Anmeldelse: Jonathan Strange & Mr Norrell

 photo 2bd6cc3d-d014-4beb-ab79-14245585cdc6_zpsybhjqzqo.jpg

 photo 62a28e8d-6778-4858-bec9-750bf306d589_zpsqdivazdg.jpg
    Jonathan Strange & Mr Norrell af Susanna Clarke. Udgivet i 2005 på forlaget Bloomsbury.          5 ud af 5 stjerner.

I starten af 1800-tallets England findes der massevis af magikere. I ved, den slags der studerer magi, som var det astrologi eller måske historie. Alle og enhver ved jo, at magien forsvandt ud af England for flere hundrede år siden! Det vil sige, indtil den dag Mr Norrell dukker frem fra sit skjul og afslører, at han er Englands eneste nulevende, praktiserende magiker. Mr Norrell har viet hele sit liv til magiens genoprettelse, men han får hurtigt selskab af den unge og spontane Jonathan Strange. Selvom de to mænd er som nat og dag, bliver de hurtigt en værdifuld brik i Englands kamp mod Napoleon – og mod the gentleman with the thistle-down hair.

They were waiting in a quiet part of the wood for the hunters to appear, when a single wolf passed by their tree. He was the handsomest of his kind, with fine, dark eyes and a pelt the colour of wet slate. He looked up into the tree and addressed the gentleman in a language that sounded like the chatter of water over stones and the sighing of wind amongst bare branches and the crackle of fire consuming dead leaves.”

Jonathan Strange & Mr Norrell er en buttet lille fætter på 1.006 sider, som strækker sig over 10 års magi. 10 år er nok noget af en underdrivelse, for vi får også små bidder af fremtiden og store, detaljerede indblik i engelsk magis fortid! Rent faktisk er Clarkes univers så gennemført, at man slet ikke er i tvivl om hendes ords sandhed. Skolebørn lærer om fortidens magiske bedrifter, de gamle veje til Faerie kan nemt opspores på tværs af landet, og det står klart og tydeligt i engelske grundlov, at kongen kun regerer over de nordengelske sletter, indtil deres sande konge vender tilbage; John Uskglass, The Raven King. Der er intet, der er overladt til tilfældighederne i denne bog, og selv detaljer, som karaktererne vurderer irrelevante, får vi alligevel serveret som læsere gennem udførlige fodnoter. Der er så mange detaljerede baghistorier, at hele hendes univers står klar og tydeligt frem for læseren. Og trods det bliver bogen aldrig langtrukket!

En af de første tanker, der slog mig, mens jeg læste bogen, var, at den var skrevet, som var det en krydsning mellem Charles Dickens og Neil Gaiman. Sproget fremstår, som var det virkelig skrevet ned for 200 år siden, men det har alligevel den samme lethed og finesse, som man finder i nutidige tekster. Og krydret med den ikoniske, knastørre humor, som på det nærmeste kendetegner briterne, og en smule diskret samfundskritik, er du garanteret timevis af vidunderlig underholdning.

For a while he had tried to persuade the other Ministers that they should commission Mr Beckford, Mr Lewis and Mrs Radcliffe to create dreams of vivid horror that Mr Norrell could then pop into Buonaparte’s head. But the other Ministers considered that to employ a magician was one thing, novelists were quite another and they would not stoop to it.”

Der er så uendeligt meget at være imponeret over i denne bog – hvilket der vel også burde være med det firecifrede sidetal – men noget at det der overvældede mig aller mest, var den komplette fuldendthed historien bar. De gennemførte baghistorier og det detaljerede indhold undervejs havde været fuldstændigt meningsløst, hvis slutningen ikke kunne måle sig efter samme standard. Men også her imponerede Clarke med sin sans for detalje, og hver eneste lille karakter, som jeg havde lært at kende undervejs, fik sin egen, fyldestgørende slutning. Og alligevel formåede hun stadig at bevare en snert af mystik ved hjælp af bogens helt store spørgsmål, som var det eneste, der aldrig rigtigt blev besvaret. Alt i alt var det for mig en bog af imponerende størrelse, men med et mindst lige så imponerende indhold!

When I was seventeen, I went to look for the man in the Derbyshire hills – he lived just long enough for me to find him out. That was a night indeed! A starlit, summer night, when the King’s Book, and the last Reader of the King’s Letters met and drank wine together! We sat upon the brow of the hill at Bretton, looking out over England, and he read England’s destiny from me.”
 photo 8d5cd9be-2a36-48b7-af8b-5e2d490772c3_zps0m5qxrsy.jpg  photo 789b6961-14d9-4fc9-a760-e73e19055a5a_zpsntx9njlw.jpg

You may also like

5 Comments

  1. Jeg havde det på samme måde med denne bog! Jeg var virkelig lang tid om at læse den, men mest fordi jeg ofte vendte tilbage og læste passager der, enten handlingsmæssigt eller sprogligt, havde imponeret mig. Det er en helt enormt stemningsfuld bog, og som du siger – det er et meget fuldendt univers Clarke har bygget op!

    1. Det er det virkelig. Det er så komplet, at den både er godt opbygget OG godt skrevet. En vidunderlig bog! :D

  2. I loved Jonathan Strange and Mr Norrell, it was just so broad and full but it never felt overwhelming or too dense to get through. I was a little disappointing with the ending though. I felt as though the narrative had been slowly leading up to this big event, but by the books close I was unsure if ‘the event’ had even taken place! Maybe it’s just me wanting closure. Nevertheless I think it’s an amazing book and this is a great review :) x

    1. Thanks a lot :)
      I felt like I got ‘the event’, but it was rather short compared to the rest of the book, I’ll give you that. As for closure, I felt like I got all the closure I could possibly have asked for, but I yearned for more about Uskglass :D

  3. Pingback: Februar sum up

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.