Maj sum up

Så blev det officielt sommer – og sikke en start hva? Pyh, jeg var ude at løbe i formiddags, og jeg var ved at drukne i sved (skønt billede ikke?) i en evighed, efter jeg kom hjem. Det krævede virkelig overtalelse at tage tøj på igen efter badet, men de der ærinder løber jo ikke sig selv…

img_20160521_165430.jpg
I maj har jeg kigget på fine blomster i min vindueskarm…
img_20160522_194126.jpg
… og på fine bygninger i Riga

Nu blev det jo ikke til nogen sum up for april måned, fordi jeg ret meget måtte gå i BA-panik og komplet ignorere den virtuelle verden, så det er hele to måneder siden, jeg sidst har lavet et af de her indlæg! For en gangs skyld føler jeg faktisk, at der er gået en fair tid siden sidst, haha. Men selvom maj muligvis var lidt sløv herinde, så var det bestemt ikke en kedelig måned i den virkelig verden!

Bøgerne: Fordi maj i høj grad kom til at handle om bachelorskrivning og arbejdspres, var der naturligt nok noget, som måtte nedprioriteres, hvilket desværre blev bøgerne (i hvert fald den slags jeg læser for sjov). Derfor blev det også kun til to, små bøger i den forgangne måned. Først læste jeg I Am the Messenger af Markus Zuzak, som var en meget speciel og underholdende bog med en helt særlig opbygning. Derefter fik jeg travlt med at læse månedens bog i læsklubben, A Clockwork Orange af Anthony Burgess. Vi har netop diskuteret den her til aften, men jeg har faktisk stadig ikke helt afgjort, hvad jeg egentligt syntes om den. En meget speciel bog, under alle omstændigheder!

Det bedste citat:

I dismiss the Ace of Clubs to the same top drawer as the Ace of Diamonds. For a moment, I imagine a full hand of aces in that drawer, fanned out as a player would hold them in a game. I never thought I wouldn’t want four aces. In a card game, you pray for a hand like that. My life is not a card game.”

img_20160519_175233.jpg
Jeg har sukket over den her skønne bog…

Shopping: Jeg fandt den fineste tøjbutik i Riga, som jeg selvfølgelig ikke kan huske, hvad hedder, lige nu. Det er også lige meget i og for sig. Det vigtige er, at jeg fik to helt vidunderlige ting med hjem derfra. Først og fremmest fik jeg et par yndige, nude sandaler med en god, bred hæl, som er helt perfekte til det sommerbryllup, jeg skal til om en måneds tid. Derudover fandt jeg også en noget så skøn grøn nederdel med den perfekte A-line, som jeg helt ærligt har manglet desperat. Den bliver så skøn her i løbet af sommeren, siger jeg jer! Ud over det var jeg meget dygtig og købte kun én bog (til mig selv) i den her måned, og det var faktisk kun fordi vi skulle læse den i læseklubben. Point for fornuft, tak?

De bedste øjeblikke: Jeg tror, der er to, som kæmper ret tæt om den her plads for maj måned. Først er der øjeblikket, hvor jeg med god ro i sindet kunne trykke “submit” på mit BA-projekt, velvidende at jeg har gjort mit bedste. Det blev på ingen måde, hvad jeg havde regnet med, og jeg tror desværre heller ikke det ligger helt i toppen, men jeg er tilfreds, og jeg er stol af mig selv!
Dernæst er der en af de sjoveste nætter i hele mit liv, hvor mine veninder og jeg ender på et tilfældigt tag på en tilfælde natklub i Riga, hvor vi bruger hele natten på at snakke med tilfældige, britiske mænd. Det lyder sært (ja faktisk lyder det ret skummelt), men det var simpelthen så morsomt, og jeg ville ønske, at alle byture kunne være lige så underholdende.

img_20160520_191957.jpg
… og drukket en masse vand, som smagte skønt!

Jeg vil huske maj for, at have budt på en masse af alt det bedste, og alt det værste jeg ved. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at jeg ville blive så presset med min BA, men det blev jeg desværre. Heldigvis siger de kloge jo, at modgang gør der stærkere, så jeg må være rimeligt buff at the moment! Som den perfekte modgift til BA-lidelser har jeg set mine vidunderlige gymnasieveninder utroligt meget i maj i både store og små anledninger. De damer gør nu altså det hele lidt sjovere.

Juni bliver noget helt, helt særligt! Fra på onsdag har jeg sommerferie og skal bare nyde livet fuldt ud. I løbet af måneden finder jeg ud af, hvilken kandidat jeg er kommet ind på – om min studiemæssige fremtid ligger i Kolding eller i Odense. Og når måneden er omme, kan jeg officielt kalde mig BA i IVK. Hvor vildt er det lige?! Jo, juni bliver helt fantastisk. Jeg skal bare lige overleve mit forsvar på onsdag først!

– og i en helt anden kaliber, så skal vi læse den mystiske bog med den skøre titel “The Utterly Uninteresting & Unadventurous Tales of Fred the Vampire Accountant” af Drew Hayes i læseklubben i juni måned, haha.

img_20160523_190635.jpg
Og så har jeg kigget på lidt flere smukke blomster i min lejlighed…

Har I lavet nogle ekstraordinært spændende ting i maj måned, eller har det hovedsageligt været et begyndende eksamenshelvede? Har I fået nydt til spæde solskinstimer? Og har I nogle spændende planer for juni? Del endelig i kommentarfeltet!

You may also like

2 Comments

  1. Butikken hedder Mohito ;)
    Maj var sgu en ganske udmærket måned. Jeg er i hvert fald glad for, at have set så meget til dig :D
    Og det bachelor forsvar skal du virkelig ikke frygte, tror du kommer til at føle, det er den nemmeste “eksamen” du nogensinde har været til.

    1. Det er det den hedder! Vidste det var et eller andet eksotisk :P

      Jeg er som sådan heller ikke så bekymret. Er mest bare bange for, at jeg misforstår et eller andet og fucker helt op, haha. Men det skal jo nok gå alt sammen :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.