Forår

Godaften <3

Et lille hurtigt pip herfra. Vil sådan set bare lige fortælle jer, at det altså er blevet forår, hvis det skulle være gået jeres næse forbi. Solen skinner, fuglene kvidrer og temperaturen stiger stille og roligt udendørs. Den anden dag sad jeg nede i Mosen i flere timer helt uden overtøj! Åh, det var lækkert.

Helt i forårets ånd er jeg også trukket i farverne. I hvert fald på toppen. Blev i går farvet med Wella’s Instamatic-farver for første gang, og jeg er vild med resultatet! Nu render jeg rundt med alle mine yndlingsfarver i håret i et par uger

Smil og vær glade – det er forår folkens! :)

 photo 019c568d-c119-4364-b62f-7a220c510ed1_zpsitjdnxsg.jpg

Continue Reading

Noget om bryster

Da jeg gik på højskole, blev jeg hurtigt kendt, som “hende der snakker om bryster hele tiden”. Jeg vil ikke sige, at jeg snakker om dem hele tiden, men de er bare et utroligt godt emne, så hvorfor ikke snakke lidt om dem her bare en enkelt gang?

 photo d709a8a5-7e68-416c-85c3-cc28c97450c9_zps4kvh7edm.jpg

For det der med bryster er altså en underlig ting. De er enhver kvindes velsignelse og forbandelse. I teenageårene er de nærmest det eneste, der betyder noget. “Bare jeg ikke er den første der får dem.”, “Bare jeg ikke er den sidste der får dem.”, “Bare de bliver lige som alle de andres!” Bekymringerne er mange, og før man ved af det, står man med sit helt eget sæt. Nogen er små, nogen er store. Nogen stritter og nogen er runde. Men de er der på godt og ondt.

Bagefter kommer tilvænningen. Først er de for små. Især for den yngste pige i en familie af storbarmede kvinder og ditto veninder. Vil de dog nogensinde vokse? I gymnasietiden lærte jeg at blive tilfreds med min dejligt gennemsnitlige størrelse. Lige indtil den dag jeg tog mig sammen og fik målt min rigtige størrelse. Jeg måtte pænt bede den flinke ekspedient om at gentage et par gange. Kunne hun virkelig være sikker? Nej, det kan ikke passe, mål igen. Den var god nok. I min iver efter større bryster havde jeg slet ikke bemærket, at de pludselig var der!

Med mine nye fordele fulgte der dog også en uforudset udfordring. Før var bh’en bare, noget jeg købte i H&M til lige omkring de 100 kroner stykket. Det var nemt, udvalget var stort, og det var billigt! Siden den skæbnesvangre dag hvor jeg tog mig sammen og fik målt min rigtige størrelse, har bh’en været en helt anden udfordring. For det første jeg kan godt gå i en lang bue uden om H&M – det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For det andet er prisen pludselig blevet en helt anden, hvilket har betydet, at jeg ikke har købt nye bh’er i tre lange år! Føj for en slatten indpakning siger jeg bare.

Kom lønningsdag, og jeg hoppede i Tryde Andrés og skaffede mig tre nye blondebasser til at holde herlighederne på plads. Der er altså bare ikke noget som nyt, velsiddende undertøj, der kan få en kvinde til at føle sig sexet igen.

 photo 20150402_095348_zpsych2le9i.jpg

Store bryster eller små bryster – det er fløjtende ligegyldigt! Lad os da for pokker elske vores fordele lige så højt, som mændene gør det. Lad os pakke dem pænt ind og passe godt på dem, som de fortjener (altså brysterne, ikke mændene). Og husk så lige at blive målt regelmæssigt, så I ikke render rundt med en bh, der er tre størrelser for lille, som jeg gjorde haha.


Jeg håber virkelig ikke, at det her indlæg fører til alt for mange “uheldige” besøgende haha.

Continue Reading

Anmeldelse: Fight Club

 photo 4ba244c4-bb71-4934-b89e-0744859e746d_zpslbwu1tvn.jpg
Fight Club af Chuck Palahniuk. Udgivet i 1997 på forlaget Vintage. 5 ud af 5 stjerner

Fight Club er et mødested for helt almindelige mænd. Helt almindelig mænd som én gang om ugen mødes og slås. Ingen sko. Ingen bluser. To mænd per kamp. Kampen fortsætter, til den ene ikke kan mere. Når kampene er slut, går alle hjem til deres almindelige liv igen. Med blå øjne, flækkede læber og en følelse af at kunne klare hvad som helst. Og bag denne fantastiske, livbekræftende klub står selveste Tyler Durden.

The first rule about fight club is you don’t talk about fight club.

 

Fight Club var en helt speciel oplevelse af læse. Palahniuk skriver på en helt unik og intens måde. Glem alt om malende, smukke strofer, der strækker sig over sidevis. Sig pænt farvel til lange beskrivelser og drømmende scener. I Fight Club er alt kort og kontant. Intet er konstant, for bogen er i evig bevægelse. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, med så højt tempo hele vejen igennem. Måske en enkelt bog eller to hvor tempoet har nået samme niveau lige omkring klimaks, men aldrig på samme vedvarende måde som her. Lige fra først sætning på første side er historien i gang, og tempoet falder ikke, før det sidste punktum er sat.

