Anmeldelse: The Bone Clocks

 photo d06a0513-bf13-45a2-8c8d-702f043c0313_zpskqkzq9fm.jpg
The Bone Clocks af David Mitchell. Udgivet i 2014 på forlaget Sceptre. 5 ud af 5 stjerner

Et letsindigt løfte afgivet på en varm sommerdag får hurtigt voldsomme konsekvenser for 15-årige Holly Sykes, som ikke tror på underlige ting. Der var godt nok The Radio People i hendes hoved, da hun var lille, men det er meget normalt for små børn at høre stemmer, og de er der jo ikke længere. Ganske uden at vide det er hun alligevel involveret i kampen mellem en flok morderiske, kannibalske udødelige og deres retfærdighedssøgende fjender gennem hele sit liv, indtil den dag hun selv står i begivenhedernes centrum.

Today, however, New York’s here-ness is incontestable, as if time is subject to it, not it subject to time.”

Hvis du er bare en smule forvirret af beskrivelsen oven for, så forstår jeg dig godt! Aldrig har jeg været så glad for, at jeg ikke kategoriserer mine anmeldelser efter genre, for denne bog er umulig at genrebestemme. Den starter som en klassisk YA-roman i 1984 om at gøre oprør og finde sig selv, men før man ved af det, er den blevet til historien om en snobbet sociopat i en elitær rigmandsverden ved udgangen af 1991. Igen ændrer historien sig og bliver en biografisk fortælling om livet som krigskorrespondent i 2004’s besatte Irak, før den bliver en metafortælling af en forfatter, som skriver om en forfatter, som skriver om en forfatter i 2015. Pludselig er bogen blevet til en vaskeægte fantasyroman om horologen Marinus, der i 2025 forsøger at bekæmpe The Anchorites og deres gentagne mord efter århundrede af blodige kampe, og til sidst ender vi i en dystopisk fremtid anno 2043, hvor miljøet er brudt sammen, oliereserverne er brugt og civilisationen hænger i en tynd tråd. Ind i mellem alle disse afsnit, som tilsammen dækker mere end 60 år af Holly Sykes’s liv, finder man små brudstykker og bidder af den evige kamp mellem de to klaner af Atemporals – mellem det gode og det onde.

Alt dette lyder som et overvældende rod, som på ingen måde burde kunne fungere, men ikke desto mindre, så er det absolut fantastisk! Mitchell er en mester i at blande og kombinere genrer på kryds og tværs, og ingen kan holde den røde tråd på tværs af verdener som ham. De små bidder af kampen mellem The Atemporals dukker op, når du mindst venter det i hvert afsnit og får din puls til at hamre af sted over 5-10 sider, indtil du bliver efterladt med fingerspidserne glidende fra klippekanten og et nyt afsnit begynder. Hver gang starter kampen for at finde ud af, hvad der foregår forfra, og hver gang bliver din nysgerrighed og læselyst fordoblet!

Civilisation’s like the economy, or Tinkerbell: if people stop believing it’s real, it dies.”

The Bone Clocks er en af den slags bøger, som du ikke ønsker at lægge fra dig, selvom du har læst i den hele dagen. Det er en af den slags bøger, der bliver bedre og bedre, for hver side du vender. Det er en af den slags bøger, hvor selv de dårlige dele er geniale. Og det er en af den slags bøger, som efterlader dig fuldstændigt lamslået gang på gang med en konstant trang til mere. Det er en fantastisk, utroligt, vidunderlig og komplet lamslående bog.

Her only friends on the estate were books, and books can talk but do not listen.”

 photo a575a57e-f692-4254-a905-59a883b8dd5d_zpsuupexjq6.jpg
 photo a5d2f8a9-ed40-45d2-ae03-028658458227_zpsldwq4jgb.jpg
 photo 06c8ed83-a95f-4172-a6fd-a9a7c1327453_zpssilm1z3j.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: Good Omens

 photo 374c3db6-a9db-4af0-8f13-e8131b8fcbba_zpsd2i7yigx.jpg
Good Omens af Terry Pratchett & Neil Gaiman. Udgivet i 2014 (oprindeligt i 1990) på forlaget Corgi. 5 ud af 5 stjerner.

