Anmeldelse: To Kill a Mockingbird

 photo 59913881-9cdd-4693-88cb-0ce59be8404c_zps0g1a33vw.jpg
To Kill a Mockingbird af Harper Lee. Udgivet i 2010 (oprindeligt i 1960) på forlaget Arrow Books. 4 ud af 5 stjerner.

Scout er 6 år gammel og ved udmærket, hvordan verden hænger sammen. Og alligevel er der så meget, der ikke giver mening; hvorfor skal hun gå i kjole, når hendes bror Jem må gå i bukser? Hvorfor går naboen Mr Arthur “Boo” Radley aldrig nogensinde uden for sin hoveddør? Og hvorfor ser folk så anderledes på byens sorte befolkning? Scout forstår mange ting, men hun forstår ikke, hvorfor de voksne altid er så underlige.

Summer was our best season: it was sleeping on the back screened porch in cots, or trying to sleep in the tree-house; summer was everything good to eat; it was a thousand colours in a parched landscape; but most of all, summer was Dill.”

To Kill a Mockingbird bliver hyldet vidt og bredt for dens enestående syn på racismen i 1930’ernes amerikanske sydstater og er for længst blevet en klassiker, som enhver læsehest med respekt for sig selv bør læse. Og det er bestemt ikke uden grund! Bogen formår at tage nogle dybe, tunge emner op, men samtidigt at gøre dem tilgængelige og forståelige for enhver, ved at anskue dem gennem en 6-årigs øjne. For selvom bogen handler om racisme, fattigdom, uretfærdighed og meget andet, så handler historien i langt højere grad om en ung piges udvikling. Fra bare at have taget verden for givet tvinges hun til at sætte sig i andre menneskers sted og se verden gennem deres øjne. Godt hjulpet på vej af sin barndomsven, sin storebror, sin kærlige husholderske og sin altvidende far vokser hun fra at være en kamplysten rolling til at være en dybsindig pige med en forståelse for verden, der langt overskrider hendes alder.

Beautiful things floated in his dreamy head. He could read two books to my one, but he preferred the magic of his own inventions.”

Bogen tvinger ikke nogen højpandet morale ned i halsen på dig som læser eller prædiker om godt og ondt. Den tager dig derimod nænsomt i hånden og lader dig selv udforske en verden af uretfærdighed gennem et barns uskyldige øjne. Netop uskylden og uretfærdigheden danner dermed den enorme kontrast, som handlingen udspiller sig på baggrund af og gør det hele klart som kold februarmorgen. Du behøver ikke gennemsøge din sjæl for at finde svaret – det er bare. Med humor og livsglæde leder Lee dig igennem en brutal verden, som slet ikke føles brutal. Bogens lethed gør moralen til en uomtvistelig sandhed:

Mockingbirds don’t do one thing but make music for us to enjoy. They don’t eat up people’s gardens, don’t nest in corncribs, they don’t do one thing but sing their hearts out for us. That’s why it’s a sin to kill a mockingbird.”

 photo 81f67843-1617-42e4-b80f-e95477b370a0_zpshwrr52fo.jpg
 photo 03aeaebe-b74b-4efc-b633-9d6c51f13028_zpstpqrpi3o.jpg


Den 11. juli fyldte Harper Lees elskede klassiker 55 år og i morgen udkommer den længe ventede efterfølger Go Set a Watchman endelig. 

 

Continue Reading

Post Roskilde

Hallehøj, så er jeg tilbage! Phew, for et langt stræk af øredøvende stilhed der pludselig kom herinde. Det var da bestemt ikke lige planen, men pludselig kom virkeligheden altså bare i vejen i form af eksaminer og festival. Dog kan jeg se, at I ikke helt har forladt mig undervejs, og det sætter jeg stor pris på! Nu er jeg også så småt ved at være tilbage i virkeligheden, og jeg har massevis af planer til jer herinde.

