Noget om bryster

Da jeg gik på højskole, blev jeg hurtigt kendt, som “hende der snakker om bryster hele tiden”. Jeg vil ikke sige, at jeg snakker om dem hele tiden, men de er bare et utroligt godt emne, så hvorfor ikke snakke lidt om dem her bare en enkelt gang?

 photo d709a8a5-7e68-416c-85c3-cc28c97450c9_zps4kvh7edm.jpg

For det der med bryster er altså en underlig ting. De er enhver kvindes velsignelse og forbandelse. I teenageårene er de nærmest det eneste, der betyder noget. “Bare jeg ikke er den første der får dem.”, “Bare jeg ikke er den sidste der får dem.”, “Bare de bliver lige som alle de andres!” Bekymringerne er mange, og før man ved af det, står man med sit helt eget sæt. Nogen er små, nogen er store. Nogen stritter og nogen er runde. Men de er der på godt og ondt.

Bagefter kommer tilvænningen. Først er de for små. Især for den yngste pige i en familie af storbarmede kvinder og ditto veninder. Vil de dog nogensinde vokse? I gymnasietiden lærte jeg at blive tilfreds med min dejligt gennemsnitlige størrelse. Lige indtil den dag jeg tog mig sammen og fik målt min rigtige størrelse. Jeg måtte pænt bede den flinke ekspedient om at gentage et par gange. Kunne hun virkelig være sikker? Nej, det kan ikke passe, mål igen. Den var god nok. I min iver efter større bryster havde jeg slet ikke bemærket, at de pludselig var der!

Med mine nye fordele fulgte der dog også en uforudset udfordring. Før var bh’en bare, noget jeg købte i H&M til lige omkring de 100 kroner stykket. Det var nemt, udvalget var stort, og det var billigt! Siden den skæbnesvangre dag hvor jeg tog mig sammen og fik målt min rigtige størrelse, har bh’en været en helt anden udfordring. For det første jeg kan godt gå i en lang bue uden om H&M – det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For det andet er prisen pludselig blevet en helt anden, hvilket har betydet, at jeg ikke har købt nye bh’er i tre lange år! Føj for en slatten indpakning siger jeg bare.

Kom lønningsdag, og jeg hoppede i Tryde Andrés og skaffede mig tre nye blondebasser til at holde herlighederne på plads. Der er altså bare ikke noget som nyt, velsiddende undertøj, der kan få en kvinde til at føle sig sexet igen.

 photo 20150402_095348_zpsych2le9i.jpg

Store bryster eller små bryster – det er fløjtende ligegyldigt! Lad os da for pokker elske vores fordele lige så højt, som mændene gør det. Lad os pakke dem pænt ind og passe godt på dem, som de fortjener (altså brysterne, ikke mændene). Og husk så lige at blive målt regelmæssigt, så I ikke render rundt med en bh, der er tre størrelser for lille, som jeg gjorde haha.


Jeg håber virkelig ikke, at det her indlæg fører til alt for mange “uheldige” besøgende haha.

You may also like

4 Comments

  1. Lige pt har jeg ikke nogen BH’er der passer mig, og jeg bander dem langt væk, så det er også en investering jeg må gøre mig.
    Hende jeg blev målt af inde hos Change, var ikke så troværdig. Jeg følte i hvert fald det var den komplette forkerte størrelse hun sagde jeg var. Næste gang prøver jeg hos Magasin, tror jeg.
    Men det er nogle fine af slagsen du har fået købt. Og ja, vær glad for dine fortrin :)

    1. Jeg havde simpelthen den sødeste ekspedient i Tryde Andrés som brugte en halv time på bare at hjælpe mig med at finde den perfekte størrelse, model og farve. Virkelig en skøn oplevelse! Brandet har også bare en helt anden autoritet for mig i forholde til Change. Men ja, har også hørt de skulle være gode i Magasin.
      Der er i hvert fald ikke noget værre, end at rende rundt med dårlige bh’er (:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.