Currently playing: Take The World By Storm

Jeg vågnede op til en mail fra GAFFA i morges. Som med så mange andre nyhedsbreve så læser jeg dem ikke særligt tit, så det gælder virkelig om at fange mig i emnefeltet. Egentligt var det en overdrevent dårligt formuleret sætning, men indholdet fangede mig alligevel. Der stod noget om Lukas Graham og noget med noget om et nyt album, og det ku’ jeg godt li’.

Husker tydeligt dengang for tre år siden, da P3 pludselig begyndte at spille det lækreste musik, jeg havde hørt i årevis. Det var nærmest helt soul-agtigt og dejligt cremet, så man blev helt blød inden i, når man hørte det. Jeg kunne slet ikke forstå det, da folk begyndte at sige, at det var dansk (og så taler vi slet ikke om min reaktion, da jeg fandt ud af, at Grunk var forsangeren…). Danskere laver da ikke så lækker musik! Danskere kan helt sikkert lave god musik, men ikke så gennemført lækkert. Det sker aldrig. Men det gjorde det så bare alligevel. Wauw.

Jeg var sikker på, at de aldrig ville kunne følge op på den koloenorme succes, som debutpladen var. Ah ah, nix, nope, ain’t gonna happen! Så det var med lettere nervøse trækninger, at jeg forsigtigt satte det nye album på i morges. Og lad mig bare sige det, som det er: nervøsiteten var fuldstændigt ubegrundet! Hold nu op for et lækkert album! Der er lidt af det hele – både lidt hawaiianske rytmer og en form for gospel. Der er hyldest til den afdøde far og livstunge overvejelser, der er kvindehyldest og det stik modsatte. Der er det morsomme, det storslåede og det hjerteskærende. Og så er der, hvad jeg vil kalde en værdig kandidat til en sommerklassiker. Hvis I kun skal høre ét nummer fra albummet, så lad det være dette. Det kører allerede på repeat hos mig ;)

Jeg siger jer: det var det her nummer, vi skulle have sendt af sted til Østrig og Eurovision. Vi havde overtaget de europæiske dansegulve!

Continue Reading

Eurovision 2015

Kan I mærke det? Det er som om, at alle mændene pludselig får lidt løsere håndled, der kommer lidt mere glitter i gadebilledet, og man føler sig lidt mere som en diva, når vinden blæser i håret. Den er god nok tøser, det er Eurovision-uge!

Eurovision er min big time guilty pleasure. Én gang om året glemmer jeg alt om højkulturelle bøger og rå looks. Den her ene gang om året går der glitter og glamour i den, og popmusikken får lov til at indtage den hellige plads, som resten af året er reserveret til rocken. Det er overdrevet, det er ekstravagant, og det er fantastisk. Jeg elsker det virkelig.

I år er lidt et specielt år. Oven på den kæmpe folkefest der indtog landet sidste år, kan det nærmest ikke blive andet end et antiklimaks, men jeg holder humøret højt og håber på en kæmpe fest alligevel. På lørdag – når det store slag skal stå – står den på den helt store fejring. Ud over eurovisionen skal vi nemlig også fejre en veninde, som afleverer sit BA-projekt på torsdag, og så har jeg også selv lidt, som skal fejres. Og ih, hvor jeg glæder mig! Vi skal heppe, vi skal skåle, vi skal bitche og vi skal skråle “riiiiiiiiiise like a phoenix” én gang til, før et nyt hit indtager vores hjerter.

Men før vi når så langt, er der et mindre slag, som skal slås. Danmark skal lige kvalificere sig til finalen først, og den popkamp finder sted i aften, hvor den første semifinale løber af stablen. Vi har jo været godt forvendt de sidste par år, hvor vi har kastet den ene ørehænger af os efter den anden, men årets bidrag deler vandene noget mere, og eksperterne er uenige. Kommer vi i finalen eller ej? Det ved vi først sent i aften, men jeg sidder i hvert fald klar foran tv-skærmen klokken 21:00, når de østrigske værter for første gang byder “Goodevening Europe!”

487542_10200734248574790_527567621_n
Dejligt grynede mobilbilleder fra en helt fantastisk aften for præcis to år (og én dag) siden!

941779_10151671142135011_595229045_n

 


Skulle der sidde nogen derude, som er interesserede i mine tanker om årets show, så plejer jeg gerne at live-tweete undervejs. I kan følge med lige her, hvor der bestemt ikke bliver lagt fingre i mellem!

 

Continue Reading

Bad (fri)day

Arhmen altså, kender I de der dage, hvor det egentligt kører ret fedt, indtil I træder i en hundelort eller sådan noget?

Det startede eller ret godt. Sov næsten ikke over mig i morges, hvilket gav mig mega god tid foran spejlet. Optur, eftersom jeg lidt havde frygtet Piña Coladarelateret træthed (det var vel lillefredag?). Bum bum, make-up’en spillede, håret spillede, outfittet spillede faktisk også meget godt omend en anelse atypisk. Faktisk spillede morgenen bare rigtigt godt. Det vil sige, indtil jeg var på vej på uni.

