For pokker folkens, vi er allerede godt i gang med uge 7 af det efterhånden ikke længere helt så nye år, og jeg er først nu klar til at dele mit ord for året med jer. Noget siger mig, at jeg vist ikke behøver tilføje “rettidig omhu” til mit åh så famøse CV, hva?
Læs også: Ét ord for 2018
Hej kære tilværelse, gider du lade være med at blive ved med at slå kolbøtter? Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide forandring og afveksling og alle de ting. Jeg kunne måske bare godt lige bruge lidt forudsigelighed og stabilitet. Bare en smule. Det kunne være vildt fedt. Tak, det var bare det.
Jeg har altid været kendt for at være lidt af et brokkehoved, men det er bare så nemt at brokke sig, når man ser noget i verden, som man er utilfreds med. Det er straks sværere at tage stilling til brokkeriet, og faktisk udrette noget med det! Som eksempelvis for nogle uger siden, hvor jeg endte i en samtale om tørretumblere, og røgen stille og roligt begyndte at stå ud af ørerne på mig.
Det kan være, at det her buzzcut og crazy colours-halløj jeg har gang i måske kan lære mig at få mit materiale sendt ud i verden til tiden i stedet for at lade det ligge og vente i evigheder? I og med at jeg i skrivende stund har en helt anden hårfarve end på billederne her, og at det allerede er alt for koldt til bare ben, kunne noget tyde på, at det ikke er sket endnu, men håbet er som bekendt lysegrønt. Måske det skulle være den næste farve??
Dette indlæg indeholder reklame. Reklame uddybes specifikt.
Nu har jeg i dagevis tænkt, at jeg skulle få skrevet det her indlæg. Delvist fordi jeg har virkelig mange herligheder liggende på kamerarullen, som fortjener hyldest – men også fordi jeg oprigtigt har det virkelig godt i de her dage! Jovist, jeg er stadig ledig, men hvem tæller (bortset fra A-kassen og jobcenteret, som har talt til, at jeg nu skal i virksomhedspraktik, fordi jeg har været ledig i 13 uger, men altså…)?
Jeg gad nok vide, hvor mange overskifter, titler, annonceringer og andet sjov og spas, der er kommet siden 1998, som på nogen som helst måde har inkluderet farve blå, og som på ingen måde har refereret til Eiffel 65? Mit bud er: ikke ret mange. Jeg prøvede virkelig at lade være, men det er ligesom Pavlovs hunde – det kommer bare helt instinktivt!
Skal vi ikke snakke lidt om, hvor dejligt livet egentligt er? Jo, lad os det. For når man ligger her i sin seng en onsdag aften, med en hovedpine der kunne slå voksne mænd omkuld (seriøst, jeg har aldrig mødt en mand, der kunne håndtere den her slags smerter…), med en bankkonto der – igen – er fuldstændigt drænet otte dage før lønningsdag og uden den fjerneste udsigt til et job i overskuelig fremtid, så kunne man let fristes til at sænke ned i modløsheden. Og med “man” mener jeg “jeg”. Jeg bliver modløs. Fuldstændigt uden grund for hovedpinen går over igen, kontoen er tom, fordi pengene er brugt på fornuftige køb og jobbet skal nok komme, når det rigtige match viser sig. Liiiiiiige om lidt.