Anmeldelse: The Bone Clocks

 photo d06a0513-bf13-45a2-8c8d-702f043c0313_zpskqkzq9fm.jpg
The Bone Clocks af David Mitchell. Udgivet i 2014 på forlaget Sceptre. 5 ud af 5 stjerner

Et letsindigt løfte afgivet på en varm sommerdag får hurtigt voldsomme konsekvenser for 15-årige Holly Sykes, som ikke tror på underlige ting. Der var godt nok The Radio People i hendes hoved, da hun var lille, men det er meget normalt for små børn at høre stemmer, og de er der jo ikke længere. Ganske uden at vide det er hun alligevel involveret i kampen mellem en flok morderiske, kannibalske udødelige og deres retfærdighedssøgende fjender gennem hele sit liv, indtil den dag hun selv står i begivenhedernes centrum.

Today, however, New York’s here-ness is incontestable, as if time is subject to it, not it subject to time.”

Hvis du er bare en smule forvirret af beskrivelsen oven for, så forstår jeg dig godt! Aldrig har jeg været så glad for, at jeg ikke kategoriserer mine anmeldelser efter genre, for denne bog er umulig at genrebestemme. Den starter som en klassisk YA-roman i 1984 om at gøre oprør og finde sig selv, men før man ved af det, er den blevet til historien om en snobbet sociopat i en elitær rigmandsverden ved udgangen af 1991. Igen ændrer historien sig og bliver en biografisk fortælling om livet som krigskorrespondent i 2004’s besatte Irak, før den bliver en metafortælling af en forfatter, som skriver om en forfatter, som skriver om en forfatter i 2015. Pludselig er bogen blevet til en vaskeægte fantasyroman om horologen Marinus, der i 2025 forsøger at bekæmpe The Anchorites og deres gentagne mord efter århundrede af blodige kampe, og til sidst ender vi i en dystopisk fremtid anno 2043, hvor miljøet er brudt sammen, oliereserverne er brugt og civilisationen hænger i en tynd tråd. Ind i mellem alle disse afsnit, som tilsammen dækker mere end 60 år af Holly Sykes’s liv, finder man små brudstykker og bidder af den evige kamp mellem de to klaner af Atemporals – mellem det gode og det onde.

Alt dette lyder som et overvældende rod, som på ingen måde burde kunne fungere, men ikke desto mindre, så er det absolut fantastisk! Mitchell er en mester i at blande og kombinere genrer på kryds og tværs, og ingen kan holde den røde tråd på tværs af verdener som ham. De små bidder af kampen mellem The Atemporals dukker op, når du mindst venter det i hvert afsnit og får din puls til at hamre af sted over 5-10 sider, indtil du bliver efterladt med fingerspidserne glidende fra klippekanten og et nyt afsnit begynder. Hver gang starter kampen for at finde ud af, hvad der foregår forfra, og hver gang bliver din nysgerrighed og læselyst fordoblet!

Civilisation’s like the economy, or Tinkerbell: if people stop believing it’s real, it dies.”

The Bone Clocks er en af den slags bøger, som du ikke ønsker at lægge fra dig, selvom du har læst i den hele dagen. Det er en af den slags bøger, der bliver bedre og bedre, for hver side du vender. Det er en af den slags bøger, hvor selv de dårlige dele er geniale. Og det er en af den slags bøger, som efterlader dig fuldstændigt lamslået gang på gang med en konstant trang til mere. Det er en fantastisk, utroligt, vidunderlig og komplet lamslående bog.

Her only friends on the estate were books, and books can talk but do not listen.”

 photo a575a57e-f692-4254-a905-59a883b8dd5d_zpsuupexjq6.jpg
 photo a5d2f8a9-ed40-45d2-ae03-028658458227_zpsldwq4jgb.jpg
 photo 06c8ed83-a95f-4172-a6fd-a9a7c1327453_zpssilm1z3j.jpg

You may also like

3 Comments

  1. Den lyder interessant! Jeg læste for et års tid siden Ghostwritten som jeg havde mange blandede følelser for og har længe gerne ville give David Mitchell en chance til.

    1. Ghostwritten er jeg ikke nået omkring endnu, men jeg er blevet meget begejstret for Mitchells forfatterskab, så den er helt sikkert på min TBR. Hvis du vil prøve igen, så er Bone Clocks et rigtigt godt bud, vil jeg mene :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.