Anmeldelse: Look Who’s Back

 photo 20150723_155832_zps5btaksg5_edit_1437924856126_zps8gypim7w.jpg
Look Who’s Back (org: Er ist wieder da) af Timur Vermes. Udgivet i 2014 på forlaget MacLehose Press. 2 ud af 5 stjerner.

Selveste Adolf Hitler vågner på en tilfældig græsplæne midt i Berlin, 2011. Han har ingen anelse om, hvor han er, hvorfor han er endt der, eller hvem der har vundet krigen. Det går dog hurtigt op for ham, at han er gået glip af 66 år, men der kan ikke herske nogen tvivl om, hvorfor: skæbnen har sendt ham til en tid, hvor hans lederskab er endnu mere nødvendigt, og han må nu endnu en gang gå i kamp for at redde det tyske Volk!

It was my task and mine alone to save the Volk. Mine alone to save the earth and humankind. And the first step along this path led to the cleaner’s.”

Jeg har svært ved ikke at føle mig en smule snydt af denne bag. Bagsideteksten lovede mig en hylende morsom bog, med Hitler som et viralt YouTube-fænomen og en tysk befolkning der går lige i den gamle fælde. Jeg forventede en humoristisk historie, men i stedet fik jeg en menneskeliggørelse af verdenshistoriens værste massemorder, og en sympati jeg aldrig havde bedt om.

Det er klart og tydeligt, at bogen forsøger at få os til at stille spørgsmålstegn ved vores moderne samfund og skabe en form for forståelse for, hvad det egentligt var, der skete dengang det hele gik galt. Og jeg synes helt sikkert, at dens formål er ærværdigt! Udførelsen er bare skrækkelig og læner sig voldsomt op af det usmagelige i mine øjne. Bogen kan ikke bestemme sig for, om den vil være humoristisk eller dybsindig og fejler derfor grumt til begge dele, hvilket bare resulterer i noget, der tilnærmelsesvis ligner en hyldest frem for en kritik.

How many hard days had I spent making tough military decisions, after which all I wanted was to indulge in a little reading at two o’clock in the morning.”

Jeg har brugt lang tid på at undre mig over, hvorfor jeg ikke finder bogen lige så morsom som de mange rosende anmeldere. Enten må det være fordi, humoren er gået tabt i oversættelsen fra tysk til engelsk, eller også er det simpelthen bare fordi, jeg ikke forstår den slag humor – begge dele er en reel risiko.
Det skal dog med, at bogen er utroligt velskreven og på intet tidspunkt bryder ud af sin karakter. Historien er virkelig godt skrevet sammen, og Hitlers teknologiske fremskridt i den moderne verden virker sandsynlige omend ikke videre realistisk. Bogen havde et kæmpe potentiale, men valgte desværre at jonglere med for mange bolde på én gang og tabte derfor det hele på gulvet med et rungende brag.

Everyone was standing on tables and benches, with the exception of those who had just fallen off. People were wailing and shouting for someone called Jude.”

 photo 20150723_155815_zpsuewnxrjy_edit_1437924635632_zpsmbdiicyy.jpg
 photo 20150723_155932_zpsmjtpxuje_edit_1437925112494_zpshowlutk6.jpg

Continue Reading

Yves Rocher Speaking Colors

I går sendte jeg min kæreste af sted mod en uge i Barcelona. Jeg har faktisk glædet mig helt vildt til en uge alene i lejligheden, selvom ensomheden lige ramte et øjeblik i aftes. Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at jeg lå med migræne, men nu er jeg ved at være klar til at nyde min uge som dronning i eget kongerige. Indtil videre har jeg set tøsefilm, hørt høj popmusik, leget hjemmespa og læst en bog færdig. Og senere står den på mad-min-kæreste-ikke-gider-spise og flere tøsefilm. Det er sgu ikk’ så ring’ endda med det der pesudo-singleliv en gang i mellem ;)

 photo d5129f1b-46e2-4ca1-b8c3-879e9e80d9ac_zpsjmelyl2s.jpg
Bleu Nigelle og Rose Dalhia

Men nu skulle det ikke handle om hverken kærester eller ensomhed i dag, men derimod om neglelak! Som jeg hintede til den anden dag, så har jeg nemlig fundet noget nær et mirakel inden for neglelak.

