Opskrift: pasta med kylling i soyaflødesovs

Kylling i soyaflødesovs og blandet salat Kylling i soyaflødesovs og blandet salat

Okay, indrømmet. Det er en ret mærkelig titel på en opskrift. Og jeg aner reelt set heller ikke, om det giver nogen mening, sådan at bruge soyafløde i en ret, der ellers indeholder kød. Tvivler på at ret mange veggetyper vil sige, at det er okay at slå kyllingen ihjel, så længe jeg ikke har mælket en ko? Jeg vender nok tilbage til mit evige argument om det der med mange bække små (og en lidt lavere fedtprocent end almindelig piskefløde?) Men for pokker folkens, det smager altså hamrende godt!

Noget af det suverænt dummeste jeg gør (ud over at bruge veganske ingredienser i en kødholdig ret, ahem), er at jeg laver mad på slum. Med mindre jeg laver en helt ny ret efter opskrift, så måler jeg stort set aldrig af, når jeg laver mad. Alt bliver lavet på øjemål og gefühlen. Hvorfor er det så så dumt, tænker I måske? Fordi jeg de seneste år har måtte indse, at jeg er blind på rumfang – jeg mangler helt reelt evnen til at vurdere, hvor meget noget fysisk fylder. Jeg aner ikke, hvor mange meter min stue er (3? 13? I dunno…) eller hvor høje mine veninder er i forhold til mig. Og jeg aner da især ikke, hvor meget en deciliter fylder!

Når dét så er sagt, så er det alligevel lykkes mig at regne mig nogenlunde frem til, hvor meget jeg har brugt til den her – ufatteligt nemme – ret.

Kylling i soyaflødesovs og blandet salatIngredienser:
Til 2 personer

  • Frisk pasta
  • 2 kyllingefileter
  • 2-3 dl bouillon
  • 1 dl soya cuisine (eller helt almindelig madlavningsfløde, hvis du foretrækker)
  • friskrevet parmesan
  • olie til stegning
  • krydderier efter smag og behag
  • Evt. 2 spsk basilikumpesto

Fremgangsmåde:

  • Sæt en gryde over med letsaltet vand, og bring det i kog
  • Hæld pasta i vandet, når det koger, og kog efter anvisninger
  • Skær kyllingen ud i mundrette bidder
  • Vend kylling i olie og krydderier – jeg bruger salt, timian og kyllingekrydderi
  • Smid kyllingen på en varm pande, og steg godt af
  • Når kyllingen er stegt af hældes bouillon på panden, og varmen skrues ned
  • Tilsæt “fløde”, når bouillonen simrer (soyafløde må ikke bulderkoge)
  • Hvis du ønsker, kan du tilsætte 2 spsk pesto for ekstra smag. Det smager herligt både med og uden!
  • Riv frisk parmesanost over retten, og lad det hele koge ind til en god sauce
  • Smag til undervejs med salt og peber, hvis det mangler smag, og mere “fløde”, hvis den er for voldsom
  • Anret den kogte pasta i en skål, og hæld sauce og kylling over
  • Riv eventuelt ekstra frisk parmesan over, og servér dampende varm

Jeg er typen, der ikke kan fordrage, hvis min salat bliver varm, så jeg serverede en salat med alt godt blandet fra grøntsagsskuffen i skål for sig, men der er selvfølgelig en smagssag. Lur mig, om man ikke også nok kunne servere hele herligheden fint anrettet på en flad tallerken?

Derudover pønser jeg også lidt på at forsøge det i en vegetarisk udgave uden kylling og med grøntsagsbouillon (ved ikke helt om jeg kan undvære parmesanen endnu…) og så med en salat med ekstra proteiner i. Men jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om kvaliteten af sådan en omgang endnu ;)

Kylling i soyaflødesovs og blandet salat Velbekomme!

You may also like

2 Comments

  1. Jeg synes, at det giver god mening med soyafløde – det er jo en anden type fedt som vi har meget bedre af :-)

    Lækker opskrift i øvrigt!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.