Anmeldelse: The New York Trilogy

 photo dbd2b55e-950e-4d6a-9a39-23aebe063d3c_zpsg25ozeea.jpg

Paul Auster_New York Trilogy_1 photo 2c52b8d3-c67a-4f0f-b6c5-9f1da7a2330f_zpsn22ogjhu.jpg
The New York Trilogy af Paul Auster. Udgivet i 2011 (oprindeligt 1987) på forlaget Faber and Faber. 4 ud af 5 stjerner

Daniel Quinn har mere eller mindre levet som eneboer, siden hans kone og søn døde, men en dag får han et mystisk opkald, som ikke var til ham, og før han ved af det, render han rundt og leger privatdetektiv og skygger en sær, gammel mand. Men hvor langt skal han gå for sin nye, falske identitet? Blue er privatdetektiv og er blevet hyret af White til at skygge Black, men Black laver aldrig andet, end at sidde og skrive i sin notesbog, så hvorfor skal han skygges? Fanshawe er død, eller i hvert fald sporløst forsvundet, og hans barnsdomsven får derfor til opgave at udgive hans imponerende samling af romaner, noveller, skuespil og digte. Men er Fanshawe i virkeligheden død, og hvis ikke, hvorfor gemmer han sig så for kone, barn og succes? Spørgsmålene hober sig op i de tre historier City of Glass, Ghosts og The Locked Room, der tilsammen udgør The New York Trilogy.

In the beginning, there was simply the event and its consequences. Whether it might have turned out differently, or whether it was all predetermined with the first word that came from the stranger’s mouth, is not the question. The question is the story itself, and whether or not it means something is not for the story to tell.”

Jeg har læst mange sære, uforståeligt, kryptiske, overraskende og generelt mystiske bøger igennem tiden, men aldrig har jeg læst en bog, som var så meget alle de ting og mere til som The New York Trilogy. Jeg har aldrig været særligt godt til at få det med, som ligger dybt imellem linjerne i en bog, og det hjalp sikkert heller ikke, at jeg vendte bogens sidste side klokken 4 om natten, men den her bog er en af den vanvittigt frustrerende, irriterende slags, hvor man i sidste ende sidder med mange flere spørgsmål end svar. En bog af den slags, som enhver dansklærer i gymnasiet ville få et kæmpe kick ud af at analyse til døde. En bog af den slags, som jeg normalt ville hade, men som jeg rent faktisk elskede!

Først og fremmest elskede jeg den, fordi Auster skriver helt vidunderligt smukt hele vejen igennem. Hans skrivestil er så klar, at det kommer som et kæmpe chok, når han pludselig bryder formen, og træder uden for den gennemgående fortællerrolle. Bare syv sider inde kom bogens første dialog, og allerede dér måtte jeg lige kigge op en gang og minde mig selv om, at det altså var en helt almindelig roman, jeg havde gang i – ikke et storslået langdigt. Auster spiller på alle virkemidlerne, og han gør det fantastisk.
Dernæst elskede jeg bogen, ikke på trods af men nærmere på grund af alt det, som jeg normalt hader. De åbne slutninger, de kryptiske spor som aldrig kommer frem i lyset, de komplet usammenhængende forklaringer. Jeg har ikke kunne stoppe med at tænke over bogen siden jeg lagde den fra mig. I stedet har jeg ihærdigt forsøgt at finde hoved og hale i de mange mysterier; at binde sløjfe på de mange løse ender. Og jeg er stadig på bar bund, men det generer mig ikke.

But the present is no less dark than the past, and its mystery is equal to anything the future might hold. Such is the way of the world: one step at a time, one word and then the next. There are certain things Blue cannot possibly know at this point. For knowledge comes slowly, and when it comes, it is often at great personal expense.”

Bogens bagsidetekst lover detektivmysterier, slørede identiteter og spørgsmål som konstant begraver sandheden dybere og dybere, og dét er lige præcis, hvad man får i de tre, små historier. For første gang nogensinde har jeg skiftet mening, på de få dage der er gået, siden jeg gav bogen stjerner på Goodreads og til nu. Min trætte readathon-hjerne var skuffet over, at jeg ikke fik mine svar serveret på et sølvfad, og straffede derfor bogen. I mellemtiden har min skuffelse dog vendt sig til beundring, og beundringen kaster en stjerne mere af sig. 4 ud af 5 for en helt unik oplevelse med detektiver i New York.

Stories without endings can do nothing but go on forever, and to be caught in one means that you must die before your part in it is played out. My only hope is that there is an end to what I am about to say, that somewhere I will find a break in the darkness.”

 photo 0a1a7501-49de-432f-a14a-fadf6d69f680_zpsc44qquwk.jpg Paul Auster_New York Trilogy_5 photo 9e6e02e8-6805-4144-b411-b93820a0be98_zpsl1qivc7c.jpg

You may also like

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.