Film for nyligt

Okay, så måske en af grundene til, at jeg føler tiden går ret hurtigt, er, at jeg virkelig har mangle geniale former for underholdning lige ved hånden hele tiden. Jeg har bloggen, og når den er opdateret, har jeg andres blogs, og når de er læst, har jeg Instagram, og når den er opdateret og scrollet igennem har jeg bøger, og når de er læst, har jeg tv-serier, og når de er set, har jeg film. Der er altid massevis af underholdning!

På det seneste har jeg set en del film, så her kommer en lille liste med film. De gode, de dårlige og de super ringe.

Steve Jobs


Først prøvede Ashton Kutcher og fejlede, så vidt jeg har hørt, grumt. Så kom Michael Fassbender på banen, og så fik æblet ellers en anden tone. Eller hvad man nu siger. Filmen handler om Steve Jobs’ koloenorme op- og nedture med Apple og de første Mac-computere – og naturligvis hans turbulente privatliv ved siden af. Jobs var umiddelbart ikke nogen rar mand, men han vidste sgu, hvad han snakkede om.

Filmen er ikke medrivende eller vildt underholdende, men den er spændende og på en sær måde lærerig. Jeg kunne godt lide den, min veninde kunne ikke. Til trods for Fassbenders kønne ansigt ;)

Se den, hvis du kan lide biografier, tech eller bare er nysgerrig efter manden bag det afgnavne æble.

Fifty Shades of Grey


Nogle folk lavede en film baseret på en bog, som en kvinde skrev baseret på en bog, som en kvinde skrev baseret på en drøm. Jep, det lyder dumt, og det er det også. Jeg læste den famøse Fifty Shades of Grey-serie tilbage i 2012/13 stykker, da hypen var på sit aller højeste (jeg var nødt til at vide, hvad pokker folk var sådan oppe at køre over, og jeg fandt bøgerne vildt billigt, så det var nærmest en win/win), og selvom jeg da var ganske fint underholdt halvdelen af tiden, så var det altså ret så skidt i den anden halvdel.

Nu fik jeg endelig taget mig sammen, og fik set den famøse film, og det var cirka samme oplevelse som bøgerne. Den første halvdel var vildt underholdende – tror aldrig jeg har grint så meget og så højlydt – anden halvdel var gabende kedelig. Men så kunne jeg da krydse den af listen!

Se den, hvis du elskede bøgerne, Twiligt-serien eller overdramatisk kærlighed. Ellers, så lad være. For din egen skyld.

Flaskepost fra P


Den tredje film baseret på Jussi Adler Olsens populære serie om Afdeling Q. Der er tale om en gedign omgang Nordic Noir, med alt hvad den kan trække af spænding, vold, smerte, sorg og fortvivelse. Denne gang vikles Mørck langt ind i dybt religiøse samfund og må kæmpe lige så hårdt for at bryde deres vægge ned, som han må for at redde de to kidnappede børn.

Filmen er fuld af suspence, og du veksler i mellem at sidde helt ude på kanten af sædet for at få det hele med, og at gemme dig så langt væk fra skærmen som muligt for at undvige massakren. Det er en blodig omgang, men med et helt fantastisk cast.

Se den, hvis du kan lide Nordic Noir, krimi og danske film generelt. Selv hvis du ikke kan lide sidstnævnte, er den faktisk ret god.

Mad Max: Fury Road


I en postapokalyptisk verden er menneskeheden blevet en barbarisk race, der komplet underkaster sig hvem som helst, som lover dem adgang til vand, sikkerhed og overlevelse – alt andet er lige meget. Det ville være en underdrivelse at påstå, at filmen havde fuld fart på, for den er højoktan ud over alle grænser. Det er en form for jail break-historie kombineret med noget selvaccept og krydret med et drys af revolution. Historien er vildt svær at gengive, men scheisse den er underholdende!

Filmen her havde jeg for længst afskrevet, men efter den skovlede Oscar-statuetter hjem, blev min nysgerrighed alligevel pirret, og nu er jeg faktisk vildt glad for, at jeg så den. Den virker umiddelbart bare som larm og action, men den er mega flot lavet og faktisk ganske tankevækkende.

Se den, hvis du kunne lide originalen, hvis du er fascineret af post apokalyptiske verdener eller hvis du elsker sindsygt flotte film.

Batman v Superman


De to størte og stærkeste af DC’s tegneseriehelte tørner sammen i en episk styrkekamp, hvor de hver især forsøger at redde det, de holder mest af. Lex Luthors snedige planer har spillet de to giganter ud imod hinaden, så de må kæmpe til døden for at bevare verden, som de holder af den. Plottet giver reelt set igen mening, men slås det gør de – i hvert fald for en stund.

Filmen har nogle komplet ufejlbarlige skuespilpræstationer, og der er noget suverænt fedt over at se de to ikoner stå ansigt til ansigt både med og uden dragter. Men som filmfortælling er det noget værre lort, der kun bliver holdt oppe af de flotte billeder og de dramatiske effekter.

Se den, hvis du (som jeg) ikke kan få nok af superhelte, hvis du savner en ordentlig slåskamp eller hvis du bare vildt godt kan lide Supermands velpolerede fjæs.

The Perks of Being a Wallflower


En skrøbelig teenagedrengs bedste ven begår selvmord, og han må derfor selv lære at navigere rundt i livet som high school-elev med venner, kærlighed, stoffer og en dyster fortid. Charlie altid sjov og venlig, men samtidig ekstremt akavet, så da det går op for ham, at han rent faktisk er blevet venner med en flok senior-studerende, vil hans begejstring og forundring ingen ende tage.

Okay, så det er en kæmpe løgn, hvis jeg påstår, at den her film egentligt hører til i det her indlæg, for den er ikke ny i min verden, og jeg har faktisk ikke engang set den for nyligt (kæmpe fejl!), men jeg knuselsker den og vil til enhver tid anbefale den.

Se den, hvis du kunne lide The Fault In Our Stars (film såvel som bog), formidable ungdomsfortællinger eller hjertevarme historier. Og læs så også lige bogen, nu du er i gang!

 
Det var seks af de film, jeg har set for nyligt. Har I set nogle spændende film? Både af de gode, men især også af de dårlige – vi er jo nødt til at advare hinanden!

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.