Anmeldelse: When Mr Dog Bites

 photo 19810e3b-e442-475d-8509-e00fb7a1e0af_zpsdnmt6fnl.jpg

 photo 671b961c-8256-49a8-8c46-5b9ed33fcba9_zpskjr5mbip.jpg
When Mr Dog Bites af Brian Conaghan. Udgivet i 2014 på forlaget Bloomsbury. 3 ud af 5 stjerner.

Dylan Mint er 16 år gammel og lider af Tourettes. Nogle gange har han små tics som hovedrysten og blinken med øjnene, men andre gange er de større og værre. Af og til råber han slemme ord, og når det bliver helt slemt slipper Mr Dog ud, og han går helt amok.
På endnu et af de utallige hospitalsbesøg overhører han sin mor snakke skjult med lægen. De forklarer ham ikke, hvad samtalen handler om, men Dylan er klog. Dylan kan da nok regne ud, at det handler om, at han skal dø til marts. Han har et halvt år tilbage at leve i, så han har travlt, hvis han skal nå alle tre punkter på sin Cool Things to do Before I Cack It-liste.

When I was a pup, like, super wee, I thought that after you cacked it you simply jumped on a bus and travelled up to Heaven, munched on a huge ice cream with a gigantic cherry on top and chilled out with the other cackees.”

When Mr Dog Bites ramte uden tvivl et ømt punkt for mig. Min egen lillebror har lidt af en mild grad af Tourettes hele sit liv, så jeg vidste lige præcis, hvordan Dylan havde det, når han gik på gaden og følte, at alle stirede på ham. Når han følte sig som en tosse, og når han bare gerne ville være ligesom de normale børn. For sådan har jeg set min lillebror have det hele sit liv!
Men selv uden at have haft Tourettes inde på livet  tror jeg stadig, at historien vil varme i hvert hjerte, som giver sig i kast med den lille gule bog. For Dylan er den sødeste unge fyr, som lever det mest uskyldige og naive liv med sin sygdom. Han har de samme drømme og ønsker som enhver anden 16-årig knægt, men samtidig han har et sind som en 10-årig, og det skaber et rørende paradoks, og en fantastisk humor.

When we stopped texting I jumped out of the bath, dried myself and thought how berserk towels were because towels, when they dry, actually get wet.
Life!”

Bogen er skrevet med Dylans egne ord, hvilket gør sproget til en helt speciel oplevelse. Det er overdrevet ungt og excentrisk, som kun unormale teenagedrenge desperate for at være normale ville snakke og tænke, og det er så fedt. Det tager lige lidt tid at vænne sig til, for det er meget anderledes, end noget jeg nogensinde har læst, men så snart man finder flowet, fungerer det fantastisk. Det er ikke rigtigt noget, som kan forklares, det skal opleves.

Noget der dog ærgede mig voldsomt ved bogen, var Conaghans brug af “Mr Dog”. Han har opbygget et fænomen, som er så specielt, og kunne have været så vildt, men i stedet falder det voldsomt til jorden. Mr Dog kommer en smule på banen med jævne mellemrum gennem hele bogen, men det er som om, han aldrig bliver sluppet 100% løs. Han er den evige trussel, men bliver desværre aldrig gennemført i det omfang, han kunne, og det er super ærgerligt. I stedet for at være et bærende koncept, sådan som titlen lægger op til, bliver det et underligt malplaceret element, som i bund og grund bare gør historien mærkelig.

Mind-bogglingly I wasn’t having ant tics, screaming fits or grunting noises. Strange, bacause my insides were like the percussion section of our school orchestra. I was in Normal Town.”

When Mr Dog Bites er en vanvittigt sød historie, som jeg læste med et kæmpe smil på læben hele vejen igennem. Hele universet er så uskyldigt og fint, at jeg ville ønske, vi alle sammen kunne få lov til at se verden gennem Dylan Mints øjne. En skøn og underholdende oplevelse fra start til slut, som jeg til en hver tid vil anbefale til alle, der bare vil have en sød, livsbekræftende historie.

 photo e36474ab-6a8e-4a39-9946-5b0a548a8e01_zpsbv91lejw.jpg
 photo 9353b3d7-49a1-4d0b-af0e-2e7ee80cb073_zpsiyqinxoo.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: The Great Gatsby

 photo 20ed68df-1a6e-4f23-87d8-2ca00ebbfdee_zpslrgkkihd.jpg
The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald. Udgivet i 2010 (oprindeligt 1925) på forlaget Vintage. 4 ud af 5 stjerner. 

