IKEA-cravings

Nogle gange er det virkelig både en velsignelse og en forbandelse at arbejde i IKEA. Det er en velsignelse fordi jeg tjener penge (big time reason no. 1!), fordi jeg får rabat (big time reason no. 2!), fordi det er en hyggelig arbejdsplads, fordi jeg føler mig værdsat, fordi jeg får mega meget motion af at være der, og fordi det er mega inspirerende.
Det er en forbandelse fordi hele weekender forsvinder, fordi mit trygge job afholder mig fra at søge de relevante jobs, fordi det er umuligt at se godt ud i gult og blåt, og fordi det er mega inspirerende. Hold nu op, hvor er jeg bare tæt på at bruge halvdelen af min indtægt derude hver eneste måned. Faktisk har jeg gjort det op til flere gange i løbet af det sidste års tid, men jeg bilder mig ind, at det retfærdigt, når man er ved at fylde sit eget palads.

Paladset er dog efterhånden ved at være godt fyldt, og vi mangler sådan set ikke flere store møbler (man kan altid bruge en bogreol mere, men det taler vi ikke om…). Og hvad gør min irrationelle, shoppelystne tøsehjerne så som det første? Den begynder da selvfølgelig at tænke i småting. Pynteting. Uundværlige små skønheder som uden tvivl må forherlige ethvert hjem, de pryder.

For at gøre ondt værre så er vi lige nu i gang med at bygge hele etagen med boligtilbehør om. Igen en velsignelse og en forbandelse. En velsignelse fordi det giver mulighed for at have flere timer på en ny og spændende måde. En forbandelse fordi jeg oplever helt nye dele af vores sortiment, samtidig med at alt det vi havde i forvejen, pludselig bliver 20 gang mere inspirerende at se på. Suk…

Tillad mig derfor at præsentere: 5 ting fra IKEA som jeg absolut ikke kan leve uden lige for tiden.

 photo IKEA-cravings_zps0rgp5oh4.jpg
Skærebræt//Morter//Urtepotteskjuler//Skærebræt//Vandkande

Det store skærebræt fordi det er dødlækkert og vi efterhånden desperat mangler et nyt, det lille fordi det bare er så fint, og jeg er forelsket, urtepotteskjuleren fordi jeg drømmer om at så i stride strømme, selvom jeg ikke har nogen have, og mit første så-selv-projekt ikke gik så godt, vandkanden fordi jeg virkelig mangler en og morteren fordi… okay, jeg har ikke nogen rationel grund til, hvorfor jeg vil have en morter. Den er bare så flot, og den kunne virkelig fuldende mit køkken, selvom den nok aldrig ville blive brugt haha.

Py ha, det er godt jeg ikke har flere penge på kontoen. Ellers var jeg bare taget derud og havde købt det hele i morgen!

Efter at have brugt hele weekenden + mandag i IKEA og derefter alt for lang tid på det her indlæg tror jeg, det er på tide, at jeg hopper i seng. Jeg vil aktivt bestræbe mig på ikke at drømme om IKEA.

Sov godt derude :)

Continue Reading

Friday blues

God aften derude :)

I får lige lidt glade billeder her til aften. Billeder fra sjove dage, underholdende aftener og beduggede nætter. Det kunne jeg egentligt godt snart bruge igen – nu må det snart være slut med alle de arbejdsweekender!

Jeg havde så mange store planer for i dag, men det gik bare ikke helt som planlagt. Det der med undervisning klokken 8 er bare vanvittigt hårdt, når man ikke længere er vant til det. Hvordan pokker overlevede jeg det dagligt i gymnasiet? Heldigvis har jeg da endelig lært at drukne en kop kaffe for at holde den kørende (hemmeligheden er masser af mælk/sukker, og så skal man ellers bare ignorere ens smagsløg, indtil de bliver vant til det!), men det er bare som om, virkningen fortager sig igen efter et par timer.

Kombineret med afslag på drømmejobbet, en dag der bare aldrig rigtigt fandt sit flow, og et humør der generelt bare blev mere og mere umotiveret, så er der bare ikke så meget at komme efter til sidst. Og det værste er næsten, at jeg bare stadig har så mange ting, jeg gerne ville nå i dag.