Der er to ting, som mennesket altid har været travlt optaget af. Den ene er, hvornår verden opstod, hvilket er nemt nok. Den blev skabt søndag den 21. oktober år 4004 f.Kr. omkring klokken 9 om formiddagen – Gud kan godt lide at få udrettet en masse om morgenen. Den anden ting er, hvornår jorden går under. Igen er svaret lige til: på lørdag lige efter tetid.

Many people, meeting Aziraphale for the first time, formed three impressions: that he was English, that he was intelligent and that he was gayer than a tree full of monkeys on nitrous oxide. Two of these were wrong; Heaven is not England, whatever certain poets may have thought, and angels are sexless unless they really make an effort. But he was intelligent.”

Lige fra første side af Pratchett og Gaimans kultklassiker sad jeg og kluklo af den uovertrufne humor og de geniale verdensbilleder, som bogstaveligt talt fylder hver eneste side i bogen. Bagerst i bogen beskriver de to genier, hvordan de for 25 år siden nærmest ved et uheld kom til at skrive historien, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvert et ord er sandt. At den ene sendte et halvfærdigt manuskript til den anden, som begyndte at skrive videre på det, indtil de pludselig ringede hinanden op dagligt for at råbte deres nyeste geniale påfund ad hinanden, og før de vidste af det, kunne de ikke længere adskille, hvem der havde skrevet hvad. En så genial bog med så mange unikke karakterer og så uovertruffent et plot skrevet i det mest underholdende sprog og med den mest elskelige humor kan umuligt opstå af en bevidst indsats, men må og skal være noget som er opstået i magiens tilfældigheder. Og det kræver sproglige kunstnere på intet mindre end Pratchett og Gaimans niveau for at tæmme den magi og skabe så fantastisk et resultat.

Bogen tilbyder blandt andet et indblik i livet som én af apokalypsens fire ryttere op til apokalypsen. Hvad får de mon tiden til at gå med indtil det store slag? Og gad vide hvordan mon Antikrist er vokset op? Og hvad tænker de menige engle og dæmoner egentlig om det der med verdens undergang?

Nothing about him looked particularly demonic, at least by classical standards. No horns, no wings. Admittedly he was listening to a Best of Queen tape, but no conclusions should be drawn from this because all tapes left in a car for more than about a fortnight metamorphose into Best of Queen albums.”

Religion har aldrig været min stærke side, og selvom jeg af og til ville ønske, at jeg var mere åben for den overnaturlige verden, så er jeg i sidste end en kæmpe skeptiker for alt, som ikke kan understøttes direkte af logikken. Ikke desto mindre har jeg i de sidste uger været fyldt med tanker om Gud, Satan, engle, dæmoner og alt derimellem. Mine billeder har bare været præget Pratchett og Gaimans skruppelløse karakterer med bandende engle og blødhjertede dæmoner!

Man skulle ikke tro, at det kunne lade sig gøre, men de to forfattere har endda formået at inkludere reelt indhold og dybere mening om den menneskelige verden i deres ellers morsomme og farvestrålende univers. Selvom jeg hovedsageligt brugte tiden på at grine, så formåede de alligevel også at vække dybere tanker hos både mig og bogens karakterer. For alt det og for meget mere kan konklusionen kun være én; denne bog er en kæmpe præstation, og den fortjener intet mindre end den absolutte topkarakter!

They’d been brought up to it  and weren’t when you got right down to it, particularly evil. Human beings mostly aren’t. They just get carried away by new ideas, like dressing up in jackboots and shooting people, or dressing up in white sheets and lynching people, or dressing up in tie-dye jeans and playing guitars at people.”

 photo e4dd803e-557e-400b-93d5-2aec03b3ba88_zpsy49xq1p1.jpg  photo e01f9154-5c7a-48d0-852e-e547477d00c1_zpsoefhyf0j.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: All The Light We Cannot See

 photo 89777672-20d8-4c12-8ee8-e31d0e98f15e_zpsi0sqpnxg.jpg
All The Light We Cannot See af Anthony Doerr. Udgivet på forlaget Fourth Estate i 2015. 4 ud af 5 stjerner.

