sig fortjent til hans kærlighed, får den alligevel i overflod på bekostning af hans trofaste familie – som trods det stadig elsker ham. Og som det egoistiske væsen Hajime er, vil han have det hele.

Often we’d walk home together. Slowly, because of her leg, we’d walk the three-quarters of a mil home, talking about all kinds of things. The more we talked, the more we realized what we had in common: out love of books and music; not to mention cats.

Jeg forstod virkelig ikke denne bog, og det er nok en af de helt store årsager til, at jeg ikke kan lide den. Jeg ved ikke, hvad den i virkeligheden handlede om, og jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg har en teori om, at vi måske har at gøre med en Tyler Durden’sk historie, og hvis dét er tilfældet, så kan historien allerede snige sig op på én stjerne mere. Så er der i det mindste en mening! Men så skal den samtidig straffes for de mange fejl, for så er det simpelthen ikke gennemført nok.
Jeg forstod ganske simpelt ikke historien, og derfor får den ikke mere end én stjerne. En historie skal skrives, så den giver mening.

 photo f31adc1b-65b2-43de-b601-5465ae9cbfc9_zps33f61qrs.jpg

Continue Reading

Dewey’s Read-a-thon

To gange om året finder der er mageløs begivenhed sted. En begivenhed som er ligeglad med din religion, dit køn, dine forskellige overbevisninger, din alder eller hvor du bor. To gange om året, på præcis det samme tidspunkt verden over, løber Dewey’s Read-a-thon af stablen.

Reglerne er simple: du har 24 timer. Værsågod at indtage alt hvad du kan fra litteraturens verden. Om du så vil læse klassiske meterværker, YA-bøger, tegneserier eller lydbøger er helt op til dig. Hvis det på nogen som helst måde kan forbindes til noget med bøger og læsning, så tæller det.

 photo 2801d6d1-adba-479d-b96b-9e03a8f726ce_zpsmcpv1hdn.jpg

Det er kun anden gang, jeg selv deltager i Dewey’s, men jeg glæder mig alligevel helt vildt. Der er et eller andet ekstra hyggeligt ved at sætte sig til rette med en god stak bøger og så ellers bare se, hvor langt man kan nå på 24 timer.

Sidste gang satte jeg mig for at læse Philip Pullmans His Dark Materials på 1.244 sider, og jeg nåede 512 sider ind. Selvom jeg kun nåede lige godt halvvejs igennem trilogien, så var det en mega fed oplevelse, men jeg har valgt at gå en helt anden vej i år. For det første har jeg gjort antallet af sider en anelse mere realistisk – jeg har kun 892 sider denne gang. For det andet har jeg ikke valgt en serie, men derimod tre bøger som intet har med hinanden at gøre. Alle tre bøger er valgt udfra, at de skulle være rimeligt nemme at læse, og så skal de være underholdende.

Den første bog i år er When Mr Dog Bites af Brian Conaghan, som også er månedens bog i læseklubben. Den handler om en 16-årig dreng med tourettes, som finder ud af, at han skal dø næste marts, og derfor sætter han sig for at nå tre “Cool Things To Do Before I Cack It“. Den skulle være hylende morsom, og jeg glæder mig helt usigeligt til at læse den.

Bog nummer to er An Abundance of Katherines af John Green om Colin Singleton, som har datet 19 forskellige Katherines, og nu er på en mission for at hævne droppede fyre verden over. Jeg vidste lige fra starten, at jeg ville have en John Green-bog med denne gang, men valget faldt ved et tilfælde på denne her. Indtil videre har mine oplevelser med John Green enten været overvældende eller skuffende, så jeg er spændt på at se, hvor jeg ender denne gang.