Nå, det må blive en anden dag. Dagen skal sgu da heller ikke drukne i selvmedlidenhed og øv, når der også var ting på pluslisten. Jeg havde min læbestiftsdebut i dag, og jeg er ubetinget fan. Pakkeposten kom endelig forbi (selvfølgelig mens der ikke var nogen hjemme, men så henter vi den bare i morgen), så der er mere nyt gear til dullen. Og så har foråret officielt gjort sit indtog her på Filosoffen: jeg har lavet årets første portion rygeostsalat. M.U.M.S!

Nu vil jeg slå koldt vand i blodet og få det bedste ud af dagens sidste timer. Lidt X-factor, lidt Fight Club og måske lidt strukturering af den kommende uge. Mængden af planer og forpligtigelser jeg har misset i den seneste uge er foruroligende, så tror sidstnævnte er ved at være nødvendigt haha.

Håber I får en fantastisk fredag derude helt uden blues!

Continue Reading

Lykkeglimt: Læseklub

Godaften derude!

Der blev lidt mere stille herinde i går, end jeg lige havde planlagt. Det skyldtes både lidt dårlige og meget gode ting.
Det dårlige var mit stakkels lille hoved. Jeg lider med jævne mellemrum af en skøn kombination af spændingshovedpine og migræne, og den ramte selvfølgelig i går. Det er altid ulejligt med sådan en omgang, men lige i går nægtede jeg simpelthen at overgive mig. Jeg havde nemlig gode ting på programmet, som jeg havde glædet mig til længe!

Da jeg flyttede hjemmefra for nogle år siden, flyttede jeg ind på et fint værelse i et lille hus med fire separate lejere. Ret hurtigt stod to af værelserne ledige, så jeg foreslog min gymnasieveninde at søge et af dem, så hun kunne flygte fra mor og fars trygge hule. Som sagt så gjort, og nogenlunde samtidig flyttede endnu en pige ind, hvorefter vores eget lille kollektiv hurtigt begyndte at tage form. Vi fandt med det samme overvældende mange fælles interesse på trods af aldersforskelle, vidt varierende baggrunde og massevis af andre uligheder. Vi havde det vigtigste kendetegn til fælles: vi var alle tre kæmpe nørder!

I bund og grund nåede vi faktisk kun at bo sammen alle tre i lidt over et år, men sjovt det var det i hvert fald. Vi skiftedes til på kryds og tværs at lokke hinanden ind i diverse universer, og før vi vidste af det var vi nødt til at købe en fælleskalender for at kunne koordinere alle vores nørdeaftener.

Sidste forår flyttede jeg fra pigerne og sammen med min kæreste i stedet. I vinter flyttede nummer to derfra, og i næste måned flytter den sidste. Kollektivets dage er forlængst forbi, men bare fordi vi ikke længere bor sammen, er der jo ikke nogen, der siger, at vi ikke kan se hinanden. Derfor besluttede vi for nogle måneder siden, at starte vores egen læseklub.

 photo 772b6c60-333d-4435-a0fd-06dc21096c87_zps6qafqic5.jpg
Te, kager og bøger. Hvad mere har man brug for?

Vi startede med at læse The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky, som var helt fantastisk. Desværre havde vi først tid til at mødes, flere uger efter vi hver især havde læst bogen, så da vi endelig skulle diskutere den, var detaljerne så langt væk, at vi knapt nok kunne huske dem haha.

I går mødtes vi så hjemme hos mig for at diskutere Me Before You af Jojo Moyes, og vi havde vores første rigtige bogdiskussion. Det sjoveste ved diskussionen var nok, at ingen af os havde den samme opfattelse af bogen, så vi fik vendt både historie, karakterer og formål godt og grundigt. Jeg fik i hvert fald massevis af materiale, som jeg kan bruge i min anmeldelse af bogen, som snart kommer på bloggen.

Jeg har altid drømt om at være med i en rigtig læseklub, og nu hvor vi endelig har startet vores egen, glæder jeg mig konstant, til vi igen skal mødes og diskutere den næste bog. Og med de bøger vi har planlagt til de næste par måneder, kan det kun blive spændende!
– og så kan en smule hovedpine i hvert fald ikke stoppe mig. I hvert fald ikke så længe pigerne er på besøg ;)

Hvad med jer? Foretrækker I at læse bøger for jer selv, eller nyder I også en god diskussion om bogens pointer efterfølgende? 

