Gratis bøger på Danmark Læser-dag

Danmark_LæserI har vel alle sammen hørt, at det er Danmark Læser-dag i dag, ikke? Danmark Læser er, som jeg har forstået det, et initiativ til at få danskerne til at læse mere. Lige for tiden er der nemlig hele 40% af befolkningen, som sjældent eller aldrig læser. 40%! Det er altså utroligt mange. Derfor har kulturministeriet postet en hel masse penge i et kæmpe projekt,  som skal få flere danskere til at læse. Og det skønne projekt er altså blevet skudt i gang i dag.

Det fede ved sådan en projekt, for sådan nogle som mig der i forvejen læser så meget som muligt, er, at der er gratis bøger på højkant. Jep. G.R.A.T.I.S (er det ikke bare det smukkeste ord i verden?). Der er faktisk hele fem forskellige bøger til fri afbenyttelse her på dagen: Drager over Kabul af Morten Hesseldahl, Bavian af Naja Marie Aidt, Den sønderjyske farm af Erling Jepsen, Hævn af Robert Zola Christensen og Og sådan blev det af Maren Uthaug. De er blevet delt gratis ud rundt omkring i landet hele dagen, men hvis I ikke har været så heldige at få fingre i dem fysisk, kan de alle sammen købes for 0 kroner som enten e-bog eller lydbog hos en lang række forhandlere i dag.

Personligt har jeg downloadet Og sådan blev det, Drager over Kabul og Bavian fra Arnold Busck. Det skønne ved gratis ting er, at man får mulighed før at prøve noget, som man ellers aldrig ville have gjort, så jeg glæder mig meget til at stifte bekendtskab med den her lille flok.

Hvis I vil læse mere om Danmark Læser eller se hele listen over forhandlere, som sælger de fem bøger gratis, så kan I gøre det lige her. God læsning!

Continue Reading

Anmeldelse: The Great Gatsby

 photo 20ed68df-1a6e-4f23-87d8-2ca00ebbfdee_zpslrgkkihd.jpg
The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald. Udgivet i 2010 (oprindeligt 1925) på forlaget Vintage. 4 ud af 5 stjerner. 

Nick Carraway flytter til Long Island for at lære at stå på egne ben. Flytningen åbner muligheden for, at både nye og gamle venskaber kan blomstre, men der er kun ét menneske, som for alvor interesserer Nick: hans mystisk nabo Gatsby.

Possibly it had occurred to him that the colossal significance of that light had now vanished forever. Compared to the great distance that had separated him from Daisy it had seemed very near to her, almost touching her. It has seemed as close as a star to the moon. Now it was again a green light on a dock. His count of enchanted objects had diminished by one.”

 

The Great Gatsby er velsagtens Fitzgeralds mest berømte roman, men mit kendskab til historien var stadig mere eller mindre ikke-eksisterende, indtil Baz Lurhmann filmatiserede den forrige år. Filmen var dog intet mindre end fantastisk, så da chancen endelig bød sig, kastede jeg mig ivrigt over den bagvedliggende bog. En bog så stærkt båret af det mest fortryllende sprog jeg nogensinde har læst. Fitzgerald var jo tydeligvis ikke forfatter – han var ordjonglør, sætningsmagiker og stemningsskabende mester. En sand kunstner af tekst.

It is invariably saddening to look through new eyes at things upon which you have expended your own powers of adjustment.”

 

De mange karakterer i The Great Gatsby var alle som én usle. Lige fra den naive Daisy Buchanan og den forsmåede Jordan Baker over den selvretfærdige Tom Buchanan og den ensporede Jay Gatsby. Alle var de simple og utiltalende. Og fanget i mellem dem var stakkels Nick, som i bund og grund bare gerne ville have sit eget liv og sin egen lykke. Langsomt og meget mod hans vilje forpures hans uskyldige sind, og han ender lige så besat og ensporet som Gatsby selv. Selvom Nick er 30 år gammel, så ser jeg alligevel lidt historien som en slags coming of age. Han starter ud uskyldig og blåøjet, men efterhånden som historien udvikler sig, går verdens grumme sandheder op for ham en efter en.

