5 bøger du skal læse denne vinter

Kan I huske, at jeg får nogle uger siden fortalte, at jeg skulle være gæsteblogger hos Woman.dk? Sikkert ikke, for det er ret længe siden de skrev, men i weekenden fik jeg pludselig en besked på facebook fra en veninde, som bestemt mente, at hun kendte den bogreol! Så her får I indlægget, som jeg skrev det tilbage i september.


Bogreol
Min bogreol, som den så ud for et halvt år siden. I dag er den stopfyldt trods mange kreative omrokeringer…

Efteråret har for længst taget hold i Danmark, og det betyder kolde dage, lange nætter og timevis af hyggelige stunder i sofaen omringet af tæpper (nej, det hedder ikke plaider!), tændte stearinlys og alle de bøger, du ikke nåede igennem i løbet af sommeren.

Det kan af og til være svært at finde hoved og hale i de mange nye udgivelser, som vælter på gaden fra de danske forlag. Hvad skal jeg bruge min tid på og hvad skal jeg springe over? Det er en sand jungle af fristende forsider og tirrende titler. Derfor har jeg her samlet en liste af fem fantastiske udgivelser, som jeg i hvert fald har tænkt mig at kaste mig over i de kommende måneder. Listen rummer både det søde, det historiske og det tragiske, så her er noget for enhver smag og til ethvert humør.

  • Anna og det franske kys af Stephanie Perkins
    Da Annas far vælger at sende hende på en fransk kostskole det sidste år af high school er hun mildest talt utilfreds, for ikke nok med, at hun bliver sendt til et land, hvor hun ikke taler sproget, så skal hun også tage afsked med sine venner, sit liv og sin fantastiske flirt. Det lover ikke for godt, men byernes by overrasker hende positivt med nye venner og en ny fantastisk fyr. Det eneste problem er bare, at han allerede er taget…Her er der for alvor tale om en bog, som går direkte i pigehjerterne. Der er sukkersød romantik og ungdommelig forelskelse for alle pengene, og så skulle den franske fyr Etienne St. Clair eftersigende være noget så fantastisk. Jeg ved ikke med jer, men jeg kunne i hvert fald godt lide bruge en efterårsforelskelse! Og det bedste af det hele er, at hvis I er vilde med Anna og det franske kys, så findes der to bøger mere i Perkins populære serie: Lola og naboen søn og Isla og jagten på lykke.
  • Jeg henter solen ned af Jandy Nelson
    Jude og Noah er tvillinger, og har været fuldstændigt uadskillelige indtil for tre år siden. I dag bor de under samme tag, men gør alt, hvad der står i deres magt, for at undgå hinanden. Noah er indadvendt og foretrækker sådan set at være alene med sin kunst, mens Jude er udadvendt og fester gladelig med alle de cool fyre. Mens Noah fortæller og årene op til deres brud fortæller Jude om tiden efter, men hvis de nogensinde skal finde ind til hinanden igen, er de nødt til at forstå hinandens side af historien.Den farvestrålende bog har de taget de danske læsere med storm sidens dens udgivelse, og roserne vil ingen ende tage. Bogen handler om kunst og kærlighed, men den handler også om livet, om tvivl, om skyldfølelse og om at finde vejen hjem igen. Selvom tvillingerne er som nat og dag, optræder de ikke som kontraster, men som to sider af samme sag. Som ægte mennesker frem for karikerede karakterer.
  • Monster af Patrick Ness
    Conor er 13 år gammel, og han er ikke bange for monstret uden for hans vindue. Lige meget hvor skræmmende det er, kan det på ingen måde måle sig med det, som har optrådt i hans mareridt lide siden hans mor blev syg. Monstret kommer lige efter midnat og fortæller Conor historier. Det fortæller tre historier, men i bytte skal Conor selv fortælle en historie; en historie om sandheden.Monster er ikke en gyserhistorie. Og selvom Monster er fyldt med smukke illustrationer, så er det bestemt heller ikke en børnebog. Monster er en dyb og rørende historie om at rejse igennem sjælens mørkeste kroge, om at forstå sig selv og om at acceptere tab. Monster er en bog, som passer perfekt til efterårets mørke og vindens rusken. Og det er en bog, som det er helt okay at græde inderligt til.
  • Sæt en vagtpost ud af Haper Lee
    26-årige Scout lærte som barn om livets brutalitet og virkelighedens grimme ansigt, da hendes hjemby Maycomb blev overvældet af racistisk had. 20 år senere vender hun hjem igen for at finde sin elskede hjemby i en lige så sørgelig forfatning som i hendes barndom. Hun må nu kæmpe hårdere end nogensinde før for at forstå sin fars holdning til samfundet og for at forstå sig selv.Sæt en vagtpost ud er den længe ventede efterfølger, som verden for længst havde opgivet at håbe på, til den populære klassiker Dræb ikke en sangfugl fra 1960. Bogen giver et kærkomment gensyn med den elskelige Scout samt Maycombs knapt så elskelige beboere, og det er ikke kun hende, der må tage stilling til sit liv, men også dig som læser. Selvom det er over et halvt århundrede siden, bogen blev skrevet, så er den stadig højaktuel i dag, og effekten er akkurat lige så rammende som dens forgænger.
  • Efter dig af Jojo Moyes
    Lou Clark havde ikke troet, at hendes liv skulle vendes på hovedet, da hun modvilligt accepterede jobbet som handicaphjælper for den invalide rigmandssøn Will Traynor. Men det blev det. Og hvad gør hun så, når Will er væk, og hun igen er nødt til at vende tilbage til sit gamle liv?I 2012 udkom Mig før dig og verden begyndte så småt at fælde bitre tårer over Lou og Wills tragiske kærlighedshistorie. Tiden har kun gradvist gjort bogen mere populær, men populariteten medførte også spørgsmålet: hvad gjorde Lou efter Will? Det fik Moyes til at skrive bogen, hun aldrig havde troet, hun skulle skrive og dette efterår udkommer den længe ventede bog endelig. Det er på tide, at vi alle sammen finder ud af, hvad Lou gjorde Efter dig.

