Film for nyligt: Nocturnal Animals

Biografbillet, Natdyr, lyserøde tulipaner Biografbillet, Natdyr, lyserøde tulipanerJeg vil så nødig hverken prale eller friste skæbnen, men jeg har seriøst haft den bedste dag i umindelige tider! Jeg sidder teknisk set midt i en ugeeksamen, men jeg er så godt som færdig med min opgave, så jeg har tilladt mig selv at holde fri fra den i dag. I stedet har jeg sovet halvlænge, spist en fantastisk morgenmad, ryddet op, været til den mest afslappende yogatime med yndling Yoga Jette, og nu sidder jeg med mavsen fuld af lækker frokost. Og så skinner solen endda fra en næsten skyfri himmel, her i Odense. Hvad mere kan man lige ønske sig?

Jo, det skulle da lige være, at have fri i aften også, så jeg kunne smutte en tur i biffen. Igen. For det var nemlig, hvad min kæreste og jeg gjorde sammen med et par gode venner sidste fredag. Vi tog ind og så den nye Tom Ford-film Nocturnal Animals, og jeg kan kun opfordre alle til at komme af sted og se den med det samme!

Filmen er så dyster og skræmmende, at man sidder med hjertet helt oppe i halsen hele vejen igennem, og bare venter på, at historien tager den næste knusende drejning. Den handler om den rige og succesfulde Susan, som på papiret har alt, hvad man kunne drømme om, men som inderst inde er dybt ulykkelig. Da hun modtager et manuskript fra hendes eksmand på hans nye bog, bliver hun langsomt suget ind i hans horrible univers, som er en slet skjult fortolkning af deres pinefulde break up mange år tidligere. I en blanding af nutid, fortid og fiktion følger vi Susans liv, mens grænserne mellem de forskellige scener bliver sværere og sværere at tyde.

Det var virkelig en utroligt medrivende film, som sad dybt i kroppen på os alle fire, efter vi forlod salens bløde sæder. Skuespilpræstationerne var formidable over hele linjen, med en imponerende og intim Amy Adams i glansrollen (og i øvrigt et kæmpe kado for at nogen endelig udnytter, hvor meget Amy Adams og Isla Fisher ligner hinanden!). Akademiets nomineringer til det store Oscar-show lukker i dag, og lur mig om ikke der ligger et par stemmer eller to og venter på Nocturnal Animals. Den fortjener det i hvert fald!

Biografbillet, Natdyr, lyserøde tulipaner
Så hvis I ikke lige ved, hvad I skal bruge sådan en råkold fredag aften på, så kan jeg kun anbefale jer at tage ind og se den her formidable thriller. I kommer næppe dansende ud af salen, min hele filmen er hvert et minut og hver en følelse værd. Se traileren lige her.

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.