Anmeldelse: The Goldfinch

 photo 8e001e6e-9bf7-4071-bc5a-cff83a5069db_zpse6rnuf8c.jpg
The Goldfinch af Donna Tartt. Udgivet på forlaget Abacus i 2014. 3 ud af 5 stjerner.

Theo Decker er udmærket klar over, at den eneste person, han kan bebrejde for den situation han står i nu, er ham selv. En ungdom fuld af dårlige beslutninger har ført ham langvejs hjemmefra, men det betyder ikke noget. Det eneste, der betyder noget, er hans maleri. Hans smukke maleri som har været hans faste holdepunkt i livet, siden hans mor døde. Maleriet han kom til at stjæle efter eksplosionen. Maleriet af The Goldfinch.

Who cares? If he is good to you? None of us ever find enough kindness in the world, do we?”

The Goldfinch var den helt store talk of the town i 2014, hvor den også vandt Pulitzer prisen for fiktion. Jeg blev hurtigt fanget i strømmen af de mange rosende ord, som konsekvent fulgte med den, hvorend jeg kiggede hen, men jeg nåede aldrig omkring at læse den. Da mine veninder så foreslog den til vores læseklub, slog jeg til: nu skulle den læses!

Og det gør mig så inderligt ondt at sige, at den skuffede mig fælt. Bogen fylder 865 sider, og jeg følte mig kun reelt draget i godt og vel 100 sider. Der er ingen spænding i bogen, og den smule der lægges op til, bliver med det samme skudt til jorden, da Tartt konsekvent afslører, hvad der kommer til at ske, før hun fortæller, hvordan det skete. Det er som om, hun slet ikke har hørt om spændingsopbygning!

Mangel på spænding gør det naturligvis ikke til en dårlig bog, og det var det da som sådan heller ikke. Den var bare ikke for mig. Jeg følte, at Tartt brugte meget mere tid på at skrive dybe, kunstneriske sætninger, end hun gjorde på at skrive egentlig handling. Og javist, bogen er da også smukt skrevet, men jeg kan helt ærligt ikke se pointen i 1½ sider lange sætninger…

We looked at each other and just laughed; everything was hysterically funny, even the playground slide was smiling at us, and at some point, deep in the night, when we were climbing on the jungle gym and showers of sparks were flying out of our mouths, I had the epiphany that laughter was light, and light was laughter, and that this was the secret of the universe.”

Det værste er, at jeg synes faktisk, at bogen byder på nogle rigtigt interessante karakterer. Theo selv har så meget godt at byde på, og jeg tog flere gange mig selv i at sidde og forestille mig en lys fremtid for ham, på trods af at bogen begynder med at understrege, at han ender et skidt sted. Og især Hobie vandt mit hjerte fuldt ud ved bare at være en kærlig og ærlig karakter, som absolut intet ondt kan se i mennesker. Hobie er så god og rar, og jeg elskede ham inderligt, hvilket bare gjorde det endnu værre, når Theo ikke værdsatte ham.

The Goldfinch er en god bog og en god historie; den er bare alt for lang. Der er alt for meget fyld og alt for meget unødigt drama, som slet ikke er nødvendigt for at bringe historien til live. De 100 siders spænding, som bogen bød på, var ganske fængende, men resten af bogen føltes bare som en alt for lang prolog og epilog, og den ender med at fremstå som en glorificeret krimi. Der var ganske simpelt alt for meget.

… and the fat summer moon shining white and pure overhead, and my love for her was really just that pure, as simple and steady as the moon.”

 photo b2d4928b-3142-4639-8568-7189037fbb22_zpst9d0m8vu.jpg
 photo cf00be10-bafe-4f02-8a8d-38222946206e_zpsattir8yp.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: The Ocean at the End of the Lane

 photo 20150808_130250_zpsmdzbflx0_edit_1439039306701_zpsn8djefl5.jpg
The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman. Udgivet på forlaget Headline i 2013. 5 ud af 5 stjerner

Hans barndom ligger mange år tilbage, men da han pludselig finder sig selv, på vej ned af den lille vej han boede på dengang, begynder glemte minder at dukke op. Minder om en lille pige som var oldgammel og en endnu ældre kvinde, som så månen blive skabt. Minder om en smuk barnepige som var ond. Og minder om en lille bitte dam som i virkeligheden var et kæmpe ocean.

In my dream, It was the tongue of what is, and anything spoken in it becomes real, because nothing said in that language can be a lie.”

