Lidt om HCA Festivals

Odense har jo været fuldstændigt på den anden ende hele denne uge, og det har faktisk været lidt herligt. Der har været HCA Festivals siden sidste søndag, og selvom jeg desværre er gået glip af det meste på grund af sygdom, så har jeg da også lige nået at nyde lidt her og der.

Torsdag aften kæmpede jeg mig ud af min selvmedlidenhed, og hoppede i stedet i det lækreste outfit jeg lige kunne finde til en date med en dejlig dame i anledning af Glamour Night på Brandts Museum. Udstillingerne Selfie og Danish Fashion Now kører for tiden, så museet holdt sent åbent og delte gavmildt ud af champagnen i deres nyåbnede Gæsterum på 2. sal – sikke en udsigt!

Jeg brød mig ikke ret meget om Selfie-udstillingen, hvis indhold i mine øjne var enten ligegyldigt eller ekstremt og ubehageligt. Danish Fashion Now var dog skøn med kollektioner fra designere som Henrik Vibskov og Stine Goya samt smukke rober fra Kronprinsessen og andre kendisser – blandt andet Lise Rønnes Eurovision-skrud, som altså fik mit hjerte til at banke lidt hurtigere haha.

Et andet punkt jeg havde sat mig for at nå, var det populære 3D-show på Flakhaven, som hvert år tiltrækker massevis af mennesker. Showet har på en måde en speciel plads mellem min kæreste og jeg, da en af de første gange, vi mødte hinanden, endte ud i, at vi sad foran slottet i Kongens Have og så på det spektakulære lysshow. Det var dog en kæmpe skuffelse i år! Den første del var rigtig flot, men de havde valgt at have levende dansere med, som halvdelen af publikum ikke kunne se. Den anden del var rent lysshow, men her havde de valgt at fokusere på børneunderholdningen, hvilket bare ikke giver nogen mening, når showet foregår midt om natten. Kombineret med, at animationerne var langt under niveau og ikke arbejdede godt nok med bygningen, så var det bare virkelig en skuffelse. Æv!

Til trods for det, så er der bare så fedt, at der foregår så meget spændende i Odense efterhånden. Jeg elsker min by – også selvom det hele konstant skal handle om HC Andersen ;)

Continue Reading

Post Roskilde

Hallehøj, så er jeg tilbage! Phew, for et langt stræk af øredøvende stilhed der pludselig kom herinde. Det var da bestemt ikke lige planen, men pludselig kom virkeligheden altså bare i vejen i form af eksaminer og festival. Dog kan jeg se, at I ikke helt har forladt mig undervejs, og det sætter jeg stor pris på! Nu er jeg også så småt ved at være tilbage i virkeligheden, og jeg har massevis af planer til jer herinde.

I mellemtiden har jeg fået ferie, og den synes jeg selv, jeg har fået kickstartet ret godt med en uges fest og farver på årets Roskilde Festival. Det er tre år siden, jeg sidst var af sted, så abstinenserne var store, men årets oplevelser var heldigvis endnu større. Jeg fik ikke nået halvdelen af, hvad jeg havde håbet, men det var alligevel en helt fantastisk tur. Jeg mødte en skøn flok nye mennesker, oplevede den danske sommer fra dens bedste side, spiste lækker (og mindre lækker) mad helt uden selv at arbejde for det, og fik hørt nogle helt fantastiske koncerter.wpid-img_20150704_041306.jpg

Jeg var i pit til Pharrell, sad på tribunen til Disclosure og sad på plænen til både Marie Key og Nicky Minaj. Men de koncerter, der imponerede mig mest, var helt sikkert Rangleklods og Mew.
Wauw, Mew blæste mig omkuld! Det var den mest inderlige, rørende, smukke og hæsblæsende koncert, jeg nogensinde har oplevet. Alle andre koncerter jeg nogensinde har været til blev med ét blæst bagud og en ny favorit indtog førstepladsen. Jeg blev ramt af ren eufori og kan slet ikke slippe Joans Bjerres fantastiske vokal og dybe inderlighed igen. SMUKT!

