Lige nu kan jeg slet ikke huske, om jeg rent faktisk har fået fortalt jer, at jeg er blevet endegyldigt færdig? Jeg fik en mail med min sidste karakter hele 4½ dag før deadline, så det var jo ren luksus. Men under alle omstændigheder er kapitlet nu lukket, diplomet er genereret (digitalt naturligvis, vi gør os jo ikke i noget så traditionsbundet som fysiske diplomer, ahem…) og ledighedserklæringen er udfyldt. Jeg er nu officielt i stand til at udtale mig om “dengang jeg skrev speciale“.
Jeg er virkelig ikke ret god til det der med stilhed. Jovist, i nogle tilfælde kan selv mit hoved også summe så meget af støj og stress (den slags opbygger man ikke resistens mod, desværre), at jeg lige har brug for at sidde i komplet stilhed for en tid. Men som udgangspunkt foretrækker jeg, hvis der sker et eller andet auditivt omkring mig. Det bunder nok i, at jeg er vokset op i en familie på fem, hvor radioen altid kørte i baggrunden – de første otte år endda på et landbrug med omtrent 1.000 støjende svin. Jeg har simpelthen bare altid levet i en form for støj, så det er nu engang blevet den måde, jeg trives bedst på.
Okay, har I nogen anelse om, hvilken dag det er i dag? Altså bortset fra onsdag og den 6. december? Nej? Så lad mig endelig fortælle jer det. I dag er dagen, hvor jeg havde min sidste undervisningsgang nogensinde på universitetet – forudsat at jeg ikke klokker fuldstændigt i et eller andet nu her og skal tage et fag om, naturligvis. Det er altså en ret så vild tanke!
Hvor meget jeg end identificerer mig som bybo, så har jeg altså aldrig lært at tale som andet end den bonderøv, jeg blev født til at være. Jeg har faktisk ingen anelse om, om det er et alment udtryk, eller det er mere bondsk funderet, men “når lokummet vælter” dækker altså over en generel kaosbetegnelse. Og selvom mit lokum trods alt stadig holder sig opretstående, så er det altså som om, det relative brede fundament, det plejede at stå så solidt på, efterhånden begynder at minde mere om den der snor linedanserinderne vimser rundt på. Hvis så bare mit lokum havde samme ynde og balanceevne!
Hvis ikke jeg husker meget galt, så er det så småt ved at være den tid på året igen, hvor man skal til at gøre sig de store overvejelser om studievalg. Jeg kan huske tilbage i folkeskolen, da jeg bare skulle være linjefag på gymnasiet. Selvom jeg godt vidste, hvad jeg ville, så var jeg stadig rædselsslagen, for hvad nu hvis jeg fortrød? Heldigvis er der for mig altid kommet et punkt, hvor jeg kunne mærke, at det her var det rigtige for mig, og det er altså en ret fantastisk følelse.
Findes der noget mere tilfredsstillende, end når man kan klappe bøgerne sammen, efter den sidste eksamen, hvorefter man kan se frem til en velfortjent ferie? Det tror jeg næppe… Og selvom jeg virkelig har haft en ganske fortrinlig eksamenssæson i denne omgang, så føles det altså stadig herligt at vide, at jeg de næste 14 dage ikke behøver at tænke i faglitteratur, medieteknologi eller tørre teoretikere. Ganske vidst er jeg vild med mit studie, men frihedens sødme stadig mere end velkommen.
Mandag. Kan I klare det? Jeg blev ringet op af en industriteknikker klokken 07.26 i morges, som ville have mig til at tage et billede af vores komfur, så han kunne bedømme, hvor gammel det var (hint: utroligt gammelt!). Gider I lige krydse fingre derude for, at han vurderer det er gammelt nok til at blive skiftet ud? Men derfor har jeg altså været oppe ret længe efterhånden, taget i betragtning, at dagens første punkt på dagsordnen først er klokken 11. Og vi ved alle at tidlige morgener = kaffe!