 

The Ocean at the End of the Lane var mit første møde med Neil Gaiman, og det var med stor forventning, at jeg ivrigt begyndte at bladre i den smukke, blå bog. Alle ved, at store forventninger ofte fører til skuffelser, men ikke denne gang! Lige fra starten var jeg grebet af den altoverdøvende magi, som lå lige så meget mellem linjerne, som den lå på dem. En magi der var så naturlig, at jeg slet ikke stillede spørgsmålstegn ved den, men bare accepterede den.

Gaimans tekst formår på en og samme gang at være så simpel og elegant, at jeg flød igennem den helt uden besvær, samtidig med at der var så mange detaljer og så meget dybde, at jeg på ingen måde var i tvivl om, at der virkelig findes en lille bitte dam på størrelse med et ocean. Selv med en hovedperson, som aldrig får noget navn, virker det hele så virkeligt, at fantasy føles som en malplaceret kategori.

When I entered the farmhouse, through the back door, the moon had been full, and it was a perfect summer’s night. When I left, I went with Lettie Hempstock and her mother out of the front door, and the moon was a curved white smile, high in a cloudy sky, and the night was gusty with sudden, undecided spring breezes…”

 

Jeg absolut elsker, hvordan det langt fra er alt, der er forklaret i denne bog, og alligevel mangler man ingen svar. Normalt hader jeg åbne slutninger og ubesvarede spørgsmål, men ikke her. Historien i sig selv er mere end nok til, at man ikke behøver at vide, hvor i alverden familien Hempstock kommer fra, hvor gammel Lettie egentligt er, eller hvordan pokker gamle Mrs Hempstock formår at kontrollere den måne, som hun selv var vidne til, blev skabt.

Hvis man elsker magi, mystik og en gennemført god historie, så må man ikke snyde sig selv for at opleve The Ocean at the End of the Lane. På bogens cover står der, at den sluger dig med hjerte og sjæl, og jeg kunne ikke være mere enig.

I lived in books more than I lived anywhere else.”

 photo 20150808_130147_zps17u2jnt8_edit_1439039468471_zpsau9p4f4m.jpg  photo 20150808_130102_zpsn1budard_edit_1439036875930_zpslryjwqxn.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: Look Who’s Back

 photo 20150723_155832_zps5btaksg5_edit_1437924856126_zps8gypim7w.jpg
Look Who’s Back (org: Er ist wieder da) af Timur Vermes. Udgivet i 2014 på forlaget MacLehose Press. 2 ud af 5 stjerner.

Selveste Adolf Hitler vågner på en tilfældig græsplæne midt i Berlin, 2011. Han har ingen anelse om, hvor han er, hvorfor han er endt der, eller hvem der har vundet krigen. Det går dog hurtigt op for ham, at han er gået glip af 66 år, men der kan ikke herske nogen tvivl om, hvorfor: skæbnen har sendt ham til en tid, hvor hans lederskab er endnu mere nødvendigt, og han må nu endnu en gang gå i kamp for at redde det tyske Volk!

It was my task and mine alone to save the Volk. Mine alone to save the earth and humankind. And the first step along this path led to the cleaner’s.”

Jeg har svært ved ikke at føle mig en smule snydt af denne bag. Bagsideteksten lovede mig en hylende morsom bog, med Hitler som et viralt YouTube-fænomen og en tysk befolkning der går lige i den gamle fælde. Jeg forventede en humoristisk historie, men i stedet fik jeg en menneskeliggørelse af verdenshistoriens værste massemorder, og en sympati jeg aldrig havde bedt om.

Det er klart og tydeligt, at bogen forsøger at få os til at stille spørgsmålstegn ved vores moderne samfund og skabe en form for forståelse for, hvad det egentligt var, der skete dengang det hele gik galt. Og jeg synes helt sikkert, at dens formål er ærværdigt! Udførelsen er bare skrækkelig og læner sig voldsomt op af det usmagelige i mine øjne. Bogen kan ikke bestemme sig for, om den vil være humoristisk eller dybsindig og fejler derfor grumt til begge dele, hvilket bare resulterer i noget, der tilnærmelsesvis ligner en hyldest frem for en kritik.

How many hard days had I spent making tough military decisions, after which all I wanted was to indulge in a little reading at two o’clock in the morning.”

Jeg har brugt lang tid på at undre mig over, hvorfor jeg ikke finder bogen lige så morsom som de mange rosende anmeldere. Enten må det være fordi, humoren er gået tabt i oversættelsen fra tysk til engelsk, eller også er det simpelthen bare fordi, jeg ikke forstår den slag humor – begge dele er en reel risiko.
Det skal dog med, at bogen er utroligt velskreven og på intet tidspunkt bryder ud af sin karakter. Historien er virkelig godt skrevet sammen, og Hitlers teknologiske fremskridt i den moderne verden virker sandsynlige omend ikke videre realistisk. Bogen havde et kæmpe potentiale, men valgte desværre at jonglere med for mange bolde på én gang og tabte derfor det hele på gulvet med et rungende brag.