Nick Carraway flytter til Long Island for at lære at stå på egne ben. Flytningen åbner muligheden for, at både nye og gamle venskaber kan blomstre, men der er kun ét menneske, som for alvor interesserer Nick: hans mystisk nabo Gatsby.

Possibly it had occurred to him that the colossal significance of that light had now vanished forever. Compared to the great distance that had separated him from Daisy it had seemed very near to her, almost touching her. It has seemed as close as a star to the moon. Now it was again a green light on a dock. His count of enchanted objects had diminished by one.”

 

The Great Gatsby er velsagtens Fitzgeralds mest berømte roman, men mit kendskab til historien var stadig mere eller mindre ikke-eksisterende, indtil Baz Lurhmann filmatiserede den forrige år. Filmen var dog intet mindre end fantastisk, så da chancen endelig bød sig, kastede jeg mig ivrigt over den bagvedliggende bog. En bog så stærkt båret af det mest fortryllende sprog jeg nogensinde har læst. Fitzgerald var jo tydeligvis ikke forfatter – han var ordjonglør, sætningsmagiker og stemningsskabende mester. En sand kunstner af tekst.

It is invariably saddening to look through new eyes at things upon which you have expended your own powers of adjustment.”

 

De mange karakterer i The Great Gatsby var alle som én usle. Lige fra den naive Daisy Buchanan og den forsmåede Jordan Baker over den selvretfærdige Tom Buchanan og den ensporede Jay Gatsby. Alle var de simple og utiltalende. Og fanget i mellem dem var stakkels Nick, som i bund og grund bare gerne ville have sit eget liv og sin egen lykke. Langsomt og meget mod hans vilje forpures hans uskyldige sind, og han ender lige så besat og ensporet som Gatsby selv. Selvom Nick er 30 år gammel, så ser jeg alligevel lidt historien som en slags coming of age. Han starter ud uskyldig og blåøjet, men efterhånden som historien udvikler sig, går verdens grumme sandheder op for ham en efter en.

I stared at him an then at Tom, who had made a parallel discovery less than an hour before – and it occurred to me that there was no difference between men, in intelligence or race, so profound as the difference between the sick and the well.”

 

Mit første møde med Fitzgerald var en speciel oplevelse. Bogens smukke ord og formuleringer overvældede mig gang på gang, og de mange smukke scener efterlod mig åndeløs og med en trang til glitter og glamour. Men det tog mig også utroligt lang tid at læse den korte bog. De usympatiske karakterer afholdt mig fra at genoptage læsningen ved hvert et givent øjeblik, og mine følelser var aldrig rigtigt med. Alligevel efterlod bogen mig med en følelse af, at noget både smukt og tragisk netop var overgået mig, og den følelse er nærmest uvurderlig.

 photo ff2fa75b-6245-4dbc-ae2b-36333bc19c70_zpsuxwuczc3.jpg
 photo 9bf9f14b-1af2-4122-bffd-5b170d94ce3a_zpsm9gqimbv.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: South of the Border, West of the Sun

 photo 6a34e5ed-aa9a-4ed1-9fd8-e27ebc7bc487_zpscpuard9g.jpg
South of the Border, West of the Sun (org. Kokkyo no minami, taiyo no nishi) af Haruki Murakami. Udgivet i 2003 (oprindeligt 1992) på forlaget Vintage. 1 ud af 5 stjerner.

Hajime er et af de få japanske børn fra anden halvdel af 1900-tallet, som ikke har nogen søskende. Det er måske en af de helt store grunde til, at han med det samme bliver utroligt gode venner med Shimamoto – hun har nemlig heller ikke nogen søskende. De bliver venner som 12-årige, men skæbnen skiller dem hurtigt igen. Resten af sin ungdom bruger Hajime på at sammenligne alle kvinder med den uovertrufne Shimamoto. De mødes dog først igen da Hijame er 37, har fået en god forretning og er blevet gift. Hajime skal nu finde ud af, om fremtiden eller fortiden betyder mest for ham.

When my wife was pregnant I had a few flings, but nothing serious. I never slept with any one woman more than once or twice. OK, three times at the most. I never felt I was having an affair with a capital A.

