Anmeldelse: Ønskemageren

[Denne bog er modtaget til anmeldelse af forlaget Turbine. Alle ord og holdninger er mine egne.]

Ari og Thad er vokset op som kongens uægte børn, men da hele kongefamilien dør af en sjælden blodsygdom, må Thad træde til som konge af Súndraille. Thad ønskede sig aldrig at blive konge – han ville bare holde sin søster tryg. Men da han møder Ønskemageren, Alistair Teague, ser Thad ingen anden udvej end at ønske sig kronen og Aris sikkerhed i bytte for sin sjæl. Thad er bundet af sit ønske og kan intet gøre for at forhindre Teague i at terrorisere kongeriet, så det er op til Ari at finde en måde at besejre Teague, inden han indkasserer Thads sjæl.

Eller måske var de to de dygtigste løgnere, han havde mødt, siden dengang han havde været så uheldig at komme til at holde af en stakkels pige, der sad ved en spinderok omgivet af hø.

Ønskemageren er anden selvstændige bog i Redwines Ravenspire-univers, hvor Skyggernes Dronning var første bind. Bøgerne tilhører en genre, som jeg forbinder med relativt lave forventninger, men der er et eller andet ved Redwines historier, som ganske enkelt gør dem hamrende underholdende! Hvor første bog var en genfortolkning af Snehvide, er denne bog baseret på eventyret om Rumleskaft, som opfylder folks ønsker og efterlader dem i dyb ulykke. Jeg indrømmer gerne, at Rumleskaft ikke ligefrem står knivskarpt i min hukommelse, så der var dele af historien, der lå lidt fjernt, men ikke desto mindre fungerede det virkelig.

Skulle jeg vurdere Ønskemageren helt uafhængigt af Skyggernes Dronning, ville jeg formentlig have været lige så begejstret for den ene som for den anden. Desværre er det ikke muligt, og det skader i høj grad efterfølgeren, for den kommer hurtigt til at virke som en gentagelse. Jovist, karaktergalleriet er nyt, vi er i et andet kongerige og bevæger os i et nyt eventyr, men skabelonen er præcis den samme, hvilket gør historien umådeligt forudsigelig.

Hans mørke øjne skinnede gådefuldt i stjerneskæret. Okay, de var ikke gådefulde. De var fulde af panik og rædsel, men “gådefulde” lød bedre, når det drejede sig om et første kys.

Præcis som med Skyggernes Dronning leverer denne bog lige præcis, hvad den lover, og det er stadig uendeligt underholdende, omend forudsigeligt. Og heldigvis er bogen også fyldt med små, sjove overraskelser, som da Hans & Grethe dukker op og sparker røv! Læs Ønskemageren, hvis du virkelig bare gerne vil underholdes.