Flashback Friday

Efter min kæreste i starten af året købte sin pladespiller er der gået lidt sport i at finde de bedste LP’er i byen. Desværre er både Moby Disc og Stereo Studio – som ellers har været vores lokale pladepushere – ved at lukke, så sporten stiger snart i sværhedsgrad. Men indtil det sker, så shopper vi flittigt rundt og leder efter gemte skatte, som vi ikke vidste, vi ikke kunne leve uden.

Én af disse skatte fandt jeg fornyligt, og sjældent har jeg været så lidt i tvivl, om pengepungen skulle op af lommen. Det skulle den! Jeg fandt nemlig inkarnationen af min teenagetid på pladeform: My Chemical Romance – The Black Parade.

 photo 29e6dc00-0d4d-4ff9-980c-794e99cd2e54_zpss4f0hys6.jpgDer findes næppe et enkeltstående album, som jeg har hørt lige så meget som dette. Jeg kunne høre det på repeat i timevis og kunne hvert eneste nummer udenad. Det kan jeg i grunden stadig – det må være lige som det der med at cykle.

Jeg har altid elsket bands, der formår at skabe en komplet verden med historier og karakterer omkring musikken. Det er som at få en ekstra bonus oven i den i forvejen fantastiske musik. Jo tak! MCR var altså de ukronede konger af den form for stroytelling, før de gik fra hinanden. På deres sidste plade var de farvestrålende daredevils, men da jeg lærte dem at kende, talte de dybt ind i mit lille emohjerte med deres sorte make-up, blege hud og gennemførte uniformslook. Needless to say – I loved it!

Min lykke var virkelig gjort, da jeg fandt det storslåede album på vinyl. Tænk sig at blive genforenet med så mange minder, i så smukt format. Men lykken blev bare endnu smukkere, da jeg kom hjem og fandt ud af, at de rent faktisk har indprintet deres coverart, som er en uundværlig del af hele den her storytelling, på en af siderne af selve vinylen. Hvor sejt er det lige?! Det er i hvert fald noget af det mest gennemførte, jeg har set længe.


Nu er det efterhånden blevet en fast tradition, at I får et stykke musik med på vej ud af døren her om fredagen, så i denne uge vil jeg hylde mine faldne helte. Muligvis ikke det vildeste festnummer, men det er satme smukt og fyldt med minder.

God fredag derude <3

Continue Reading

Torsdagsnegle

Har I set at Emily, Christina og Sarah har startet et koncept de kalder torsdagsnegle? Jeg er i kæmpe fan! Neglelak er den fineste måde at få lidt ekstra lækkerhed ind i hverdagen (det var det der med glam i hverdagen, ikke?). Hvis jeg havde muligheden, så gik jeg med ny neglelak hver dag. Men hvis man skal gøre det ordentligt, tager det faktisk over en time, og jeg har ikke lige en time til overs hver eneste dag til at sidde komplet hjælpeløs og uduelig haha.

Jeg forsøger at gøre det to gange om ugen, så jeg nærmest har en hverdagsmani og en weekendmani. Så har jeg tiden til at gøre det ordentligt, uden at det hæmmer mig hver eneste dag. For mig kan jeg cirka holde den perfekt i 1-2 dage afhængigt af, hvor lange mine negle er, og hvad jeg laver.

Jeg elsker at have to forskellige farver på. Synes altid der gør manicuren lidt mere spændende, og så kan jeg bruge flere af mine yndlingsfarver på samme tid haha. Kører totalt pastselstil i denne omgang for at matche mit nye pastelhår. Det handler jo om at udnytte mulighederne, når de er der. Denne gang er det Mint Candy Apple og Find me an Oasis fra Essie, jeg har taget på. Især den sidste er jeg absolut forelsket i, og bruger den nærmest hver anden gang jeg lægger neglelak!

Jeg tror efterhånden, at det er på tide jeg kaster mig ud i det lidt mere spændende inden for negle. Jeg er ikke fan af omfattende nail art, og bliver det aldrig. Synes nogle gange det kan blive for meget på så lidt plads, som en negl trods alt fylder. Men den helt simple slags med grafiske former og streger, det kan jeg ret godt lide. Især looks som det her og det her er jeg ret vild med, så jeg må se at få anskaffet mig noget tape. Så skal i satme se hverdagsglam på bloggen ;)

Continue Reading

Forår

Godaften <3

Et lille hurtigt pip herfra. Vil sådan set bare lige fortælle jer, at det altså er blevet forår, hvis det skulle være gået jeres næse forbi. Solen skinner, fuglene kvidrer og temperaturen stiger stille og roligt udendørs. Den anden dag sad jeg nede i Mosen i flere timer helt uden overtøj! Åh, det var lækkert.