Everyone was standing on tables and benches, with the exception of those who had just fallen off. People were wailing and shouting for someone called Jude.”

 photo 20150723_155815_zpsuewnxrjy_edit_1437924635632_zpsmbdiicyy.jpg
 photo 20150723_155932_zpsmjtpxuje_edit_1437925112494_zpshowlutk6.jpg

Continue Reading

Yves Rocher Speaking Colors

I går sendte jeg min kæreste af sted mod en uge i Barcelona. Jeg har faktisk glædet mig helt vildt til en uge alene i lejligheden, selvom ensomheden lige ramte et øjeblik i aftes. Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at jeg lå med migræne, men nu er jeg ved at være klar til at nyde min uge som dronning i eget kongerige. Indtil videre har jeg set tøsefilm, hørt høj popmusik, leget hjemmespa og læst en bog færdig. Og senere står den på mad-min-kæreste-ikke-gider-spise og flere tøsefilm. Det er sgu ikk’ så ring’ endda med det der pesudo-singleliv en gang i mellem ;)

 photo d5129f1b-46e2-4ca1-b8c3-879e9e80d9ac_zpsjmelyl2s.jpg
Bleu Nigelle og Rose Dalhia

Men nu skulle det ikke handle om hverken kærester eller ensomhed i dag, men derimod om neglelak! Som jeg hintede til den anden dag, så har jeg nemlig fundet noget nær et mirakel inden for neglelak.

Jeg elsker at gå med neglelak, men når man er så doven som jeg, kan det godt være lidt op af bakke, når lakken kun er flot i 2-3 dage.
Nu har jeg så testet de nye lakker fra Yves Rocher, og tillad mig at gentage mig selv: hold da op. Lakken holdt i en hel uge! Og da jeg rensede den af, var den ikke engang skallet af – jeg var bare blevet træt af at have den samme lak på. Det kan jeg helt ærligt sige aldrig er sket for mig før.

Jeg er meget imponeret. Jeg plejer ellers at være religiøs fan af Essies lakker, men med en stykpris på 39 kroner per farve hos Yves Rocher mod 99 kroner hos Essie så er det svært ikke at blive omvendt. Lige nu kan du endda også få den overlak jeg fik med til 39 kroner.

Det skal dog siges, at en del af lakkerne efterlader svage misfarvninger på neglen selv med en basecoat under. Jeg fik desværre ikke nogen basecoat med fra Yves Rocher, så jeg har bare brugt den, jeg havde i forvejen, men det kunne være spændende at se, om misfarvningerne blev værre eller bedre med deres egen lak.

 photo 4fe54aea-18da-4f93-873c-87c8c9529a2a_zpswl79kmhw.jpg

 photo 04f16523-337c-46ca-996d-cec74c2daf10_zps6fvbdbxz.jpg
Bleu Nigelle // Argent paillté // Rose Dalhia // Citron // Menthe // Bleu Volubilis // Gris Armoise // Rose Azalée

Jeg har fået tilsendt disse produkter til test gennem Yves Rochers Blogger Review Team. Alle holdninger er mine egne og er på ingen måde påvirket af Yves Rocher.

Continue Reading

Anmeldelse: To Kill a Mockingbird

 photo 59913881-9cdd-4693-88cb-0ce59be8404c_zps0g1a33vw.jpg
To Kill a Mockingbird af Harper Lee. Udgivet i 2010 (oprindeligt i 1960) på forlaget Arrow Books. 4 ud af 5 stjerner.

Scout er 6 år gammel og ved udmærket, hvordan verden hænger sammen. Og alligevel er der så meget, der ikke giver mening; hvorfor skal hun gå i kjole, når hendes bror Jem må gå i bukser? Hvorfor går naboen Mr Arthur “Boo” Radley aldrig nogensinde uden for sin hoveddør? Og hvorfor ser folk så anderledes på byens sorte befolkning? Scout forstår mange ting, men hun forstår ikke, hvorfor de voksne altid er så underlige.

Summer was our best season: it was sleeping on the back screened porch in cots, or trying to sleep in the tree-house; summer was everything good to eat; it was a thousand colours in a parched landscape; but most of all, summer was Dill.”