Det her er bare fem af de bøger, som jeg glæder mig til at læse i de kommende måneder, og jeg tror de vil kunne hive mig igennem hele følelsesregistret. Men nu har jeg altså helt ærligt heller ikke tid til at sidde her og skrive længere. Jeg skal jo i gang med at læse!

God læselyst derude.

Continue Reading

Mew ❤

image

I sommer havde jeg den absolut største musikalske oplevelse, mit liv hidtil havde budt på. Jovist, jeg havde da forventet et show med høj underholdningsværdi, men jeg havde aldrig turde drømme om, at det skulle blive så imponerende, som det var. Ét eneste ord har hængt fast lige siden, når jeg har skulle beskrive oplevelsen; inderligt! Sangen, sceneshowet, stemningen – det hele var inderligt smukt og inderligt rørende.

Jeg taler selvfølgelig om koncerten med Mew på Orange Scene en smuk sommernat. En koncert der sluttede som solen stod op, og som efterlod mig komplet euforisk. Og i aften sker det forhåbentligt igen! Jeg sidder endnu en gang i bussen på vej mod Aarhus – denne gang med det eneste formål at opleve inderligheden igen. I aftes spillede bandet i København, og ifølge anmelderne var det ret så spektakulært. Jeg kan kun drømme om, at det bliver lige så magisk i aften, som jeg husker det fra den sommernat…

Continue Reading

Ny vinterfrakke

Jeg synes lige pludselig, at det blev ret efterårsagtigt udenfor? Og jeg som eller gik her og troede, at vi havde en uges tid tilbage. Snydt!

For mit vedkommende betyder efterårets komme rimeligt desperat en ny vinterjakke. Jeg har af bitter erfaring lært, at en læderjakke med tykke trøjer under ikke er nok – især ikke hvis vi får en rigtig vinter i år, haha.

Vinterfrakker
1 // 2 // 3 // 4

Min gamle jakke var faktisk helt vildt lækker og stadig meget in style, så jeg har kastet mig ud i at finde en, som minder om den; bare bedre! Mine krav er, at den skal være af et lækkert materiale, den skal være simpel, den skal være lang nok til at dække måsen, der skal være plads til et (kæmpe) halstørklæde, og må den ikke være alt for dyr.

Alle fire jakker her passer perfekt til kriterierne, og så kan de endda fås i flere farver – især nummer 1 findes i et hav af farver, og jeg vil faktisk gerne bare have en af hver af, tak? Jeg er vild med dem alle sammen, men tror måske kærligheden er størst til 1’eren, som bare er så mega klassisk, at det næsten gør helt ondt. Men de er bare ret smukke alle sammen. Hvilken ville I vælge?

Jakkerne er fra Vero Moda og Only, og det fedeste ved det hele er næsten, at Bestseller (som de to mærker jo er en del af) lige for tiden tilbyder 20% rabat på dit første onlinekøb, hvis du tilmelder dig deres nyhedsbrev. Og så er det jo lige pludselig ret billigt!

Continue Reading