Continue Reading

Aktiv lørdagstype

Hvem skulle have troet, at jeg kunne være sådan én?

Kæresten er taget til familietamtam i København, så jeg har lejligheden for mig selv lige indtil i morgen en gang. Det skal satme udnyttes!
Jeg fik et par veninder hjem i går aftes til stille og rolig tøsehygge. Lidt nem mad, en del vin og en hel masse snak. Vi forsøgte sådan set også at se en film, men det gik ret meget i vasken, da vi blev ved med at snakke ind over den haha. Nu er det jo kvindernes internationale kampdag i morgen, så lad os bare få det ud af verden med det samme. Mit navn er Lisbeth, jeg er en kvinde, og jeg snakker meget!

Vågnede overraskende frisk i formiddags, efter at have sovet så længe jeg overhovedet kunne overtale min krop til. Har nattevagt på jobbet i nat, så forsøgte at fylde depoterne lidt på forhånd. Det resulterede tilsyneladende i noget overskudsenergi, for jeg har mere eller mindre fløjet rundt hele dagen. Har både nået at tjekke årsopgørelse, høre den sidste time af Mads & Monopolet, læse lidt blogs, vokse ben, hente min kærestes cykel hos cykelsmeden, vaske tøj, rydde op, støvsuge og vaske gulvene på alle 101kvm + opgang. Jeg synes nok lige, jeg fortjener et klap på skulderen! Og så håber jeg bare, at energien kan holde nogenlunde til klokken 4 i nat haha.

Nu vil jeg sætte mig og slappe af med en kop te, en lækker LP på pladespilleren og en god bog her den sidste times tid, før jeg skal af sted. Min kæreste fik nogle gamle LP’er i svendegave af sin far, så jeg har fået nogle helt nye gamle favoritter. Især Genesis’ Invisible Touch kører på repeat, når jeg styrer musikken. Det er satme god musik.

I må have en skøn lørdag aften derude. Tag lige en ekstra svingom for mig, mens jeg slæber varer ;)

Continue Reading

Nyt til dullekassen

 photo ee1f65e9-7794-4af1-a6ef-dab0a9c9c0de_zpspogoqf7j.jpg
Sort neglelak//rød neglelak//micellar water//lipliner//læbestift

Jeg er ligesom ethvert andet forfængeligt menneske i Danmark fast kunde i Matas. Også langt mere end jeg burde. Det er altid så forvirrende, når jeg er i udlandet og vil kigge efter billigt dullegrej. Hvor køber man make-up henne, hvis man ikke kan gå i Matas? Det har jeg virkelig overvejet på mange rejser, mens jeg vandrede forvirret rundt efter noget genkendeligt.
Jeg var så heldig, at jeg fik et gavekort til Matas af min svigerfar i sidste måned, da vi holdt svendegilde for min kæreste. Hvem behøver så forvirrende, udenlandske butikker, når man bare kan shoppe amok herhjemme? Og så taler vi ikke om, hvor meget andet lækkert man ellers får ud af at kunne kigge på forvirrende, udenlandske butikkker.

Et af mine nytårsforsæt for i år er, at indføre mere glam i hverdagen. Livet er jo en fest så hvorfor ikke fejre det hver dag? For at efterleve det vil jeg forsøge at begynde at gå med læbestift. Det ser så knaldhamrende godt ud, og det vil jeg også haha. Derfor fik jeg den flinke Matasdame til at hjælpe mig med at finde en farve, som kunne gå til min hudtone, for det har jeg minus forstand på. YndlingsROCKPAPERDRESSES lavede en guide til de perfekte læber i starten af året, som jeg har tænkt mig at prøve at følge, så jeg købte også en nude lipliner til at indramme læben og holde på farven.

 photo e931cb06-99fa-4d68-84d6-a4e2e056aba8_zpsertffeuh.jpg

Læbestiften har den skønneste, stærke koralfarve, som jeg glæder mig helt usigeligt til at rocke. Skal bare lige samle mod til at kaste mig ud i det først haha.