Helt i forårets ånd er jeg også trukket i farverne. I hvert fald på toppen. Blev i går farvet med Wella’s Instamatic-farver for første gang, og jeg er vild med resultatet! Nu render jeg rundt med alle mine yndlingsfarver i håret i et par uger

Smil og vær glade – det er forår folkens! :)

 photo 019c568d-c119-4364-b62f-7a220c510ed1_zpsitjdnxsg.jpg

Continue Reading

Noget om bryster

Da jeg gik på højskole, blev jeg hurtigt kendt, som “hende der snakker om bryster hele tiden”. Jeg vil ikke sige, at jeg snakker om dem hele tiden, men de er bare et utroligt godt emne, så hvorfor ikke snakke lidt om dem her bare en enkelt gang?

 photo d709a8a5-7e68-416c-85c3-cc28c97450c9_zps4kvh7edm.jpg

For det der med bryster er altså en underlig ting. De er enhver kvindes velsignelse og forbandelse. I teenageårene er de nærmest det eneste, der betyder noget. “Bare jeg ikke er den første der får dem.”, “Bare jeg ikke er den sidste der får dem.”, “Bare de bliver lige som alle de andres!” Bekymringerne er mange, og før man ved af det, står man med sit helt eget sæt. Nogen er små, nogen er store. Nogen stritter og nogen er runde. Men de er der på godt og ondt.

Bagefter kommer tilvænningen. Først er de for små. Især for den yngste pige i en familie af storbarmede kvinder og ditto veninder. Vil de dog nogensinde vokse? I gymnasietiden lærte jeg at blive tilfreds med min dejligt gennemsnitlige størrelse. Lige indtil den dag jeg tog mig sammen og fik målt min rigtige størrelse. Jeg måtte pænt bede den flinke ekspedient om at gentage et par gange. Kunne hun virkelig være sikker? Nej, det kan ikke passe, mål igen. Den var god nok. I min iver efter større bryster havde jeg slet ikke bemærket, at de pludselig var der!

Med mine nye fordele fulgte der dog også en uforudset udfordring. Før var bh’en bare, noget jeg købte i H&M til lige omkring de 100 kroner stykket. Det var nemt, udvalget var stort, og det var billigt! Siden den skæbnesvangre dag hvor jeg tog mig sammen og fik målt min rigtige størrelse, har bh’en været en helt anden udfordring. For det første jeg kan godt gå i en lang bue uden om H&M – det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For det andet er prisen pludselig blevet en helt anden, hvilket har betydet, at jeg ikke har købt nye bh’er i tre lange år! Føj for en slatten indpakning siger jeg bare.

Kom lønningsdag, og jeg hoppede i Tryde Andrés og skaffede mig tre nye blondebasser til at holde herlighederne på plads. Der er altså bare ikke noget som nyt, velsiddende undertøj, der kan få en kvinde til at føle sig sexet igen.

 photo 20150402_095348_zpsych2le9i.jpg

Store bryster eller små bryster – det er fløjtende ligegyldigt! Lad os da for pokker elske vores fordele lige så højt, som mændene gør det. Lad os pakke dem pænt ind og passe godt på dem, som de fortjener (altså brysterne, ikke mændene). Og husk så lige at blive målt regelmæssigt, så I ikke render rundt med en bh, der er tre størrelser for lille, som jeg gjorde haha.


Jeg håber virkelig ikke, at det her indlæg fører til alt for mange “uheldige” besøgende haha.

Continue Reading

Marts sum up

1, 2, 3 og så forsvandt marts ellers som dug for forårssolen. Hvor blev måneden lige af? Især de sidste 14 dage har været helt vilde for mig, hvilket bloggen desværre har lidt under. Jeg kan hurtigt opsummere hvad I er gået glip af: fest, tømmermænd, arbejde, sygdom, arbejde, fest, tømmermænd, arbejde, arbejde, arbejde.

Heldigvis har måneden generelt ikke været helt så ensformig, som de sidste 14 dage ellers giver udtryk for. Faktisk har det været en skøn måned, med massevis af oplevelser, sociale stunder, udfordringer og skønne øjeblikke.

De bedste billeder:

Bøger: I marts kom jeg endelig ordentligt i gang med at læse skønlitteratur igen, og jeg fik afsluttet tre små bøger: Do Androids Dream of Electric Sheep, Fight Club og South of the Border, West of the Sun. Den bedste var helt sikkert Fight Club, som I snart får en anmeldelse af.

Citat: “Fold into the standard airplane seat. You’re a gigant. The problem is your shoulders are too big. Your Alice in Wonderland legs are all of a sudden miles so long they touch the feet of the person in front.” – Fight Club

Shopping: Jeg købte rigtigt mange bøger i marts måned, men det køb, jeg indtil videre har sat mest pris på, er alligevel min nye læbestift. Det skruer virkelig bare op for lækkerhedsfornemmelsen med sådan en omgang farve.