Livet i Europa i slutningen af 1930’erne var ikke nemt. Især ikke hvis man var en lille blind pige eller en forældreløs ung dreng. Under de værst tænkelige omstændigheder vokser franske Marie-Laure og tyske Werner Pfenning op hver for sig, mens skæbnen binder dem sammen på tværs af landegrænser og krig. I en mørk og brutal verden klamrer de sig til livet i deres søgen efter godhed, kærlighed og lys.

That something so small could be so beautiful. Worth so much. Only the strongest people can turn away from feelings like that.”

Det var faktisk med en ret stort frygt i hjertet, at jeg gav mig til at læse denne bog. All The Light We Cannot See vandt årets Pulitzer pris for fiktion og er derudover blevet skamrost til skyerne overalt, hvor folk har udtalt sig om den. Og det gik bare ikke så godt for mig, sidst jeg læste sådan en bog. Heldigvis fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke er hver gang, at historien vælger at gentage sig selv.

Marie-Laure og Werner er ikke bare små, ubetydelige brikker i en umenneskelig verden. De er virkeligheden, som stadig er så svær at forstå så mange år senere. De er de liv, som blev levet, de liv som blev tabt og de liv som strålede og gav håb i selv det mørkeste mørke.
Doerr formår med sine smukke ord at skabe en levende og lys verden midt i al elendigheden, hvor selv en ung pige uden syn formår at opleve hele verden, ja endda hele universet, fra en sofa i sin grandonkels værelse. Men ligesom Doerr skaber skønhed i det grusomme, skaber han også rædsler i det velpolerede, hvor drenge, der knapt nok har nået puberteten, trænes til at slås, til at kæmpe, til at slå ihjel. Med sine magiske ord fører han os tilbage til en tid, hvor ingen af os ønsker at være, og får os til at ønske, at vi kunne blive der for evigt.

To men like that, time was a surfeit, a barrel they watched slowly drain. When really, he thinks, it’s a glowing puddle you carry in your hands; you should spend all your energy protecting it. Fighting for it. Working so hard not to spill one single drop.”

Bogen i sig selv har den mest geniale opbygning, jeg længe har oplevet. Du får de højspændte kapitler, som foregår i Saint-Malo i dagene op til den franske bys befrielse. Og så får du alle de stemningsopbyggende kapitler fra de 10 foregående år. Herimellem får du en lind strøm af bitte små afsnit, som fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide, og resultatet er et hæsblæsende tempo fra ende til anden.

Jeg var virkelig godt underholdt igennem hele bogen. Mit eneste problem er, at jeg aldrig følte mig oprigtigt opslugt, og det forhindrer mig altså i at give en topkarakter. Men det skyldes muligvis mere mig end bogen, for det var vitterligt en fantastisk, rammende og dybt rørende historie, som for alvor fortjener, al den hæder den får verden over.

Open your eyes and see what you can with them before they close forever.”

 photo 037844c0-e114-4c86-a2bf-b091795f0dd3_zps61vc0zh9.jpg
 photo f728dc8f-b581-4f7c-995a-6daf779f9fa3_zpslzawvppu.jpg

Continue Reading

En tur på The Burger

 photo 69508494-1302-4fe7-8d53-1ea99a054886_zps3yczpnlj.jpg
Om onsdagen har jeg først fri klokken 18. Heldigvis skal jeg også først møde klokken 14, så det er ikke så slemt, men det betyder stadig, at det er herren i huset, som må lave maden, hvis vi vil spise til vores sædvanlige pensionisttid.