To Kill a Mockingbird bliver hyldet vidt og bredt for dens enestående syn på racismen i 1930’ernes amerikanske sydstater og er for længst blevet en klassiker, som enhver læsehest med respekt for sig selv bør læse. Og det er bestemt ikke uden grund! Bogen formår at tage nogle dybe, tunge emner op, men samtidigt at gøre dem tilgængelige og forståelige for enhver, ved at anskue dem gennem en 6-årigs øjne. For selvom bogen handler om racisme, fattigdom, uretfærdighed og meget andet, så handler historien i langt højere grad om en ung piges udvikling. Fra bare at have taget verden for givet tvinges hun til at sætte sig i andre menneskers sted og se verden gennem deres øjne. Godt hjulpet på vej af sin barndomsven, sin storebror, sin kærlige husholderske og sin altvidende far vokser hun fra at være en kamplysten rolling til at være en dybsindig pige med en forståelse for verden, der langt overskrider hendes alder.

Beautiful things floated in his dreamy head. He could read two books to my one, but he preferred the magic of his own inventions.”

Bogen tvinger ikke nogen højpandet morale ned i halsen på dig som læser eller prædiker om godt og ondt. Den tager dig derimod nænsomt i hånden og lader dig selv udforske en verden af uretfærdighed gennem et barns uskyldige øjne. Netop uskylden og uretfærdigheden danner dermed den enorme kontrast, som handlingen udspiller sig på baggrund af og gør det hele klart som kold februarmorgen. Du behøver ikke gennemsøge din sjæl for at finde svaret – det er bare. Med humor og livsglæde leder Lee dig igennem en brutal verden, som slet ikke føles brutal. Bogens lethed gør moralen til en uomtvistelig sandhed:

Mockingbirds don’t do one thing but make music for us to enjoy. They don’t eat up people’s gardens, don’t nest in corncribs, they don’t do one thing but sing their hearts out for us. That’s why it’s a sin to kill a mockingbird.”

 photo 81f67843-1617-42e4-b80f-e95477b370a0_zpshwrr52fo.jpg
 photo 03aeaebe-b74b-4efc-b633-9d6c51f13028_zpstpqrpi3o.jpg


Den 11. juli fyldte Harper Lees elskede klassiker 55 år og i morgen udkommer den længe ventede efterfølger Go Set a Watchman endelig. 

 

Continue Reading

Anmeldelse: Rock War

 photo e7705ec0-99e8-4407-9a47-c0411fedbf7c_zpsyqjzzy45.jpg
Rock War 1 – Det første slag af Robert Muchamore. Udgivet i 2015 (oprindeligt 2014) på forlaget Gyldendal. 2 ud af 5 stjerner.

Jay drømmer om at være med i et rigtigt band. Han vil ikke bare spille musik for sjov, han vil spille for tusindvis af mennesker mens de taktfuldt råber hans navn i kor. Summer vil egentligt helst bare gerne være for sig selv, men da hun pludselig bliver tvunget til at synge, finder hun ud af, at der er mere i verden end bare hendes syge bedstemor. Og til hendes store overraskelse kan hun faktisk lide det! Dylan forsøger at skabe sin egen identitet uden hans rige rockstarfar, men langsomt begynder han alligevel at følge i sin fars fodspor.

Rock War er den ultimative ungdomsfortælling. Historien er sprængfyldt med uskyldig kærlighed, identitetskriser og store drømme. For hver side man vender i den punkede bog rammes man af et nyt drama der gang på gang overgår al forstand. Udfordringerne strækker sig lige fra eftersidning, mobning og ondskabsfulde søskende til tyveri, overfald og voldtægtsforsøg. Intet er for småt, intet er for stort, og tempoet er konstant i top. Faktisk var det en overgang lige før jeg blev helt forpustet i forsøget på at følge med!

Historien skifter mellem at følge henholdsvis Jay, Summer og Dylan, som fuldstændigt uafhængigt af hinanden udlever musikdrømmen. Desværre var fordelingen ikke helt fair, og lige fra starten holdt jeg langt mere med Jay end de to andre. Og Dylan var helt uden for kategori, da han først blev introduceret meget sent i bogen og hans historie på ingen måde følger de andres. Han virkede som en irrelevant parentes i mellem de to andre.