Ret præcist 1,7 kilometer før destinationen hører jeg en underlig lyd og kigger ned. “Ih nej se, mit fordæk er fuldstændigt fladt! Hvor herligt…” Så er 1,7 kilometer altså lige pludselig ret langt. Især fordi jeg før afgang tænkte “Hey, jeg skal da have stilletter på i dag”. Misforstå mig ikke, de er ganske gode at gå i. Når man bare lige skal tulle rundt til en fest (eller mellem forlæsningslokaler på uni). Ikke til at gå 1,7 kilometer i. Så i stedet gik jeg 1,7 kilometer på strømfødder. Klokken 8 om morgenen. Med dug og jord og blade og whatnot på vejen. Fedt.

Så derfor skal I høre go’e gamle Daniel Powter med ‘Bad Day’ i dag. Bare fordi jeg er ret negativ over, at min cykel er flad. Og så vil jeg ellers smutte ned i det der famøse fitnesscenter og forsøge at træne negativiteten væk. Og hvis det ikke lykkes, så spiser jeg den væk med friskbagt, hjemmelavet jordbærtærte, når jeg kommer hjem igen (det er ret fedt at have en arbejdsløs bager som kæreste (og så snakker vi ikke om, hvordan træning og jordbærtærte passer utroligt dårligt sammen)).

God fredag alle sammen! (:

Continue Reading

Fredagstoner

Wuhuu, så er det fredag igen. En fredag som lover virkelig godt. Indtil videre har jeg overlevet fem forelæsningstimer helt uden kaffe! Godt tegn vil jeg mene. Fredag morgen plejer at være kaffeafhængig (ingen penge, ingen kaffe). Planen herfra er at pløje en time mere igennem, før jeg kan gå på weekend, og så tager det ellers fart. Har netop fået en sms om, at min telefon endelig er kommet tilbage fra reparation, så første prioritet er helt sikkert at få min baby hjem igen. Åh, hvor har jeg dog savnet muligheden for at tage ordentlige billeder og alle de andre fordele, der følger med en funktionel smartphone.

Derefter går turen mere eller mindre direkte videre til biografen, hvor vi skal ind og se den nye Avengers: Age of Ultron-film. Jeg har faktisk slet ikke set noget til den endnu (how is that even possible?), men jeg glæder mig virkelig meget. Elsker Marvel-filmene, og så skader det bestemt heller ikke, at filmen jo er stoppet med eye candy til enhver smag. Personligt holder jeg altid med Robert Downey Jr., og jeg er helt sikkert team Iron Man i den kommende Captain America vs. Iron Man-battle haha.

Men, men, men – dagen er jo slet ikke slut endnu! Efter filmen skal vi bare lynhurtigt hjem og have en bid mad, og så er det ellers på hovedet i seng for lille mig. Forhåbentligt kan jeg ramme puden omkring 20-tiden, så jeg kan nå at fange så mange Z’er som muligt, inden det endelig er tid til read-a-thon! Som sagt kan jeg ikke følge de officielle tider i år, så for min veninde og jeg går det løs klokken 00:00 i nat og 24 timer frem. Jeg glæder mig så meget til at kaste mig over min udvalgte bogstak! Planen er at oprette et indlæg lidt før midnat, som jeg opdaterer løbende undervejs, til dem der har interesse. Hvis I selv læser med, så link endelig til hvorend I opdaterer – om det så er blog, twitter, goodreads eller noget helt fjerde. Jeg vil super gerne følge med I jeres eventyr også.

Men før vi når til alt det, er der dog en ting, vi ikke må glemme: ugens fredagssang!

I denne uge har jeg valgt et nummer, som af en eller anden grund bare er lækkert. Jeg kender overhovedet ikke bandet og ved faktisk ikke rigtigt, hvad nummeret handler om (Lucifer?), men jeg kan bare vildt godt lide det alligevel. Det er dejlig stille og roligt, men alligevel med en god energi, så det er lige præcis den slags musik, jeg kommer til at høre en del af det næste døgns tid.

God fredag!

Continue Reading

Fredagstoner

Kender I de der dage, som bare slet ikke ender, som man havde regnet med? Sådan en dag havde jeg i hvert fald i går. Torsdag er min fridag (ja tak!), så jeg sov længe. Også en smule for længe, og så røg hele illusionen om den der magiske, produktive fridag ligesom ud af vinduet fra starten. Den sløve start blev dog hævnet med studieforberedelse, drømmetænkning, hovedrengøring, gåtur, ærindeløbning, madlavning og tøsehygning! Ret godt klaret af en dag, der startede et par timer for sent, vil jeg sige haha.

Lige en lille servicemeddelelse: ét af de ærinder, jeg løb, var at aflevere min telefon til reparation. Jeg købte den for et par måneder siden, men det gik hurtigt op for mig, at batteriet var defekt (godt nok er smartphones famøse for deres elendige evne til at holde strøm, men jeg synes, det var lidt ekstremt, at jeg skulle lade den op 2-3 gange om dagen). Det betyder så desværre, at jeg er blevet degraderet til min oldtidstelefon med S.K.O.D. kamera den næste uges tid. Jeg har et par billeder på lager og et par nødløsninger i ærmet, men hvis det hele bliver en smule billedfattigt de næste par dage, så ved I hvorfor.