Sidste onsdag var vores første forsøg med ordningen, og jeg kom selvfølgelig alt for sent fra uni, så jeg skrev hjem, at jeg var forsinket. Der kom intet svar, så jeg regnede med, at det betød, at han stod dybt begravet i madlavningen. Jeg skyndte mig hjem, alt hvad jeg kunne, så maden ikke blev kold, og hvad finder jeg så? Min kæreste snork boblende i den dybeste søvn midt på sofaen, haha.

Nå, det nytter som bekendt ikke noget at græde over spildt mælk og ej heller sovende kærester og missede måltider. Så som en undskyldning for hans malplacerede lur valgte han at spørge, om vi ikke skulle tage ud og spise i stedet. Jo da, tak som byder!

Valget faldt på The Burger som efterhånden har ligget i Odense et godt stykke tid, men som jeg bare aldrig er kommet forbi. Men oh my, hvor skal jeg bare derind igen snart! Jeg elsker virkelig burgere, men jeg synes godt nok, der er længe i mellem, at jeg finder en, som smager så godt. Generelt er det bare virkelig sjældent, at jeg udbryder “hold da op!”, når jeg smager på den første mundfuld af noget som helst.

Så nu er tippet altså officielt givet videre: The Burger er virkelig god! Jeg fik deres klassiske THE BURGER med lækre kartoffelbåde og tzatziki til, og jeg var lykkelig. Og pengepungen var ikke engang knust efterfølgende. For nyligt har restauranten også opkøbt lokalerne oven over, hvor de har indrettet en tilhørende café, så den må jeg også prøve snarest. Måske som en dejlig lille desserttur? Hvis bare kæresten altså ikke er faldet i søvn igen i dag og har glemt at lave aftensmad ;)

Continue Reading

Anmeldelse: The Watchmaker of Filigree Street

 photo 0e5eb603-90c0-4b57-9e70-4139ee4820d1_zpsdgo8c0yb.jpg
The Watchmaker of Filigree Street af Natasha Pulley. Udgivet i 2015 på forlaget Bloomsbury Circus. 3 ud af 5 stjerner.

Thaniel Steepleton havde efterhånden accepteret, at hans liv ikke ville komme til at byde på meget mere spænding, da han en aften modtager en ildevarslende bombetrussel på telegrafkontoret. Samme aften finder han et mageløst lommeur i hans ellers fattige lejlighed. Kan de mystiske hændelser være forbundne? Før han ved af det, er hans ellers så trygge liv fortid, og han hvirvles ind i en ny virkelighed med nyt job, nyt hjem og et helt specielt, nyt venskab. En virkelighed, hvor intet er, hvad det ser ud til

The sound-seeing was something he had always kept to himself. Yellow stairs made him sound mad and, contrary to the opinions of the Illustrated News, it was frowned upon for Her Majesty’s Government to employ the demonstrably insane.”

Der er ufatteligt mange ting i denne bog, som er værd at elske. Der er den tørre, engelske humor, som konstant fylder historien. Der er de oprigtigt kærlige og hjertelige karakterer, som man instinktivt holder af. Der er den mekaniske blæksprutte, som varmer dit hjerte. Og der er den underspillede magi, som vækker din nysgerrighed helt ubemærket og driver dig igennem historien. I virkeligheden har bogen alt, hvad man behøver for at sidde med en god historie mellem hænderne. Jeg knuselskede Keita Mori og hans mekaniske blæksprutte, som begge var så stopfyldt med uventet personlighed, at det var umuligt at forstå resten af karakterernes modvilje imod dem. Jeg følte virkelig Thaniels fortvivlelse ved at mistænke den behagelige Mori, for hvordan kan et menneske med så meget godhed i sig stå bag bombningen af Scotland Yard?

Problemet med bogen er bare, at selvom der er så meget at elske, så bliver kærligheden aldrig overvældende. Siderne forsvandt hurtigt mellem mine fingre, men det følelsesmæssige engagement udeblev. Lige meget hvor meget jeg holdt af karaktererne, så kunne deres lidelser ikke få mit hjerte til at slå. Lige meget hvor kritiske deres situationer var, så fik det mig ikke til at vende siderne hurtigere.

