Lidt om HCA Festivals

Odense har jo været fuldstændigt på den anden ende hele denne uge, og det har faktisk været lidt herligt. Der har været HCA Festivals siden sidste søndag, og selvom jeg desværre er gået glip af det meste på grund af sygdom, så har jeg da også lige nået at nyde lidt her og der.

Torsdag aften kæmpede jeg mig ud af min selvmedlidenhed, og hoppede i stedet i det lækreste outfit jeg lige kunne finde til en date med en dejlig dame i anledning af Glamour Night på Brandts Museum. Udstillingerne Selfie og Danish Fashion Now kører for tiden, så museet holdt sent åbent og delte gavmildt ud af champagnen i deres nyåbnede Gæsterum på 2. sal – sikke en udsigt!

Jeg brød mig ikke ret meget om Selfie-udstillingen, hvis indhold i mine øjne var enten ligegyldigt eller ekstremt og ubehageligt. Danish Fashion Now var dog skøn med kollektioner fra designere som Henrik Vibskov og Stine Goya samt smukke rober fra Kronprinsessen og andre kendisser – blandt andet Lise Rønnes Eurovision-skrud, som altså fik mit hjerte til at banke lidt hurtigere haha.

Et andet punkt jeg havde sat mig for at nå, var det populære 3D-show på Flakhaven, som hvert år tiltrækker massevis af mennesker. Showet har på en måde en speciel plads mellem min kæreste og jeg, da en af de første gange, vi mødte hinanden, endte ud i, at vi sad foran slottet i Kongens Have og så på det spektakulære lysshow. Det var dog en kæmpe skuffelse i år! Den første del var rigtig flot, men de havde valgt at have levende dansere med, som halvdelen af publikum ikke kunne se. Den anden del var rent lysshow, men her havde de valgt at fokusere på børneunderholdningen, hvilket bare ikke giver nogen mening, når showet foregår midt om natten. Kombineret med, at animationerne var langt under niveau og ikke arbejdede godt nok med bygningen, så var det bare virkelig en skuffelse. Æv!

Til trods for det, så er der bare så fedt, at der foregår så meget spændende i Odense efterhånden. Jeg elsker min by – også selvom det hele konstant skal handle om HC Andersen ;)

You may also like

3 Comments

    1. Det var i hvert fald smadder hyggeligt. Og champagne kurerer da alt, gør det ikke? (:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.