Normalt er de citater jeg bruger i mine anmeldelser nogen, jeg bruger, fordi de har ramt mig på en bestemt måde. Måske har de fået mig til at grine, måske kan jeg relatere inderligt til ordene, eller måske de bare er ekstremt smukt skrevet. Intet af dette er tilfældet med ovenstående citat. Det eneste, det vækkede i mig, var dybt foragt. Og alligevel følte jeg et behov for at inkludere det her, for det er det citat, som har brændt sig tydeligst ind i min hukommelse, efter jeg læste bogen. Og det beskriver så ufejlbarligt Hajime: han følte aldrig, at han var rigtigt utro.

Hajime er en heltigennem skidt person. Han er inkarnationen af det stereotype enebarn, som ikke kan fungere sammen med andre mennesker, fordi han aldrig har lært det. Han opnår aldrig noget med sit liv på egen hånd, fordi han altid har fået tingene foræret, og fortsat gør det som voksen. Hans egocentriske tankegang overgås kun af Shimamoto, som om muligt er endnu værre. Krævende, selvisk og hemmelighedsfuld til det yderste. De to individer finder sammen i deres usmagelighed. Fordi ingen af dem ved, hvordan man bør opføre sig som menneske, stiller ingen af dem spørgsmålstegn ved den andens forkastelige handlinger. Lige meget hvor bizarre.

I started to go to the library, devouring every book I could lay my hands on. Once I began one, I couldn’t put it down. Reading was like an addiction; I read while I ate, on the train, in bed until late at night, in school, where I’d keep the book hidden so I could read during class.

Jeg startede ellers på denne bog med de bedste intentioner. Jeg har hørt så uendeligt meget godt om Murakamis forfatterskab, og glædede mig til at dykke ned i hans verden. Det gik dog hurtigt op for mig, at denne bog nok ikke var, hvad jeg havde forventet, og efterhånden som siderne vendtes, blev min første indskydelse forstærket: denne bog var ikke noget for mig.
Hvad jeg troede var en bog om ung kærlighed og mysterier i voksenlivet viste sig at handle om besættelse. Ligesom Hajime er besat af bøgerne i sin ungdom, er han i voksenlivet besat af Shimamoto. En kvinde, som på ingen måde gør sig fortjent til hans kærlighed, får den alligevel i overflod på bekostning af hans trofaste familie – som trods det stadig elsker ham. Og som det egoistiske væsen Hajime er, vil han have det hele.

Often we’d walk home together. Slowly, because of her leg, we’d walk the three-quarters of a mil home, talking about all kinds of things. The more we talked, the more we realized what we had in common: out love of books and music; not to mention cats.

Jeg forstod virkelig ikke denne bog, og det er nok en af de helt store årsager til, at jeg ikke kan lide den. Jeg ved ikke, hvad den i virkeligheden handlede om, og jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg har en teori om, at vi måske har at gøre med en Tyler Durden’sk historie, og hvis dét er tilfældet, så kan historien allerede snige sig op på én stjerne mere. Så er der i det mindste en mening! Men så skal den samtidig straffes for de mange fejl, for så er det simpelthen ikke gennemført nok.
Jeg forstod ganske simpelt ikke historien, og derfor får den ikke mere end én stjerne. En historie skal skrives, så den giver mening.

 photo f31adc1b-65b2-43de-b601-5465ae9cbfc9_zps33f61qrs.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: Fight Club

 photo 4ba244c4-bb71-4934-b89e-0744859e746d_zpslbwu1tvn.jpg
Fight Club af Chuck Palahniuk. Udgivet i 1997 på forlaget Vintage. 5 ud af 5 stjerner

Fight Club er et mødested for helt almindelige mænd. Helt almindelig mænd som én gang om ugen mødes og slås. Ingen sko. Ingen bluser. To mænd per kamp. Kampen fortsætter, til den ene ikke kan mere. Når kampene er slut, går alle hjem til deres almindelige liv igen. Med blå øjne, flækkede læber og en følelse af at kunne klare hvad som helst. Og bag denne fantastiske, livbekræftende klub står selveste Tyler Durden.

The first rule about fight club is you don’t talk about fight club.

 

Fight Club var en helt speciel oplevelse af læse. Palahniuk skriver på en helt unik og intens måde. Glem alt om malende, smukke strofer, der strækker sig over sidevis. Sig pænt farvel til lange beskrivelser og drømmende scener. I Fight Club er alt kort og kontant. Intet er konstant, for bogen er i evig bevægelse. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, med så højt tempo hele vejen igennem. Måske en enkelt bog eller to hvor tempoet har nået samme niveau lige omkring klimaks, men aldrig på samme vedvarende måde som her. Lige fra først sætning på første side er historien i gang, og tempoet falder ikke, før det sidste punktum er sat.

