Anmeldelse: Me Before You

 photo 5b068377-b67a-4131-80b5-a12ce99c1a85_zps3xg31ydz.jpg
Me Before You af Jojo Moyes. Udgivet i 2012 på forlaget Penguin Books. 4 ud af 5 stjerner.

Lou er ikke frygtløs. Lou lever et stilfærdigt liv i tryghed og følger den samme rutine, som hun har gjort de sidste mange år. Lige indtil den dag hun mister sit trygge job, og bliver nødt til at prøve noget nyt. På den betingelse, at hun ikke skal tørre ‘bagdel’ på nogen accepterer hun modvilligt jobbet som personlig hjælper for den invalide Will. Will kan ikke lide Lou, Lou kan ikke lide Will, men ud af deres modvilje vokser der alligevel noget smukt. Lous sikre livs hovedfokus bliver pludselig den ultimative usikkerhed, og hun må nu kæmpe for at redde både sit eget og Wills liv.

“Spring arrived overnight, as if winter, like some unwanted guest, had abruptly shrugged its way into its coat and vanished, without saying goodbye.”

Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan jeg har det med denne bog. Spørgsmålet om retten til at bestemme over sit eget liv er så overvældende, at jeg knapt nok ved, hvad jeg skal stille op med det. Hele vejen igennem bogen følte jeg Wills smerte og frustration over det liv han havde mistet. Fortvivlelsen over at kunne se det gode i livet uden at det er nok til at overstråle alt det dårlige. Det må være en helt forfærdelig situation, som jeg absolut ikke misunder nogen.

Så på den ene side har vi altså Will, som i bund og grund er en idiot, men som har et smukt hjerte der skinner stærkere og stærkere igennem. På den anden side har vi så Lou. Kedelige, uselvstændige Lou, som aldrig tager stilling til sit eget liv. Til hendes forsvar, så kommer hun også fra en elendig baggrund. Undertrykkende familie, nedladende kæreste og traumatisk fortid. Man kan ikke fortænke Lou i at være forsigtig, men det bliver bare lidt trivielt når Will er nødt til at udfordre hende til at gøre alt.

Bogen er en konstant kombination af gode og dårlige ting. Karakterernes udvikling er imponerende, og historiens dybe bryder med alle fordomme om chick-lit. Men den er også bare irriterende. Store dele af familiedramaet er irrelevant, birollerne er alle som én dybt usympatiske og romancen virker forceret.

“I read another of the short stories and wondered how long it was since I had bought myself a book. I had loved reading as a child, but couldn’t remember reading anything except magazines since.”

Jeg har en fast regel, når det gælder min anmeldelse af bøger: hvis bogen kan få mig til at græde, så får den en ekstra stjerne. Og denne bog fik mig for alvor til at græde.
Efter vi havde diskuteret bogen i læseklubben overvejede jeg, om jeg mon skulle ændre min umiddelbare bedømmelse til tre stjerner i stedet for fire. Men jeg holder mig til min første indskydelse, fordi jeg mener, de gode dele overstråler de dårlige. Og fordi bogen fik mig til at græde fra det inderste af min sjæl.

“Here I could here my thoughts. I could almost hear my heartbeat. I realized, to my surprice, that I quite liked it.”

 photo 104b0934-5834-4dfd-9474-1d25fe834a10_zpsd5ikurau.jpg photo b3bcb502-e4de-4f0d-9853-10975a76e817_zpshsvumu9d.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: Do Androids Dream of Electric Sheep?

 photo 20150311_140358_zps5da8swpi.jpg
Do Androids Dream of Electric Sheep? af Philip K. Dick. Udgivet i 2007 (oprindeligt i 1968) på forlaget Gollancz. 2 ud af 5 stjerner.

Rick Deckard er Bounty Hunter i fremtidens postapokalyptiske USA. En voldsom krig har efterladt planeten fuld af radioaktivt støv, hvilket har tvunget størstedelen af befolkningen fra planeten. Menneskeheden har indtaget nye planeter og lever med hver deres androide, som er deres private tjenere. Ricks job er at fange androider, som slår deres ejere ihjel og flygter ned på jorden for at leve et liv i frihed. Det er dog en vaskelig opgave, for androiderne bliver mere og mere avancerede, og Rick kan efterhånden ikke skelne mellem ægte og kunstige mennesker. Men er der overhovedet en forskel?

“In actuality it had probably been a manual laborer, a field hand, with aspirations for something better. Do Androids dream? Rick asked himself. Evidently, that’s why thay occasionally kill their employers and flee here. A better life, without servitude.”