Jeg elsker at gå med neglelak, men når man er så doven som jeg, kan det godt være lidt op af bakke, når lakken kun er flot i 2-3 dage.
Nu har jeg så testet de nye lakker fra Yves Rocher, og tillad mig at gentage mig selv: hold da op. Lakken holdt i en hel uge! Og da jeg rensede den af, var den ikke engang skallet af – jeg var bare blevet træt af at have den samme lak på. Det kan jeg helt ærligt sige aldrig er sket for mig før.

Jeg er meget imponeret. Jeg plejer ellers at være religiøs fan af Essies lakker, men med en stykpris på 39 kroner per farve hos Yves Rocher mod 99 kroner hos Essie så er det svært ikke at blive omvendt. Lige nu kan du endda også få den overlak jeg fik med til 39 kroner.

Det skal dog siges, at en del af lakkerne efterlader svage misfarvninger på neglen selv med en basecoat under. Jeg fik desværre ikke nogen basecoat med fra Yves Rocher, så jeg har bare brugt den, jeg havde i forvejen, men det kunne være spændende at se, om misfarvningerne blev værre eller bedre med deres egen lak.

 photo 4fe54aea-18da-4f93-873c-87c8c9529a2a_zpswl79kmhw.jpg

 photo 04f16523-337c-46ca-996d-cec74c2daf10_zps6fvbdbxz.jpg
Bleu Nigelle // Argent paillté // Rose Dalhia // Citron // Menthe // Bleu Volubilis // Gris Armoise // Rose Azalée

Jeg har fået tilsendt disse produkter til test gennem Yves Rochers Blogger Review Team. Alle holdninger er mine egne og er på ingen måde påvirket af Yves Rocher.

Continue Reading

Anmeldelse: To Kill a Mockingbird

 photo 59913881-9cdd-4693-88cb-0ce59be8404c_zps0g1a33vw.jpg
To Kill a Mockingbird af Harper Lee. Udgivet i 2010 (oprindeligt i 1960) på forlaget Arrow Books. 4 ud af 5 stjerner.

Scout er 6 år gammel og ved udmærket, hvordan verden hænger sammen. Og alligevel er der så meget, der ikke giver mening; hvorfor skal hun gå i kjole, når hendes bror Jem må gå i bukser? Hvorfor går naboen Mr Arthur “Boo” Radley aldrig nogensinde uden for sin hoveddør? Og hvorfor ser folk så anderledes på byens sorte befolkning? Scout forstår mange ting, men hun forstår ikke, hvorfor de voksne altid er så underlige.

Summer was our best season: it was sleeping on the back screened porch in cots, or trying to sleep in the tree-house; summer was everything good to eat; it was a thousand colours in a parched landscape; but most of all, summer was Dill.”

To Kill a Mockingbird bliver hyldet vidt og bredt for dens enestående syn på racismen i 1930’ernes amerikanske sydstater og er for længst blevet en klassiker, som enhver læsehest med respekt for sig selv bør læse. Og det er bestemt ikke uden grund! Bogen formår at tage nogle dybe, tunge emner op, men samtidigt at gøre dem tilgængelige og forståelige for enhver, ved at anskue dem gennem en 6-årigs øjne. For selvom bogen handler om racisme, fattigdom, uretfærdighed og meget andet, så handler historien i langt højere grad om en ung piges udvikling. Fra bare at have taget verden for givet tvinges hun til at sætte sig i andre menneskers sted og se verden gennem deres øjne. Godt hjulpet på vej af sin barndomsven, sin storebror, sin kærlige husholderske og sin altvidende far vokser hun fra at være en kamplysten rolling til at være en dybsindig pige med en forståelse for verden, der langt overskrider hendes alder.