Og så til dét jeg ved, I alle sammen har ventet på: ugens fredagssang! Efter lidt bøvlen, asen og masen frem og tilbage endte det med, at tøsehyggen i går bød på et skønherligt (seriøst, min stavekontrol kan ikke genkende ordet smartphones, men skønherligt har den intet problem med?) gensyn med Moulin Rouge. Jeg elsker virkelig den film og især musikken er fantastisk. Derfor får I i dag mine to yndlingssange fra filmen. You’re so very welcome!

Continue Reading

Flashback Friday

Efter min kæreste i starten af året købte sin pladespiller er der gået lidt sport i at finde de bedste LP’er i byen. Desværre er både Moby Disc og Stereo Studio – som ellers har været vores lokale pladepushere – ved at lukke, så sporten stiger snart i sværhedsgrad. Men indtil det sker, så shopper vi flittigt rundt og leder efter gemte skatte, som vi ikke vidste, vi ikke kunne leve uden.

Én af disse skatte fandt jeg fornyligt, og sjældent har jeg været så lidt i tvivl, om pengepungen skulle op af lommen. Det skulle den! Jeg fandt nemlig inkarnationen af min teenagetid på pladeform: My Chemical Romance – The Black Parade.

 photo 29e6dc00-0d4d-4ff9-980c-794e99cd2e54_zpss4f0hys6.jpgDer findes næppe et enkeltstående album, som jeg har hørt lige så meget som dette. Jeg kunne høre det på repeat i timevis og kunne hvert eneste nummer udenad. Det kan jeg i grunden stadig – det må være lige som det der med at cykle.

Jeg har altid elsket bands, der formår at skabe en komplet verden med historier og karakterer omkring musikken. Det er som at få en ekstra bonus oven i den i forvejen fantastiske musik. Jo tak! MCR var altså de ukronede konger af den form for stroytelling, før de gik fra hinanden. På deres sidste plade var de farvestrålende daredevils, men da jeg lærte dem at kende, talte de dybt ind i mit lille emohjerte med deres sorte make-up, blege hud og gennemførte uniformslook. Needless to say – I loved it!

Min lykke var virkelig gjort, da jeg fandt det storslåede album på vinyl. Tænk sig at blive genforenet med så mange minder, i så smukt format. Men lykken blev bare endnu smukkere, da jeg kom hjem og fandt ud af, at de rent faktisk har indprintet deres coverart, som er en uundværlig del af hele den her storytelling, på en af siderne af selve vinylen. Hvor sejt er det lige?! Det er i hvert fald noget af det mest gennemførte, jeg har set længe.


Nu er det efterhånden blevet en fast tradition, at I får et stykke musik med på vej ud af døren her om fredagen, så i denne uge vil jeg hylde mine faldne helte. Muligvis ikke det vildeste festnummer, men det er satme smukt og fyldt med minder.

God fredag derude <3

Continue Reading

Glædelig F.R.E.D.A.G.

Og i denne uge er den virkelig glædelig. Godt nok er vejret gråt, solformørkelsen var et flop og weekenden har endnu ikke helt meldt sin ankomst. Men! Det er fredag, og jeg har ikke arbejdsweekend haha.

De sidste dage har virkelig også bare været top underholdende. Onsdag fik jeg en kæmpe makeover (startede dagen med rødt, halvlangt, slidt hår og endte den med blondt, superkort og friskt hår. Lækkert!), og dummede mig big time, som kun nogen så uvidende som jeg kan dumme mig haha. Ham der klippede og farvede mig, havde jeg aldrig mødt før, så jeg spurgte, om han var barselsvirkar. Det var han ikke, men derimod gæstefrisør (aka. showets stjerne). Spol 24 timer frem, og min mor fortæller mig, at han er Hasse Kliem – kendisfrisør og kinda celebrity. Og jeg spurgte ham, om han var barselsvikar. Ups…
Heldigvis var han mega sjov og helt uden divanykker, så det endte lykkeligt haha.

 photo IMG_20150319_121330_zps83vfiwwj.jpg
Bedste modelbillede nogensinde ;)

I går foregik i nogenlunde samme spor, hvis I bare lige skifter billedet af en frisør ud med en tatovør. Min mor fik sin fødselsdagsgave, og jeg fik tatoveringskriller. Og blev kaldt Esben haha. Måske jeg skulle skifte navn?
Nu vil jeg bare have en tatovering mere selv. Må. Vente. Til. Efteråret! Suk, det er hårdt at være fornuftig..

Nå, nu nærmer weekenden sig med hastige skridt! Jeg vil smutte til julefrokost med arbejdet (julen var virkerlig lige til påske i vores verden!), og forhåbentligt danse en del til denne her:

Continue Reading