Anmeldelse: Neverwhere

 photo c1f6804c-f91e-4454-b86b-0e30a5d3e8c3_zpssm5af0zj.jpg
Neverwhere af Neil Gaiman. Udgivet i 2013 (oprindeligt i 1996) på forlaget Headline. 4 ud af 5 stjerner

Richard Mayhew er nok ikke ligefrem lykkelig, men han har det godt. Han har en smuk kæreste, som han ved han ikke fortjener, et job han er god til og en lejlighed han trives i. Richard Mayhew har det rigtigt godt, indtil den dag han vælger at hjælpe en hjemløs pige fra døden og dermed falder med hende igennem byens sprækker, ud af det samfund vi kender og ned i London Below.

There was no moon, but the sky was a riot of crisp and glittering autumn stars. There were street lights too, and lights on buildings and on bridges, which looked like earthbound stars, and they glimmered, repeated, as they were reflected with the city in the night water of the Thames. It’s fairyland, thought Richard.”

 

Richard Mayhew er ikke nogen god helt. Faktisk er han i høj grad noget af et skvat, som er bange for højder, undviger konfrontationer og generelt bare gerne vil hjem. Han gør alle de forkerte ting, har ingen anelse om hvad han foretager sig, og han bringer ofte sig selv og dem han følges med i stor fare. Ikke desto mindre holder jeg af ham, selvom jeg også har lyst til at give ham én på siden af hovedet. Jeg holder af ham, fordi han er virkelig. Jeg holder af ham, fordi han reagerer, som vi alle ville reagere, hvis vi pludselig stod ansigt til ansigt med ondskabsfuldt mørke, mystiske, underjordiske gange og rædselsvækkende monstre. Han er bange, og han viser det.

To say that Richard Mayhew was not very good at heights would be perfectly accurate, but would fail to give the full picture; it would be like describing the planet Jupiter as bigger than a duck.”

 

Gang på gang formår Gaiman med mesterlige evner at skabe magiske verdener, som er så utrolige og perfekte, at man glemmer, at der er tale om magi. Her er der tale om en verden, hvor samfundets laveste bogstaveligt talt er nærmest usynlige for resten af verden, hvor man kan gemme sit liv langt væk fra sin krop, og hvor det er ganske normalt at kommunikere med byens duer og rotter – som i øvrigt er kongelige, naturligvis. Og til trods for alle disse bizarre elementer så tvivler jeg ikke et øjeblik på, at det er sådan verden hænger sammen.

Neverwhere er en af den slags bøger, som man hele tiden har en fornemmelse af, hvor vil ende. Selve slutningen er ikke overraskende, men det er heller ikke slutningen, der er det vigtige. Det vigtige er rejsen dertil. Magien der opstår, karaktererne vi møder og kampene der kæmpes. Det vigtige er de gode grin, de mystiske hændelser og den dybereliggende frygt, som rammer dig, når du med Gaimans magiske ord bevæger dig rundt i London Below.

It was then that Richard began to laugh; he couldn’t help himself. There was hysteria in there, certainly, but there was also the exhaustion of someone who had managed, somehow, to believe several dozen impossible things in the last twenty-four hours, without ever getting a proper breakfast.”

 photo 0c54f7c0-ee6a-4f30-bc33-cd6ad31b9e14_zpsmirkixme.jpg  photo a29ef6b9-923e-4b27-b847-2c10d35f4f9b_zpsz8m5hghj.jpg

You may also like

4 Comments

  1. Ja, ja, ja! ‘Neverwhere’ er fantastisk – jeg er så glad for, du kunne lide den. Den er herlig. Og så sjov, også!

    1. Lige præcis! Jeg elsker Gaimans evne til rent faktisk at tage fat i dybe emner, men pakke dem hamrende underholdende ind :D

  2. Pingback: Lækkert bogtip

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.