Beautiful things floated in his dreamy head. He could read two books to my one, but he preferred the magic of his own inventions.”

Bogen tvinger ikke nogen højpandet morale ned i halsen på dig som læser eller prædiker om godt og ondt. Den tager dig derimod nænsomt i hånden og lader dig selv udforske en verden af uretfærdighed gennem et barns uskyldige øjne. Netop uskylden og uretfærdigheden danner dermed den enorme kontrast, som handlingen udspiller sig på baggrund af og gør det hele klart som kold februarmorgen. Du behøver ikke gennemsøge din sjæl for at finde svaret – det er bare. Med humor og livsglæde leder Lee dig igennem en brutal verden, som slet ikke føles brutal. Bogens lethed gør moralen til en uomtvistelig sandhed:

Mockingbirds don’t do one thing but make music for us to enjoy. They don’t eat up people’s gardens, don’t nest in corncribs, they don’t do one thing but sing their hearts out for us. That’s why it’s a sin to kill a mockingbird.”

 photo 81f67843-1617-42e4-b80f-e95477b370a0_zpshwrr52fo.jpg
 photo 03aeaebe-b74b-4efc-b633-9d6c51f13028_zpstpqrpi3o.jpg


Den 11. juli fyldte Harper Lees elskede klassiker 55 år og i morgen udkommer den længe ventede efterfølger Go Set a Watchman endelig. 

 

Continue Reading

Anmeldelse: Rock War

 photo e7705ec0-99e8-4407-9a47-c0411fedbf7c_zpsyqjzzy45.jpg
Rock War 1 – Det første slag af Robert Muchamore. Udgivet i 2015 (oprindeligt 2014) på forlaget Gyldendal. 2 ud af 5 stjerner.

Jay drømmer om at være med i et rigtigt band. Han vil ikke bare spille musik for sjov, han vil spille for tusindvis af mennesker mens de taktfuldt råber hans navn i kor. Summer vil egentligt helst bare gerne være for sig selv, men da hun pludselig bliver tvunget til at synge, finder hun ud af, at der er mere i verden end bare hendes syge bedstemor. Og til hendes store overraskelse kan hun faktisk lide det! Dylan forsøger at skabe sin egen identitet uden hans rige rockstarfar, men langsomt begynder han alligevel at følge i sin fars fodspor.

Rock War er den ultimative ungdomsfortælling. Historien er sprængfyldt med uskyldig kærlighed, identitetskriser og store drømme. For hver side man vender i den punkede bog rammes man af et nyt drama der gang på gang overgår al forstand. Udfordringerne strækker sig lige fra eftersidning, mobning og ondskabsfulde søskende til tyveri, overfald og voldtægtsforsøg. Intet er for småt, intet er for stort, og tempoet er konstant i top. Faktisk var det en overgang lige før jeg blev helt forpustet i forsøget på at følge med!

Historien skifter mellem at følge henholdsvis Jay, Summer og Dylan, som fuldstændigt uafhængigt af hinanden udlever musikdrømmen. Desværre var fordelingen ikke helt fair, og lige fra starten holdt jeg langt mere med Jay end de to andre. Og Dylan var helt uden for kategori, da han først blev introduceret meget sent i bogen og hans historie på ingen måde følger de andres. Han virkede som en irrelevant parentes i mellem de to andre.

Bogen virker som én lang intro til den egentlige historie, som kommer til at udfolde til i de kommende bøger. Og det tror jeg faktisk virker til seriens største fordel, for nu kender jeg karaktererne og er dybt fanget af deres individuelle dramaer. Jeg har lyst til at vide mere om dem! Og dermed har Muchamore sikret sig et trofast publikum til seriens ende.
Selvom bogen muligvis ikke kommer til at få nogen æresplads på min bogreol, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at situationen havde været en helt anden, hvis jeg havde læst bogen i mine teenageår. Historien er helt perfekt til de tidlige år med enorm usikkerhed og endnu større drømme. Og selvom jeg muligvis er vokset fra bogen, så hænger den alligevel fast i mine tanker her længe efter den blev færdiglæst.
Lige meget om man er dreng eller pige, så kan man uden tvivl føle sig hjemme i denne bog, og det er en egenskab, som overstråler enhver form for stjerneuddeling fra sure, gamle anmeldere som mig.
 photo d1bd5e82-a0d2-48c3-b3e0-17f0bc9e9c7e_zpsxakbopxq.jpg
 photo a4af6067-b7dd-4abc-9cf7-ecb536bddb63_zpsup39vltp.jpg


Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Continue Reading

Anmeldelse: An Abundance of Katherines

 photo edc2f796-febe-49f6-9b21-b3087c83ced5_zpsuldmi0t0.jpg
An Abundance of Katherines af John Green. Udgivet i 2006 på forlaget Penguin Books. 4 ud af 5 stjerner.

Colin Singleton har en helt bestemt type, når det gælder piger. Han kan lide Katheriner. Faktisk har han aldrig dated en pige, der ikke hed Katherine. Han har dated en Katherine 19 gange, og 19 gange har en Katherine slået op med ham. Nu, hvor han endnu en gang er blevet efterladt håbløst hjerteknust, har hans ven Hassan slæbt ham med på et roadtrip uden destination. Hassans mål er at give Colin et nyt syn på livet væk fra de mange Katheriner. Colins: at bevise den matematiske forudsigelighed i ethvert romantisk forhold!

Colin laughed. It suited him. No longer a prodigy, not yet a genius – but still a smartypants.”

Colin Singleton er en helt fantastisk fyr. Som 3-årig finder hans forældre ud af, at han er ekstremt intelligent, og hele hans liv kommer til at handle om, at han er et vidunderbarn. Nu hvor han er færdig med high school, begynder han dog at tvivle på sig selv, for hvad nu hvis han ikke kan blive et rigtigt geni? Hvad nu hvis han bare er et klogt barn, som aldrig kommer til at udrette mere med sit liv og aldrig kommer til at efterlade sit aftryk på verden? Det er hans helt store frygt, men han er overbevist om, at hvis han bare udleder en vigtig nok teori og får status som geni, vil hans liv for evigt blive meget bedre. Det er derfor, han er så fokuseret på sin matematiske formel – hvis han bare beviser teorien, bliver han et rigtigt geni, og så vil Katherine XIX indse, at hun stadig elsker ham, og de vil leve lykkeligt til deres dages ende!

Shame about how we’re gonna die here, though. I mean, seriously. An Arab and a half-Jew enter a store in Tennessee. It’s the beginning of a joke, and the punch line is ‘sodomy’.”

Der er så meget godt indhold i denne bog, at det er umuligt at få det hele med uden enten at afsløre for meget af handlingen eller ende med et alt for langt indlæg. John Green har virkelig præsteret noget fantastisk med denne historie – og endda helt uden at knuse mit hjerte denne gang! Historien er gennemarbejdet og gennemsyret med små geniale input, som kan få enhver dødelig til at føle sig så intelligent som et børnehavebarn. Og oven i det er den stopfyldt med fantastisk humor, som gang på gang fik mig til at grine højlydt.

 photo 19ae3103-5f90-4bc8-aa50-ef0cd1f5fb49_zpsmjwjcfoa.jpg

Jeg elskede virkelig denne bog. Jeg elskede dens humor, jeg elskede dens karakterer, jeg elskede dens sjove opbygning med de mange formler og fodnote som en anden videnskabelig afhandling. Min eneste anke er, at den taber pusten en smule hen mod slutningen. Det er dog langt fra nok til at ødelægge min begejstring for den lille røde bog, som ender ud som en smuk historie om at finde sig selv inderst inde.

