Jeg gad nok vide, hvor mange overskifter, titler, annonceringer og andet sjov og spas, der er kommet siden 1998, som på nogen som helst måde har inkluderet farve blå, og som på ingen måde har refereret til Eiffel 65? Mit bud er: ikke ret mange. Jeg prøvede virkelig at lade være, men det er ligesom Pavlovs hunde – det kommer bare helt instinktivt!
Det var slet ikke meningen, at der skulle blive fuldstændigt lukket for kommunikationen både her og på Instagram, men det er, hvad der sker, når man drager på firdages tur til København inklusive begravelse, familiebesøg i stride strømme og aktive forsøg på tosomhed af højere kvalitet end dagpengelivets relativt kedelige trummerum. Når det hele kombineres med manglen på fast internetforbindelse, elendig søvn på en luftmadras og den uundgåelige tilegnelse af efterårets første sygdomsvisit, ja så giver det næsten sig selv, ikke?
I løbet af den sidste uges tid har jeg været sengeliggende tre gange med forskellige afarter af menstruationsbetingede smerter, jeg har brugt +600 kroner på udstyr til at holde mine bryster på plads (ja, bryster kan sagtens hænge løst, men for mig er det decideret smertefuldt, såeh…), jeg har daglige hældt kemi i svælget for at afværge graviditet og mit ansigt ligner en 15-årigs, fordi – yes, menstruation fucker med dig på alle måder.
Skal vi ikke snakke lidt om, hvor dejligt livet egentligt er? Jo, lad os det. For når man ligger her i sin seng en onsdag aften, med en hovedpine der kunne slå voksne mænd omkuld (seriøst, jeg har aldrig mødt en mand, der kunne håndtere den her slags smerter…), med en bankkonto der – igen – er fuldstændigt drænet otte dage før lønningsdag og uden den fjerneste udsigt til et job i overskuelig fremtid, så kunne man let fristes til at sænke ned i modløsheden. Og med “man” mener jeg “jeg”. Jeg bliver modløs. Fuldstændigt uden grund for hovedpinen går over igen, kontoen er tom, fordi pengene er brugt på fornuftige køb og jobbet skal nok komme, når det rigtige match viser sig. Liiiiiiige om lidt.
Skal vi lige starte med en disclaimer og understrege, at det her indlæg altså ikke handler om sex. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har hørt for meget GWF, men jeg kunne bare lige se, hvordan overskriften hurtigt kunne misforstås, heh. Så click bait afværget – for det handler nemlig om sport!
Jeg ved ikke, om I har bemærket det, for let’s face it – de fleste, der læser blogs, læser så mange, at de ikke rigtigt når at tænke over det, når der er rungende stilhed på én af dem, før bloggeren selv italesætter det. Især ikke her om sommeren, hvor størstedelen alligevel går i hi mere eller mindre selvvalgt. Men ja, her har været stille. Og nej, det er ikke selvvalgt. Jeg har vitterligt bare ikke haft nogen anelse om, hvad jeg skulle skrive om…
Lige nu kan jeg slet ikke huske, om jeg rent faktisk har fået fortalt jer, at jeg er blevet endegyldigt færdig? Jeg fik en mail med min sidste karakter hele 4½ dag før deadline, så det var jo ren luksus. Men under alle omstændigheder er kapitlet nu lukket, diplomet er genereret (digitalt naturligvis, vi gør os jo ikke i noget så traditionsbundet som fysiske diplomer, ahem…) og ledighedserklæringen er udfyldt. Jeg er nu officielt i stand til at udtale mig om “dengang jeg skrev speciale“.