Everybody, professors and students and Procters the same, knew that if the sign said ‘do not walk on the grass’ one hopped. Anybody who didn’t had failed to understand what Oxford was.”

Bogen indeholder en fantastisk historie, og den sætter et utroligt interessant perspektiv på et af mine yndlingsemner – tidsrejser! Desværre udebliver den overvældende følelse af perfektion bare, og historien bliver aldrig løftet til det niveau den fortjener. Magien bliver negligeret til simpel videnskab, og ellers sympatiske karakterer udvikler sig grufuldt. Resultatet bliver en skøn bog med fantastiske elementer, som desværre aldrig når sit fulde potentiale.

Some of them were pointless because it would have been faster to lean out of the main office window and shout, but the senior clerks said that would have been ungentlemanly.”

 photo e20cccbe-8749-4ae4-b24b-c1d1d6539b27_zps6hiiovwv.jpg
 photo ddf3099b-5306-4866-8ca5-87a00c7cb2f2_zpsmvpdczxj.jpg
 photo 61a97aec-4523-4fc9-bf42-95ed3ca4d441_zps56896lci.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: The Goldfinch

 photo 8e001e6e-9bf7-4071-bc5a-cff83a5069db_zpse6rnuf8c.jpg
The Goldfinch af Donna Tartt. Udgivet på forlaget Abacus i 2014. 3 ud af 5 stjerner.

Theo Decker er udmærket klar over, at den eneste person, han kan bebrejde for den situation han står i nu, er ham selv. En ungdom fuld af dårlige beslutninger har ført ham langvejs hjemmefra, men det betyder ikke noget. Det eneste, der betyder noget, er hans maleri. Hans smukke maleri som har været hans faste holdepunkt i livet, siden hans mor døde. Maleriet han kom til at stjæle efter eksplosionen. Maleriet af The Goldfinch.

Who cares? If he is good to you? None of us ever find enough kindness in the world, do we?”

The Goldfinch var den helt store talk of the town i 2014, hvor den også vandt Pulitzer prisen for fiktion. Jeg blev hurtigt fanget i strømmen af de mange rosende ord, som konsekvent fulgte med den, hvorend jeg kiggede hen, men jeg nåede aldrig omkring at læse den. Da mine veninder så foreslog den til vores læseklub, slog jeg til: nu skulle den læses!

Og det gør mig så inderligt ondt at sige, at den skuffede mig fælt. Bogen fylder 865 sider, og jeg følte mig kun reelt draget i godt og vel 100 sider. Der er ingen spænding i bogen, og den smule der lægges op til, bliver med det samme skudt til jorden, da Tartt konsekvent afslører, hvad der kommer til at ske, før hun fortæller, hvordan det skete. Det er som om, hun slet ikke har hørt om spændingsopbygning!

Mangel på spænding gør det naturligvis ikke til en dårlig bog, og det var det da som sådan heller ikke. Den var bare ikke for mig. Jeg følte, at Tartt brugte meget mere tid på at skrive dybe, kunstneriske sætninger, end hun gjorde på at skrive egentlig handling. Og javist, bogen er da også smukt skrevet, men jeg kan helt ærligt ikke se pointen i 1½ sider lange sætninger…

We looked at each other and just laughed; everything was hysterically funny, even the playground slide was smiling at us, and at some point, deep in the night, when we were climbing on the jungle gym and showers of sparks were flying out of our mouths, I had the epiphany that laughter was light, and light was laughter, and that this was the secret of the universe.”

Det værste er, at jeg synes faktisk, at bogen byder på nogle rigtigt interessante karakterer. Theo selv har så meget godt at byde på, og jeg tog flere gange mig selv i at sidde og forestille mig en lys fremtid for ham, på trods af at bogen begynder med at understrege, at han ender et skidt sted. Og især Hobie vandt mit hjerte fuldt ud ved bare at være en kærlig og ærlig karakter, som absolut intet ondt kan se i mennesker. Hobie er så god og rar, og jeg elskede ham inderligt, hvilket bare gjorde det endnu værre, når Theo ikke værdsatte ham.

