Madplaner og stramme budgetter

Okay, først og fremmest – hold kæft hvor er I søde! Jeg er helt overvældet over, hvordan det bare er blevet ved med at strømme ind med lykønskninger siden i fredags både her og på Instagram. Pludselig tror jeg lidt på kærligheden mellem mennesker igen. Så hurra for jer!

 photo b3b514ed-a30b-45aa-9a5c-1e1095abf8b4_zpshywsvipk.jpg

Men selvom jeg skal starte på nyt job i morgen, og det meget gerne skulle betyde en lille stigning i den indadgående strøm på min konto, så er det altså stadig et SU-liv jeg lever. Ja, fra i dag af er vi faktisk to på SU her i husstanden, eftersom Bageren netop har haft sidste nat på bagerjobbet, og derfor nu må vinke farvel til sin ellers trofaste voksenlønning for en tid. Og SU-liv betyder spareliv, uanset hvor lidt vi vil det. I det store hele hænger vores økonomi okay sammen, når det gælder fælles udgifter (ikke et ord om min personlige økonomi, ahem), men hvis der er ét punkt, hvor vi måned efter måned føler os pressede ved månedens udgang, så er det maden.

Åh ja, vi elsker vel alle sammen god mad, men når der både skal være råd til chiagrød, svamperisotto og en lille bitte brownie en gang i mellem, så løber det hurtigt op. I hvert fald, hvis man ikke er klog omkring det. Det er ikke fordi vi render og småshopper, når vi handler ind dagligt, men nogle gange kan vi komme af med nogle helt vanvittige beløb til trods for, at vi kun har handlet ind til én dag. Hvis vi derimod handler ind til flere dage af gangen, så er det som om, at det samlede beløb ikke bliver voldsomt meget større, til trods for at vi får et betydeligt meget mere med hjem. Nu har jeg aldrig været særligt god til tal, men det er altså som om, der er noget magisk over den der fornuftighedseffekt.

Så nu er vi gået all in på fornuftighed. Søndag aften aftaler vi, hvad vi vil spise i den kommende uge, mandag handler vi stort ind, og så render vi efter småting som ekstra mælk og en frisk agurk i løbet af ugen. Bonusserne ved det er, at vi 1) slipper for at bestemme menu på tomme maver, 2) får dannet os et fælles overblik over ugens eventuelle udeaftener og 3) bliver mindre fristet til at snoldre! Når man skal have så meget med hjem på én gang, handler det jo om at begrænse vægten, og så er der altså ikke lige plads til den pakke chokoladekiks, haha.

Foodplanner_1 photo 8e7a1b49-94ba-4b6d-964b-ec8feb3ff21d_zpslfilwtm0.jpg
Foodplanner_2 photo e4241930-d07e-40f8-ae44-02798d546161_zpsmja3dbkj.jpg

Til at hjælpe med at bevare overblikket har jeg lavet en lille skabelon til madplanerne, som I kan hente helt frit lige her.

You may also like

5 Comments

    1. Ja, vi er også allerede ret begejstrede for det, vi skal bare lige finde den helt rigtige “teknik” ;)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.