Lidt ved et tilfælde endte jeg med at købe en neglelak i nærmest samme farve. Var på jagt efter en klassisk rød, men i stedet forelskede jeg mig i denne med et mere orange skær. Derudover er der 3 for 2 på alt GOSH i Matas i denne uge, så jeg snuppede lige en klassisk sort neglelak med hjem også. Med den fulgte også lidt nostalgi og minder fra min teenagetid, hvor den var en fast del af emo-looket!

 photo bbcd032b-7248-453f-852b-a237a652ad50_zpsbthfskbv.jpg

Flotte læber, flotte negle og flot hud. Så mangler vi bare en smule forår, og så er alt perfekt.

Continue Reading

Currently playing: Marilyn

Jeg tror nærmest, vi alle sammen har danset og sunget med på Mark Ronson og Bruno Mars’ fantastiske nummer “Uptown Funk” i løbet af de sidste par måneder. Helt ærligt, hvor godt er det nummer lige? Jeg er i hvert fald hamrende vild med det. Også selvom jeg efterhånden har hørt det flere gange, end man kan tillade sig.

Fordi nummeret er så godt, havde jeg faktisk utroligt høje forventninger til selve Uptown-albummet, som singlen kommer fra. Jeg forventede mig en hel plade med lækker motown-lyd, som kun folk med efternavnet Jackson hidtil har kunnet levere. Måske folkene bag pladen bare skulle have begrænset sig og anerkendt, at det kun var Mars, der kunne følge i de Jacksonske fodspor, for den plade var da godt nok en slem skuffelse.

Min konklusion endte med at være, at noget så fedt nok bare kun kommer i ental inden for det samme årti og forventede mig ikke mere fra samme skuffe. Hvad jeg især ikke havde regnet med var, at en dansker skulle kunne levere i den kategori. Ikke desto mindre stemmer jeg for, at listen udvides til at inkludere Jackson, Mars og Dorson!

Indtil videre har jeg hørt nummeret to gange, og jeg kan slet ikke få nok. Første gang lærte jeg det at kende (og tabte fuldstændigt kæben, da jeg hørte, hvem der stod bag det), og anden gang dansede jeg dagen i gang her til morgen med radioen blæsende derudaf til min egen lille morgenfest. Sikke et nummer! Jeg spår det en stor fremtid på de danske radiostationer og skal i hvert fald slide et par stiletter eller to til det på de odenseanske dansegulve.

Continue Reading

Hvis man skal gøre noget…

… så skal man gøre det ordentligt! Sådan plejer de kloge altid at sige. Det har taget mig et par år at nå frem til den pointe, men nu har jeg endelig fattet det. Ingen gider halvhjertet arbejde, når der er så meget godt derude.Derfor går jeg nu all-in.

Tillad mig at præsentere: Moonlit Madess. Mit nye online hjem helliget til at gøre tingene ordentligt. Alt det gamle skrammel er væk, og jeg er nu klar til at starte helt forfra.
Gode erfaringer, dårlige erfaringer, inspiration og skræmmebilleder. Alt er blevet vendt og drejet og er blevet til grundlaget for Moonlit Madness. En blog med mere fokus og højere kvalitet end nogensinde før.

I kommer til at kunne læse om livet som studerende i Odense med massevis af personlighed og gode tekster. Alt er naturligvis subjektivt, men jeg vil i hvert fald gøre mit bedste.
Indhold med pointer kommer til at erstatte den endelæse sludder for en sladder, og så kommer der massevis af alt det, jeg holder aller mest af. Gode stunder, pæne ting, dejlig musik og alle de bøger jeg overhovedet kan nå at sluge.

 photo 2be8d4bc-025d-4a2d-978f-e2536eee8e5e_zpsgchyln32.jpg

Jeg håber meget, at I vil hygge jer sammen med mig her på siden. Ris og ros modtages med kyshånd for alt lige fra indhold til design. De kloge plejer også at sige, at Rom ikke blev bygget på én dag, og det samme gælder for Moonlit Madness.


Hvis nogen nu læser med og tænker ‘”Moonlit Madness”? Det var dog et underligt navn!’, så har jeg forsøgt at forklare mine tanker lige her

Continue Reading