Jeg ville ønske, at jeg kunne bidrage med flere kloge ord om denne bog, for jeg kunne helt ærligt snakke om den hele dagen og blive ved med at smide skønne citater efter jer, men i sidste ende er pointen den samme: læs den her bog, så snart I får chancen. I vil ikke fortryde det!  photo dd0cc34c-9b5d-497a-8ce0-2e129ebca8f6_zps9hqvan4h.jpg
 photo 38a628e3-0621-4d64-b2b9-ba21cc14dfc5_zpske5cgwoa.jpg

And that’s why he liked her, and loved her. She spoke to him in a language that, no matter how hard you studied it, could not be completely understood.”

Continue Reading

Anmeldelse: When Mr Dog Bites

 photo 19810e3b-e442-475d-8509-e00fb7a1e0af_zpsdnmt6fnl.jpg

 photo 671b961c-8256-49a8-8c46-5b9ed33fcba9_zpskjr5mbip.jpg
When Mr Dog Bites af Brian Conaghan. Udgivet i 2014 på forlaget Bloomsbury. 3 ud af 5 stjerner.

Dylan Mint er 16 år gammel og lider af Tourettes. Nogle gange har han små tics som hovedrysten og blinken med øjnene, men andre gange er de større og værre. Af og til råber han slemme ord, og når det bliver helt slemt slipper Mr Dog ud, og han går helt amok.
På endnu et af de utallige hospitalsbesøg overhører han sin mor snakke skjult med lægen. De forklarer ham ikke, hvad samtalen handler om, men Dylan er klog. Dylan kan da nok regne ud, at det handler om, at han skal dø til marts. Han har et halvt år tilbage at leve i, så han har travlt, hvis han skal nå alle tre punkter på sin Cool Things to do Before I Cack It-liste.

When I was a pup, like, super wee, I thought that after you cacked it you simply jumped on a bus and travelled up to Heaven, munched on a huge ice cream with a gigantic cherry on top and chilled out with the other cackees.”

When Mr Dog Bites ramte uden tvivl et ømt punkt for mig. Min egen lillebror har lidt af en mild grad af Tourettes hele sit liv, så jeg vidste lige præcis, hvordan Dylan havde det, når han gik på gaden og følte, at alle stirede på ham. Når han følte sig som en tosse, og når han bare gerne ville være ligesom de normale børn. For sådan har jeg set min lillebror have det hele sit liv!
Men selv uden at have haft Tourettes inde på livet  tror jeg stadig, at historien vil varme i hvert hjerte, som giver sig i kast med den lille gule bog. For Dylan er den sødeste unge fyr, som lever det mest uskyldige og naive liv med sin sygdom. Han har de samme drømme og ønsker som enhver anden 16-årig knægt, men samtidig han har et sind som en 10-årig, og det skaber et rørende paradoks, og en fantastisk humor.

When we stopped texting I jumped out of the bath, dried myself and thought how berserk towels were because towels, when they dry, actually get wet.
Life!”

Bogen er skrevet med Dylans egne ord, hvilket gør sproget til en helt speciel oplevelse. Det er overdrevet ungt og excentrisk, som kun unormale teenagedrenge desperate for at være normale ville snakke og tænke, og det er så fedt. Det tager lige lidt tid at vænne sig til, for det er meget anderledes, end noget jeg nogensinde har læst, men så snart man finder flowet, fungerer det fantastisk. Det er ikke rigtigt noget, som kan forklares, det skal opleves.

Noget der dog ærgede mig voldsomt ved bogen, var Conaghans brug af “Mr Dog”. Han har opbygget et fænomen, som er så specielt, og kunne have været så vildt, men i stedet falder det voldsomt til jorden. Mr Dog kommer en smule på banen med jævne mellemrum gennem hele bogen, men det er som om, han aldrig bliver sluppet 100% løs. Han er den evige trussel, men bliver desværre aldrig gennemført i det omfang, han kunne, og det er super ærgerligt. I stedet for at være et bærende koncept, sådan som titlen lægger op til, bliver det et underligt malplaceret element, som i bund og grund bare gør historien mærkelig.

Mind-bogglingly I wasn’t having ant tics, screaming fits or grunting noises. Strange, bacause my insides were like the percussion section of our school orchestra. I was in Normal Town.”