Det er altså en sjov oplevelse at kaste sig over en dystopisk fremtidsroman og så opdage, at den foregår i det år, man selv blev født. Dicks forudsigelser var mange og emmede af både positivitet og negativitet, men ingen af dem gik i opfyldelse til 1992. Vi fløj ikke rundt i hovercars, vi havde ikke opfundet androider og vi talte bestemt ikke i videotelefoner for 23 år siden. Vi har endnu ikke den dybfølte respekt og kærlighed til naturen, som bogen udtrykker, men måske burde vi. I Dicks roman er alt naturligt liv helligt, og selv det at slå en edderkop ihjel er en synd.

Men blandt alt det naturlige liv færdes det kunstige, og lige meget hvor overbevisende, vigtigt og imponerende det er, rangerer det stadig absolut nederst i det sociale hierarki.

Rick Deckard gennemgår i bogen en transformation. Fortjener androider i virkeligheden den ringeagt, menneskene tildeler dem, eller er de blevet så avancerede og menneskelige, at de bør tildeles deres eget liv, deres egne følelser, deres egen frihed?
Hele Ricks liv vendes på hovedet, da disse spørgsmål dukker op, og hans livsfarlige job bliver gjort endnu sværere af hans nye etiske spørgsmål.

“The electric things have their lives, too. Paltry as those lives are”

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg synes om denne bog. På den ene side er jeg vanvittigt imponeret over de de store spørgsmål, den stiller og det dystre fremtidsperspektiv. Men på den anden side synes jeg bare, at den er vanvittigt dårligt skrevet. Alle de ukendte elementer præsenteres på en kluntet og unaturlig måde, og handlingen virker bare for belejelig. Samme dag som Rick tilfældigvis tænker over, at han mangler penge, bliver han forfremmet. Netop som han mangler hjælp, dukker den op. Historien får aldrig rigtig et naturligt flow, og mens jeg stadig ventede på, at den overordnede plotlinje skulle vise sig, blev klimaks overstået, og bogen var forbi.

“By then, naturally, he himself would be dead, another interesting event to anticipate as he stood here in his stricken living room alone with the lungless, all-penetrating masterful world-silence.”

Det føles så forkert at kritisere en bog indpakket under kategorien “SF Masterpieces”, men for mig fungerede det bare ikke. Det var en god historien, men en dårlig udførelse.

 photo 20150311_140415_zpspcdnrqdl.jpg photo 20150311_140350_zpsvf8coh6a.jpg

Continue Reading

Lykkeglimt: Læseklub

Godaften derude!

Der blev lidt mere stille herinde i går, end jeg lige havde planlagt. Det skyldtes både lidt dårlige og meget gode ting.
Det dårlige var mit stakkels lille hoved. Jeg lider med jævne mellemrum af en skøn kombination af spændingshovedpine og migræne, og den ramte selvfølgelig i går. Det er altid ulejligt med sådan en omgang, men lige i går nægtede jeg simpelthen at overgive mig. Jeg havde nemlig gode ting på programmet, som jeg havde glædet mig til længe!

Da jeg flyttede hjemmefra for nogle år siden, flyttede jeg ind på et fint værelse i et lille hus med fire separate lejere. Ret hurtigt stod to af værelserne ledige, så jeg foreslog min gymnasieveninde at søge et af dem, så hun kunne flygte fra mor og fars trygge hule. Som sagt så gjort, og nogenlunde samtidig flyttede endnu en pige ind, hvorefter vores eget lille kollektiv hurtigt begyndte at tage form. Vi fandt med det samme overvældende mange fælles interesse på trods af aldersforskelle, vidt varierende baggrunde og massevis af andre uligheder. Vi havde det vigtigste kendetegn til fælles: vi var alle tre kæmpe nørder!

I bund og grund nåede vi faktisk kun at bo sammen alle tre i lidt over et år, men sjovt det var det i hvert fald. Vi skiftedes til på kryds og tværs at lokke hinanden ind i diverse universer, og før vi vidste af det var vi nødt til at købe en fælleskalender for at kunne koordinere alle vores nørdeaftener.

Sidste forår flyttede jeg fra pigerne og sammen med min kæreste i stedet. I vinter flyttede nummer to derfra, og i næste måned flytter den sidste. Kollektivets dage er forlængst forbi, men bare fordi vi ikke længere bor sammen, er der jo ikke nogen, der siger, at vi ikke kan se hinanden. Derfor besluttede vi for nogle måneder siden, at starte vores egen læseklub.

 photo 772b6c60-333d-4435-a0fd-06dc21096c87_zps6qafqic5.jpg
Te, kager og bøger. Hvad mere har man brug for?

