Anmeldelse: South of the Border, West of the Sun

 photo 6a34e5ed-aa9a-4ed1-9fd8-e27ebc7bc487_zpscpuard9g.jpg
South of the Border, West of the Sun (org. Kokkyo no minami, taiyo no nishi) af Haruki Murakami. Udgivet i 2003 (oprindeligt 1992) på forlaget Vintage. 1 ud af 5 stjerner.

Hajime er et af de få japanske børn fra anden halvdel af 1900-tallet, som ikke har nogen søskende. Det er måske en af de helt store grunde til, at han med det samme bliver utroligt gode venner med Shimamoto – hun har nemlig heller ikke nogen søskende. De bliver venner som 12-årige, men skæbnen skiller dem hurtigt igen. Resten af sin ungdom bruger Hajime på at sammenligne alle kvinder med den uovertrufne Shimamoto. De mødes dog først igen da Hijame er 37, har fået en god forretning og er blevet gift. Hajime skal nu finde ud af, om fremtiden eller fortiden betyder mest for ham.

When my wife was pregnant I had a few flings, but nothing serious. I never slept with any one woman more than once or twice. OK, three times at the most. I never felt I was having an affair with a capital A.

Normalt er de citater jeg bruger i mine anmeldelser nogen, jeg bruger, fordi de har ramt mig på en bestemt måde. Måske har de fået mig til at grine, måske kan jeg relatere inderligt til ordene, eller måske de bare er ekstremt smukt skrevet. Intet af dette er tilfældet med ovenstående citat. Det eneste, det vækkede i mig, var dybt foragt. Og alligevel følte jeg et behov for at inkludere det her, for det er det citat, som har brændt sig tydeligst ind i min hukommelse, efter jeg læste bogen. Og det beskriver så ufejlbarligt Hajime: han følte aldrig, at han var rigtigt utro.

Hajime er en heltigennem skidt person. Han er inkarnationen af det stereotype enebarn, som ikke kan fungere sammen med andre mennesker, fordi han aldrig har lært det. Han opnår aldrig noget med sit liv på egen hånd, fordi han altid har fået tingene foræret, og fortsat gør det som voksen. Hans egocentriske tankegang overgås kun af Shimamoto, som om muligt er endnu værre. Krævende, selvisk og hemmelighedsfuld til det yderste. De to individer finder sammen i deres usmagelighed. Fordi ingen af dem ved, hvordan man bør opføre sig som menneske, stiller ingen af dem spørgsmålstegn ved den andens forkastelige handlinger. Lige meget hvor bizarre.

I started to go to the library, devouring every book I could lay my hands on. Once I began one, I couldn’t put it down. Reading was like an addiction; I read while I ate, on the train, in bed until late at night, in school, where I’d keep the book hidden so I could read during class.

Jeg startede ellers på denne bog med de bedste intentioner. Jeg har hørt så uendeligt meget godt om Murakamis forfatterskab, og glædede mig til at dykke ned i hans verden. Det gik dog hurtigt op for mig, at denne bog nok ikke var, hvad jeg havde forventet, og efterhånden som siderne vendtes, blev min første indskydelse forstærket: denne bog var ikke noget for mig.
Hvad jeg troede var en bog om ung kærlighed og mysterier i voksenlivet viste sig at handle om besættelse. Ligesom Hajime er besat af bøgerne i sin ungdom, er han i voksenlivet besat af Shimamoto. En kvinde, som på ingen måde gør sig fortjent til hans kærlighed, får den alligevel i overflod på bekostning af hans trofaste familie – som trods det stadig elsker ham. Og som det egoistiske væsen Hajime er, vil han have det hele.

Often we’d walk home together. Slowly, because of her leg, we’d walk the three-quarters of a mil home, talking about all kinds of things. The more we talked, the more we realized what we had in common: out love of books and music; not to mention cats.

Jeg forstod virkelig ikke denne bog, og det er nok en af de helt store årsager til, at jeg ikke kan lide den. Jeg ved ikke, hvad den i virkeligheden handlede om, og jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg har en teori om, at vi måske har at gøre med en Tyler Durden’sk historie, og hvis dét er tilfældet, så kan historien allerede snige sig op på én stjerne mere. Så er der i det mindste en mening! Men så skal den samtidig straffes for de mange fejl, for så er det simpelthen ikke gennemført nok.
Jeg forstod ganske simpelt ikke historien, og derfor får den ikke mere end én stjerne. En historie skal skrives, så den giver mening.

 photo f31adc1b-65b2-43de-b601-5465ae9cbfc9_zps33f61qrs.jpg

You may also like

5 Comments

  1. Det virker altså lidt skørt, når jeg lige har slugt ‘Kafka på stranden’.. Jeg får næsten lyst til at læse den her, også når du giver den så meget kritik :b Jeg er i hvert fald ikke færdig med Murakami!

    1. Det er jeg bestemt heller ikke. Jeg har lovet Kristina at give ham en chance mere, for denne bog skulle på ingen måde være sigende for hans forfatterskab (:
      Derudover kan det jo også sagtens være, at du kunne lide den. Kristina gav den 5/5 (:

  2. Elsker Murakami, men er endnu ikke nået til denne. Kan godt forstå, at du væmmes ved hovedpersonen … jeg må indrømme, at jeg er endnu mere nysgerrig efter at læse bogen efter din anmeldelse :-D

    1. Det glæder mig da, at jeg kan inspirere. Det er heller ikke sådan, at jeg fraråder folk at læse den, eller på nogen måde fortryder. Den var bare ikke noget for mig, men jeg håber du får større succes. Du må endelig linke, hvis du selv anmelder den (:

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.