Bogen virker som én lang intro til den egentlige historie, som kommer til at udfolde til i de kommende bøger. Og det tror jeg faktisk virker til seriens største fordel, for nu kender jeg karaktererne og er dybt fanget af deres individuelle dramaer. Jeg har lyst til at vide mere om dem! Og dermed har Muchamore sikret sig et trofast publikum til seriens ende.
Selvom bogen muligvis ikke kommer til at få nogen æresplads på min bogreol, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at situationen havde været en helt anden, hvis jeg havde læst bogen i mine teenageår. Historien er helt perfekt til de tidlige år med enorm usikkerhed og endnu større drømme. Og selvom jeg muligvis er vokset fra bogen, så hænger den alligevel fast i mine tanker her længe efter den blev færdiglæst.
Lige meget om man er dreng eller pige, så kan man uden tvivl føle sig hjemme i denne bog, og det er en egenskab, som overstråler enhver form for stjerneuddeling fra sure, gamle anmeldere som mig.
 photo d1bd5e82-a0d2-48c3-b3e0-17f0bc9e9c7e_zpsxakbopxq.jpg
 photo a4af6067-b7dd-4abc-9cf7-ecb536bddb63_zpsup39vltp.jpg


Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Continue Reading

Anmeldelse: An Abundance of Katherines

 photo edc2f796-febe-49f6-9b21-b3087c83ced5_zpsuldmi0t0.jpg
An Abundance of Katherines af John Green. Udgivet i 2006 på forlaget Penguin Books. 4 ud af 5 stjerner.

Colin Singleton har en helt bestemt type, når det gælder piger. Han kan lide Katheriner. Faktisk har han aldrig dated en pige, der ikke hed Katherine. Han har dated en Katherine 19 gange, og 19 gange har en Katherine slået op med ham. Nu, hvor han endnu en gang er blevet efterladt håbløst hjerteknust, har hans ven Hassan slæbt ham med på et roadtrip uden destination. Hassans mål er at give Colin et nyt syn på livet væk fra de mange Katheriner. Colins: at bevise den matematiske forudsigelighed i ethvert romantisk forhold!

Colin laughed. It suited him. No longer a prodigy, not yet a genius – but still a smartypants.”

Colin Singleton er en helt fantastisk fyr. Som 3-årig finder hans forældre ud af, at han er ekstremt intelligent, og hele hans liv kommer til at handle om, at han er et vidunderbarn. Nu hvor han er færdig med high school, begynder han dog at tvivle på sig selv, for hvad nu hvis han ikke kan blive et rigtigt geni? Hvad nu hvis han bare er et klogt barn, som aldrig kommer til at udrette mere med sit liv og aldrig kommer til at efterlade sit aftryk på verden? Det er hans helt store frygt, men han er overbevist om, at hvis han bare udleder en vigtig nok teori og får status som geni, vil hans liv for evigt blive meget bedre. Det er derfor, han er så fokuseret på sin matematiske formel – hvis han bare beviser teorien, bliver han et rigtigt geni, og så vil Katherine XIX indse, at hun stadig elsker ham, og de vil leve lykkeligt til deres dages ende!

Shame about how we’re gonna die here, though. I mean, seriously. An Arab and a half-Jew enter a store in Tennessee. It’s the beginning of a joke, and the punch line is ‘sodomy’.”

Der er så meget godt indhold i denne bog, at det er umuligt at få det hele med uden enten at afsløre for meget af handlingen eller ende med et alt for langt indlæg. John Green har virkelig præsteret noget fantastisk med denne historie – og endda helt uden at knuse mit hjerte denne gang! Historien er gennemarbejdet og gennemsyret med små geniale input, som kan få enhver dødelig til at føle sig så intelligent som et børnehavebarn. Og oven i det er den stopfyldt med fantastisk humor, som gang på gang fik mig til at grine højlydt.

 photo 19ae3103-5f90-4bc8-aa50-ef0cd1f5fb49_zpsmjwjcfoa.jpg

Jeg elskede virkelig denne bog. Jeg elskede dens humor, jeg elskede dens karakterer, jeg elskede dens sjove opbygning med de mange formler og fodnote som en anden videnskabelig afhandling. Min eneste anke er, at den taber pusten en smule hen mod slutningen. Det er dog langt fra nok til at ødelægge min begejstring for den lille røde bog, som ender ud som en smuk historie om at finde sig selv inderst inde.

Jeg ville ønske, at jeg kunne bidrage med flere kloge ord om denne bog, for jeg kunne helt ærligt snakke om den hele dagen og blive ved med at smide skønne citater efter jer, men i sidste ende er pointen den samme: læs den her bog, så snart I får chancen. I vil ikke fortryde det!  photo dd0cc34c-9b5d-497a-8ce0-2e129ebca8f6_zps9hqvan4h.jpg
 photo 38a628e3-0621-4d64-b2b9-ba21cc14dfc5_zpske5cgwoa.jpg

And that’s why he liked her, and loved her. She spoke to him in a language that, no matter how hard you studied it, could not be completely understood.”

Continue Reading