Vi startede med at læse The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky, som var helt fantastisk. Desværre havde vi først tid til at mødes, flere uger efter vi hver især havde læst bogen, så da vi endelig skulle diskutere den, var detaljerne så langt væk, at vi knapt nok kunne huske dem haha.

I går mødtes vi så hjemme hos mig for at diskutere Me Before You af Jojo Moyes, og vi havde vores første rigtige bogdiskussion. Det sjoveste ved diskussionen var nok, at ingen af os havde den samme opfattelse af bogen, så vi fik vendt både historie, karakterer og formål godt og grundigt. Jeg fik i hvert fald massevis af materiale, som jeg kan bruge i min anmeldelse af bogen, som snart kommer på bloggen.

Jeg har altid drømt om at være med i en rigtig læseklub, og nu hvor vi endelig har startet vores egen, glæder jeg mig konstant, til vi igen skal mødes og diskutere den næste bog. Og med de bøger vi har planlagt til de næste par måneder, kan det kun blive spændende!
– og så kan en smule hovedpine i hvert fald ikke stoppe mig. I hvert fald ikke så længe pigerne er på besøg ;)

Hvad med jer? Foretrækker I at læse bøger for jer selv, eller nyder I også en god diskussion om bogens pointer efterfølgende? 

Continue Reading

Nye Puffin-bøger

Glædelig fredag derude! I dag er en af de mindre gode for mig, så i stedet for at sidde på uni og lære om James Bond, brandintegration og metaforer så ligger jeg hjemme på sofaen og har ondt af mig selv, mens jeg drømmer om yndige bøger.

Penguin Books tweetede i går et billede af disse nye designs på deres Puffin Classics bøger, og jeg er dybt forelsket. Hvert design tager udgangspunkt i den enkelte bogs handling og illustrerer det med eksempelvis de flyvende Darlings i Peter Pan, Smaragdslottet i The Wizard of Oz eller den fantastiske Cheshire Cat i Alice’s Adventures in Wonderland.

Da Puffin jo er Penguins børneafdeling, er alle bøgerne naturligvis i meget børnevenlige og farvestråelende designs, men jeg synes bare stadig, de er ekstremt flotte. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at tilføje et par stykker eller to til min bogreol herhjemme.

Serien inkluderer 20 populære titler lige fra historien om Kong Arthur og Hans Riddere om det Runde Bord til vores egen H. C. Andersens eventyr. Så vidt jeg umiddelbart kan se, koster alle bøgerne under £10 og kan findes lige her.

Jeg vil putte videre under dynen med min varmedunk (for så gammel er jeg nemlig haha) og en af de mange bøger jeg købte i sidste uge. Det burde kunne holde dankortet i pungen så længe.

Continue Reading

Anmeldelse: Hvalernes sang

 photo 0045f133-6f41-46d2-a2b5-0eec1ce8dd5c_zpsyyilwvee.jpg
Hvalernes sang (org: Silver Bay) af Jojo Moyes. Udgivet i 2007 på forlaget Cicero. 2 ud af 5 stjerner.

Lisa bor hos sin tante i den idylliske Silver Bay i Australien og nyder godt af den isolation fra omverden den lille by giver hende. Fem år tidligere flygtede hun fra England med sin datter og en mørk hemmelighed på slæb, og nu forsøger hun at få livet til at hænge sammen igen. Freden i den lille hvalfangerby trues dog, da forretningsmanden Mike dukker op med store planer. Lisa må nu vælge – anonymiteten og sikkerheden eller offentlighedens søgelys og risikoen for at blive afsløret?

Der er intet forløsende ved tabet af et barn, ingen værdifuld lektion man kan lære af det. Det er for stort, for overvældende, for sort til at sætte ord på. Det er en trøstesløs, overvældende fysisk smerte, chokerende i sin intensitet, og hver gang, man tror, man måske er kommet en lille smule fremad, svulmer det op igen som tidevand og skyller ind over en.

Det startede egentligt så lovende. Jeg vandt bogen hos Rosinante&Co og glædede mig helt usigeligt til endelig at stifte bekendtskab med den famøse Jojo Moyes. Lidt uskyldig chick litt i en yndig indpakning og fin lille størrelse. Hvad kunne dog gå galt?
Tilsyneladende meget…

Lige fra første kapitel var jeg irriteret på historiens karakterer. Bogen lægger ud med at følge datteren Hannah, men jeg kunne aldrig rigtigt forstå hende. Hun er 12 år gammel, men hendes ord og tanker lyder som dem fra én sidst i 20’erne. Ganske vidst kaldes hun ofte gammelklog, men det her var bare underligt. Hun lever et beskyttet liv på grund af sin mors frygt, og generelt generer det hende ikke. Det vildeste oprør, hun gør, er at snige sig med hvalfangerne ud at sejle, men alligevel er hun også typen, der i smug tømmer en hel øl, når de voksne ikke kigger. Jeg kunne aldrig helt finde ud af, om hun var en god pige eller en rebel, og i sidste ende er hun bare forvirrende