I stared at him an then at Tom, who had made a parallel discovery less than an hour before – and it occurred to me that there was no difference between men, in intelligence or race, so profound as the difference between the sick and the well.”

 

Mit første møde med Fitzgerald var en speciel oplevelse. Bogens smukke ord og formuleringer overvældede mig gang på gang, og de mange smukke scener efterlod mig åndeløs og med en trang til glitter og glamour. Men det tog mig også utroligt lang tid at læse den korte bog. De usympatiske karakterer afholdt mig fra at genoptage læsningen ved hvert et givent øjeblik, og mine følelser var aldrig rigtigt med. Alligevel efterlod bogen mig med en følelse af, at noget både smukt og tragisk netop var overgået mig, og den følelse er nærmest uvurderlig.

 photo ff2fa75b-6245-4dbc-ae2b-36333bc19c70_zpsuxwuczc3.jpg
 photo 9bf9f14b-1af2-4122-bffd-5b170d94ce3a_zpsm9gqimbv.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: South of the Border, West of the Sun

 photo 6a34e5ed-aa9a-4ed1-9fd8-e27ebc7bc487_zpscpuard9g.jpg
South of the Border, West of the Sun (org. Kokkyo no minami, taiyo no nishi) af Haruki Murakami. Udgivet i 2003 (oprindeligt 1992) på forlaget Vintage. 1 ud af 5 stjerner.

Hajime er et af de få japanske børn fra anden halvdel af 1900-tallet, som ikke har nogen søskende. Det er måske en af de helt store grunde til, at han med det samme bliver utroligt gode venner med Shimamoto – hun har nemlig heller ikke nogen søskende. De bliver venner som 12-årige, men skæbnen skiller dem hurtigt igen. Resten af sin ungdom bruger Hajime på at sammenligne alle kvinder med den uovertrufne Shimamoto. De mødes dog først igen da Hijame er 37, har fået en god forretning og er blevet gift. Hajime skal nu finde ud af, om fremtiden eller fortiden betyder mest for ham.

When my wife was pregnant I had a few flings, but nothing serious. I never slept with any one woman more than once or twice. OK, three times at the most. I never felt I was having an affair with a capital A.

Normalt er de citater jeg bruger i mine anmeldelser nogen, jeg bruger, fordi de har ramt mig på en bestemt måde. Måske har de fået mig til at grine, måske kan jeg relatere inderligt til ordene, eller måske de bare er ekstremt smukt skrevet. Intet af dette er tilfældet med ovenstående citat. Det eneste, det vækkede i mig, var dybt foragt. Og alligevel følte jeg et behov for at inkludere det her, for det er det citat, som har brændt sig tydeligst ind i min hukommelse, efter jeg læste bogen. Og det beskriver så ufejlbarligt Hajime: han følte aldrig, at han var rigtigt utro.

Hajime er en heltigennem skidt person. Han er inkarnationen af det stereotype enebarn, som ikke kan fungere sammen med andre mennesker, fordi han aldrig har lært det. Han opnår aldrig noget med sit liv på egen hånd, fordi han altid har fået tingene foræret, og fortsat gør det som voksen. Hans egocentriske tankegang overgås kun af Shimamoto, som om muligt er endnu værre. Krævende, selvisk og hemmelighedsfuld til det yderste. De to individer finder sammen i deres usmagelighed. Fordi ingen af dem ved, hvordan man bør opføre sig som menneske, stiller ingen af dem spørgsmålstegn ved den andens forkastelige handlinger. Lige meget hvor bizarre.

I started to go to the library, devouring every book I could lay my hands on. Once I began one, I couldn’t put it down. Reading was like an addiction; I read while I ate, on the train, in bed until late at night, in school, where I’d keep the book hidden so I could read during class.

