Koncerter, der fejede benene væk under mig på festival i 2019

dagens i festival fashion. blomsterkrans af tørrede blomster, genbrugstøj, bluse fra Y.A.S, buksedragt fra Monki

Det er efterår, det er gråt og oddsene er ret godt for, at regnen siler ned, når I læser det her. Findes der et bedre tidspunkt at mindes sommerens festivaler og koncerter? Nej, blev der sagt…

Der findes rettidig omhu – og så findes der det tidspunkt, hvor jeg endelig får samlet tankerne. Onde tunger ville måske påstå, at det her indlæg ikke ligefrem opfylder det journalistiske kriterium om aktualitet, men på den anden side, så tror jeg helt bestemt, at alle de her kunstnere lyder præcis lige så vidunderligt indendørs, som de gjorde under åben himmel. Se det som en liste fuld af musikalske drømme til indendørssæsonen på de danske spillesteder!

Læs også: Op, ned & bulls eye på Tinderbox 2018

Bred musik på Heartlands koncerter

På Heartland var min tid generelt set ret knap, så jeg nåede få men eminente koncerter. Fuldstændigt i hver sin ende af skalaen!

Skønne Jeanette fik lokket mig med til Den Sorte Skole midt om natten, og det var den fedeste fest! Jeg havde intet forhold til dem på forhånd, og dermed ingen forventninger, men det var lige præcis den rette mængde af elektronika til at holde mig dansende gennem hele festen.

Mads Langer havde jeg derimod kæmpestore megalave forventninger til. Huh? Jo, jeg elskede den gamle Mads Langer, men orker ikke rigtigt den nye. Koncerten var akustisk, intim, rørerende, klart mest det gamle og med et løfte om mere i den stil. Jeg var rørt til tårer og åh så lykkelig!

dagens i festival fashion. blomsterkrans af tørrede blomster, genbrugskjole fra Envii

Oplevede også Jada, som jeg ikke helt kan afgøre, hvordan jeg har det med rent musikalsk, men det var en mægtigt fin (og mudret) oplevelse.

Wauw Tinderbox – wauw!

Okay, jeg skal forsøge at gøre det kort, for at I overhovedet orker at komme igennem den her liste. Men koncerterne på Tinderbox var for vilde i år!

Billie Eilish havde desværre enormt dårlig lyd, men det var stadig helt utroligt at opleve det bare 17-årige supertalent med den fedeste sound. Greta Van Fleet formåede måske ikke at holde publikum hele vejen igennem, men hold op for en energi – jeg er vild med både lyd og stil. Jeg tog alene ind for at høre Dean Lewis, så jeg kunne stå med mine tårer i øjnene og mit fyldte hjerte i fred. Og have en kæmpe fest til coveret af The Killers’ Mr. Brightside! Og så var der selvfølgelig The Minds of 99, som uden tvivl var en kæmpe fest – men de rammer altså altid kun cirka 50% for mig.

Men der var så absolut ingen over eller overhovedet på siden af the one and only: Miley Cyrus. Hendes energi, hendes attitude, hende talent – hendes holdninger! Jeg vidste ikke, at jeg var fan af hende, før jeg pludselig var det. Utroligt, hvad en koncert kan gøre ved et menneske.

Dagens outfit fra Tinderbox Festival 2019; mønstret, grøn sommerkjole, lyserødt hår, pariserhjul
Tinderbox Festival 2019; pariserhjul mod nattehimlen

Musikfest på GRØN (nu uden koncert)

… de ændrer navnet til det, vi alligevel allesammen kalder dem, og så insisterer vi på at bruge “Koncert”, selvom de har slettet det. Suk.

GRØN er prollet, beruset, tætpakket og igen i år svedigt. Og så er det fyldt med god musik. Mine gymnasieveninder og jeg samledes på en måde oprindeligt omkring et nummer med Alphabeat, så det var på høje tid, vi fik set dem sammen. Og det var alle 11 års ventetid værd! Carpark North er altid en kæmpe fest, hvis man var teen i 00’erne – og ANNE SANNE LIS dykkede bare lige ned i mit feministiske hjerte fyldt med power.

Dagens outfit fra GRØN koncert 2019, vintage denimshorts, blomsterkrone af tørrede blomster

Og så kommer det vel ikke bag på nogen, at jeg måtte høre SAVEUS? Holy crap for en fest! Jeg vidste godt, at fyren var dygtig (med et dygtigt band), men den her koncert var jo helt ekstatisk. Én gang til, please?

Læs også: Efterårsferie, søvnmangel og VARGASM!

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.