Og hvis jeg stadig kan holde min øjenlåg oppe, så vil jeg til sidst kaste mig over The Shock of the Fall af Nathan Filer. Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad denne bog handler om, for bagsideteksten afslører ikke meget andet end noget med en lillebror, der dør. Jeg har dog stirret fascineret på dens cover adskillelige gange hos min gamle roomie, og hun sværger, at den er lige min stil. Derudover er jeg allerede ret spændt efter at have bladret i den i et par gange og beundret dens spændende opsætning.

 photo b696fc75-47f8-4e60-a604-36c252639185_zps6qalgrz6.jpg
 photo f955a1dd-7b9d-4bfe-bc19-65f04f830d04_zpse01a0wjg.jpgDewey’s Read-a-thon starter officielt klokken 14.00 den 25. april her i Danmark, og der er stadig åbent for tilmelding lige her. Personligt er jeg nødt til at snyde en smule i år, da jeg ikke kan være med om søndagen. Min veninde og jeg har derfor valgt at rykke det et par timer, så vi læser fra midnat til midnat i stedet. Det kommer til at blive en noget anderledes oplevelse, men jeg glæder mig stadig meget.

Hvad med jer? Er der nogen af jer, der læser med når det hele går løs om 14 dage?

Continue Reading

Flashback Friday

Efter min kæreste i starten af året købte sin pladespiller er der gået lidt sport i at finde de bedste LP’er i byen. Desværre er både Moby Disc og Stereo Studio – som ellers har været vores lokale pladepushere – ved at lukke, så sporten stiger snart i sværhedsgrad. Men indtil det sker, så shopper vi flittigt rundt og leder efter gemte skatte, som vi ikke vidste, vi ikke kunne leve uden.

Én af disse skatte fandt jeg fornyligt, og sjældent har jeg været så lidt i tvivl, om pengepungen skulle op af lommen. Det skulle den! Jeg fandt nemlig inkarnationen af min teenagetid på pladeform: My Chemical Romance – The Black Parade.

 photo 29e6dc00-0d4d-4ff9-980c-794e99cd2e54_zpss4f0hys6.jpgDer findes næppe et enkeltstående album, som jeg har hørt lige så meget som dette. Jeg kunne høre det på repeat i timevis og kunne hvert eneste nummer udenad. Det kan jeg i grunden stadig – det må være lige som det der med at cykle.

Jeg har altid elsket bands, der formår at skabe en komplet verden med historier og karakterer omkring musikken. Det er som at få en ekstra bonus oven i den i forvejen fantastiske musik. Jo tak! MCR var altså de ukronede konger af den form for stroytelling, før de gik fra hinanden. På deres sidste plade var de farvestrålende daredevils, men da jeg lærte dem at kende, talte de dybt ind i mit lille emohjerte med deres sorte make-up, blege hud og gennemførte uniformslook. Needless to say – I loved it!

Min lykke var virkelig gjort, da jeg fandt det storslåede album på vinyl. Tænk sig at blive genforenet med så mange minder, i så smukt format. Men lykken blev bare endnu smukkere, da jeg kom hjem og fandt ud af, at de rent faktisk har indprintet deres coverart, som er en uundværlig del af hele den her storytelling, på en af siderne af selve vinylen. Hvor sejt er det lige?! Det er i hvert fald noget af det mest gennemførte, jeg har set længe.


Nu er det efterhånden blevet en fast tradition, at I får et stykke musik med på vej ud af døren her om fredagen, så i denne uge vil jeg hylde mine faldne helte. Muligvis ikke det vildeste festnummer, men det er satme smukt og fyldt med minder.

God fredag derude <3

Continue Reading

Torsdagsnegle

Har I set at Emily, Christina og Sarah har startet et koncept de kalder torsdagsnegle? Jeg er i kæmpe fan! Neglelak er den fineste måde at få lidt ekstra lækkerhed ind i hverdagen (det var det der med glam i hverdagen, ikke?). Hvis jeg havde muligheden, så gik jeg med ny neglelak hver dag. Men hvis man skal gøre det ordentligt, tager det faktisk over en time, og jeg har ikke lige en time til overs hver eneste dag til at sidde komplet hjælpeløs og uduelig haha.

Jeg forsøger at gøre det to gange om ugen, så jeg nærmest har en hverdagsmani og en weekendmani. Så har jeg tiden til at gøre det ordentligt, uden at det hæmmer mig hver eneste dag. For mig kan jeg cirka holde den perfekt i 1-2 dage afhængigt af, hvor lange mine negle er, og hvad jeg laver.