Tyler get’s me a job as a waiter, after that Tyler’s pushing a gun in my mouth and saying, the first step to eternal life is you have to die. For a long time though, Tyler and I were best friends.

 

Det fede ved Fight Club er, at du aldrig rigtigt er sikker på, hvad der foregår. Hvorfor slås alle de her mænd? Hvad er det Tyler er ude på? Og hvorfor siger hovedpersonen aldrig nej? Lige meget hvad Tyler foreslår, så følger vores fortæller gladeligt med helt uden spørgsmålstegn.
Hovedpersonen er en meget intetsigende mand. Han har intet navn, ingen personlighed og ingen ambitioner. Han lader fuldstændigt Tyler overtage og styre hans liv, og alligevel holder jeg med ham. Jeg ønsker konstant for ham, at han skal få styr på sit liv og slippe ud af Tylers magtgreb. Måske fordi hovedpersonen er så anonym, at han kunne være hvem som helst. Han kunne være os alle sammen – selv en uskyldig ung 22-årig kvinde.

Det eneste negative jeg kan sige er, at jeg ville ønske, jeg ikke havde set filmen først. Det ville have været en fryd stadig at have det altoverskyggende twist til gode, men en overraskelse er som bekendt kun en overraskelse, så længe man ikke kender den. På den anden side havde jeg dog rig mulighed for at lede efter spor undervejs, og beundre hvor godt hemmeligheden er underbygget undervejs. Ikke et eneste sted er der elementer, der ikke stemmer overens mellem de to virkeligheder, og alene for dét fortjener bogen topkarakter.
En helt uovertruffen læseoplevelse, som alle burde unde sig selv.

I want you to hit me as hard as you can.

 

 photo d589dccf-260d-49ad-9d27-320516d6a6d7_zpsykisqxfs.jpg
 photo b0c2ab20-9fb3-416f-b5d2-0152ede0de31_zps7jgsqcon.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: Me Before You

 photo 5b068377-b67a-4131-80b5-a12ce99c1a85_zps3xg31ydz.jpg
Me Before You af Jojo Moyes. Udgivet i 2012 på forlaget Penguin Books. 4 ud af 5 stjerner.

Lou er ikke frygtløs. Lou lever et stilfærdigt liv i tryghed og følger den samme rutine, som hun har gjort de sidste mange år. Lige indtil den dag hun mister sit trygge job, og bliver nødt til at prøve noget nyt. På den betingelse, at hun ikke skal tørre ‘bagdel’ på nogen accepterer hun modvilligt jobbet som personlig hjælper for den invalide Will. Will kan ikke lide Lou, Lou kan ikke lide Will, men ud af deres modvilje vokser der alligevel noget smukt. Lous sikre livs hovedfokus bliver pludselig den ultimative usikkerhed, og hun må nu kæmpe for at redde både sit eget og Wills liv.

“Spring arrived overnight, as if winter, like some unwanted guest, had abruptly shrugged its way into its coat and vanished, without saying goodbye.”

Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan jeg har det med denne bog. Spørgsmålet om retten til at bestemme over sit eget liv er så overvældende, at jeg knapt nok ved, hvad jeg skal stille op med det. Hele vejen igennem bogen følte jeg Wills smerte og frustration over det liv han havde mistet. Fortvivlelsen over at kunne se det gode i livet uden at det er nok til at overstråle alt det dårlige. Det må være en helt forfærdelig situation, som jeg absolut ikke misunder nogen.

Så på den ene side har vi altså Will, som i bund og grund er en idiot, men som har et smukt hjerte der skinner stærkere og stærkere igennem. På den anden side har vi så Lou. Kedelige, uselvstændige Lou, som aldrig tager stilling til sit eget liv. Til hendes forsvar, så kommer hun også fra en elendig baggrund. Undertrykkende familie, nedladende kæreste og traumatisk fortid. Man kan ikke fortænke Lou i at være forsigtig, men det bliver bare lidt trivielt når Will er nødt til at udfordre hende til at gøre alt.

