Endnu et marathon læsedøgn

Harry Potter, Ravnenes Hvisken, Mareridt & MyrekrybDet er endelig ved at være den der magiske tid på året igen! Vi har vidst alle sammen efterhånden indstillet os på, at efteråret er over os. De tykke trøjer er fundet frem, stearinlysene bliver tændt og vi har så småt hamstret te og kakaopulver nok til at overleve en potentiel isvinter. Men vigtigere end alt dette er naturligvis den halvårlige begivenhed, som gang på gang samler mennesker verden over til et marathon i læsning. Lørdag den 22. oktober er det endnu engang blevet tid til Readathon!

Selvom det nu er femte gang, jeg deltager i det store læsemarathon, så er glæden ved det bestemt ikke blevet mindre. Jeg har som altid set frem til det i ugevis, og jeg havde knapt nok lukket øjnene efter forårets læsedøgn, før jeg begyndte at spekulere i, hvilke bøger der mon skulle bringe mig igennem efterårets 24 læsetimer! Skulle det være magi eller realisme? Krimier eller børnebøger? Dansk eller engelsk? Jeg har skiftet mening mange gange, men er nu endt op med en helt fantastisk læsebunke, som jeg virkelig ser frem til at forkæle øjne og sind med, når læsedøgnet løber af stablen.

  • Først og fremmest skal jeg naturligvis opretholde min egen, nystartede tradition og læse den illustrerede udgave af Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer. Den anden bog i serien om den unge troldmand er nok den af bøgerne, jeg har læst færrest gange, så jeg glæder mig til at opleve den med nyt liv fra Jim Kay’s vidunderlige illustrationer.
  • Mareridt & Myrekryb af Nick Clausen er en samling af syv små, uhyggelige historier, som bliver perfekte afbræk i mellem de større historier. Desuden passer det jo perfekt med lidt gys her sidst i oktober.
  • Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten har taget de danske bogbloggere med storm, og jeg glæder mig til at tage del i begejstringen. Den står på storslået, dansk fantasy med bestialske mord og nordiske guder – og det udspiller sig alt sammen i noget så eksotisk som Nordjylland!

Jeg plejer at læse et sted mellem 500 og 600 sider i løbet af et readathon (bortset fra i foråret, hvor Paul Auster fascinerede mig til meget langsom læsning), så jeg har ganske traditionstro planlagt alt for mange sider med dette års 939 sider. Og det er endda uden at tælle H.C. Andersens samlede værker med, som står og venter i tilfælde af, at jeg skulle gå død i min planlagte læsning, haha. Jeg glæder mig dog til at se, hvor langt jeg kan nå denne gang.

Ganske som vi plejer, kommer min søde veninde Sarah hjem til mig og læser med i de 24 timer, men som noget helt nyt har vi endelig fået den skønne Janni med på vognen også. Det bliver næsten lige så spændende at se, hvordan hun klarer sit første readathon, som det bliver at læse de mange fantastiske sider, haha.

Som altid løber læsedøgnet fra klokken 14:00 dansk tid og 24 timer frem, og du kan selv melde dig til at deltage lige her. Ganske som jeg plejer, vil jeg forsøge at opdatere løbende på de sociale medier og her på bloggen, hvor jeg opretter et løbende blogindlæg med mine fremskridt for døgnet.

Se også mine læsedøgn april 2015 // oktober 2015 // april 2016

Harry Potter, Ravnenes Hvisken, Mareridt & Myrekryb Harry Potter, Ravnenes Hvisken, Mareridt & Myrekryb

Skal du selv læse med på efterårets læsedøgn? Del endelig et link til, hvor jeg kan følge dine læseoplevelser den 22. oktober. Readathon er en social begivenhed, og jeg elsker sådan at følge med hos alle jer andre.

You may also like

9 Comments

  1. Så for dælen, det kan da være at det er i år jeg også skal være med!! Er jo teknisk set muligvis på Fyn dér, og har ingen andre planer… :D

    1. Hallo, jaer! Vi smider sgu da bare nogle madrasser’n’stuff ud, så der er plads til alle her. Det kan vi sikkert sagtens finde ud af :D

      Knus

  2. Haha, jeg elsker du er begejstret for, hvordan jeg klarer det :D Det er sgu god veninde-karma.
    Jeg glæder mig vanvittig meget til, at kunne hive et hel døgn ud, og kun fokusere på bøger, læsning og andre universer. Akkomponieret af godt selskab, så kan det kun blive en succes.

    Forresten, så ved jeg heller ikke helt hvor mange sider jeg får slugt, men tror helt sikkert også, at jeg har overdrevet hvor meget jeg nu kan komme igennem. Jeg har så heller intet erfaring fra tidligere, men det bliver jeg klogere på, når døgnet er slut søndag kl. 14 ;)

    1. Det handler om at støtte hinanden ;)
      Det bliver så hyggeligt og spændende at se, hvor meget du kan klare. Og om vi kan koncentrere os, haha!

      Knus

  3. Åååh, den nye illustrerede HP. Hvor gad jeg godt snart få fingrene i den. Den ser fortryllende ud!

    og så skal du i øvrigt glæde dig til Malene Sølvsten. En fantastisk bog!

    1. Den er så smuk, men det er altså lige før edderkopperne bliver FOR realistiske ;)
      Jeg glæder mig sådan til at læse, hvad der har vækket så stor begejstring! :D

      Knus

  4. Ej, jeg havde da helt glemt den nye illustrerede HP da jeg lavede min bunke til på lørdag.
    Kan være jeg lige skal et smut om min lokale boghandler inden på lørdag, så den også kan komme med i stakken.

    Fælleslæsning lyder så hyggeligt, og dejligt at I er samlet nogle stykker. :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.