Anmeldelse: The Ocean at the End of the Lane

 photo 20150808_130250_zpsmdzbflx0_edit_1439039306701_zpsn8djefl5.jpg
The Ocean at the End of the Lane af Neil Gaiman. Udgivet på forlaget Headline i 2013. 5 ud af 5 stjerner

Hans barndom ligger mange år tilbage, men da han pludselig finder sig selv, på vej ned af den lille vej han boede på dengang, begynder glemte minder at dukke op. Minder om en lille pige som var oldgammel og en endnu ældre kvinde, som så månen blive skabt. Minder om en smuk barnepige som var ond. Og minder om en lille bitte dam som i virkeligheden var et kæmpe ocean.

In my dream, It was the tongue of what is, and anything spoken in it becomes real, because nothing said in that language can be a lie.”

 

The Ocean at the End of the Lane var mit første møde med Neil Gaiman, og det var med stor forventning, at jeg ivrigt begyndte at bladre i den smukke, blå bog. Alle ved, at store forventninger ofte fører til skuffelser, men ikke denne gang! Lige fra starten var jeg grebet af den altoverdøvende magi, som lå lige så meget mellem linjerne, som den lå på dem. En magi der var så naturlig, at jeg slet ikke stillede spørgsmålstegn ved den, men bare accepterede den.

Gaimans tekst formår på en og samme gang at være så simpel og elegant, at jeg flød igennem den helt uden besvær, samtidig med at der var så mange detaljer og så meget dybde, at jeg på ingen måde var i tvivl om, at der virkelig findes en lille bitte dam på størrelse med et ocean. Selv med en hovedperson, som aldrig får noget navn, virker det hele så virkeligt, at fantasy føles som en malplaceret kategori.

When I entered the farmhouse, through the back door, the moon had been full, and it was a perfect summer’s night. When I left, I went with Lettie Hempstock and her mother out of the front door, and the moon was a curved white smile, high in a cloudy sky, and the night was gusty with sudden, undecided spring breezes…”

 

Jeg absolut elsker, hvordan det langt fra er alt, der er forklaret i denne bog, og alligevel mangler man ingen svar. Normalt hader jeg åbne slutninger og ubesvarede spørgsmål, men ikke her. Historien i sig selv er mere end nok til, at man ikke behøver at vide, hvor i alverden familien Hempstock kommer fra, hvor gammel Lettie egentligt er, eller hvordan pokker gamle Mrs Hempstock formår at kontrollere den måne, som hun selv var vidne til, blev skabt.

Hvis man elsker magi, mystik og en gennemført god historie, så må man ikke snyde sig selv for at opleve The Ocean at the End of the Lane. På bogens cover står der, at den sluger dig med hjerte og sjæl, og jeg kunne ikke være mere enig.

I lived in books more than I lived anywhere else.”

 photo 20150808_130147_zps17u2jnt8_edit_1439039468471_zpsau9p4f4m.jpg  photo 20150808_130102_zpsn1budard_edit_1439036875930_zpslryjwqxn.jpg

You may also like

7 Comments

    1. Indeed! Den er meget fantastisk, og super hurtigt læst. Jeg elskede den virkelig (:

    1. Det er indtil videre min eneste oplevelse med ham (ud over de afsnit af Doctor Who han er skrevet, som var geniale!), men har allerede købt næste offer hjem. Desværre har vi aftalt at læse den i læseklubben, så må lige vente til det bliver hans tur haha xD

  1. Det var også den første af Gaimans bøger, jeg læste og det var en absolut fantastisk læseoplevelse.
    Det er en af de bøger, som jeg synes alle bør læse mindst én gang i deres liv – også fordi den dækker, efter min mening, mange målgrupper. :)

    1. Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg er så glad for, at jeg endelig fik anskaffet den – en helt enestående læseoplevelse (:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.