Det her indlæg kunne i realiteten også have heddet ‘Sådan fylder du kun dit skab med de ting, du virkelig mangler og ønsker’, men i og med at jeg primært shopper genbrug for tiden, og den form for shopping i øvrigt har et helt ekstra lag, så synes jeg bare, at det her er mere relevant – men indlægget er altså fyldt med guldkorn, uanset om du loppeshopper eller ej.
[Denne bog er modtaget til anmeldelse af Rosinante&Co.]
Fire kvinder bevæger sig ind i det mystiske Område X, som staten for længst har fortalt nationen uendelige løgnehistorier om. Ingen ved for alvor, hvad der foregår derinde, eller hvorfor området har udviklet sig, som det har. Kvinderne er blot ét ud af mange teams, som gennem tiden er blevet sendt ind for at afsløre områdets hemmeligheder, men selvom de har trænet til missionen i månedsvis, ved de stadig så godt som ingenting. Ikke engang hinandens navne kender de. Det eneste, de ved om hinanden, er deres professioner: psykologen, antropologen, topografen og biologen. Det eneste, der står klart, er at alt og alle i Område X har hemmeligheder.
Luften var utrolig ren, utrolig frisk, mens verden på den anden side af grænsen var, som den altid havde været i den moderne epoke: snavset, træt, ufuldkommen, på vej ned, i krig med sig selv.
Jeg overvejede virkelig at lave en eller anden sjov og cathy overskrift her, men 1) det var ekstremt meget kun sjovt i mit eget hoved og 2) det er scones. Man fucker ikke med scones. Scones vinder hver gang! I hvert fald de her scones, for ah mah gaaaaawd!
Det er virkelig ikke ret tit det sker, for rap har aldrig været min foretrukne genre, men af og til kommer der et eller andet – en kunstner, en sang, et beat – som blæser mig helt omkuld og får mig til at overveje, om tiden var moden til, at jeg begyndte at gå med cap og kaste med håndtegn.
[Denne bog er modtaget til anmeldelse fra Politikens Forlag]
For mere end 1.000 år siden steg Lucie fuldvoksen op af en norsk fjord; nøgen, uden hukommelse og med en dødelig sult efter menneskekød. I dag har Lucie lært at tilpasse sig den verden, hun lever i, men sulten kontrollerer hende stadig, og hvorend hun går, følger et spor af blod. Alt hun ønsker, er at finde ud af, hvad hun er, og hvor hun kommer fra. Og nu viser muligheden sig måske endelig, hvis hun kan holde sulten i skak længe nok.
Jeg var vild og farlig, jeg var tænksom og sansende. Jeg var tom og følelseskold og dog ramt af alle følelser. Jeg begærede både livet og døden, og den kolde ro på søens bund og den lydløse intethed i rummets vakuum. Jeg var en stjerne af brændende gasser, og jeg var iskrystallen på den frosne flod.
Man kunne vel nærmest have sagt sig selv, at når jeg så storslået annoncerede, at jeg ville indføre en ny, månedlig serie, ville jeg selvfølgelig fucke det op fra starten. Og som sagt, så gjort. Hvor del 2 af min serie af bevidsthedsindlæg, skulle være kommet i starten af marts, får I den i stedet her fra den mest solbeskinnede aprildag i kvindes minde. Men det er vel heller ikke værst?
De første mange år jeg var kæreste med min Bager blev jeg altid mødt med den samme reaktion, når jeg fortalte folk, at jeg var kæreste med en bager. Reaktionen gik noget alá “Arjh, er han bager? Hvor må det bare være lækkert!” Og svaret var hver eneste gang: “Nej”.