Tyler get’s me a job as a waiter, after that Tyler’s pushing a gun in my mouth and saying, the first step to eternal life is you have to die. For a long time though, Tyler and I were best friends.

 

Det fede ved Fight Club er, at du aldrig rigtigt er sikker på, hvad der foregår. Hvorfor slås alle de her mænd? Hvad er det Tyler er ude på? Og hvorfor siger hovedpersonen aldrig nej? Lige meget hvad Tyler foreslår, så følger vores fortæller gladeligt med helt uden spørgsmålstegn.
Hovedpersonen er en meget intetsigende mand. Han har intet navn, ingen personlighed og ingen ambitioner. Han lader fuldstændigt Tyler overtage og styre hans liv, og alligevel holder jeg med ham. Jeg ønsker konstant for ham, at han skal få styr på sit liv og slippe ud af Tylers magtgreb. Måske fordi hovedpersonen er så anonym, at han kunne være hvem som helst. Han kunne være os alle sammen – selv en uskyldig ung 22-årig kvinde.

Det eneste negative jeg kan sige er, at jeg ville ønske, jeg ikke havde set filmen først. Det ville have været en fryd stadig at have det altoverskyggende twist til gode, men en overraskelse er som bekendt kun en overraskelse, så længe man ikke kender den. På den anden side havde jeg dog rig mulighed for at lede efter spor undervejs, og beundre hvor godt hemmeligheden er underbygget undervejs. Ikke et eneste sted er der elementer, der ikke stemmer overens mellem de to virkeligheder, og alene for dét fortjener bogen topkarakter.
En helt uovertruffen læseoplevelse, som alle burde unde sig selv.

I want you to hit me as hard as you can.

 

 photo d589dccf-260d-49ad-9d27-320516d6a6d7_zpsykisqxfs.jpg
 photo b0c2ab20-9fb3-416f-b5d2-0152ede0de31_zps7jgsqcon.jpg

Continue Reading

Marts sum up

1, 2, 3 og så forsvandt marts ellers som dug for forårssolen. Hvor blev måneden lige af? Især de sidste 14 dage har været helt vilde for mig, hvilket bloggen desværre har lidt under. Jeg kan hurtigt opsummere hvad I er gået glip af: fest, tømmermænd, arbejde, sygdom, arbejde, fest, tømmermænd, arbejde, arbejde, arbejde.

Heldigvis har måneden generelt ikke været helt så ensformig, som de sidste 14 dage ellers giver udtryk for. Faktisk har det været en skøn måned, med massevis af oplevelser, sociale stunder, udfordringer og skønne øjeblikke.

De bedste billeder:

Bøger: I marts kom jeg endelig ordentligt i gang med at læse skønlitteratur igen, og jeg fik afsluttet tre små bøger: Do Androids Dream of Electric Sheep, Fight Club og South of the Border, West of the Sun. Den bedste var helt sikkert Fight Club, som I snart får en anmeldelse af.

Citat: “Fold into the standard airplane seat. You’re a gigant. The problem is your shoulders are too big. Your Alice in Wonderland legs are all of a sudden miles so long they touch the feet of the person in front.” – Fight Club

Shopping: Jeg købte rigtigt mange bøger i marts måned, men det køb, jeg indtil videre har sat mest pris på, er alligevel min nye læbestift. Det skruer virkelig bare op for lækkerhedsfornemmelsen med sådan en omgang farve.

Bedste oplevelse: Der har været mange skønne oplevelser at vælge i mellem. Min transformation fra rødtop til blondine er helt sikkert en af dem, jeg kommer til at huske, ligesom de tre timer jeg brugte sammen med min mor, hvor hun endelig fik sin tatovering. Men månedens bedste øjeblik var nok den søndag formiddag jeg tilbragte sammen med mine veninder med hjemmelavet brunch. Tømmermændene prægede helt sikkert morgenen, men hyggen fejlede absolut intet og maden var lækker.

Jeg vil huske måneden for: at have været travl. Min kæreste og jeg endte med at have et kæmpe overskud på madkontoen, fordi jeg stort set ikke har spist hjemme i denne måned. Hver weekend har været fyldt med planer, og der har ikke været et kedeligt øjeblik. Faktisk måtte der gerne have været bare et enkelt af den slags haha.

Næste måned: bliver god! Jeg håber først og fremmest på, at foråret for alvor vil slå igennem, så vi kan begynde at få vores D-vitaminer igen haha. Derudover er der massevis af spændende ting på programmet: en veninde der praktisk talt bliver nabo (igen), endnu en Wella-tur og denne gang med mutti, et read-a-thon med store planer, en lovende bog i læseklubben og en skøn aften med de dejligste veninder allerede i aften. Jeg glæder mig meget til april :)

Continue Reading

Glædelig F.R.E.D.A.G.

Og i denne uge er den virkelig glædelig. Godt nok er vejret gråt, solformørkelsen var et flop og weekenden har endnu ikke helt meldt sin ankomst. Men! Det er fredag, og jeg har ikke arbejdsweekend haha.

