Okay, indrømmet. Det er en ret mærkelig titel på en opskrift. Og jeg aner reelt set heller ikke, om det giver nogen mening, sådan at bruge soyafløde i en ret, der ellers indeholder kød. Tvivler på at ret mange veggetyper vil sige, at det er okay at slå kyllingen ihjel, så længe jeg ikke har mælket en ko? Jeg vender nok tilbage til mit evige argument om det der med mange bække små (og en lidt lavere fedtprocent end almindelig piskefløde?) Men for pokker folkens, det smager altså hamrende godt!
Hvis vi lige ser bort fra den mother fucker af en edderkop, som jeg bliver ved med at lege gemmeleg med inde på soveværelset (den dukker op i vindueskarmen, når jeg skal sove – jeg dør af rædsel – jeg trækker gardinet for – jeg tager mod til at trække gardinet fra næste morgen – den er væk – jeg dør af rædsel igen – and repeat), så er jeg faktisk relativt begejstret for det her græsenkeliv indtil videre. Jovist, jeg savner min Bager, men 1) det er fucking sundt at savne og 2) jeg får virkelig udnyttet hans fravær.
Ku’ vi ikke godt vedtage, at vi indførte noget mere ferie i hverdagen? Jeg ved godt, at jeg som studerende teknisk set ikke burde klage med mine to måneders sommerferie, mine regelmæssige helligdage og mine relativt sparsomme undervisningsdage, men der er ret stor forskel på teori og virkelighed, ikke sandt? Jeg er #presset lige for tiden, og jeg er ikke fan. Og helt ærligt, så klæder det mig sgu heller ikke. Så den her ferie – hvor lidt reel ferietid den end måtte inkludere – er en kærkommen pause.
Her går det godt. Det var sådan set bare lige det, jeg ville sige. De største kriser, vi har oplevet indtil videre, er at kaptajnen på flyet herned var syg, og at vi vil nå flere ting, end vi har tid og energi til. Og så at jeg foråd mig big time i eftermiddags, og vi derfor stadig sidder og slår mave hjemme i lejligheden, i stedet for at være ude at male byen rød. Oh well, natten er stadig ung!
Findes der noget mere tilfredsstillende, end når man kan klappe bøgerne sammen, efter den sidste eksamen, hvorefter man kan se frem til en velfortjent ferie? Det tror jeg næppe… Og selvom jeg virkelig har haft en ganske fortrinlig eksamenssæson i denne omgang, så føles det altså stadig herligt at vide, at jeg de næste 14 dage ikke behøver at tænke i faglitteratur, medieteknologi eller tørre teoretikere. Ganske vidst er jeg vild med mit studie, men frihedens sødme stadig mere end velkommen.
Vi har talt om det før, men jeg tager den hjertens gerne lige en gang til: müsli og granola er det samme. Det er lidt ligesom den med tæpperne og plaiderne. There is no fucking difference, og det smager hverken bedre eller værre af, at du kalder det det ene eller det andet. Men godt, det smager det altså!
Okay, jeg kan vidst lige så godt krybe til korset. Den der udfordring for december, ikke? Jeg er nok dumpet ret voldsomt. Noget med nogle opgaver der ikke lod sig løse, og nogle bekendtskaber der fik sagt de helt forkerte ting, og mere i den dur. Men! Nu er den ved at være der. Så småt.