I mellemtiden har jeg fået ferie, og den synes jeg selv, jeg har fået kickstartet ret godt med en uges fest og farver på årets Roskilde Festival. Det er tre år siden, jeg sidst var af sted, så abstinenserne var store, men årets oplevelser var heldigvis endnu større. Jeg fik ikke nået halvdelen af, hvad jeg havde håbet, men det var alligevel en helt fantastisk tur. Jeg mødte en skøn flok nye mennesker, oplevede den danske sommer fra dens bedste side, spiste lækker (og mindre lækker) mad helt uden selv at arbejde for det, og fik hørt nogle helt fantastiske koncerter.wpid-img_20150704_041306.jpg

Jeg var i pit til Pharrell, sad på tribunen til Disclosure og sad på plænen til både Marie Key og Nicky Minaj. Men de koncerter, der imponerede mig mest, var helt sikkert Rangleklods og Mew.
Wauw, Mew blæste mig omkuld! Det var den mest inderlige, rørende, smukke og hæsblæsende koncert, jeg nogensinde har oplevet. Alle andre koncerter jeg nogensinde har været til blev med ét blæst bagud og en ny favorit indtog førstepladsen. Jeg blev ramt af ren eufori og kan slet ikke slippe Joans Bjerres fantastiske vokal og dybe inderlighed igen. SMUKT!

Det var en skøn tur, og snakken er allerede begyndt om, hvorvidt vi skal af sted igen næste år. Dog er håbet, at vi kan komme af sted uden at skulle være frivillige næste år, så vi kan feste fuldstændigt igennem haha.
Hvad med jer? Har I været af sted på Roskilde, eller står der noget andet vild på programmet denne sommer?

Continue Reading

Af sted til stemmeurnerne!

Så er det i dag, det går løs allesammen. De sidste tre uger har i bund og grund ikke handlet om noget som helst andet end i dag. Om 24 timer ved vi, hvem vi skal kalde statsminister de næste fire år, og jeg tror aldrig, spændingen har været så stor. Gennem hele valgkampen har meningsmålingerne højst svinget med 2 procentpoint i den ene og anden retning, men på intet tidspunkt har der været en klar vinder. Og netop derfor er det så uendeligt vigtigt, at I alle sammen kommer af sted, og får sat jeres kryds inden klokken 20 i aften!

Jeg ved ikke en skid om politik. Min overbevisning handler nok mere om, hvilke ting der gør mig sur, en hvilke der gør mig glad. Jeg ved 100%, hvad jeg ikke går ind for, at jeg ved, hvilken blok jeg holder med. Lige præcis hvor krydset så skal sættes, det ved jeg ikke endnu, men det kommer nok til mig, når jeg står med den lange liste bag forhænget. Men vigtigst af alt er, at sedlen bliver afleveret og vores demokratiske ret bliver udnyttet.

Vi fejrer demokratiet med alt, hvad den kan trække i aften. Vi har inviteret til valgfest uden flæsk, men med mad, vin og hygge. Vi dækker fint op, tænder for valget i baggrunden og så tilbereder vi lidt lækkert fra den her og så kommer den her nok også på bordet. Det bliver skønt! Min eneste bekymring er, om de politiske (meget modstridende) overbevisninger kommer til at clashe i løbet af natten. Heldigvis er det min lejlighed, så hvis der er nogen, der ikke arter sig, så ryger de ud haha.

Jeg glæder mig til festen, jeg glæder mig, til valget er ovre, jeg glæder mig, til der bliver skruet ned for mundhuggeriet på TV, men mest af alt glæder jeg mig til, at TV2 stopper med at slagte dette smukke nummer i en uendelighed!

Hav nu en skøn valgdag derude. Husk at stemme :)

Continue Reading

Opskrift: de bedste brownies

 photo 4bc27e01-4e6f-434b-be7a-2212c869c84a_zps57lrdszi.jpg

Jeg elsker virkelig kage. Det må ligesom være en del af definitionen med fire år på bagen som bagerjomfru og snart 2 års kærlighed til en bager. Det er jo uundgåeligt!
Hvad jeg virkelig også godt kan lide er chokolade (i modsætning til resten af verdens kvinder – I know!). Kage med chokolade i – ganske udmærket. Chokoladekager – skønne. Brownies – dear God I’m in heaven! Og især disse som jeg har lavet med udgangspunkt i denne opskrift fra smukke Emily.

