Okay, så det gik vist ikke så godt med min ambition om at opdatere jer løbende på, hvordan det gik med min ‘bevidsthed’ gennem 2018. Min bedste forklaring er, at arbejdsløshed primært handler om at anskue dig selv fra alle vinkler ved enhver given mulighed, så motivationen for at granske min personlige udvikling yderligere har været meget, meget lille.
Læs også: Ét ord for 2018
Det kan være, at det her buzzcut og crazy colours-halløj jeg har gang i måske kan lære mig at få mit materiale sendt ud i verden til tiden i stedet for at lade det ligge og vente i evigheder? I og med at jeg i skrivende stund har en helt anden hårfarve end på billederne her, og at det allerede er alt for koldt til bare ben, kunne noget tyde på, at det ikke er sket endnu, men håbet er som bekendt lysegrønt. Måske det skulle være den næste farve??
Dette indlæg indeholder reklame. Reklame uddybes specifikt.
Nu har jeg i dagevis tænkt, at jeg skulle få skrevet det her indlæg. Delvist fordi jeg har virkelig mange herligheder liggende på kamerarullen, som fortjener hyldest – men også fordi jeg oprigtigt har det virkelig godt i de her dage! Jovist, jeg er stadig ledig, men hvem tæller (bortset fra A-kassen og jobcenteret, som har talt til, at jeg nu skal i virksomhedspraktik, fordi jeg har været ledig i 13 uger, men altså…)?
Jeg gad nok vide, hvor mange overskifter, titler, annonceringer og andet sjov og spas, der er kommet siden 1998, som på nogen som helst måde har inkluderet farve blå, og som på ingen måde har refereret til Eiffel 65? Mit bud er: ikke ret mange. Jeg prøvede virkelig at lade være, men det er ligesom Pavlovs hunde – det kommer bare helt instinktivt!
Det var slet ikke meningen, at der skulle blive fuldstændigt lukket for kommunikationen både her og på Instagram, men det er, hvad der sker, når man drager på firdages tur til København inklusive begravelse, familiebesøg i stride strømme og aktive forsøg på tosomhed af højere kvalitet end dagpengelivets relativt kedelige trummerum. Når det hele kombineres med manglen på fast internetforbindelse, elendig søvn på en luftmadras og den uundgåelige tilegnelse af efterårets første sygdomsvisit, ja så giver det næsten sig selv, ikke?
I løbet af den sidste uges tid har jeg været sengeliggende tre gange med forskellige afarter af menstruationsbetingede smerter, jeg har brugt +600 kroner på udstyr til at holde mine bryster på plads (ja, bryster kan sagtens hænge løst, men for mig er det decideret smertefuldt, såeh…), jeg har daglige hældt kemi i svælget for at afværge graviditet og mit ansigt ligner en 15-årigs, fordi – yes, menstruation fucker med dig på alle måder.
Skal vi ikke snakke lidt om, hvor dejligt livet egentligt er? Jo, lad os det. For når man ligger her i sin seng en onsdag aften, med en hovedpine der kunne slå voksne mænd omkuld (seriøst, jeg har aldrig mødt en mand, der kunne håndtere den her slags smerter…), med en bankkonto der – igen – er fuldstændigt drænet otte dage før lønningsdag og uden den fjerneste udsigt til et job i overskuelig fremtid, så kunne man let fristes til at sænke ned i modløsheden. Og med “man” mener jeg “jeg”. Jeg bliver modløs. Fuldstændigt uden grund for hovedpinen går over igen, kontoen er tom, fordi pengene er brugt på fornuftige køb og jobbet skal nok komme, når det rigtige match viser sig. Liiiiiiige om lidt.