Jeg elsker at have to forskellige farver på. Synes altid der gør manicuren lidt mere spændende, og så kan jeg bruge flere af mine yndlingsfarver på samme tid haha. Kører totalt pastselstil i denne omgang for at matche mit nye pastelhår. Det handler jo om at udnytte mulighederne, når de er der. Denne gang er det Mint Candy Apple og Find me an Oasis fra Essie, jeg har taget på. Især den sidste er jeg absolut forelsket i, og bruger den nærmest hver anden gang jeg lægger neglelak!

Jeg tror efterhånden, at det er på tide jeg kaster mig ud i det lidt mere spændende inden for negle. Jeg er ikke fan af omfattende nail art, og bliver det aldrig. Synes nogle gange det kan blive for meget på så lidt plads, som en negl trods alt fylder. Men den helt simple slags med grafiske former og streger, det kan jeg ret godt lide. Især looks som det her og det her er jeg ret vild med, så jeg må se at få anskaffet mig noget tape. Så skal i satme se hverdagsglam på bloggen ;)

Continue Reading

Forår

Godaften <3

Et lille hurtigt pip herfra. Vil sådan set bare lige fortælle jer, at det altså er blevet forår, hvis det skulle være gået jeres næse forbi. Solen skinner, fuglene kvidrer og temperaturen stiger stille og roligt udendørs. Den anden dag sad jeg nede i Mosen i flere timer helt uden overtøj! Åh, det var lækkert.

Helt i forårets ånd er jeg også trukket i farverne. I hvert fald på toppen. Blev i går farvet med Wella’s Instamatic-farver for første gang, og jeg er vild med resultatet! Nu render jeg rundt med alle mine yndlingsfarver i håret i et par uger

Smil og vær glade – det er forår folkens! :)

 photo 019c568d-c119-4364-b62f-7a220c510ed1_zpsitjdnxsg.jpg

Continue Reading

Noget om bryster

Da jeg gik på højskole, blev jeg hurtigt kendt, som “hende der snakker om bryster hele tiden”. Jeg vil ikke sige, at jeg snakker om dem hele tiden, men de er bare et utroligt godt emne, så hvorfor ikke snakke lidt om dem her bare en enkelt gang?

 photo d709a8a5-7e68-416c-85c3-cc28c97450c9_zps4kvh7edm.jpg

For det der med bryster er altså en underlig ting. De er enhver kvindes velsignelse og forbandelse. I teenageårene er de nærmest det eneste, der betyder noget. “Bare jeg ikke er den første der får dem.”, “Bare jeg ikke er den sidste der får dem.”, “Bare de bliver lige som alle de andres!” Bekymringerne er mange, og før man ved af det, står man med sit helt eget sæt. Nogen er små, nogen er store. Nogen stritter og nogen er runde. Men de er der på godt og ondt.

Bagefter kommer tilvænningen. Først er de for små. Især for den yngste pige i en familie af storbarmede kvinder og ditto veninder. Vil de dog nogensinde vokse? I gymnasietiden lærte jeg at blive tilfreds med min dejligt gennemsnitlige størrelse. Lige indtil den dag jeg tog mig sammen og fik målt min rigtige størrelse. Jeg måtte pænt bede den flinke ekspedient om at gentage et par gange. Kunne hun virkelig være sikker? Nej, det kan ikke passe, mål igen. Den var god nok. I min iver efter større bryster havde jeg slet ikke bemærket, at de pludselig var der!

Med mine nye fordele fulgte der dog også en uforudset udfordring. Før var bh’en bare, noget jeg købte i H&M til lige omkring de 100 kroner stykket. Det var nemt, udvalget var stort, og det var billigt! Siden den skæbnesvangre dag hvor jeg tog mig sammen og fik målt min rigtige størrelse, har bh’en været en helt anden udfordring. For det første jeg kan godt gå i en lang bue uden om H&M – det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For det andet er prisen pludselig blevet en helt anden, hvilket har betydet, at jeg ikke har købt nye bh’er i tre lange år! Føj for en slatten indpakning siger jeg bare.

