Er I klar på Eurovision-ugen, folkens? Der er cirka én af de bedste uger på hele året, selvom det er lidt af en udfordring af få kabalen til at gå op. Jeg mener, der er jo to semifinaler + det store show på lørdag, som skal koordineres ind mellem arbejde, specialet og den nærmest obligatoriske fejring med mine veninder. Jeg siger det bare lige: jeg bliver fuld på lørdag.
Man kunne vel nærmest have sagt sig selv, at når jeg så storslået annoncerede, at jeg ville indføre en ny, månedlig serie, ville jeg selvfølgelig fucke det op fra starten. Og som sagt, så gjort. Hvor del 2 af min serie af bevidsthedsindlæg, skulle være kommet i starten af marts, får I den i stedet her fra den mest solbeskinnede aprildag i kvindes minde. Men det er vel heller ikke værst?
Jeg er virkelig ikke ret god til det der med stilhed. Jovist, i nogle tilfælde kan selv mit hoved også summe så meget af støj og stress (den slags opbygger man ikke resistens mod, desværre), at jeg lige har brug for at sidde i komplet stilhed for en tid. Men som udgangspunkt foretrækker jeg, hvis der sker et eller andet auditivt omkring mig. Det bunder nok i, at jeg er vokset op i en familie på fem, hvor radioen altid kørte i baggrunden – de første otte år endda på et landbrug med omtrent 1.000 støjende svin. Jeg har simpelthen bare altid levet i en form for støj, så det er nu engang blevet den måde, jeg trives bedst på.
Tjo, jeg tænkte da bare, at det var en intet mindre end genial idé at poste et angstfyldt indlæg og så forsvinde fuldstændigt i en måned, haha. Ej, som de af jer, der følger med på Instagram nok har set, så har jeg bare haft mere end rigeligt at se til den seneste måneds tid. Her er jeg noget mere flittig til at få opdateret løbende, så det er altid et meget godt sted at starte eftersøgningen, når jeg med jævne mellemrum går under blogosfæren.
Det her indlæg skrev jeg i sidste uge, i timerne efter jeg havde fundet en knude i mit bryst. Allerede et døgn senere kunne jeg ånde lettet op, da lægen med al sikkerhed kunne fortælle mig, at det bare var en hormonknude. Den slags vidste jeg ikke fandtes, og hvis jeg ikke vidste det, er der vel en risiko for, at andre heller ikke ved det? Derfor mener jeg, at det er vigtigt at tale om. Indlægget skrev jeg for at håndtere mine følelser, som helt ærligt styrtede rundt i kroppen på mig. Jeg deler ikke indlægget for at få medlidenhed eller for at dyrke følelsesporno. Jeg deler indlægget, fordi det er vigtigt, at vi er opmærksomme på vores kroppes signaler og husker at tjekke efter forandringer.
Nu hvor jeg har valgt, at ‘bevidsthed’ skal være det ord, der guider mig igennem 2018, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at lave en månedlig opdatering på, hvordan ordet har formet min hverdag, og hvilke tanker jeg har gjort mig undervejs. På den måde holder jeg både mig selv til ilden, og måske nogen af jer derude kan tage inspiration med fra det?
Kender I det der, når noget ikke helt er, som det skal være, og man kan tydeligt se det. Det er også ret tydeligt, hvad der skal til for at fikse det, men det er som om, det bare er helt umuligt at finde energien til rent faktisk at gøre indsatsen? Jaeh, det er det, der sker herinde lige for tiden. Tror jeg er inde i det, man kalder en “writing slump”.