Anmeldelse: The Watchmaker of Filigree Street

 photo 0e5eb603-90c0-4b57-9e70-4139ee4820d1_zpsdgo8c0yb.jpg
The Watchmaker of Filigree Street af Natasha Pulley. Udgivet i 2015 på forlaget Bloomsbury Circus. 3 ud af 5 stjerner.

Thaniel Steepleton havde efterhånden accepteret, at hans liv ikke ville komme til at byde på meget mere spænding, da han en aften modtager en ildevarslende bombetrussel på telegrafkontoret. Samme aften finder han et mageløst lommeur i hans ellers fattige lejlighed. Kan de mystiske hændelser være forbundne? Før han ved af det, er hans ellers så trygge liv fortid, og han hvirvles ind i en ny virkelighed med nyt job, nyt hjem og et helt specielt, nyt venskab. En virkelighed, hvor intet er, hvad det ser ud til

The sound-seeing was something he had always kept to himself. Yellow stairs made him sound mad and, contrary to the opinions of the Illustrated News, it was frowned upon for Her Majesty’s Government to employ the demonstrably insane.”

Der er ufatteligt mange ting i denne bog, som er værd at elske. Der er den tørre, engelske humor, som konstant fylder historien. Der er de oprigtigt kærlige og hjertelige karakterer, som man instinktivt holder af. Der er den mekaniske blæksprutte, som varmer dit hjerte. Og der er den underspillede magi, som vækker din nysgerrighed helt ubemærket og driver dig igennem historien. I virkeligheden har bogen alt, hvad man behøver for at sidde med en god historie mellem hænderne. Jeg knuselskede Keita Mori og hans mekaniske blæksprutte, som begge var så stopfyldt med uventet personlighed, at det var umuligt at forstå resten af karakterernes modvilje imod dem. Jeg følte virkelig Thaniels fortvivlelse ved at mistænke den behagelige Mori, for hvordan kan et menneske med så meget godhed i sig stå bag bombningen af Scotland Yard?

Problemet med bogen er bare, at selvom der er så meget at elske, så bliver kærligheden aldrig overvældende. Siderne forsvandt hurtigt mellem mine fingre, men det følelsesmæssige engagement udeblev. Lige meget hvor meget jeg holdt af karaktererne, så kunne deres lidelser ikke få mit hjerte til at slå. Lige meget hvor kritiske deres situationer var, så fik det mig ikke til at vende siderne hurtigere.

Everybody, professors and students and Procters the same, knew that if the sign said ‘do not walk on the grass’ one hopped. Anybody who didn’t had failed to understand what Oxford was.”

Bogen indeholder en fantastisk historie, og den sætter et utroligt interessant perspektiv på et af mine yndlingsemner – tidsrejser! Desværre udebliver den overvældende følelse af perfektion bare, og historien bliver aldrig løftet til det niveau den fortjener. Magien bliver negligeret til simpel videnskab, og ellers sympatiske karakterer udvikler sig grufuldt. Resultatet bliver en skøn bog med fantastiske elementer, som desværre aldrig når sit fulde potentiale.

Some of them were pointless because it would have been faster to lean out of the main office window and shout, but the senior clerks said that would have been ungentlemanly.”

 photo e20cccbe-8749-4ae4-b24b-c1d1d6539b27_zps6hiiovwv.jpg
 photo ddf3099b-5306-4866-8ca5-87a00c7cb2f2_zpsmvpdczxj.jpg
 photo 61a97aec-4523-4fc9-bf42-95ed3ca4d441_zps56896lci.jpg

You may also like

2 Comments

  1. Det er nu ellers en temmelig fin bog, men ud fra din beskrivelse, giver jeg mig heller ikke lige i kast med den. Jeg ved ikke hvad der er for tiden, men jeg har mest lyst til at kaste mig over realistiske bøger – selvom jeg udmærket godt ved, at det er de bestemt ikke, alle dem som jeg læser ;)

    1. Jeg skal også gerne indrømme, at én af de helt store grunde til, at jeg købte den, var dens smukke cover og så Bloomsburys meget lokkende markedsføring af den på Twitter, haha.

      Jeg er ved at læse realisme lige nu, men det er helt sikkert, at jeg kaster mig over noget meget lidt realistisk bagefter :b

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.