Anmeldelse: The Maze Runner Series

 photo c7495531-1b5e-4031-a53a-71d8373512f5_zpsxogxpicr.jpg

Thomas vågner op i en fremmed verden uden minder om hvem han er, hvor han kommer fra eller hvordan har er havnet der. De andre drenge fortæller ham, at han er kommet til Lysningen, at de er fanget i en labyrint, og at han skal forberede sig på at bliver der længe. Thomas tilpasser sig hurtigt sit nye liv, men allerede dagen efter dukker der for første gang nogensinde en pige op i Lysningen, og før Thomas ved af det, er han omringet af trusler fra alle sider. Hvis han og de andre drenge skal overleve, er der kun én løsning: de må løse labyrinten!

He turned to look just in time to see the rain start falling outside, as if the storm had finally decided to weep with shame for what it had done to them.” – The Scorch Trials

The Maze Runner tog for alvor verden med storm i 2014, da den første film kom på det store lærred og blæste dystopihungrende YA-fans omkuld verden over. Selv var jeg yderst imponeret (omend jeg nok kom til at kalde den “Hunger Games med drenge”) og jeg ønskede længe at læse bogen bag. Stormen lagde sig igen, lige som ønsket gjorde, indtil film nummer 2 dukkede op og genoplivede både storm og ønske. Der var virkelig ikke andet udkom, end at jeg måtte læse den populære serie. Og sikke en skuffelse det dog var!

Den første bog i serien læste vi sammen i læseklubben, og sjældent har et møde gået så meget op i brok og kritik som denne gang. Alle som én havde vi set frem til hæsblæsende underholdning for underholdningens skyld, men i stedet fik vi overdrevne konflikter, unødvendige kontroverser og drama nok til at udfylde mindst 10 bøger. Og det bare i den første bog! Så kan I selv forestille jer, hvordan serien udviklede sig…

The whole situation had taken on a bizarre taint, too casual and run-of-the-mill for the seriosuness of what was going on. Like gangsters yelling out roll call before they slaughtered a group of weeping traitors.” – The Death Cure

Generelt er det virkelig ærgerligt, for jeg kunne faktisk godt lide Dashners idé. Hvordan reagerer en flok drenge, når de udsættes for diverse prøvelser? Hvad stiller verden op på randen af udryddelse? Hvor meget kan man udsætte mennesker for, før enten de eller du når bristepunktet? Dashner sætter virkelig nogle store etiske dilemmaer på dagsordenen, og kombineret med et af de vildeste monstergallerier jeg længe har oplevet, har han virkelig opskriften på en formidabel YA-dystopian. Problemet er bare, at han er en elendig forfatter.
Jeg overdriver ikke her. Spændingen og drivkraften er der virkelig, men udførelsen er noget af det mest ringe, jeg nogensinde har oplevet. Hvor mange gange kan det være nødvendigt at udpensle, at det er mærkeligt, at protagonisten kan huske den virkelige verden uden at kunne huske specifikke ting? Ville en bogorm i en postapokalyptisk verden, hvor bøger er en sjældenhed, virkelig lave æselører i sin sjældne bog?! Og jeg har da godt hørt om Murphys Lov, men kan det virkelig passe, at alt der kan gå galt skal gå galt? Derudover var det pinefuldt tydeligt hver gang Dashner forsøgte sig med sproglige blomster, og de fejlede komplet hver eneste gang.

He mostly remembered the workings of the world – but emptied of specifics, faces, names. Like a book completely intact but missing one word in every dozen, making it a miserable and confusing read.” – The Maze Runner

Seriens fire bøger fortjener trods den tunge kritik sine 2 stjerner, for jeg var virkelig godt underholdt undervejs. Historien, udfordringerne, dilemmaerne – der lå et kæmpe potentiale og ventede på at overraske verden. Desværre druknede det hele bare i dårlig udførelse og dårlige ord. En skam for YA-elskere verden over.

 photo 34c39770-d2e6-41fc-b08d-3bf8a47945aa_zpsw52ll8wz.jpg  photo d387bbe6-7e55-45cb-b2d9-125fbca5c86d_zpsyljyreyv.jpg

You may also like

2 Comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.