Anmeldelse: Kvinden i graven

[Bogen blev sponsoreret af Politikens Forlag til #bogbloggertræf16. Alle holdninger er mine egne]

Kvinden i graven af Julia Heaberlin Kvinden i graven af Julia Heaberlin

Kvinden i graven af Julia Heaberlin
Kvinden i graven (oprindeligt Black-Eyed Susans) af Julia Heaberling. Udigvet på Politikens Forlag i 2016. 4 ud af 5 stjerner.

Da Tess var 16 år, blev hundet fundet begravet levende i en mark sammen med tre andre piger. Tessa husker ikke meget fra hændelsen – kun at hun blev overfaldet, og at hun var den eneste overlevne. En mand blev dømt for mordene og sidder på dødsgangen, men her 17 år senere kan Tess ikke længere lukke sine øjne for tvivlen, som siger, at det ikke var ham der gjorde det. Nogen bliver ved at plante de samme gule blomster uden for hendes vindue, som hun blev begravet under for alle de år siden. Er det et tilfælde, eller er moderen stadig ude efter hende?

Solhatten er en grådig plane, ofte den første til at trives i afsveden og ødelagt jord. Køn, men aggressiv, ligesom cheerleadere. De lever for at fortrænge alle andre. En tændt tændstik, en hensynsløs bevægelse, en sortøjet blomst, og vores øgenavne var for evigt indskrevet i seriemordernes historie.

Der er to ting, som ofte går igen, når jeg læser en thriller. 1) jeg er som regel mere optaget af at afsløre mysteriet, end af at følge selve historien, og 2) de er sjældent synderligt imponerende skrevet. Men ingen af de ting holder stik ved Kvinde i graven! Jeg slugte side efter side så hurtigt jeg kunne – ikke for at nå frem til slutningen, men for at nå tilbage til starten, og for at få det hele med. Og hver eneste side var en fryd at læse, med små fine perler og karakterer med dybde.

Jeg er helt vild med historiens opbygning, som skaber et fantastisk tempo. Vi følger delvist 16-årige Tessa, som kæmper for at komme videre, fra et traume som intet menneske bør opleve, og den vokse Tess, som nægter at lade sig styre af et grotesk overfald, som hændte hende, da hun var barn. Nu har hun selv et barn, som nærmer sig den samme alder, og man kan tydeligt mærke, hvordan Tess kæmper med næb og klør, for at beskytte datteren Charlie fra hendes monster både fysisk og psykisk. Tess har ikke ladet hændelsen definere, hvem hun er, men har accepteret det som en del af hende, hvilket gør hende til en af de stærkeste karakterer med et traume, jeg nogensinde har læst!

Solopgangen farver mit soveværelse lyserødt. Ifølge min bedstefar er det det bedste tidspunkt på dagen, hvis man skal tale med engle eller tage fotografier. Ifølge Sir Arthur Conan Doyle er det det bedste tidspunkt at se skyer, der svæver af sted som store flamingoer. Det bedste tidspunkt at tvinge nattens monstre tilbage i deres skab.

Min eneste anke ved den her bog, er at den komplet tabte pusten til sidst. Slutningen blev forhastet, og der var en del løse ender, som aldrig rigtigt blev bundet sammen. Faktisk føltes det næsten som en helt anden bog til sidst. Men som enhver anden god thriller havde den et twist, og det var bestemt ikke et, jeg havde set komme.

Kvinden i graven af Julia Heaberlin Kvinden i graven af Julia Heaberlin

You may also like

5 Comments

    1. Haha, jeg havde det nærmere omvendt. Jeg var ret hooked fra starten, men blev en smule skuffet til sidst. Men det store hele var virkelig godt :)

      Knus

  1. Pingback: Januar sum up

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.