Jeg startede ellers på denne bog med de bedste intentioner. Jeg har hørt så uendeligt meget godt om Murakamis forfatterskab, og glædede mig til at dykke ned i hans verden. Det gik dog hurtigt op for mig, at denne bog nok ikke var, hvad jeg havde forventet, og efterhånden som siderne vendtes, blev min første indskydelse forstærket: denne bog var ikke noget for mig.
Hvad jeg troede var en bog om ung kærlighed og mysterier i voksenlivet viste sig at handle om besættelse. Ligesom Hajime er besat af bøgerne i sin ungdom, er han i voksenlivet besat af Shimamoto. En kvinde, som på ingen måde gør sig fortjent til hans kærlighed, får den alligevel i overflod på bekostning af hans trofaste familie – som trods det stadig elsker ham. Og som det egoistiske væsen Hajime er, vil han have det hele.

Often we’d walk home together. Slowly, because of her leg, we’d walk the three-quarters of a mil home, talking about all kinds of things. The more we talked, the more we realized what we had in common: out love of books and music; not to mention cats.

Jeg forstod virkelig ikke denne bog, og det er nok en af de helt store årsager til, at jeg ikke kan lide den. Jeg ved ikke, hvad den i virkeligheden handlede om, og jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg har en teori om, at vi måske har at gøre med en Tyler Durden’sk historie, og hvis dét er tilfældet, så kan historien allerede snige sig op på én stjerne mere. Så er der i det mindste en mening! Men så skal den samtidig straffes for de mange fejl, for så er det simpelthen ikke gennemført nok.
Jeg forstod ganske simpelt ikke historien, og derfor får den ikke mere end én stjerne. En historie skal skrives, så den giver mening.

 photo f31adc1b-65b2-43de-b601-5465ae9cbfc9_zps33f61qrs.jpg

Continue Reading

Dewey’s Read-a-thon

To gange om året finder der er mageløs begivenhed sted. En begivenhed som er ligeglad med din religion, dit køn, dine forskellige overbevisninger, din alder eller hvor du bor. To gange om året, på præcis det samme tidspunkt verden over, løber Dewey’s Read-a-thon af stablen.

Reglerne er simple: du har 24 timer. Værsågod at indtage alt hvad du kan fra litteraturens verden. Om du så vil læse klassiske meterværker, YA-bøger, tegneserier eller lydbøger er helt op til dig. Hvis det på nogen som helst måde kan forbindes til noget med bøger og læsning, så tæller det.

 photo 2801d6d1-adba-479d-b96b-9e03a8f726ce_zpsmcpv1hdn.jpg

Det er kun anden gang, jeg selv deltager i Dewey’s, men jeg glæder mig alligevel helt vildt. Der er et eller andet ekstra hyggeligt ved at sætte sig til rette med en god stak bøger og så ellers bare se, hvor langt man kan nå på 24 timer.

Sidste gang satte jeg mig for at læse Philip Pullmans His Dark Materials på 1.244 sider, og jeg nåede 512 sider ind. Selvom jeg kun nåede lige godt halvvejs igennem trilogien, så var det en mega fed oplevelse, men jeg har valgt at gå en helt anden vej i år. For det første har jeg gjort antallet af sider en anelse mere realistisk – jeg har kun 892 sider denne gang. For det andet har jeg ikke valgt en serie, men derimod tre bøger som intet har med hinanden at gøre. Alle tre bøger er valgt udfra, at de skulle være rimeligt nemme at læse, og så skal de være underholdende.

Den første bog i år er When Mr Dog Bites af Brian Conaghan, som også er månedens bog i læseklubben. Den handler om en 16-årig dreng med tourettes, som finder ud af, at han skal dø næste marts, og derfor sætter han sig for at nå tre “Cool Things To Do Before I Cack It“. Den skulle være hylende morsom, og jeg glæder mig helt usigeligt til at læse den.

