Anmeldelse: The Catcher in the Rye

20151215_093444_zpsq76cuqwi_2
The Catcher in the Rye af J.D. Salinger. Udgivet i 2010 (oprindeligt i 1945) på forlaget Penguin Books. 2 ud af 5 stjerner.

Holden Caulfield er egentligt en god dreng. Han respekterer de ældre, bekymrer sig om dem der er svagere stillet end han selv, han holder aldrig nogen udenfor og han elsker sin familie højt. Desværre interesserer han sig ikke særligt meget for sin uddannelse, hvilket er grunden til, at han netop er blevet smidt ud af endnu en skole. I stedet for at tage hjem til sin familie vælger Holden dog at klare sig selv i New York i en uges tid, indtil det alligevel var meningen at han skulle hjem på juleferie. Så bliver hans forældre vel ikke alt for sure?

I’m not going to tell you my whole goddam autobiography or anything. I’ll just tell you about this madman stuff that happened to me around last Christmas just before I got pretty run-down and had to come out here and take it easy.”

Jeg tror at denne bog må være et af de mest tydelige eksempler på, at jeg altså hverken kommer fra en særligt litterær eller kulturel baggrund. Her sad jeg med en bog, som er en hyldet klassiker verden over, og som har inspireret tusindvis af unge mennesker. Og jeg kedede mig bravt! Hele vejen igennem sad jeg og ventede på, at handlingen skulle begynde, plottet skulle tage fart, historien skulle få liv. Det gjorde den bare ikke rigtigt. Vi følger Holden over en række dage, hvor han forsøger at finde sin egen vej i livet, men hver gang han tager en beslutning om at tage styringen over sit eget liv, rammes han af den barske virkelighed, som trækker ham tilbage til jorden. Hvis der så bare havde været en form for retning, en form for mål med alle hans konflikter, så kunne det have fungeret for mig, men som en klassisk teenager er Holden bare forvirret, egoistisk og irrationel, hvilket jeg slet ikke kan arbejde med.

The Catcher in the Rye har inspireret en af mine absolutte yndlingsbøger, The Perks of Being a Wallflower, så jeg troede virkelig, at jeg sad med en ny kærlighed i mellem hænderne. Men trods gode intentioner og høje tanker er jeg som læser stadig alt for plotdrevet til at kunne se mig tilfreds med en bog, der mere handler om muligheden for handling end reel handling. Bogen vækkede ikke engang chok, sympati, afsky eller nogen som helst anden følelse i mig. Jeg havde forventet dybere overvejelser om det at vokse op, men i stedet følte jeg, at jeg fik en forkælet rigmandssøn, som ikke kunne beslutte hvilke af livets uendelige muligheder han var mindst utilfreds med.

I forgot to tell you about that. They kicked me out. I wasn’t supposed to come back after Christmas vacation, on account of I was flunking four subjects and not applying myself and all.”

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at denne bog med garanti har en dybere mening og en masse skønhed, som gør den fortjent til alle de roser og al den anerkendelse, den får. Jeg brugte bare så lang tid på at lede efter handlingen på linjerne, at jeg komplet missede handlingen mellem linjerne, og før jeg vidste af det, var bogen forbi, mens jeg stadig ventede på, at den skulle begynde. Jeg forstod den ikke, og derfor nød jeg den ikke…

Certain things should stay the way they are. You ought to be able to stick them in one of those big glass cases and just leave them alone.”

20151215_093326_zps6fc8x7lu_2 20151215_093458_zpspxt8ggd9_2 20151215_093138_zpsku7s2qjr_2

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.