Anmeldelse: The Girl on the Train

 photo 1f3e90a2-cdb4-4a60-9423-9b6b7163d60e_zpseqtydeyd.jpg
The Girl on the Train af Paula Hawkins. Udgivet i 2015 på forlaget Doubleday. 3 ud af 5 stjerner.

Rachel havde et vidunderligt liv. Faktisk havde hun det perfekte liv. Men så faldt det hele fra hinanden. Nu lever hun et liv fyldt med løgne og dårlige undskyldninger, mens hun hver dag tager det samme pendlertog til London. Hun holder meget af at digte på en omfattende livshistorie, hun har skabt for et smukt, ungt par, som hun kan kigge ind til fra toget. Lige indtil den dag, hun ser noget, hun ikke skulle have set hos det unge par, hvilket tvinger hende til at forlade den harmløse fantasi og bevæge sig ind i den skræmmende virkelighed.

My mother used to tell me that I had an overactive imagination; Tom said that too. I can’t help it, I catch sight of these discarded scraps, a dirty T-shirt or a lonesome shoe, and all I can think of is the other shoe, and the feet the fitted them.”

For lidt over et års tid siden udkom The Girl on the Train, og den litterære verden har mere eller mindre været i svimer over den lige siden. Det skulle være årets thriller, uendelig spænding og et komplet uforudsigeligt plottwist. Hvis der er én ting, man aldrig skal sige om en bog, så er det, at den har et komplet uforudsigeligt plottwist…
Det er ikke engang fordi jeg har den helt store erfaring med at læse mysterier og krimier (dem vælger jeg som regel at se på tv i stedet), men ikke desto mindre stod det hele tiden klart for mig, at det jeg skulle tro var sket naturligvis ikke var det, der rent faktisk var sket. Det er det aldrig i mysteriebøger. Og det er bare som om, at når den tanke først er sluppet igennem, så er det virkelig svært rent faktisk at blive overrasket. Der skal noget helt ekstraordinært chokerende til, og det formåede Hawkins desværre bare ikke at levere.

Hvad hun derimod i stedet gjorde fortrinligt var at bygge karakterer op. Karakterer som alle var ulidelige, egoistiske og forfærdelige mennesker af den slags, som man ikke vil kendes ved, men som man alligevel lader sig fascinere af. Som når man glor på et biluheld eller en brændende bygning, selvom man ved, det er forkert. Hawkins benytter mange af de gængse virkemidler så som cliffhangers, forskellige point of views og modbydelige små teasers, og i kombination med de uforståelige og spændende karakterer formår hun virkelig at give historien en fremdrift, som hun skal have ros for. Faktisk var det i høj grad en af sidehistorierne, som holdt mig fanget undervejs og drev spændingen videre.

I feel as though I’m going mad.
And yet just a few months ago, I was feeling better, I was getting better. I was fine. I was sleeping. I didn’t live in fear of the nightmares. I could breathe. Yes, I still wanted to run away. Sometimes. But not every day.”

The Girl on the Train er bestemt ikke nogen dårlig bog. Den er fængslende, og den er ret godt skrevet. Den formåede bare ikke at efterlade mig i den åndeløse spænding, som jeg var blevet lovet. Den formåede aldrig rigtigt at chokere mig, fordi den hele tiden lagde op til, at det hele var forfærdeligt. Den fejlede i sit pokerfjæs og afslørede sin stærkeste hånd fra starten.
 photo 08ed8b84-e468-4e80-abde-380f74b5a63a_zpsj172hkad.jpg  photo 677862f9-f059-438c-90ef-2ce6b210da54_zpss3xcsvzn.jpg  photo a0cc573d-c4f7-486c-9192-91af7dd3495b_zpsvlxjpmee.jpg


The Girl on the Train er ved at blive filmatiseret og kommer i de danske biografer til efteråret.

You may also like

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.