Bog nummer to er An Abundance of Katherines af John Green om Colin Singleton, som har datet 19 forskellige Katherines, og nu er på en mission for at hævne droppede fyre verden over. Jeg vidste lige fra starten, at jeg ville have en John Green-bog med denne gang, men valget faldt ved et tilfælde på denne her. Indtil videre har mine oplevelser med John Green enten været overvældende eller skuffende, så jeg er spændt på at se, hvor jeg ender denne gang.

Og hvis jeg stadig kan holde min øjenlåg oppe, så vil jeg til sidst kaste mig over The Shock of the Fall af Nathan Filer. Jeg ved faktisk ikke rigtigt, hvad denne bog handler om, for bagsideteksten afslører ikke meget andet end noget med en lillebror, der dør. Jeg har dog stirret fascineret på dens cover adskillelige gange hos min gamle roomie, og hun sværger, at den er lige min stil. Derudover er jeg allerede ret spændt efter at have bladret i den i et par gange og beundret dens spændende opsætning.

 photo b696fc75-47f8-4e60-a604-36c252639185_zps6qalgrz6.jpg
 photo f955a1dd-7b9d-4bfe-bc19-65f04f830d04_zpse01a0wjg.jpgDewey’s Read-a-thon starter officielt klokken 14.00 den 25. april her i Danmark, og der er stadig åbent for tilmelding lige her. Personligt er jeg nødt til at snyde en smule i år, da jeg ikke kan være med om søndagen. Min veninde og jeg har derfor valgt at rykke det et par timer, så vi læser fra midnat til midnat i stedet. Det kommer til at blive en noget anderledes oplevelse, men jeg glæder mig stadig meget.

Hvad med jer? Er der nogen af jer, der læser med når det hele går løs om 14 dage?

Continue Reading

Anmeldelse: Fight Club

 photo 4ba244c4-bb71-4934-b89e-0744859e746d_zpslbwu1tvn.jpg
Fight Club af Chuck Palahniuk. Udgivet i 1997 på forlaget Vintage. 5 ud af 5 stjerner

Fight Club er et mødested for helt almindelige mænd. Helt almindelig mænd som én gang om ugen mødes og slås. Ingen sko. Ingen bluser. To mænd per kamp. Kampen fortsætter, til den ene ikke kan mere. Når kampene er slut, går alle hjem til deres almindelige liv igen. Med blå øjne, flækkede læber og en følelse af at kunne klare hvad som helst. Og bag denne fantastiske, livbekræftende klub står selveste Tyler Durden.

The first rule about fight club is you don’t talk about fight club.

 

Fight Club var en helt speciel oplevelse af læse. Palahniuk skriver på en helt unik og intens måde. Glem alt om malende, smukke strofer, der strækker sig over sidevis. Sig pænt farvel til lange beskrivelser og drømmende scener. I Fight Club er alt kort og kontant. Intet er konstant, for bogen er i evig bevægelse. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, med så højt tempo hele vejen igennem. Måske en enkelt bog eller to hvor tempoet har nået samme niveau lige omkring klimaks, men aldrig på samme vedvarende måde som her. Lige fra først sætning på første side er historien i gang, og tempoet falder ikke, før det sidste punktum er sat.

Tyler get’s me a job as a waiter, after that Tyler’s pushing a gun in my mouth and saying, the first step to eternal life is you have to die. For a long time though, Tyler and I were best friends.

 

Det fede ved Fight Club er, at du aldrig rigtigt er sikker på, hvad der foregår. Hvorfor slås alle de her mænd? Hvad er det Tyler er ude på? Og hvorfor siger hovedpersonen aldrig nej? Lige meget hvad Tyler foreslår, så følger vores fortæller gladeligt med helt uden spørgsmålstegn.
Hovedpersonen er en meget intetsigende mand. Han har intet navn, ingen personlighed og ingen ambitioner. Han lader fuldstændigt Tyler overtage og styre hans liv, og alligevel holder jeg med ham. Jeg ønsker konstant for ham, at han skal få styr på sit liv og slippe ud af Tylers magtgreb. Måske fordi hovedpersonen er så anonym, at han kunne være hvem som helst. Han kunne være os alle sammen – selv en uskyldig ung 22-årig kvinde.