Bedste oplevelse: Der har været mange skønne oplevelser at vælge i mellem. Min transformation fra rødtop til blondine er helt sikkert en af dem, jeg kommer til at huske, ligesom de tre timer jeg brugte sammen med min mor, hvor hun endelig fik sin tatovering. Men månedens bedste øjeblik var nok den søndag formiddag jeg tilbragte sammen med mine veninder med hjemmelavet brunch. Tømmermændene prægede helt sikkert morgenen, men hyggen fejlede absolut intet og maden var lækker.

Jeg vil huske måneden for: at have været travl. Min kæreste og jeg endte med at have et kæmpe overskud på madkontoen, fordi jeg stort set ikke har spist hjemme i denne måned. Hver weekend har været fyldt med planer, og der har ikke været et kedeligt øjeblik. Faktisk måtte der gerne have været bare et enkelt af den slags haha.

Næste måned: bliver god! Jeg håber først og fremmest på, at foråret for alvor vil slå igennem, så vi kan begynde at få vores D-vitaminer igen haha. Derudover er der massevis af spændende ting på programmet: en veninde der praktisk talt bliver nabo (igen), endnu en Wella-tur og denne gang med mutti, et read-a-thon med store planer, en lovende bog i læseklubben og en skøn aften med de dejligste veninder allerede i aften. Jeg glæder mig meget til april :)

Continue Reading

Glædelig F.R.E.D.A.G.

Og i denne uge er den virkelig glædelig. Godt nok er vejret gråt, solformørkelsen var et flop og weekenden har endnu ikke helt meldt sin ankomst. Men! Det er fredag, og jeg har ikke arbejdsweekend haha.

De sidste dage har virkelig også bare været top underholdende. Onsdag fik jeg en kæmpe makeover (startede dagen med rødt, halvlangt, slidt hår og endte den med blondt, superkort og friskt hår. Lækkert!), og dummede mig big time, som kun nogen så uvidende som jeg kan dumme mig haha. Ham der klippede og farvede mig, havde jeg aldrig mødt før, så jeg spurgte, om han var barselsvirkar. Det var han ikke, men derimod gæstefrisør (aka. showets stjerne). Spol 24 timer frem, og min mor fortæller mig, at han er Hasse Kliem – kendisfrisør og kinda celebrity. Og jeg spurgte ham, om han var barselsvikar. Ups…
Heldigvis var han mega sjov og helt uden divanykker, så det endte lykkeligt haha.

 photo IMG_20150319_121330_zps83vfiwwj.jpg
Bedste modelbillede nogensinde ;)

I går foregik i nogenlunde samme spor, hvis I bare lige skifter billedet af en frisør ud med en tatovør. Min mor fik sin fødselsdagsgave, og jeg fik tatoveringskriller. Og blev kaldt Esben haha. Måske jeg skulle skifte navn?
Nu vil jeg bare have en tatovering mere selv. Må. Vente. Til. Efteråret! Suk, det er hårdt at være fornuftig..

Nå, nu nærmer weekenden sig med hastige skridt! Jeg vil smutte til julefrokost med arbejdet (julen var virkerlig lige til påske i vores verden!), og forhåbentligt danse en del til denne her:

Continue Reading

Currently playing: Asking for More

Sommeren efter jeg blev student, tog jeg til England for at besøge en fyr. Jeg havde mødt ham på min studietur i Berlin og kendte ham stort set ikke, men han var sød og havde inviteret mig til England for at se den sidste Harry Potter-film, så der var ikke så meget at diskutere. Uden tvivl en af de mest grænseoverskridende og skræmmende ting jeg nogensinde har gjort!

Heldigvis viste han sig ikke at være seriemorder eller andet slemt, men bare en helt almindelig britisk fyr som boede i et helt almindeligt britisk hus med sine helt almindelige britiske venner.
De helt almindelige britiske venner var super sjove, og vi snakkede alle sammen i timevis under hele besøget. Mange af dem var musikere, og dem, der ikke var, var meget passionerede omkring musikken, så det blev et meget naturligt samtaleemne. Noget af det, vi især snakkede om, var hvor meget skønhed og dybde, der kan gemme sig i teksten til en sang. Alt for ofte hører vi bare musikken og mumler med på teksten uden egentligt at sætte ordene sammen og forstå indholdet.

Netop derfor er jeg ovenud begejstret for, at det er blevet så stort et hit blandt musikere at lave lyric videos! Vores teknologihungrende hjerner kan få tilfredsstillet deres behov for digitalitet samtidig med, at vi kan nyde musikken, og ofte endda uden at vi selv skal koncentrere os om, hvor i sangen vi er. Det er sgu da smart.

Min nyeste yndlings inden for genren af lyric videos er “Asking for More” fra Turboweekend. Generelt er jeg meget begejstret for Turboweekend, som er et af de bands, der bare fungerer. De har deres helt unikke lyd, sangene rammer stort set altid lige i plet, og deres visuelle univers er bestemt heller ikke dårligt. “Asking for More” er nyeste skud på stammen og anden forløber for det kommende album “Share My Thunder”. Helt sikkert et album at se frem til!

Continue Reading