Og sådan er det med karaktererne generelt. Ingen af dem giver rigtigt nogen mening. Der er en hel sidehistorie, som aldrig rigtigt får nogen pointe, og hele historien er bare usympatisk ligesom dens persongalleri. Bogen er bygget op om Lisas store hemmelighed, som gradvist bliver afsløret, hvorefter det er meningen, at man som læser til sidst skal blive chokeret af “det store twist”. Det kan godt være, at det er mig, der bare har læst for mange Dan Brown romaner, og derfor er blevet lidt hærdet, men twistet var altså ikke særligt chokerende. Jeg havde luret det i hvert fald 50 sider før bogen nåede frem til det, og der er intet mere skuffende, end et twist man havde luret. Æv

Jeg ville virkeligt gerne kunne lide bogen. Men det kunne jeg ikke. Plottet var slidt, og de små ændringer Moyes har foretaget fungerede på ingen måde. Kærlighedshistorien var både klichéfyldt og usmagelig, og ikke en eneste af bogens mange karakterer formåede at vække min sympati. Og nå ja, så var slutningen direkte sær og urealistisk.
Bogen havde da helt bestemt sine øjeblikke med smukke beskrivelser og stærke følelser, og jeg kunne i og for sig også godt ane potentialet et sted, hvilket den skal anerkendes for. Det hele druknede dog i den dårlige udførelse og de overvældende irritationsmomenter, der dominerende bogen. Alt i alt var det desværre ikke noget glædeligt første møde med Jojo Moyes.

 photo 66bf5c63-2fa9-4d6f-8408-f32b2f341c96_zpsim9usp6s.jpg

 photo f396f134-1de1-4c7b-9e7a-fd1f3f2f63e8_zpsueylenqd.jpg

Continue Reading

Bogudsalg 2015

 photo 2749bbca-cfba-4114-8cc8-9b740f25a815_zpsvenwtqrg.jpg
Obligatorisk bøger-med-blomster-blogger-billede haha!

Jeg fik ret stor optur på, da der i løbet af februar begyndte at tikke mails ind om diverse bogudsalg. Jeg har ikke haft mulighed for at købe nye bøger siden september sidste år (hvis man altså ikke tæller pensum med – og det gør man ikke!), så den linde strøm af indbydelser i min indbakke var yderst kærkommen!

Som den småbibliofile type jeg nu engang er, så var det ret svært at begrænse mig. Vi startede i Arnold Busck, hvor jeg som altid styrede direkte mod den engelsksprogede afdeling. Udvalget var nok på i alt 20 bøger eller deromkring, så det var ikke videre imponerende, men jeg endte alligevel med at gå derfra, med seks nye bøger. Der var tre bøger for 100 kroner, så jeg var jo nødt til at få tabellen til at gå op, haha.

Jeg endte med at gå derfra med Fitzgeralds Tender Is the Night og The Great Gatsby, Ellis’ American Psyko, Palahniuks Fight Club, Mosses Labyrinth og Dicks Do Androids Dream of Electric Sheep?, som jeg har kastet mig over nu her.

Vi havde egentligt besluttet os for at springe Bog&Idés udsalg over i denne omgang, men på en eller anden måde endte vi alligevel i butikken, mens vi storsavlede over de mange fine bøger. Bog&Idé havde valgt ikke at sætte nogen engelsksprogede bøger på udsalg i denne omgang, så jeg havde ikke de store forventninger. Min pessimisme var dog fuldstændigt malplaceret, for hold nu op, hvor var der mange fristelser. Jeg endte med de la Mottes [geim] til 29 kroner og Hallers Ham der søger Døden til 49 kroner.

 photo 3eb78a66-f2c0-410d-9880-fd20d8fff946_zpsofcnnb9q.jpg

 photo 68a55cee-0a51-4540-a773-db33a7103c8e_zps0yyuiyse.jpg

Otte bøger for lige under 280 kroner? Jo tak! Nu tror jeg bestemt også, at mit bogshoppebehov (ja, det er et ord) må være tilfredsstillet for en tid. Det bliver det nødt til at være – det var hele marts’ shoppebudget, der røg dér haha.
Jeg glæder mig helt vildt til at kaste mig over dem alle og lover nådesløse anmeldelser af hver og en af dem.

Har I nogle gode bøger liggende, som I glæder jer til at forsvinde ind i?

Continue Reading