Jeg indrømmer gerne, at jeg allerede har lavet dem flere gange, end godt er. De var det helt store hit til svendegildet i foråret og har da også været på bordet til mindre andledninger – altid akkompagneret af stor begejstring, så de skulle da også lige med til min afsked i IKEA. De smager af et lille strejf af salt i modsætning til traditionelle brownies, og så er de dejligt klistrede, hvilket bare gør dem helt perfekte. Så her får I opskriften på de bedste brownies, jeg nogensinde har fået. Mums!

Ingredienser
Til cirka 20 stykker

  • 180 gram smør
  • 200 gram mørk chokolade
  • 3 æg
  • 1 teske vaniljesukker
  • 250 gram sukker
  • 110 gram mel
  • ½ teske havsalt

 

Fremgangsmåde

  • Forvarm ovnen til 180 grader og beklæd et bagefad med bagepapir.
  • Smelt smør og chokolade ved lav varme. Lad blandingen køle lidt af, når det er helt smeltet.
  • Pisk æg, vaniljesukker og sukker grundigt sammen med en elpisker.
  • Pisk smør- og chokoladeblanding i æg- og sukkerblanding lidt af gangen.
  • Bland mel og salt og vend det forsigtigt i smør-, chokolade-, æg- og sukkerblandingen.
  • Hæld dejen op i formen og bag kagen i cirka 25 minutter. Når overfladen er lys og begynder at krakelere er kagen færdig. Kagen vil stadig være meget klistret indvendig, men “sætter” sig helt perfekt, når den er kølet af.
  • Lad kagen køle helt af, skær ud i firkanter og servér.

Velbekomme!

Continue Reading

Currently playing: Take The World By Storm

Jeg vågnede op til en mail fra GAFFA i morges. Som med så mange andre nyhedsbreve så læser jeg dem ikke særligt tit, så det gælder virkelig om at fange mig i emnefeltet. Egentligt var det en overdrevent dårligt formuleret sætning, men indholdet fangede mig alligevel. Der stod noget om Lukas Graham og noget med noget om et nyt album, og det ku’ jeg godt li’.

Husker tydeligt dengang for tre år siden, da P3 pludselig begyndte at spille det lækreste musik, jeg havde hørt i årevis. Det var nærmest helt soul-agtigt og dejligt cremet, så man blev helt blød inden i, når man hørte det. Jeg kunne slet ikke forstå det, da folk begyndte at sige, at det var dansk (og så taler vi slet ikke om min reaktion, da jeg fandt ud af, at Grunk var forsangeren…). Danskere laver da ikke så lækker musik! Danskere kan helt sikkert lave god musik, men ikke så gennemført lækkert. Det sker aldrig. Men det gjorde det så bare alligevel. Wauw.

Jeg var sikker på, at de aldrig ville kunne følge op på den koloenorme succes, som debutpladen var. Ah ah, nix, nope, ain’t gonna happen! Så det var med lettere nervøse trækninger, at jeg forsigtigt satte det nye album på i morges. Og lad mig bare sige det, som det er: nervøsiteten var fuldstændigt ubegrundet! Hold nu op for et lækkert album! Der er lidt af det hele – både lidt hawaiianske rytmer og en form for gospel. Der er hyldest til den afdøde far og livstunge overvejelser, der er kvindehyldest og det stik modsatte. Der er det morsomme, det storslåede og det hjerteskærende. Og så er der, hvad jeg vil kalde en værdig kandidat til en sommerklassiker. Hvis I kun skal høre ét nummer fra albummet, så lad det være dette. Det kører allerede på repeat hos mig ;)

Jeg siger jer: det var det her nummer, vi skulle have sendt af sted til Østrig og Eurovision. Vi havde overtaget de europæiske dansegulve!

