Forsætterne der forsvandt

Rødt julehjerte i juletræEr I vimmersvej, hvor har jeg bare trængt til at holde fri! Jeg er faktisk helt chokeret over, hvor slemt det har stået til, for jeg havde så mange gode intentioner for, hvad jeg skulle nå her i juleferien, men jeg har bare måtte se mig slået af den manglende energi, og i stedet nyde nogle lange, intime dage med min sofa. Nå ja, og Bageren har da også været med af og til, haha.

I min dovenskab har jeg faktisk formået at udrette en ting eller to, som fortjener deling herinde, men før jeg når så langt, tænkte jeg at jeg vi sammen kunne lave en lille opsamling på 2016, inden det herrens år rinder helt ud. Mine nytårsforsætter rammer snart deres første (og sidste) fødselsdag, så det må være på høje tid at få dem kigget efter i sømmene. Hvad gik godt, hvad gik skidt, og hvad endte direkte pinligt? Let’s have a look, shall we?

  • Mere regelmæssig blogging
    Af alle mine nytårsforsætter for det forgange år, så er lige det her nok det I har kunne mærke mest til. Og hvis vi ser bort fra december, som mildest talt har været undervældende, så er der virkelig sket fremskridt i både min produktivitet og jeres klikkeri. Og jeg værdsætter hvert eneste af dem! I 2016 har jeg fundet en ret god rytme, som jeg håber, jeg kan blive endnu bedre til at overholde i 2017 – og måske endda udvide?
  • Endnu mere glam i hverdagen!
    Okay, den her er jeg nok dumpet en del på. Hvor jeg sidste år følte, at jeg virkelig havde fundet min stil, har jeg på det seneste følt mig fanget i lidt af en beklædningsmæssig identitetskrise. Jeg tror det hænger sammen med, at året generelt set har været lettere kaotisk med nyt job samt ditto studie og mennesker. Så måske 2017 skal bruges på at finde mig selv igen?
  • Ryd op i livet
    Jeg ved lige præcis, hvad jeg har haft i tankerne, da jeg skrev dette ned, for jeg har det på præcis samme måde nu her. Og selvom jeg ikke har fået gjort den store hovedrengøring af Facebook endnu, så er der da sket en smule, og jeg er blevet meget bedre til at stå fast og sige fra over for de ting, der trækker mig ned!
  • Læs 30 bøger
    Mit nytårsforsæt og min Goodreads Challenge var i skøn harmoni enige om et mål på 30 læste bøger i 2016, hvilket jeg stolt kan sætte flueben ved. Faktisk har jeg ifølge Goodreads læst 35 bøger, men i virkeligheden har jeg læst endnu flere, da der er nogle bøger, som ikke er blevet talt med. Så snart vi får hul på det nye år, må jeg hellere få samlet op på årets litterære oplevelser ;)
  • Prøv det der meditations- /mindfullnesshalløj
    Jeg prøvede virkelig, og nød det faktisk også virkelig meget, men hele humlen ved mindfullness er jo nok, at det er noget man har brug for, når man ikke har så meget ro i hovedet, hvilket også er der, hvor det er sværeste at udføre. Ak, det er en ond cirkel, som jeg desværre ikke har formået at bryde. Overhovedet… Så det her punkt er desværre dumpet.
  • Vær en bedre kæreste
    Er det snyd, når det er kommet helt af sig selv? Efter min kæreste stoppede med nattearbejde har vi fået et helt nyt forhold med meget mere plads til spontane ting, og jeg er vild med det! At jeg så i perioder har haft så travlt, at vi knapt nok har set hinanden, det er en anden sag, men i det store hele, så har vi altså været ret gode til at være kærester i år :)
  • Få styr på økonomien
    Kæft, jeg er stolt af at kunne sætte et stort, fedt flueben her! Kombinationen af et udførligt budget og en steget indtægt har gjort, at jeg for første gang i årevis ikke har talt desperat ned til lønningsdag. Hurra!
  • Slut med al den sygdom
    Her er der faktisk også sket fremskridt! Jo, jeg er stadig et skravl af dimensioner, men ikke nær så meget som førhen. Det er nu altså rart ikke måtte melde sig syg på jobbet månedligt.

Så alt i alt tæller jeg 3 der gik godt, 3 der ganske ganske udmærket, og kun 2 der gik helt ad helvede til. Det er da egentligt helt okay, ikke?
Rødt julehjerte i juletræHvordan gik det med jeres nytårsforsætter? Klarede I hele listen uden problemer, eller var de out of mind før den sidste sne var smeltet? Del endelig i kommentarfeltet – vi har et helt døgn endnu! 

You may also like

1 Comment

  1. Pingback: Glædelig 2017

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.