Okay, så det gik vist ikke så godt med min ambition om at opdatere jer løbende på, hvordan det gik med min ‘bevidsthed’ gennem 2018. Min bedste forklaring er, at arbejdsløshed primært handler om at anskue dig selv fra alle vinkler ved enhver given mulighed, så motivationen for at granske min personlige udvikling yderligere har været meget, meget lille.
Læs også: Ét ord for 2018
Hej kære tilværelse, gider du lade være med at blive ved med at slå kolbøtter? Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide forandring og afveksling og alle de ting. Jeg kunne måske bare godt lige bruge lidt forudsigelighed og stabilitet. Bare en smule. Det kunne være vildt fedt. Tak, det var bare det.
Jeg har altid været kendt for at være lidt af et brokkehoved, men det er bare så nemt at brokke sig, når man ser noget i verden, som man er utilfreds med. Det er straks sværere at tage stilling til brokkeriet, og faktisk udrette noget med det! Som eksempelvis for nogle uger siden, hvor jeg endte i en samtale om tørretumblere, og røgen stille og roligt begyndte at stå ud af ørerne på mig.
For noget tid siden var der en læser, der skrev til mig for at høre ind til mine erfaringer med daith-piercingen. Hun havde fundet mit indlæg, fra dengang jeg fik den lavet, og ville høre om den rent faktisk havde hjulpet mig, for hun var efterhånden desperat for at slippe af mine sine hovedpiner. En følelse, jeg kun kender alt for godt!
Jeg har altid godt kunne lide at hænge ud med mænd. De har det bare sjovt over nogle andre ting, end vi kvinder ofte har, og så er det som regel i deres selskab at Havnearbejder Lisbeth gør sin fulde entré. Ikke at hun holder sig super meget tilbage i kvindeligt selskab, men det er en historie for en anden dag, hah!
Det gik op for mig engang halvvejs igennem maj måned, at jeg – selvom jeg er eksremt reflekterende og enormt god til at skrive utroligt meget om nærmest ingenting – nok måske ikke kommer til at rykke så vanvittigt meget ved min bevidsthed om så overvældende mange forskellige punkter, at det kan klare et helt indlæg hver måned. Så jeg har vedtaget, at det bliver en semi-månedlig ting, i stedet for en månedlig. Og på den måde er min lille føljeton pludselig helt tilbage på sporet! Smart, ikke? Altså, hvis vi lige ignorerer, at det her indlæg skulle have været ude i starten af måneden, men først kommer nu. Bedre sent end aldrig må være mit motto her i livet!
Jeg var i lang tid ret skeptisk omkring det der med podcasts. Jeg har aldrig kunnet samle mig om at høre lydbøger, med mindre jeg lå syg, så det virkede urealistisk, at podcasts skulle kunne fungere for mig. Men så var det, jeg lurede, i hvilke kontekster sådan en omgang podcast bare passer perfekt ind – og pludselig kunne mine favoritter ikke nå at udgive dem hurtigt nok til at tilfredsstille mit behov. Hurra for omfattende bagkataloger!