Kom lønningsdag, og jeg hoppede i Tryde Andrés og skaffede mig tre nye blondebasser til at holde herlighederne på plads. Der er altså bare ikke noget som nyt, velsiddende undertøj, der kan få en kvinde til at føle sig sexet igen.

 photo 20150402_095348_zpsych2le9i.jpg

Store bryster eller små bryster – det er fløjtende ligegyldigt! Lad os da for pokker elske vores fordele lige så højt, som mændene gør det. Lad os pakke dem pænt ind og passe godt på dem, som de fortjener (altså brysterne, ikke mændene). Og husk så lige at blive målt regelmæssigt, så I ikke render rundt med en bh, der er tre størrelser for lille, som jeg gjorde haha.


Jeg håber virkelig ikke, at det her indlæg fører til alt for mange “uheldige” besøgende haha.

Continue Reading

Anmeldelse: Fight Club

 photo 4ba244c4-bb71-4934-b89e-0744859e746d_zpslbwu1tvn.jpg
Fight Club af Chuck Palahniuk. Udgivet i 1997 på forlaget Vintage. 5 ud af 5 stjerner

Fight Club er et mødested for helt almindelige mænd. Helt almindelig mænd som én gang om ugen mødes og slås. Ingen sko. Ingen bluser. To mænd per kamp. Kampen fortsætter, til den ene ikke kan mere. Når kampene er slut, går alle hjem til deres almindelige liv igen. Med blå øjne, flækkede læber og en følelse af at kunne klare hvad som helst. Og bag denne fantastiske, livbekræftende klub står selveste Tyler Durden.

The first rule about fight club is you don’t talk about fight club.

 

Fight Club var en helt speciel oplevelse af læse. Palahniuk skriver på en helt unik og intens måde. Glem alt om malende, smukke strofer, der strækker sig over sidevis. Sig pænt farvel til lange beskrivelser og drømmende scener. I Fight Club er alt kort og kontant. Intet er konstant, for bogen er i evig bevægelse. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, med så højt tempo hele vejen igennem. Måske en enkelt bog eller to hvor tempoet har nået samme niveau lige omkring klimaks, men aldrig på samme vedvarende måde som her. Lige fra først sætning på første side er historien i gang, og tempoet falder ikke, før det sidste punktum er sat.

Tyler get’s me a job as a waiter, after that Tyler’s pushing a gun in my mouth and saying, the first step to eternal life is you have to die. For a long time though, Tyler and I were best friends.

 

Det fede ved Fight Club er, at du aldrig rigtigt er sikker på, hvad der foregår. Hvorfor slås alle de her mænd? Hvad er det Tyler er ude på? Og hvorfor siger hovedpersonen aldrig nej? Lige meget hvad Tyler foreslår, så følger vores fortæller gladeligt med helt uden spørgsmålstegn.
Hovedpersonen er en meget intetsigende mand. Han har intet navn, ingen personlighed og ingen ambitioner. Han lader fuldstændigt Tyler overtage og styre hans liv, og alligevel holder jeg med ham. Jeg ønsker konstant for ham, at han skal få styr på sit liv og slippe ud af Tylers magtgreb. Måske fordi hovedpersonen er så anonym, at han kunne være hvem som helst. Han kunne være os alle sammen – selv en uskyldig ung 22-årig kvinde.

Det eneste negative jeg kan sige er, at jeg ville ønske, jeg ikke havde set filmen først. Det ville have været en fryd stadig at have det altoverskyggende twist til gode, men en overraskelse er som bekendt kun en overraskelse, så længe man ikke kender den. På den anden side havde jeg dog rig mulighed for at lede efter spor undervejs, og beundre hvor godt hemmeligheden er underbygget undervejs. Ikke et eneste sted er der elementer, der ikke stemmer overens mellem de to virkeligheder, og alene for dét fortjener bogen topkarakter.
En helt uovertruffen læseoplevelse, som alle burde unde sig selv.

I want you to hit me as hard as you can.

 

 photo d589dccf-260d-49ad-9d27-320516d6a6d7_zpsykisqxfs.jpg
 photo b0c2ab20-9fb3-416f-b5d2-0152ede0de31_zps7jgsqcon.jpg

Continue Reading