When Mr Dog Bites er en vanvittigt sød historie, som jeg læste med et kæmpe smil på læben hele vejen igennem. Hele universet er så uskyldigt og fint, at jeg ville ønske, vi alle sammen kunne få lov til at se verden gennem Dylan Mints øjne. En skøn og underholdende oplevelse fra start til slut, som jeg til en hver tid vil anbefale til alle, der bare vil have en sød, livsbekræftende historie.

 photo e36474ab-6a8e-4a39-9946-5b0a548a8e01_zpsbv91lejw.jpg
 photo 9353b3d7-49a1-4d0b-af0e-2e7ee80cb073_zpsiyqinxoo.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: The Great Gatsby

 photo 20ed68df-1a6e-4f23-87d8-2ca00ebbfdee_zpslrgkkihd.jpg
The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald. Udgivet i 2010 (oprindeligt 1925) på forlaget Vintage. 4 ud af 5 stjerner. 

Nick Carraway flytter til Long Island for at lære at stå på egne ben. Flytningen åbner muligheden for, at både nye og gamle venskaber kan blomstre, men der er kun ét menneske, som for alvor interesserer Nick: hans mystisk nabo Gatsby.

Possibly it had occurred to him that the colossal significance of that light had now vanished forever. Compared to the great distance that had separated him from Daisy it had seemed very near to her, almost touching her. It has seemed as close as a star to the moon. Now it was again a green light on a dock. His count of enchanted objects had diminished by one.”

 

The Great Gatsby er velsagtens Fitzgeralds mest berømte roman, men mit kendskab til historien var stadig mere eller mindre ikke-eksisterende, indtil Baz Lurhmann filmatiserede den forrige år. Filmen var dog intet mindre end fantastisk, så da chancen endelig bød sig, kastede jeg mig ivrigt over den bagvedliggende bog. En bog så stærkt båret af det mest fortryllende sprog jeg nogensinde har læst. Fitzgerald var jo tydeligvis ikke forfatter – han var ordjonglør, sætningsmagiker og stemningsskabende mester. En sand kunstner af tekst.

It is invariably saddening to look through new eyes at things upon which you have expended your own powers of adjustment.”

 

De mange karakterer i The Great Gatsby var alle som én usle. Lige fra den naive Daisy Buchanan og den forsmåede Jordan Baker over den selvretfærdige Tom Buchanan og den ensporede Jay Gatsby. Alle var de simple og utiltalende. Og fanget i mellem dem var stakkels Nick, som i bund og grund bare gerne ville have sit eget liv og sin egen lykke. Langsomt og meget mod hans vilje forpures hans uskyldige sind, og han ender lige så besat og ensporet som Gatsby selv. Selvom Nick er 30 år gammel, så ser jeg alligevel lidt historien som en slags coming of age. Han starter ud uskyldig og blåøjet, men efterhånden som historien udvikler sig, går verdens grumme sandheder op for ham en efter en.

I stared at him an then at Tom, who had made a parallel discovery less than an hour before – and it occurred to me that there was no difference between men, in intelligence or race, so profound as the difference between the sick and the well.”

 

Mit første møde med Fitzgerald var en speciel oplevelse. Bogens smukke ord og formuleringer overvældede mig gang på gang, og de mange smukke scener efterlod mig åndeløs og med en trang til glitter og glamour. Men det tog mig også utroligt lang tid at læse den korte bog. De usympatiske karakterer afholdt mig fra at genoptage læsningen ved hvert et givent øjeblik, og mine følelser var aldrig rigtigt med. Alligevel efterlod bogen mig med en følelse af, at noget både smukt og tragisk netop var overgået mig, og den følelse er nærmest uvurderlig.

 photo ff2fa75b-6245-4dbc-ae2b-36333bc19c70_zpsuxwuczc3.jpg
 photo 9bf9f14b-1af2-4122-bffd-5b170d94ce3a_zpsm9gqimbv.jpg

Continue Reading