De sidste dage har virkelig også bare været top underholdende. Onsdag fik jeg en kæmpe makeover (startede dagen med rødt, halvlangt, slidt hår og endte den med blondt, superkort og friskt hår. Lækkert!), og dummede mig big time, som kun nogen så uvidende som jeg kan dumme mig haha. Ham der klippede og farvede mig, havde jeg aldrig mødt før, så jeg spurgte, om han var barselsvirkar. Det var han ikke, men derimod gæstefrisør (aka. showets stjerne). Spol 24 timer frem, og min mor fortæller mig, at han er Hasse Kliem – kendisfrisør og kinda celebrity. Og jeg spurgte ham, om han var barselsvikar. Ups…
Heldigvis var han mega sjov og helt uden divanykker, så det endte lykkeligt haha.

 photo IMG_20150319_121330_zps83vfiwwj.jpg
Bedste modelbillede nogensinde ;)

I går foregik i nogenlunde samme spor, hvis I bare lige skifter billedet af en frisør ud med en tatovør. Min mor fik sin fødselsdagsgave, og jeg fik tatoveringskriller. Og blev kaldt Esben haha. Måske jeg skulle skifte navn?
Nu vil jeg bare have en tatovering mere selv. Må. Vente. Til. Efteråret! Suk, det er hårdt at være fornuftig..

Nå, nu nærmer weekenden sig med hastige skridt! Jeg vil smutte til julefrokost med arbejdet (julen var virkerlig lige til påske i vores verden!), og forhåbentligt danse en del til denne her:

Continue Reading

Anmeldelse: Me Before You

 photo 5b068377-b67a-4131-80b5-a12ce99c1a85_zps3xg31ydz.jpg
Me Before You af Jojo Moyes. Udgivet i 2012 på forlaget Penguin Books. 4 ud af 5 stjerner.

Lou er ikke frygtløs. Lou lever et stilfærdigt liv i tryghed og følger den samme rutine, som hun har gjort de sidste mange år. Lige indtil den dag hun mister sit trygge job, og bliver nødt til at prøve noget nyt. På den betingelse, at hun ikke skal tørre ‘bagdel’ på nogen accepterer hun modvilligt jobbet som personlig hjælper for den invalide Will. Will kan ikke lide Lou, Lou kan ikke lide Will, men ud af deres modvilje vokser der alligevel noget smukt. Lous sikre livs hovedfokus bliver pludselig den ultimative usikkerhed, og hun må nu kæmpe for at redde både sit eget og Wills liv.

“Spring arrived overnight, as if winter, like some unwanted guest, had abruptly shrugged its way into its coat and vanished, without saying goodbye.”

Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan jeg har det med denne bog. Spørgsmålet om retten til at bestemme over sit eget liv er så overvældende, at jeg knapt nok ved, hvad jeg skal stille op med det. Hele vejen igennem bogen følte jeg Wills smerte og frustration over det liv han havde mistet. Fortvivlelsen over at kunne se det gode i livet uden at det er nok til at overstråle alt det dårlige. Det må være en helt forfærdelig situation, som jeg absolut ikke misunder nogen.

Så på den ene side har vi altså Will, som i bund og grund er en idiot, men som har et smukt hjerte der skinner stærkere og stærkere igennem. På den anden side har vi så Lou. Kedelige, uselvstændige Lou, som aldrig tager stilling til sit eget liv. Til hendes forsvar, så kommer hun også fra en elendig baggrund. Undertrykkende familie, nedladende kæreste og traumatisk fortid. Man kan ikke fortænke Lou i at være forsigtig, men det bliver bare lidt trivielt når Will er nødt til at udfordre hende til at gøre alt.

Bogen er en konstant kombination af gode og dårlige ting. Karakterernes udvikling er imponerende, og historiens dybe bryder med alle fordomme om chick-lit. Men den er også bare irriterende. Store dele af familiedramaet er irrelevant, birollerne er alle som én dybt usympatiske og romancen virker forceret.

“I read another of the short stories and wondered how long it was since I had bought myself a book. I had loved reading as a child, but couldn’t remember reading anything except magazines since.”

Jeg har en fast regel, når det gælder min anmeldelse af bøger: hvis bogen kan få mig til at græde, så får den en ekstra stjerne. Og denne bog fik mig for alvor til at græde.
Efter vi havde diskuteret bogen i læseklubben overvejede jeg, om jeg mon skulle ændre min umiddelbare bedømmelse til tre stjerner i stedet for fire. Men jeg holder mig til min første indskydelse, fordi jeg mener, de gode dele overstråler de dårlige. Og fordi bogen fik mig til at græde fra det inderste af min sjæl.

“Here I could here my thoughts. I could almost hear my heartbeat. I realized, to my surprice, that I quite liked it.”

 photo 104b0934-5834-4dfd-9474-1d25fe834a10_zpsd5ikurau.jpg photo b3bcb502-e4de-4f0d-9853-10975a76e817_zpshsvumu9d.jpg

Continue Reading