En hyldest til herligheden

Kaffe og kage fra Froggy's Café i Odense
{Jeg er simpelthen så glad for, at jeg har fået mulighed for at lave SoMe på Froggy’s Café, mens jeg er på dagpenge. Caféen har altid bare været en del af livet i Odense, men nu er den nærmest mit andet hjem. De dage, hvor jeg tager derind for at tage billeder, holde møder, planlægge indhold og alt det andet, er klart de bedste dage i min hverdag for tiden!}

Skal vi ikke snakke lidt om, hvor dejligt livet egentligt er? Jo, lad os det. For når man ligger her i sin seng en onsdag aften, med en hovedpine der kunne slå voksne mænd omkuld (seriøst, jeg har aldrig mødt en mand, der kunne håndtere den her slags smerter…), med en bankkonto der – igen – er fuldstændigt drænet otte dage før lønningsdag og uden den fjerneste udsigt til et job i overskuelig fremtid, så kunne man let fristes til at sænke ned i modløsheden. Og med “man” mener jeg “jeg”. Jeg bliver modløs. Fuldstændigt uden grund for hovedpinen går over igen, kontoen er tom, fordi pengene er brugt på fornuftige køb og jobbet skal nok komme, når det rigtige match viser sig. Liiiiiiige om lidt.

Jeg har aldrig pralet af at være en overordnet optimist; nok nærmere det modsatte. Men af og til er det virkelig dejligt at sætte fokus på det herlige og huske, at livet faktisk ikke er så ring’ endda. Og når jeg lige kigger min kamerarulle igennem, så ser det jo rent faktisk yderst vidunderligt ud!

Efterårsgarderobe; genbrugskøb, Veras Market; Storms Pakhus; loppemarked i Odense
{Søndag tog jeg på loppemarked på Storms Pakhus med en ambition om at finde striktrøjer til efteråret – og striktrøjer var cirka det eneste, jeg ikke kom hjem med. Til gengæld kom jeg hjem med otte “nye” stykker tøj for 335,- i alt. Ooooog min efterårsgarderobe bliver perfekt. Så snart jeg altså lige har fået skaffet et par nye trøjer, ahem}

Brunch-anretning med cappucino, pandekager og lun croissant; Nouvelle Odense
{Vi står skulder ved skulder og ryg mod ryg som ledige nyuddannede, og det betyder naturligvis brunch med frit afløb for dagpengefrustrationerne! Sådan en fredag formiddag på Nouvelle med søde Sabina var terapi for både smagsløg og spekulationsorganer}

Call Me by Your Name af André Aciman, dansk oversættelse
{Jeg er stadig helt på røven over, hvor fantastisk Call Me By Your Name var, og jagten på en fysisk udgave af filmen er gået ind. Hvor køber man overhovedet film i dag? Jeg ledte alle hylderne i Føtex igennem uden held, og så gav jeg ligesom op. I øvrigt tror jeg, at Aciman har ødelagt alle andre bøger for mig. I hvert fald var den næste bog jeg læste en skuffelse uden lige! Og ja, jeg har pt. tre bøger liggende, som bare venter på, at jeg får skrevet mine tanker ned til jer, haha!}

Odense Blomsterfestival; Odense; Cycling & Recycling
{Hele Odense var pakket ind i blomster fra inderst til yderst i weekenden, og jeg elsker det! Hvor fantastisk er det ikke lige at bo i en by, hvor gader og stræder står i fuldt flor og spreder gode budskaber om bæredygtighed? Du gør det godt, Odense}

Lyserøde dahliaer
{Det er Dahlia-sæson, og det er noget af det fineste! For mig er Dahliaer efterårets svar på forårets pæoner – de små, intense knopper der springer ud og bliver til imponerende kunstværker i alverdens farver. Ren blomsterkærlighed}

LGBTQ-bøger; regnbue; pride; ungdomsbøger
{Sidste uge var som bekendt Pride-uge, og selvom jeg selv er både heteroseksuel og cis-kønnet, så rør det mig stadig dybt! Jeg fandt en stak af mine LGBTQ-bøger frem fra hylderne, og stakken rummer faktisk nogle af mine absolutte yndlingbøger!}

Dagens i 100% genbrugsfund; sort blondebody fra Ganni; lyserøde culottebukser fra Zara, sorte mules fra H&M
{Ja, jeg ved godt, at jeg er håbløst bagud, men jeg er lige pludselig blevet bidt af lyserøde nuancer – se dog lige, hvor fine de bukser er! Vi skal nok blive mægtigt fine venner her i sensommeren. Mon ikke også de kan gå med et par strømpebukser inden under, når det bliver rigtigt koldt?}

Veganske brombærmuffins
{Og så fortsætter Bagerens eksperimenter i køkkenet for at lindre hans rastløshed! Jeg er fan. Her blev det til en portion veganske brombærmuffins, som jeg tænker at dele opskriften på, når han selv er helt tilfreds. I mellemtiden agerer jeg gladeligt forsøgskanin for jer. Åh, mit liv er så hårdt!}

You may also like

3 Comments

  1. Det ser nu ud til at være noget godt, du trods alt fylder dine arbejdsløse dage med, når ikke de lige får selskab af en omgang hovedpine. Jeg glæder mig SÅ meget til, at se nogle af dine smukke genbrugsfund. Det ligner umiddelbart en stak, som jeg selv kunne have fundet på at købe. Og de bukser der! Man skulle næsten tro, at der stod Janni på dem ;)

    1. Jeg glæder mig også til at vise dem frem! Loppemarkedet var stopfyldt med fine prints og brændte toner til efteråret. Og hey, du holder snitterne væk fra mine nye bukser, haha! 😅

      Knus

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.