Det var en skøn tur, og snakken er allerede begyndt om, hvorvidt vi skal af sted igen næste år. Dog er håbet, at vi kan komme af sted uden at skulle være frivillige næste år, så vi kan feste fuldstændigt igennem haha.
Hvad med jer? Har I været af sted på Roskilde, eller står der noget andet vild på programmet denne sommer?

Continue Reading

Roskilde #1

Om præcis tre uger er jeg på vej til årets Roskilde Festival og hold nu op, hvor jeg glæder mig! Det er tre år siden, jeg sidst var på Roskilde, og den gang var det med min højskole. Det var en vild oplevelse, men også en oplevelse jeg ved, at jeg aldrig vil kunne genskabe. Det var en helt anden tid i mit liv, som jeg ser tilbage på med lyserøde briller, men det er milevidt fra mit liv i dag. I år skal jeg i stedet af sted med tre af mine gymnasieveninder, og det bliver simpelthen fantastisk.

Men, men, men. Nu er Roskilde jo ikke bare en fest. For en bybo som mig, der for længst har opgivet bondelivet, er det jo nærmest ren overlevelse at klare sig igennem årets mest omtalte uge. Der skal handles, der skal planlægges og der skal forberedes. Jeg har i den sammenhæng planlagt en lille serie af indlæg om, hvilke forberedelser og tanker jeg gør mig, før vi drager mod det sjællandske.

I dette indlæg, som bliver det første af tre, vil jeg vise jer, hvilke ting jeg regner med at skulle ud og skaffe mig i løbet af de næste par uger.

Roskilde
Læbepomade // hånddesinficerende // vådservietter // festivalstol // solbriller // paraply // Volt-oplader // maxi-kjole

Jeg har her samlet en række af de ting, som er en nødvendighed for mig at have med. Jeg skal først og fremmest have skaffet mig en læbepomade med solfaktor. Det er naturligvis ikke kun for Roskilde, men generelt til hele sommeren. Er træt af altid at have brændte læber haha. Desinficerende er en nødvendighed, lærte jeg meget hurtigt sidste gang. Roskilde er mange ting, og ulækker er helt sikkert en af dem. Af samme grund er vådservietter også et must, da det der med at komme i bad godt kan være en udfordring, men så er det jo godt, at man lige kan klare det værste i teltet haha. Festivalstolen giver vel sig selv? Kan huske, vi konstant sloges om de tilbageværende stole, da vi nåede de sidste par dage haha. Man kan jo ikke ølbowle uden festivalstole?!

Solbrillerne har jeg faktisk allerede købt som erstatning for mine gamle og meget slidte. Jeg giver af princip ikke mange penge for solbriller, så jeg er ganske glad for disse fra Pieces. Og i tilfælde af at vejret ikke bliver til solbriller, skal der selvfølgelig en paraply til. For at lette pakningen skal den naturligvis kunne klappes sammen, så den kan være i kufferten frem og tilbage. Så er der Volt-opladeren, som er super smart. Det er en transportabel opalder, som vi efterhånden kender dem, men netop denne model har et samarbejde med festivalerne, så du bare afleverer din oplader, når den er tom og får en ny udleveret. SMART!

Og sidst, men ikke mindst, så skal man altså også have noget lækkert tøj. Og nu tænker I sikker “har vi ikke allerede set den kjole?”. Og jo, det har I lige her bare i en anden farve. Købte den på lønningsdag, og den er simpelthen så skøn, at jeg føler mig nødsaget til at købe den mørke version også haha.

Det er umiddelbart, hvad jeg regner med at skulle ud og købe. Telt skulle jeg meget gerne have i forvejen (mine forældre er ved at tjekke haha), og det samme gælder både liggeunderlag og sovepose, så selve camping-gearet er på plads. Hvad med jer? Skal I med på nogen af sommerens mange festivaler, og skal I også ud og shoppe før det går løs?

Continue Reading