Bogen er en konstant kombination af gode og dårlige ting. Karakterernes udvikling er imponerende, og historiens dybe bryder med alle fordomme om chick-lit. Men den er også bare irriterende. Store dele af familiedramaet er irrelevant, birollerne er alle som én dybt usympatiske og romancen virker forceret.

“I read another of the short stories and wondered how long it was since I had bought myself a book. I had loved reading as a child, but couldn’t remember reading anything except magazines since.”

Jeg har en fast regel, når det gælder min anmeldelse af bøger: hvis bogen kan få mig til at græde, så får den en ekstra stjerne. Og denne bog fik mig for alvor til at græde.
Efter vi havde diskuteret bogen i læseklubben overvejede jeg, om jeg mon skulle ændre min umiddelbare bedømmelse til tre stjerner i stedet for fire. Men jeg holder mig til min første indskydelse, fordi jeg mener, de gode dele overstråler de dårlige. Og fordi bogen fik mig til at græde fra det inderste af min sjæl.

“Here I could here my thoughts. I could almost hear my heartbeat. I realized, to my surprice, that I quite liked it.”

 photo 104b0934-5834-4dfd-9474-1d25fe834a10_zpsd5ikurau.jpg photo b3bcb502-e4de-4f0d-9853-10975a76e817_zpshsvumu9d.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: Do Androids Dream of Electric Sheep?

 photo 20150311_140358_zps5da8swpi.jpg
Do Androids Dream of Electric Sheep? af Philip K. Dick. Udgivet i 2007 (oprindeligt i 1968) på forlaget Gollancz. 2 ud af 5 stjerner.

Rick Deckard er Bounty Hunter i fremtidens postapokalyptiske USA. En voldsom krig har efterladt planeten fuld af radioaktivt støv, hvilket har tvunget størstedelen af befolkningen fra planeten. Menneskeheden har indtaget nye planeter og lever med hver deres androide, som er deres private tjenere. Ricks job er at fange androider, som slår deres ejere ihjel og flygter ned på jorden for at leve et liv i frihed. Det er dog en vaskelig opgave, for androiderne bliver mere og mere avancerede, og Rick kan efterhånden ikke skelne mellem ægte og kunstige mennesker. Men er der overhovedet en forskel?

“In actuality it had probably been a manual laborer, a field hand, with aspirations for something better. Do Androids dream? Rick asked himself. Evidently, that’s why thay occasionally kill their employers and flee here. A better life, without servitude.”

Det er altså en sjov oplevelse at kaste sig over en dystopisk fremtidsroman og så opdage, at den foregår i det år, man selv blev født. Dicks forudsigelser var mange og emmede af både positivitet og negativitet, men ingen af dem gik i opfyldelse til 1992. Vi fløj ikke rundt i hovercars, vi havde ikke opfundet androider og vi talte bestemt ikke i videotelefoner for 23 år siden. Vi har endnu ikke den dybfølte respekt og kærlighed til naturen, som bogen udtrykker, men måske burde vi. I Dicks roman er alt naturligt liv helligt, og selv det at slå en edderkop ihjel er en synd.

Men blandt alt det naturlige liv færdes det kunstige, og lige meget hvor overbevisende, vigtigt og imponerende det er, rangerer det stadig absolut nederst i det sociale hierarki.

Rick Deckard gennemgår i bogen en transformation. Fortjener androider i virkeligheden den ringeagt, menneskene tildeler dem, eller er de blevet så avancerede og menneskelige, at de bør tildeles deres eget liv, deres egne følelser, deres egen frihed?
Hele Ricks liv vendes på hovedet, da disse spørgsmål dukker op, og hans livsfarlige job bliver gjort endnu sværere af hans nye etiske spørgsmål.

“The electric things have their lives, too. Paltry as those lives are”

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg synes om denne bog. På den ene side er jeg vanvittigt imponeret over de de store spørgsmål, den stiller og det dystre fremtidsperspektiv. Men på den anden side synes jeg bare, at den er vanvittigt dårligt skrevet. Alle de ukendte elementer præsenteres på en kluntet og unaturlig måde, og handlingen virker bare for belejelig. Samme dag som Rick tilfældigvis tænker over, at han mangler penge, bliver han forfremmet. Netop som han mangler hjælp, dukker den op. Historien får aldrig rigtig et naturligt flow, og mens jeg stadig ventede på, at den overordnede plotlinje skulle vise sig, blev klimaks overstået, og bogen var forbi.

“By then, naturally, he himself would be dead, another interesting event to anticipate as he stood here in his stricken living room alone with the lungless, all-penetrating masterful world-silence.”