The Goldfinch er en god bog og en god historie; den er bare alt for lang. Der er alt for meget fyld og alt for meget unødigt drama, som slet ikke er nødvendigt for at bringe historien til live. De 100 siders spænding, som bogen bød på, var ganske fængende, men resten af bogen føltes bare som en alt for lang prolog og epilog, og den ender med at fremstå som en glorificeret krimi. Der var ganske simpelt alt for meget.

… and the fat summer moon shining white and pure overhead, and my love for her was really just that pure, as simple and steady as the moon.”

 photo b2d4928b-3142-4639-8568-7189037fbb22_zpst9d0m8vu.jpg
 photo cf00be10-bafe-4f02-8a8d-38222946206e_zpsattir8yp.jpg

Continue Reading

Anmeldelse: The Ocean at the End of the Lane

 photo 20150808_130250_zpsmdzbflx0_edit_1439039306701_zpsn8djefl5.jpg
The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman. Udgivet på forlaget Headline i 2013. 5 ud af 5 stjerner

Hans barndom ligger mange år tilbage, men da han pludselig finder sig selv, på vej ned af den lille vej han boede på dengang, begynder glemte minder at dukke op. Minder om en lille pige som var oldgammel og en endnu ældre kvinde, som så månen blive skabt. Minder om en smuk barnepige som var ond. Og minder om en lille bitte dam som i virkeligheden var et kæmpe ocean.

In my dream, It was the tongue of what is, and anything spoken in it becomes real, because nothing said in that language can be a lie.”

 

The Ocean at the End of the Lane var mit første møde med Neil Gaiman, og det var med stor forventning, at jeg ivrigt begyndte at bladre i den smukke, blå bog. Alle ved, at store forventninger ofte fører til skuffelser, men ikke denne gang! Lige fra starten var jeg grebet af den altoverdøvende magi, som lå lige så meget mellem linjerne, som den lå på dem. En magi der var så naturlig, at jeg slet ikke stillede spørgsmålstegn ved den, men bare accepterede den.

Gaimans tekst formår på en og samme gang at være så simpel og elegant, at jeg flød igennem den helt uden besvær, samtidig med at der var så mange detaljer og så meget dybde, at jeg på ingen måde var i tvivl om, at der virkelig findes en lille bitte dam på størrelse med et ocean. Selv med en hovedperson, som aldrig får noget navn, virker det hele så virkeligt, at fantasy føles som en malplaceret kategori.

When I entered the farmhouse, through the back door, the moon had been full, and it was a perfect summer’s night. When I left, I went with Lettie Hempstock and her mother out of the front door, and the moon was a curved white smile, high in a cloudy sky, and the night was gusty with sudden, undecided spring breezes…”

 

Jeg absolut elsker, hvordan det langt fra er alt, der er forklaret i denne bog, og alligevel mangler man ingen svar. Normalt hader jeg åbne slutninger og ubesvarede spørgsmål, men ikke her. Historien i sig selv er mere end nok til, at man ikke behøver at vide, hvor i alverden familien Hempstock kommer fra, hvor gammel Lettie egentligt er, eller hvordan pokker gamle Mrs Hempstock formår at kontrollere den måne, som hun selv var vidne til, blev skabt.

Hvis man elsker magi, mystik og en gennemført god historie, så må man ikke snyde sig selv for at opleve The Ocean at the End of the Lane. På bogens cover står der, at den sluger dig med hjerte og sjæl, og jeg kunne ikke være mere enig.

I lived in books more than I lived anywhere else.”

 photo 20150808_130147_zps17u2jnt8_edit_1439039468471_zpsau9p4f4m.jpg  photo 20150808_130102_zpsn1budard_edit_1439036875930_zpslryjwqxn.jpg

Continue Reading