Anmeldelse: The Goldfinch

 photo 8e001e6e-9bf7-4071-bc5a-cff83a5069db_zpse6rnuf8c.jpg
The Goldfinch af Donna Tartt. Udgivet på forlaget Abacus i 2014. 3 ud af 5 stjerner.

Theo Decker er udmærket klar over, at den eneste person, han kan bebrejde for den situation han står i nu, er ham selv. En ungdom fuld af dårlige beslutninger har ført ham langvejs hjemmefra, men det betyder ikke noget. Det eneste, der betyder noget, er hans maleri. Hans smukke maleri som har været hans faste holdepunkt i livet, siden hans mor døde. Maleriet han kom til at stjæle efter eksplosionen. Maleriet af The Goldfinch.

Who cares? If he is good to you? None of us ever find enough kindness in the world, do we?”

The Goldfinch var den helt store talk of the town i 2014, hvor den også vandt Pulitzer prisen for fiktion. Jeg blev hurtigt fanget i strømmen af de mange rosende ord, som konsekvent fulgte med den, hvorend jeg kiggede hen, men jeg nåede aldrig omkring at læse den. Da mine veninder så foreslog den til vores læseklub, slog jeg til: nu skulle den læses!

Og det gør mig så inderligt ondt at sige, at den skuffede mig fælt. Bogen fylder 865 sider, og jeg følte mig kun reelt draget i godt og vel 100 sider. Der er ingen spænding i bogen, og den smule der lægges op til, bliver med det samme skudt til jorden, da Tartt konsekvent afslører, hvad der kommer til at ske, før hun fortæller, hvordan det skete. Det er som om, hun slet ikke har hørt om spændingsopbygning!

Mangel på spænding gør det naturligvis ikke til en dårlig bog, og det var det da som sådan heller ikke. Den var bare ikke for mig. Jeg følte, at Tartt brugte meget mere tid på at skrive dybe, kunstneriske sætninger, end hun gjorde på at skrive egentlig handling. Og javist, bogen er da også smukt skrevet, men jeg kan helt ærligt ikke se pointen i 1½ sider lange sætninger…

We looked at each other and just laughed; everything was hysterically funny, even the playground slide was smiling at us, and at some point, deep in the night, when we were climbing on the jungle gym and showers of sparks were flying out of our mouths, I had the epiphany that laughter was light, and light was laughter, and that this was the secret of the universe.”

Det værste er, at jeg synes faktisk, at bogen byder på nogle rigtigt interessante karakterer. Theo selv har så meget godt at byde på, og jeg tog flere gange mig selv i at sidde og forestille mig en lys fremtid for ham, på trods af at bogen begynder med at understrege, at han ender et skidt sted. Og især Hobie vandt mit hjerte fuldt ud ved bare at være en kærlig og ærlig karakter, som absolut intet ondt kan se i mennesker. Hobie er så god og rar, og jeg elskede ham inderligt, hvilket bare gjorde det endnu værre, når Theo ikke værdsatte ham.

The Goldfinch er en god bog og en god historie; den er bare alt for lang. Der er alt for meget fyld og alt for meget unødigt drama, som slet ikke er nødvendigt for at bringe historien til live. De 100 siders spænding, som bogen bød på, var ganske fængende, men resten af bogen føltes bare som en alt for lang prolog og epilog, og den ender med at fremstå som en glorificeret krimi. Der var ganske simpelt alt for meget.

… and the fat summer moon shining white and pure overhead, and my love for her was really just that pure, as simple and steady as the moon.”

 photo b2d4928b-3142-4639-8568-7189037fbb22_zpst9d0m8vu.jpg
 photo cf00be10-bafe-4f02-8a8d-38222946206e_zpsattir8yp.jpg

You may also like

7 Comments

  1. Nogle gange er jeg heller ikke enig i, hvad alle ander synes, og det er fortrøstningsfuldt nogle gange, for så er jeg ikke enig med alle andre i verden. Hvilket jeg ville synes var smadder kedeligt ;)
    Bare ærgerligt at bruge så mange sider, og timer på at læse dem, hvis de ikke giver det, som man forventer af dem.

    1. Enig, det er bare ærgerligt af og til ikke at kunne se den samme magi, som alle andre. Jeg er på en måde lidt ked af, at jeg ikke bryder mig om den, men jeg føler bestemt ikke, at jeg har spildt min tid. Det har virkelig været en oplevelse at læse den (:

  2. Åh, jeg bliver altid så nervøs på bogens vegne, når jeg læser anmeldelser af den. Jeg vil så gerne have alle til elske den – det er nok lidt sært, men jeg udvikler nærmest et overbeskyttende modergen overfor mine yndlingsbøger :’p

    Men jeg forstår dig godt. Bogen er lang, Donna Tartt skriver sommetider for ordenes skyld alene, og al bogens action føles derfor hurtigt indforstået eller inddirekte. Det er meget psykologisk og kludret, og knap så reelt som en egentligt handling. Men det er bare så smukt, så præcist og så subtilt at jeg bliver revet med alligevel.

    Har du læst ‘The Secret History’? Det er nok Tartts bedste – og mest berømte – bog, og den er meget mere ligetil, omend karaktererne er meget unlikeable. Men det er samtidig også det fede ved det.

    1. Jeg havde netop også så store håb fordi jeg plejer at være så enig med dig! Men smag er jo af of til forskellig, kan vi se.
      Nej, det her var mit første møde med Tartt, men jeg kunne sagtens finde på at læse hende igen, så det kan være, at jeg skal kaste mig over den en dag (:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.