Det føles så forkert at kritisere en bog indpakket under kategorien “SF Masterpieces”, men for mig fungerede det bare ikke. Det var en god historien, men en dårlig udførelse.

 photo 20150311_140415_zpspcdnrqdl.jpg photo 20150311_140350_zpsvf8coh6a.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: Hvalernes sang

 photo 0045f133-6f41-46d2-a2b5-0eec1ce8dd5c_zpsyyilwvee.jpg
Hvalernes sang (org: Silver Bay) af Jojo Moyes. Udgivet i 2007 på forlaget Cicero. 2 ud af 5 stjerner.

Lisa bor hos sin tante i den idylliske Silver Bay i Australien og nyder godt af den isolation fra omverden den lille by giver hende. Fem år tidligere flygtede hun fra England med sin datter og en mørk hemmelighed på slæb, og nu forsøger hun at få livet til at hænge sammen igen. Freden i den lille hvalfangerby trues dog, da forretningsmanden Mike dukker op med store planer. Lisa må nu vælge – anonymiteten og sikkerheden eller offentlighedens søgelys og risikoen for at blive afsløret?

Der er intet forløsende ved tabet af et barn, ingen værdifuld lektion man kan lære af det. Det er for stort, for overvældende, for sort til at sætte ord på. Det er en trøstesløs, overvældende fysisk smerte, chokerende i sin intensitet, og hver gang, man tror, man måske er kommet en lille smule fremad, svulmer det op igen som tidevand og skyller ind over en.

Det startede egentligt så lovende. Jeg vandt bogen hos Rosinante&Co og glædede mig helt usigeligt til endelig at stifte bekendtskab med den famøse Jojo Moyes. Lidt uskyldig chick litt i en yndig indpakning og fin lille størrelse. Hvad kunne dog gå galt?
Tilsyneladende meget…

Lige fra første kapitel var jeg irriteret på historiens karakterer. Bogen lægger ud med at følge datteren Hannah, men jeg kunne aldrig rigtigt forstå hende. Hun er 12 år gammel, men hendes ord og tanker lyder som dem fra én sidst i 20’erne. Ganske vidst kaldes hun ofte gammelklog, men det her var bare underligt. Hun lever et beskyttet liv på grund af sin mors frygt, og generelt generer det hende ikke. Det vildeste oprør, hun gør, er at snige sig med hvalfangerne ud at sejle, men alligevel er hun også typen, der i smug tømmer en hel øl, når de voksne ikke kigger. Jeg kunne aldrig helt finde ud af, om hun var en god pige eller en rebel, og i sidste ende er hun bare forvirrende

Og sådan er det med karaktererne generelt. Ingen af dem giver rigtigt nogen mening. Der er en hel sidehistorie, som aldrig rigtigt får nogen pointe, og hele historien er bare usympatisk ligesom dens persongalleri. Bogen er bygget op om Lisas store hemmelighed, som gradvist bliver afsløret, hvorefter det er meningen, at man som læser til sidst skal blive chokeret af “det store twist”. Det kan godt være, at det er mig, der bare har læst for mange Dan Brown romaner, og derfor er blevet lidt hærdet, men twistet var altså ikke særligt chokerende. Jeg havde luret det i hvert fald 50 sider før bogen nåede frem til det, og der er intet mere skuffende, end et twist man havde luret. Æv

Jeg ville virkeligt gerne kunne lide bogen. Men det kunne jeg ikke. Plottet var slidt, og de små ændringer Moyes har foretaget fungerede på ingen måde. Kærlighedshistorien var både klichéfyldt og usmagelig, og ikke en eneste af bogens mange karakterer formåede at vække min sympati. Og nå ja, så var slutningen direkte sær og urealistisk.
Bogen havde da helt bestemt sine øjeblikke med smukke beskrivelser og stærke følelser, og jeg kunne i og for sig også godt ane potentialet et sted, hvilket den skal anerkendes for. Det hele druknede dog i den dårlige udførelse og de overvældende irritationsmomenter, der dominerende bogen. Alt i alt var det desværre ikke noget glædeligt første møde med Jojo Moyes.

 photo 66bf5c63-2fa9-4d6f-8408-f32b2f341c96_zpsim9usp6s.jpg

 photo f396f134-1de1-4c7b-9e7a-fd1f3f2f63e8_zpsueylenqd.jpg

Continue Reading