Continue Reading

OOTD: A touch of summer

 photo db6567ac-ecb5-4306-8053-09c33606174d_zpsqh9pos0v.jpg
Solbriller // nederdel // læbestift

Hvis der er én ting, vi danskere er gode til, så er det at snakke om vejret. Og især lige nu hvor vi bare går og venter, venter, venter. Men helt ærligt så er det altså også svært ikke at blive ivrig, når den der famøse sommer bliver ved med at tease, men konstant er lige uden for rækkevidde. Lad nu bare festen begynde, alle gæsterne er kommet!

Den anden dag fik vi en lille bitte smagsprøve af, hvad vi har i vente, og selvom jeg brugte det meste af dagen på at arbejde indendørs, så fik jeg så meget som muligt ud af solens sidste timer. Det blev til en skøn gåtur rundt i min absolutte yndlingsoase her i Odense i godt selskab. Det er helt sikkert værd at huske, at nogle af de lykkeligste stunder ikke behøver koste andet end de rigtige omgivelser og de rigtige mennesker. Og masser af snak. Endnu en kliché: vi kvinder elsker at snakke, så en sen eftermiddag kan hurtigt blive til en sen aften med sludder, udsigt og lidt fine outfitbilleder i den der fine golden hour ;)
 photo a83be6df-c713-42b2-b9ca-8bdb3966422c_zpsvbnvyh3l.jpg
 photo 1555aac1-df5b-4dbf-9912-0f6f163aa320_zpss8mnknta.jpg
 photo 1e654b39-34d2-474e-a2f2-34c84be2e9cc_zpsfjvqks01.jpg
 photo 204be770-bac2-402e-9275-58a72d7c6c8b_zpsgodiootj.jpg
 photo 86c968e6-0190-45c3-bae3-b778c0351146_zpssbetm8kr.jpg

Continue Reading

Read-along: Dræb ikke en sangfugl

 photo 59913881-9cdd-4693-88cb-0ce59be8404c_zps0g1a33vw.jpg
Denne lille frækkert kom ind ad døren herhjemme tidligere på ugen. En lille frækkert som jeg har drømt om i mange år, men som jeg aldrig har fået taget mig sammen til at læse. Det er en af de bøger, som jeg faktisk ikke er helt sikker på, hvad handler om, men som jeg alligevel har drømt om at læse i årevis. Udelukkende fordi navnet vækker så kraftig genklang, hver gang jeg hører det: To Kill a Mockingbird.

Nu var spørgsmålet jo så bare, hvornår jeg skulle læse den. Skulle den frem i køen? Skulle den have lov til at samle støv på hylden? Eller skulle den måske bare samles op en dag, hvor humøret lige var til det? Jeg nåede faktisk slet ikke at tage min beslutning, før Lindhardt og Ringhof praktisk talt tog beslutningen for mig. Fra i dag af og 10 dage frem afholder de nemlig read-along af den populære klassiker som opvarmning til udgivelsen af den længe ventede 2’er om bare én måned nu.

Jeg har aldrig før deltaget i et read-along, men jeg tror, det bliver helt vildt hyggeligt. Det eneste I skal gøre, hvis I selv vil være med er at dele jeres læseoplevelser på diverse sociale medier med #dræbikkeensangfugl, som jo er den danske titel. Det kan være alt fra et billede af en hyggelig læsestund over en stærk følelsesmæssig reaktion og til et smukt yndlingcitat. Og hvis I nu ikke lige har tid eller mulighed for at kaste jer over bogen her de næste par dage, så kan I naturligvis også dele jeres oplevelser senere – det vigtigste er bare at skabe et fællesskab om en bog, som for længst er blevet en klassiker.

Hvis I har lyst til at læse bogen, men ikke ejer den endnu kan I blandt andet finde den på dansk her og på engelsk lige her til en dejligt billig pris.
 photo 81f67843-1617-42e4-b80f-e95477b370a0_zpshwrr52fo.jpg
 photo 6e54a985-29d4-4ae9-a780-e730ee0e4ba3_zpsivfdwffw.jpg


Mit eneste problem nu er bare, om jeg skal kaste mig direkte over den, eller afslutte bare én af de tre bøger jeg har gang i i øjeblikket haha. 

Continue Reading