Jeg vågnede op til en mail fra GAFFA i morges. Som med så mange andre nyhedsbreve så læser jeg dem ikke særligt tit, så det gælder virkelig om at fange mig i emnefeltet. Egentligt var det en overdrevent dårligt formuleret sætning, men indholdet fangede mig alligevel. Der stod noget om Lukas Graham og noget med noget om et nyt album, og det ku’ jeg godt li’.
Husker tydeligt dengang for tre år siden, da P3 pludselig begyndte at spille det lækreste musik, jeg havde hørt i årevis. Det var nærmest helt soul-agtigt og dejligt cremet, så man blev helt blød inden i, når man hørte det. Jeg kunne slet ikke forstå det, da folk begyndte at sige, at det var dansk (og så taler vi slet ikke om min reaktion, da jeg fandt ud af, at Grunk var forsangeren…). Danskere laver da ikke så lækker musik! Danskere kan helt sikkert lave god musik, men ikke så gennemført lækkert. Det sker aldrig. Men det gjorde det så bare alligevel. Wauw.
Jeg var sikker på, at de aldrig ville kunne følge op på den koloenorme succes, som debutpladen var. Ah ah, nix, nope, ain’t gonna happen! Så det var med lettere nervøse trækninger, at jeg forsigtigt satte det nye album på i morges. Og lad mig bare sige det, som det er: nervøsiteten var fuldstændigt ubegrundet! Hold nu op for et lækkert album! Der er lidt af det hele – både lidt hawaiianske rytmer og en form for gospel. Der er hyldest til den afdøde far og livstunge overvejelser, der er kvindehyldest og det stik modsatte. Der er det morsomme, det storslåede og det hjerteskærende. Og så er der, hvad jeg vil kalde en værdig kandidat til en sommerklassiker. Hvis I kun skal høre ét nummer fra albummet, så lad det være dette. Det kører allerede på repeat hos mig ;)
Jeg siger jer: det var det her nummer, vi skulle have sendt af sted til Østrig og Eurovision. Vi havde overtaget de europæiske dansegulve!
