En genre jeg ikke kan slippe

Det er så småt begyndt at gå op for mig, at jeg har et problem. Et bogligt problem. Det seneste års tid er jeg virkelig nået vidt omkring i litteraturens verden, hvilket både førte mig forbi storslående oplevelser og nærmest lammende skuffelser. Én af de ting, som jeg på en eller anden måde føler, jeg efterhånden så småt må indse, at jeg nok er ved at være vokset fra, er YA-litteratur. Der var ganske vidst klare undtagelser fra “reglen”, men de bøger jeg blev mest skuffet over i 2015, var uden tvivl YA-bøger. Og ikke desto mindre har jeg virkelig ikke lyst til at opgive dem!
 photo ffef1552-956d-4e4e-8a41-82a545492572_zpslyvrnbhq.jpg

Problemet (hvis man kan kalde det det) gik for alvor op for mig i weekenden, hvor jeg i min tømmermændsramte selvmedlidenhed kastede mig over den nye serie Shadowhunters, som er Netflix’ fortolkning af Cassandra Clares populære bogserie om Dødens Instrumenter. Den første bog i serien blev også filmatiseret for nogle år siden, men uden større succes. Jeg syntes egentligt, at filmen var ganske hyggelig og uden tvivl bedre end den nye serie, som er… mindre god, for nu at sige det pænt. Generelt er jeg nok ikke helt off mark, når jeg siger, at serien ikke har præsteret vildt godt i det visuelle medie, og alle tegn i sol og måne tyder umiddelbart på, at den originale bogserie nok heller ikke ville være noget for mig. Men jeg har stadig en usigelig lyst til at læse den!

Og det samme gælder en lang række andre YA-bøger, som hitter lige for tiden. Min rationelle side ved godt, at jeg nok næppe ender med den store tilfredsstillelse fra de her bøger, men min nysgerrighed vil ikke lade sig styre. Og så er det store spørgsmål pludselig: kan det betale sig, at bruge energi på at læse bøger, som man i forvejen har lave forventninger til?

Min rationelle side siger nej, nej, nej, men så igen – hvornår har læsning nogensinde handlet om rationalitet? Læsning skal vel ikke være noget, man baserer på hjerne så meget som på hjerte. Læsning skal vel netop være lystbaseret og sjovt. Og hvor har skaden nogensinde ligget i at læse en bog, som bare var underholdende uden noget som helst andet at byde på?

Jeg tror jeg bliver nødt til at læse Clares serie på et tidspunkt. Den er vel næppe blevet forsøgt filmatiseret af to omgange, fordi den var så dårlig! Og desuden, så trænger man også bare somme tider til at læse en virkelig lækker karakter, haha. Om jeg så ender med at købe serien eller låne den på bibliotketet – det er en helt anden sag.

Hvad med jer? Anskaffer I jer nogensinde bøger, og bruger energi på at læse dem, til trods for at I nok på forhånd ved, at det næppe bliver nogen kæmpe succes?
 photo ea40c38a-77c9-4fdf-879a-9a78eadee75a_zpstz4mjkbq.jpg  photo 59364cc2-6c94-4df3-83eb-9e7f35c2f0a1_zpsadw9k06b.jpg

You may also like

5 Comments

  1. Åh, ja. Jeg får faktisk også tit lyst til at læse YA – selvom det så sjældent er mig. Jeg tror, det er fordi, der er så meget hype omkring mange YA-udgivelser. Man bliver massivt eksponeret for bogen – og så bliver man altså nysgerrig. Det er næsten umuligt at undgå, tror jeg!

    1. Det kan godt være det bare er hype der gør det? Det er i hvert fald svært at lade være med at rive sig med! :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.