Efter min kæreste i starten af året købte sin pladespiller er der gået lidt sport i at finde de bedste LP’er i byen. Desværre er både Moby Disc og Stereo Studio – som ellers har været vores lokale pladepushere – ved at lukke, så sporten stiger snart i sværhedsgrad. Men indtil det sker, så shopper vi flittigt rundt og leder efter gemte skatte, som vi ikke vidste, vi ikke kunne leve uden.

Én af disse skatte fandt jeg fornyligt, og sjældent har jeg været så lidt i tvivl, om pengepungen skulle op af lommen. Det skulle den! Jeg fandt nemlig inkarnationen af min teenagetid på pladeform: My Chemical Romance – The Black Parade.

Der findes næppe et enkeltstående album, som jeg har hørt lige så meget som dette. Jeg kunne høre det på repeat i timevis og kunne hvert eneste nummer udenad. Det kan jeg i grunden stadig – det må være lige som det der med at cykle.

Jeg har altid elsket bands, der formår at skabe en komplet verden med historier og karakterer omkring musikken. Det er som at få en ekstra bonus oven i den i forvejen fantastiske musik. Jo tak! MCR var altså de ukronede konger af den form for stroytelling, før de gik fra hinanden. På deres sidste plade var de farvestrålende daredevils, men da jeg lærte dem at kende, talte de dybt ind i mit lille emohjerte med deres sorte make-up, blege hud og gennemførte uniformslook. Needless to say – I loved it!

Min lykke var virkelig gjort, da jeg fandt det storslåede album på vinyl. Tænk sig at blive genforenet med så mange minder, i så smukt format. Men lykken blev bare endnu smukkere, da jeg kom hjem og fandt ud af, at de rent faktisk har indprintet deres coverart, som er en uundværlig del af hele den her storytelling, på en af siderne af selve vinylen. Hvor sejt er det lige?! Det er i hvert fald noget af det mest gennemførte, jeg har set længe.

Nu er det efterhånden blevet en fast tradition, at I får et stykke musik med på vej ud af døren her om fredagen, så i denne uge vil jeg hylde mine faldne helte. Muligvis ikke det vildeste festnummer, men det er satme smukt og fyldt med minder.

God fredag derude <3

Sommeren efter jeg blev student, tog jeg til England for at besøge en fyr. Jeg havde mødt ham på min studietur i Berlin og kendte ham stort set ikke, men han var sød og havde inviteret mig til England for at se den sidste Harry Potter-film, så der var ikke så meget at diskutere. Uden tvivl en af de mest grænseoverskridende og skræmmende ting jeg nogensinde har gjort!

Heldigvis viste han sig ikke at være seriemorder eller andet slemt, men bare en helt almindelig britisk fyr som boede i et helt almindeligt britisk hus med sine helt almindelige britiske venner.
De helt almindelige britiske venner var super sjove, og vi snakkede alle sammen i timevis under hele besøget. Mange af dem var musikere, og dem, der ikke var, var meget passionerede omkring musikken, så det blev et meget naturligt samtaleemne. Noget af det, vi især snakkede om, var hvor meget skønhed og dybde, der kan gemme sig i teksten til en sang. Alt for ofte hører vi bare musikken og mumler med på teksten uden egentligt at sætte ordene sammen og forstå indholdet.

Netop derfor er jeg ovenud begejstret for, at det er blevet så stort et hit blandt musikere at lave lyric videos! Vores teknologihungrende hjerner kan få tilfredsstillet deres behov for digitalitet samtidig med, at vi kan nyde musikken, og ofte endda uden at vi selv skal koncentrere os om, hvor i sangen vi er. Det er sgu da smart.

Min nyeste yndlings inden for genren af lyric videos er “Asking for More” fra Turboweekend. Generelt er jeg meget begejstret for Turboweekend, som er et af de bands, der bare fungerer. De har deres helt unikke lyd, sangene rammer stort set altid lige i plet, og deres visuelle univers er bestemt heller ikke dårligt. “Asking for More” er nyeste skud på stammen og anden forløber for det kommende album “Share My Thunder”. Helt sikkert et album at se frem til!