Det eneste negative jeg kan sige er, at jeg ville ønske, jeg ikke havde set filmen først. Det ville have været en fryd stadig at have det altoverskyggende twist til gode, men en overraskelse er som bekendt kun en overraskelse, så længe man ikke kender den. På den anden side havde jeg dog rig mulighed for at lede efter spor undervejs, og beundre hvor godt hemmeligheden er underbygget undervejs. Ikke et eneste sted er der elementer, der ikke stemmer overens mellem de to virkeligheder, og alene for dét fortjener bogen topkarakter.
En helt uovertruffen læseoplevelse, som alle burde unde sig selv.

I want you to hit me as hard as you can.

 

 photo d589dccf-260d-49ad-9d27-320516d6a6d7_zpsykisqxfs.jpg
 photo b0c2ab20-9fb3-416f-b5d2-0152ede0de31_zps7jgsqcon.jpg

Continue Reading

Marts sum up

1, 2, 3 og så forsvandt marts ellers som dug for forårssolen. Hvor blev måneden lige af? Især de sidste 14 dage har været helt vilde for mig, hvilket bloggen desværre har lidt under. Jeg kan hurtigt opsummere hvad I er gået glip af: fest, tømmermænd, arbejde, sygdom, arbejde, fest, tømmermænd, arbejde, arbejde, arbejde.

Heldigvis har måneden generelt ikke været helt så ensformig, som de sidste 14 dage ellers giver udtryk for. Faktisk har det været en skøn måned, med massevis af oplevelser, sociale stunder, udfordringer og skønne øjeblikke.

De bedste billeder:

Bøger: I marts kom jeg endelig ordentligt i gang med at læse skønlitteratur igen, og jeg fik afsluttet tre små bøger: Do Androids Dream of Electric Sheep, Fight Club og South of the Border, West of the Sun. Den bedste var helt sikkert Fight Club, som I snart får en anmeldelse af.

Citat: “Fold into the standard airplane seat. You’re a gigant. The problem is your shoulders are too big. Your Alice in Wonderland legs are all of a sudden miles so long they touch the feet of the person in front.” – Fight Club

Shopping: Jeg købte rigtigt mange bøger i marts måned, men det køb, jeg indtil videre har sat mest pris på, er alligevel min nye læbestift. Det skruer virkelig bare op for lækkerhedsfornemmelsen med sådan en omgang farve.

Bedste oplevelse: Der har været mange skønne oplevelser at vælge i mellem. Min transformation fra rødtop til blondine er helt sikkert en af dem, jeg kommer til at huske, ligesom de tre timer jeg brugte sammen med min mor, hvor hun endelig fik sin tatovering. Men månedens bedste øjeblik var nok den søndag formiddag jeg tilbragte sammen med mine veninder med hjemmelavet brunch. Tømmermændene prægede helt sikkert morgenen, men hyggen fejlede absolut intet og maden var lækker.

Jeg vil huske måneden for: at have været travl. Min kæreste og jeg endte med at have et kæmpe overskud på madkontoen, fordi jeg stort set ikke har spist hjemme i denne måned. Hver weekend har været fyldt med planer, og der har ikke været et kedeligt øjeblik. Faktisk måtte der gerne have været bare et enkelt af den slags haha.

Næste måned: bliver god! Jeg håber først og fremmest på, at foråret for alvor vil slå igennem, så vi kan begynde at få vores D-vitaminer igen haha. Derudover er der massevis af spændende ting på programmet: en veninde der praktisk talt bliver nabo (igen), endnu en Wella-tur og denne gang med mutti, et read-a-thon med store planer, en lovende bog i læseklubben og en skøn aften med de dejligste veninder allerede i aften. Jeg glæder mig meget til april :)

Continue Reading