For noget tid siden var der en læser, der skrev til mig for at høre ind til mine erfaringer med daith-piercingen. Hun havde fundet mit indlæg, fra dengang jeg fik den lavet, og ville høre om den rent faktisk havde hjulpet mig, for hun var efterhånden desperat for at slippe af mine sine hovedpiner. En følelse, jeg kun kender alt for godt!
Læs videre…Jeg har altid godt kunne lide at hænge ud med mænd. De har det bare sjovt over nogle andre ting, end vi kvinder ofte har, og så er det som regel i deres selskab at Havnearbejder Lisbeth gør sin fulde entré. Ikke at hun holder sig super meget tilbage i kvindeligt selskab, men det er en historie for en anden dag, hah!
Det gik op for mig engang halvvejs igennem maj måned, at jeg – selvom jeg er eksremt reflekterende og enormt god til at skrive utroligt meget om nærmest ingenting – nok måske ikke kommer til at rykke så vanvittigt meget ved min bevidsthed om så overvældende mange forskellige punkter, at det kan klare et helt indlæg hver måned. Så jeg har vedtaget, at det bliver en semi-månedlig ting, i stedet for en månedlig. Og på den måde er min lille føljeton pludselig helt tilbage på sporet! Smart, ikke? Altså, hvis vi lige ignorerer, at det her indlæg skulle have været ude i starten af måneden, men først kommer nu. Bedre sent end aldrig må være mit motto her i livet!
Jeg var i lang tid ret skeptisk omkring det der med podcasts. Jeg har aldrig kunnet samle mig om at høre lydbøger, med mindre jeg lå syg, så det virkede urealistisk, at podcasts skulle kunne fungere for mig. Men så var det, jeg lurede, i hvilke kontekster sådan en omgang podcast bare passer perfekt ind – og pludselig kunne mine favoritter ikke nå at udgive dem hurtigt nok til at tilfredsstille mit behov. Hurra for omfattende bagkataloger!
Den her har lige ligget og luret i baghovedet i et stykke tid nu, og da jeg så så de her billeder, fra da vi fejrede Eurovision, kom det bare helt frem, front stage. For jeg kan på den ene side vildt gode lide billederne – jeg ser glad ud (for det var jeg!), jeg er vild med kjolen, og jeg er stolt af, at jeg havde mod til at tage den på. Jeg er bare ikke skide begejstret for min krop på de her billeder…
Man kunne vel nærmest have sagt sig selv, at når jeg så storslået annoncerede, at jeg ville indføre en ny, månedlig serie, ville jeg selvfølgelig fucke det op fra starten. Og som sagt, så gjort. Hvor del 2 af min serie af bevidsthedsindlæg, skulle være kommet i starten af marts, får I den i stedet her fra den mest solbeskinnede aprildag i kvindes minde. Men det er vel heller ikke værst?
Det her indlæg skrev jeg i sidste uge, i timerne efter jeg havde fundet en knude i mit bryst. Allerede et døgn senere kunne jeg ånde lettet op, da lægen med al sikkerhed kunne fortælle mig, at det bare var en hormonknude. Den slags vidste jeg ikke fandtes, og hvis jeg ikke vidste det, er der vel en risiko for, at andre heller ikke ved det? Derfor mener jeg, at det er vigtigt at tale om. Indlægget skrev jeg for at håndtere mine følelser, som helt ærligt styrtede rundt i kroppen på mig. Jeg deler ikke indlægget for at få medlidenhed eller for at dyrke følelsesporno. Jeg deler indlægget, fordi det er vigtigt, at vi er opmærksomme på vores kroppes signaler og husker at tjekke efter forandringer.