Jeg fyldte 27 år sidste weekend. Det er der som sådan ikke noget ekstraordinært i – jeg føler mig hverken mere eller mindre gammel end min dåbsattest. Ingen “holy crap, this is old”-følelse her. Det er jo som sådan bare det næste tal i rækken. Der er bare det lille bitte problem, at 27 på en måde er mere end bare et tal for mig.
Hvis I følger bare en lille smule med i, hvad der sker inden for bæredygtig mode, så er I stensikkert stødt på begrebet “capsule wardrobe”. Og hvis ikke, så får I lige en hurtigt oversat definition her:
En begrænset samling af tøj, der kan sættes sammen på kryds og tværs, og som indebærer alt dét, du normalt vil have brug for at have på.
– Cambridge Dictionary
Det lyder rimeligt simpelt, ikke? Og det er det såmænd også. Hvis man er sådan et struktureret menneske, der har en strømlinet stil, og kun bruger årstidsspecifikt tøj.
That just ain’t me…
Læs også: Kan festival fashion og lysegrøn livsstil gå hånd i hånd?
Før vi snakker om, hvorfor jeg ikke dyrker en capsule wardrobe, selvom jeg lever et lysegrønt liv, så skal vi måske lige blive enige om, hvorfor de to overhovedet hænger sammen i første omgang.
Tanken er, at en capsule wardrobe indeholder alt, du behøver, for at klæde dig på. Og når du har alt, du behøver, så behøver du jo ikke købe mere! Trin #1 i en bæredygtig livsstil er som bekendt, at begrænse mængde af hurlumhej vi køber fra nyt, så på den måde giver det strålende mening.
Og det er ret fint, for én af fordelene ved hele konceptet er, at du skifter din kapsel ud hver 3. måned, så udvalget altid passer til årstiden. I hvert fald hvis du lever i et klima som det danske, that is. På den måde når du heller ikke at blive træt af indholdet, og du kan forelske dig i din egen garderobe på ny, når du finder tøj frem fra gemmerne, som du ikke har set i månedsvis.
Overordnet set lyder det jo helt vildt smart. Så hvorfor dyrker jeg det ikke? Det kan siges relativt kort: Fordi det ikke fungerer for mig…
Hahahaha, som om jeg nogensinde siger noget kort!
Først og fremmest så elsker jeg at lege med mit udtryk! Og den kærlighed er kun blevet større, efter jeg er begyndt at gå i farver. Jeg elsker at sætte uventede items sammen, at skabe et look, som man lige kigger en gang mere på, eller at lave et statement med mit tøj. Det er selvfølgelig en subjektiv sag, men efter min egen beskedne mening, I ved… Og det er som om, der bare ikke rigtigt er den samme kreative frihed til alt dét, hvis jeg opererer inden for et fastsat, afgrænset udvalg.
Læs også: OOTD: Til kærlighedsfest i genbrugsguld
Næste problem er det der med ‘sæsontøj’. Jeg gør mig simpelthen ikke i det… Hver eneste sommer tænker jeg “Måske jeg burde pakke mine tykke trøjer væk?”, men news flash: Vi bor i Danmark. Landet, hvor vejret er så omskifteligt og uforudsigeligt, at det er blevet vores foretrukne samtaleemne. Jeg har sgu da også brug for mine tykke trøjer om sommeren!
Og på samme måde kan jeg altså ikke undvære mine sommerkjoler om vinteren. Det er den direkte vej til vinterdepression, hvis alt sommerligt bliver gemt væk. Fair nok, jeg bruger ikke shorts om vinteren så det er… 1 stykke tøj, jeg kan gemme væk.
Begynder I at forstå udfordringen?
I har vel næsten gættet svaret, ikke? Jeg køber brugt. Brugt, brugt, brugt. Jeg tillader mig selv at eksperimentere med anderledes fund, som allerede er sat i kredsløb, og prøver nye ting af. Fungerer det ikke – så sælger jeg det videre.
Min garderobe er en legeplads, og det skal den blive ved med at være. Fordi væredygtighed og bæredygtighed hænger uløseligt sammen – og en legesyg garderobe gør mig glad! Minimalistisk i udtryk? Nogle gange. I omfang? Det kommer simpelthen ikke til at ske…
Læs også: Ét ord for 2019
Hvad tænker I om capsule wardrobes? Er det noget, der fungerer for jer, eller har I også brug for mere råderum? Og giver min fortolkning mening i et lysegrønt perspektiv, eller lyder jeg som én, der forsøger at slukke skovbrande med en vandpistol i kampen for at pleje mit eget ego?
Jeg lægger mig bare lige fladt ned og griber direkte til den største kliché i bogen: kæft tiden går stærkt! Og her mener jeg specifikt tiden der er gået, fra jeg startede i mit vaskeægte voksenjob og så til nu. Knap og nap 4 måneder, efterhånden folkens #vildt
Læs også: Lad lige være med at være en nar, tak
Jeg er faktisk allerede halvvejs igennem min festivalsæson for i år, som traditionen tro består af Heartland Festival og Tinderbox. Heartland blev en anelse våd og mudret fornøjelse i år – men ikke desto mindre en fornøjelse i uovertruffent selskab!
Læs også: BILLEDSPAM: Heartland 2018
Hænderne i vejret, hvis I er chokerede over, hvor længe der gik, før I hørte fra min igen efter jobstarten. Ingen af jer? Det er sjovt – det kom heller ikke rigtigt bag på mig, hah!
Indlægget er udgivet i samarbejde med VandvittigApril
Okay, nu bliver det virkelig tydeligt, hvordan tiden har rykket Instagram op til det primære medie over bloggen, for jeg har slet ikke fået opdateret siden her med den vildeste nyhed hele året: jeg starter i vaskeægte job i dag! Fastansættelse på fuld tid her i Odense, intet mindre. Det er helt bananas.
Reklame – indlægget er udgivet i samarbejde med Bæredygtigt Byggemarked
Den anden aften lå jeg som så ofte før og kunne ikke falde i søvn. Det er træls af mange årsager, men måske især fordi de søvnløse nattetimer om nogen er sårbare spekulationer i klimaangst og bæredygtighed. Lige præcis denne her aften fik jeg forvildet mig ud på en længere tankestrøm omkring forskellen på indsatser, der er ”planetbeskyttende” og ”planetvenlige”.